Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9568Visninger
AA

9. K A P I T E L VIII

 

K A P I T E L VIII

 

Sophie undrede sig indvendigt. Landon havde meldt sig syg til gårsdagens engelsktime, og nu var han åbenbart vagt til skolefesten. Hvis han havde været syg dagen før, hvad var så chancen for at blive rask nok til dette?

At undre sig og at spørge frit var dog to vidt forskellige ting, og hun havde ikke modet til at konfrontere ham med det. Ikke engang efter episoden om lørdagen, hvor han mildest talt havde været i en slem forfatning. Siden havde hendes klasse haft timer med ham én ting, nemlig om tirsdagen, hvor stivheden i hans bevægelser var forsvundet og kun sårene og rifterne mindede hende om det, han havde fortalt hende. Mindede hende om den unge mand, som havde siddet i hendes kælder og stillet underlige spørgsmål, som han ikke ville stilles til regnskab for. Derudover havde hun mødtes med ham om onsdagen for at overholde sin del af aftalen fra om søndagen. Da havde han set slidt ud med mørke ringe omkring øjnene og et træt udtryk i ansigtet, som om han ikke havde sovet i flere nætter. Men hun havde ikke spurgt. Kun konstateret, at han så træt ud, hvortil han havde præsteret et blegt smil. Og så var de gået i gang.

Han havde haft ret i én ting. Han lærte hurtigt. Latterligt hurtigt, som om hvert eneste ord hun sagde blev lagret i hans hukommelse og det kun var grammatikken, som hun behøvede at minde ham om. Og også den havde han en del erfaring med efterhånden, havde han påpeget. Han boede jo trods alt i Danmark, hvor folk talte dansk til daglig…

,,Sophie?” spurgte Anna ved siden af hende, da de gik hen mod baren, hvor der som sædvanlig var gået fuldstændigt kage i køkulturen. ,,Hvad er der?”

,,Ikke noget,” svarede hun og snoede en tot af sit hår omkring sin pegefinger, vidende at de kunstfærdige krøller, Anna havde præsteret at lave på hende, alligevel ville glide lidt ud med tiden.

,,Kom nu, lad os feste!” hylede Philip, som kom svansende forbi dem med en pige under armen.

Sophie lo, og Anna skar ansigt, men det var ikke en ond grimasse.

Musikken var høj i kantinen, hvor festen blev afholdt, og lyset var slukket. Kun de mange farvede lys på dansegulvet oplyste den del af kantinen, mens et par lamper i baren oplyste den anden. Det eneste lys, der ellers var at finde, var rundt omkring på bordene, hvor der stod stearinlys, som eleverne spildte alkohol ned i - i rigelige mængder - så flammerne gik ud. De blev ikke tændt igen. Når først alle lysene var gået ud var det som regel fordi folk ikke længere gad tage sig af det i deres fuldskab.

Trapperne op til kantinen, som lå på øverste etage, var oplyst i begge ender af hovedbygningen, så folk ikke tog fejl af trinnene og endte med at falde hele vejen ned. Sophie huskede med gru, at hun én gang var blevet så beruset, at hun nær var gledet ned ad trapperne, fordi hun slingrede. Jack havde dengang grebet hende, men han var ikke med i aften. Han havde sagt, at han ikke gad med til skolefesten, fordi han havde fået job og skulle op på arbejde tidligt næste morgen. Så Anna og Sophie havde gjort det til en tøsetur sammen med et par andre fra klassen. Og Philip havde åbenbart også besluttet sig for at møde op.

Anna var godt beruset allerede og nu i gang med at komme sin sjette Somersby til livs. Sophie havde for længst mistet smagen for den slags, og alkoholen syntes at ætse i hendes mund efter fjerde Somersby. Ikke fordi hun var fuld eller noget, men fordi hun ganske enkelt ikke kunne lide smagen længere. Alligevel var det lykkedes Anna at overtale hende til at købe en Smirnoff Ice, i håbet om at hun måske kunne tvinge den ned og komme over sit kritiske punkt. Anna havde mange gode ideer, tænkte Sophie spydigt og rullede øjne, idet hun satte glasbægret med den hvide, alkoholiske drik fra sig på bordet, hvor de slog sig ned. Overfor sad Anna og tog jævnligt tåre af sin drik, der til forveksling lignede øl, men dog smagte bedre.

,,…meget pæn,” hørte hun Anna afslutte en mindre monolog et øjeblik efter, og hun vendte ansigtet mod sin bedste veninde og forsøgte at se ud, som om hun havde hørt efter.

Anna faldt ikke for den.

,,Jeg sagde, at ham der da er meget pæn,” forklarede hun og pegede over på baren, hvor en af fyrene fra festudvalget stod og lænede sig ind over disken i en lille pause.

Sophie kendte ham ikke. Han gik sikkert i 3.g, for hun havde set ham flere gange, både i løbet af første og andet år. Men de kunne selvfølgelig også ubevidst være på samme årgang. Uanset hvad, så syntes Sophie ikke, at han var noget specielt med tørt, blond hår og lyse blågrønne øjne bag efter par kraftigt indbefattede brilleglas. Måske var det bare Anna, som i sin fuldskab ikke længere var så kræsen, som hun burde være.

I næste øjeblik rejste Anna sig fra stolen og bevægede sig væk fra bordet, og Sophie fulgte hurtigt efter, glad for at have truffet beslutningen om at tage bukser på frem for kjole. De gik ned gennem kantinen til dansegulvet, hvor de gik i ét med den dansende mængde af svedige kroppe og smilende ansigter. I egne - muligvis selvkritiske øjne - var Sophie ingen fremragende danser, og hun nøjedes med at holde sig til de ting, hun i det mindste kunne finde ud af frem for at eksperimentere.

Anna, derimod, syntes at se godt ud, næsten uanset hvad hun lavede. Hun vred sig og vrikkede med hofterne og kastede hænderne op i luften og ned langs siderne igen, og hun havde en fest samtidig. Sophie kunne ikke lade være med at grine. Og så pludselig var ham fyren fra festudvalget hos dem på dansegulvet, og han dansede tæt op ad Anna, som vendte sig mod ham og gav den hele armen, inden de to kastede sig ud i at danse endnu mere sammen end for hinanden. Sophie rystede på hovedet og grinede, da en anden fyr pegede på Anna og festudvalgs-fyren med et hævet øjenbryn og et anerkendende nik.

Da det blev klart, at Anna hang ved, forlod Sophie dansegulvet for at finde nogle andre fra sin klasse.

 

,,Sophie,” kvækkede Anna og lænede sig mod muren.

,,Shh,” mumlede Sophie og strøg Anna over armen. ,,Din mor kommer lige om lidt.”

,,Kommer du så med hjem?”

,,Anna, din mor har en bil til to personer. Selvfølgelig kommer jeg ikke med,” svarede hun.

Det var egentlig planen, at Annas far skulle hente dem, når han alligevel var på vej fra arbejde om et par timer, når festen sluttede. Men Anna var på ingen måde i en forfatning til at kunne vente så længe med noget som helst. Så Sophie havde ringet til hendes mor og bedt hende om at komme, og nu stod de og ventede. Der ville formentlig ikke gå lang tid, før Annas mor var der, og Sophie måtte se sig om efter en anden måde at komme hjem på. Hun følte nemlig ikke for at feste videre efter at Anna var gået, selv om de ikke havde været vanvittigt meget sammen i løbet af aftenen.

,,Hvad sker der her?” spurgte en stemme, ikke overdrevet højt, men højt nok til at Sophie drejede hovedet af overraskelse over den stærke accent bag ordene.

,,Vi venter på Annas mor,” forklarede hun hurtigt og mærkede sin mave trække sig sammen af nervøsitet over at se Landon stå dem så nær med armene nede langs siderne og et strengt udtryk i ansigtet.

,,Someone’s had a drink too much,” kommenterede han med et skuldertræk og gik hen ved siden af Anna for at lægge en hånd blidt på hendes skulder.

,,Several,” mumlede Sophie for sig selv og så ned for at sikre sig, at ingen af dem trådte i den pøl af bræk, som Anna havde efterladt på asfalten i skolegården.

,,Sophie, you’re not drunk, are you?”

,,Not a chance.”

,,That’s good. But I was going to suggest you go back to the party and I take care of Anna,” tilbød han forsigtigt, og hun kunne se tvivlen aftegnes i de midnatsblå øjne.

,,Ellers tak,” skyndte hun sig at sige. ,,Jeg skal nok tage mig af Anna. Jeg er ikke ligefrem i humør til at gå op og feste videre.”

Han nikkede.

,,Landon?”

,,Mh?”

,,Hold lige øje med Anna,” sagde hun, men besluttede sig for at uddybe på engelsk: ,,I’m going to go see if the car is here.”

,,Right.”

Hun vendte ryggen til og satte i løb gennem skolegården for at komme ud til fortovet og vejen ude foran. Der holdt en stribe af biler på modsatte side, men kun en enkelt ude foran porten, og Sophie smilede lettet ved synet af Annas mor bag rattet. Moren vinkede til hende, og hun vinkede tilbage, hvorpå hun gjorde tegn til, at hun lige ville finde Anna og så komme tilbage.

Så løb hun tilbage og fik øje på Landon og Anna sammen, Anna stående op mod Landon med lukkede øjne, han med hænderne på hver af hendes skuldre, holdende hende på benene, iført en vinterjakke og med en sort rygsæk slynget hen over den ene skulder. Han så ned på Anna, men rettede blikket opefter, som om han hørte hende komme allerede inden hun var halvvejs gennem skolegården.

,,Hendes mor er her nu,” fortalte Sophie og tog en dyb indånding, inden hun tog Anna om livet. ,,Tak for hjælpen.”

,,Lad mig gøre det,” sagde han, og hun imponeredes over hans evner til at tale dansk allerede, også selv om det ikke var den mest komplicerede sætning.

,,Det behøver du ikke,” protesterede hun, men så fangede hun hans blik og nikkede så overgivende.

Der var noget i hans stålsatte beslutsomhed, som hun ikke kunne lade være med at give efter for. Ikke fordi hun fandt det tiltrækkende, men fordi hans vilje skinnede igennem med en sådan sikkerhed, at det virkede fuldstændig irrationelt at takke nej til hans forslag. I stedet for at gøre indvendinger ledte hun ham ud gennem skolegården og ud til bilen med Anna, som satte sig ind på forsædet ved siden af sin mor, Fie, med en spand mellem benene og hænderne krampagtigt låst fast om kanten på spanden.

,,Undskyld, at vi ikke kan have dig med, Sophie,” sagde Fie oprigtigt og smilede undskyldende.

,,Det går nok. Jeg har ringet til Gabe,” løj hun og håbede, at det lød overbevisende.

,,Kommer han og henter dig?”

Sophie nikkede, vidende at ord bare ville få løgnen til at virke lidt for gennemtænkt.

,,Okay. Vi ses, Sophie. Tak fordi du ringede.”

,,Vi ses, Fie. God bedring, Anna,” sagde hun og smilede, idet hun lukkede bildøren i og så bilen forsvinde ud af syne.

,,You haven’t called Gabe,” konstaterede Landon og lød en anelse automatisk, som om han virkelig overvejede noget grundigt, selv om hun ikke kunne komme på hvad det skulle være - han havde jo fri nu, lod det til.

,,I am going to,” forsvarede hun sig og fandt sigende sin telefon frem.

,,Don’t. I’m going in the same direction. You could drive with me.”

Hun så skeptisk på ham for en stund dog kunne ikke beslutte sig for om det var noget, hun havde lyst til. Ikke så meget fordi det ville være ubehageligt at køre med Landon - hvad hun var overbevist om at det ikke ville være - men fordi det virkede mærkeligt, at han kørte hende hjem. Hun tvivlede ikke på, at han kun ville hende det bedste, for det udstrålede han langt væk på en næsten uhyggelig måde. Som om han betragtede det som sin pligt at sørge for, at hun kom hjem.

Stadig… Han var hendes lærer, og de burde ikke tilbringe tid sammen ud over skoletiden, selv om han kun var ganske få år ældre end hende. Om få dage fyldte hun atten, og så var hun mere eller mindre fri til at gøre, hvad hun ville. Ikke at hun ville være rebelsk overfor sin mor og Gabe eller noget. Men Landon var også på en eller anden underlig måde hendes ven, og hun kunne slet ikke forestille sig at finde på at sige ting, som ville såre ham eller pille hans stolthed og hjælpsomhed fra hinanden. Hvilket det uden tvivl ville gøre, hvis hun takkede nej nu. Og så alligevel… han var jo på motorcykel…

,,I didn’t exactly bring warm clothes,” forklarede hun og så alvorligt på ham, ønskende at han ville forstå, at hun ikke sagde nej fordi hun ikke havde lyst - ikke kun i hvert fald.

Han så sig langsomt omkring, trak så på skuldrene og bed sig i underlæben og lignede i dén grad mere en gymnasieelev end en gymnasielærer.

,,Fine,” sagde han bare og trådte et par skridt tilbage. ,,It was only meant as a friendly offer.”

Hun mærkede den dårlige samvittighed gnave i sig. Ikke fordi han lød skuffet, men fordi hun vidste, at han kun gjorde det for at sikre sig, at hun kom sikkert hjem. Måske var der noget mere i hans tatovering end bare et mærkeligt tegn på et endnu mærkeligere sprog. Alt ved ham skreg til hende, at hun kunne føle sig tryg hos ham, at hun burde stole på ham og at han ville beskytte hende, hvis hun lod ham gøre det. Men hun brød sig ikke om at blive beskyttet. Hvad var der også at beskytte hende fra? Og hvorfor skulle Landon af alle mennesker føle trang til at beskytte hende mod en fare, som sikkert ikke engang eksisterede.

,,Promise I won’t fall off like you did it,” bad hun med et grin og så forvirringen løbe over hans ansigt i brøkdelen af et sekund, inden han smilede.

,,I promise. And if you suddenly slide off, I’ll throw myself on the ground before you hit it.”

Selv om det sikkert var ment som en joke, var hun rimelig sikker på, at det ikke var en løgn. Der var noget skarpt og årvågent ved Landons blik, som hun kun havde set hos én anden, som absolut kunne siges at ønske at beskytte hende. Nemlig Gabe. Den rasende ild der brændte bag Landons mørkeblå øjne og gav dem et intenst skær i månens blege lys fik det til at kildre i hendes mave, og hun sank en klump i halsen for at komme lidt til sig selv.

,,D-Don’t say that,” stammede hun, vel vidende at hun måtte lyde rimelig dum.

,,Would you rather I didn’t do it?” spurgte han sigende og så på hende, og hun mærkede sit ansigt fortrækkes i forfærdelse, hvilket åbenbart ansporede ham til at sige: ,,Just kidding. Relax.”

Hun smilede, på trods af hans lidt barske form for humor. Dog, inden hun fik sagt mere, fik hun travlt med at holde trit med Landons lange, smidige skridt, som syntes at kaste ham frem på fortovet med hvert skridt, så meget fart formåede han at få på. Og stadig bevægede han sig i elegante bevægelser, som bølger rullende ind mod stranden…

Stop dig selv, Sophie, irettesatte hun sine tanker. Dette var ikke ligefrem tidspunktet til at analysere på hvilken måde Landon gik. Han var hendes lærer, og hun burde på ingen måde tage sig af hvordan han gik. Ej heller burde hun have lyst til at køre sammen med ham eller at tale med ham og blive venner. Den slags ting var ligesom forbeholdt hendes jævnaldrende. Men det var Landon jo næsten også…

De drejede ind til cyklernes område, hvor der var mere eller mindre øde. Ud over den enorme motorcykel som stod bagerst - ind mod skolebygningen. Sophie fulgte efter Landon derhen og betragtede ham, mens han fik den i gang. På afstand havde den været utroligt imponerende, men på tæt hold kunne hun se, at den var en smule slidt, og at den ikke var skinnende ren, sådan som køretøjer på film altid syntes at være. Det ødelagde ikke ligefrem hendes billede, men fik køretøjet til at passe bedre på hendes idé om Landon. Lige ud over at hun ikke kunne se, at han var væltet på den.

Pludselig gik noget op for Sophie, som hun ikke tidligere havde tænkt på, og den viden fik det til at gyse i hende.

,,Landon?”

,,Mh?”

,,Sagde du ikke, at din motorcykel var til reparation i torsdags?”

,,Jo.”

,,Men…”

Han vendte sig mod hende med et udtryk i ansigtet, der kun kunne tolkes som fortrydelse og anger. Så sandsynligvis vidste han godt, hvad hun allerede havde regnet ud, men hun var nødt til at fortælle det alligevel. Bare for en sikkerheds skyld.

,,Men du sagde i lørdags, at du var væltet på den.”

Langsomt nikkede han, og der kom et mørkt udtryk i hans ansigt.

,,Det passer ikke, vel?”

,,I had it delivered back on Sunday,” tilstod han, lydende på ingen måde stolt.

,,So you lied,” konstaterede hun med en piercende fornemmelse af at være kommet lidt for langt over den usynlige linje, der burde være mellem dem.

,,I lied,” bekræftede han og så direkte på hende.

,,On purpose?”

,,On purpose.”

,,Why?”

,,Because… I thought the truth would be a little too scary for you yet. Even so - you are going to know the truth one day. Just not right now,” forklarede han dæmpet og så ned på motorcyklen, som var holdt op med at brumme.

,,Just tell me,” bad hun.

,,Absolutely not.”

,,Why not?”

,,It’s too dangerous out here. People might hear. And I don’t really have the Danish vocabulary for that stuff yet.”

,,It’ll take years!” klagede hun og så stædigt på ham, men han var urokkelig, og det vidste hun godt på forhånd.

Hun ville ikke få noget ud af at tigge mere om det, så da han ikke sagde noget lod hun være. Efterfølgende fik han maskinen i gang igen, gav hende korte, skarpe instrukser om hvor hun skulle sætte sig og hvordan, proppede en hjelm ned over hendes hoved, som hun ikke anede, hvorfra han havde. Derpå fastgjorde han sin egen hjelm og svang sig op bag hende.

Sophie mærkede angsten som en knude i maven, idet motorcyklen rullede stille hen over asfalten på vej ud fra cykelområdet. Derfra drejede Landon ud på vejen, hvorefter han accelererede. Den pludselige fart fik luften slået helt ud af lungerne på Sophie, og hun havde en ubehagelig forskrækket fornemmelse af ikke engang at være i stand til at skrige eller trække vejret. Lige indtil hun huskede, hvordan man gjorde.

Landon syntes at bemærke hendes ubehag og gav hendes skuldre et lille klem med sine arme, som rakte frem forbi hende, så han kunne nå styret. Sophie skævede ned til speedometeret og gispede højt for sig selv. Det viste tæt på hundrede og firs kilometer i timen.

,,Landon,” fik hun fremstammet, ,,ikke så hurtigt. Du kører midt i byen.”

,,Det ved jeg,” svarede han i øret på hende, roligt. ,,Men jeg vil gerne have dig hjem hurtigt, i god behold.”

,,Landon, ærligt talt. Hvad skulle der ske mig? Jeg er jo på vej, ikke?”

,,You wouldn’t say that if you knew …” mumlede han for sig selv, og Sophie mærkede kulden krybe ind under sin hud nu.

Dette afholdt hende fra at sige mere i et godt stykke tid. I stedet lænede hun sig ind mod ham for at mærke, hvordan hans arme holdt fast i styret, hvordan hans muskler arbejdede med at holde dem fast og samtidig modstå vindmodstanden, som fik hendes hår til at piske rundt. Forsigtigt rakte hun op og samlede det i en dårligt lavet knold, lavet med en hånd fordi hun stadig skulle holde fast for ikke at læne sig helt tilbage mod ham og muligvis skubbe dem af motorcyklen. Hun mærkede sine fingre støde på hjelmen og kunne ikke lade være med at grine for sig selv, selv om hendes hjerte galopperede af sted som om hun havde løbet et maraton.

Mørket var tæt omkring dem, men selv på denne måde kunne Sophie se, at Landon styrede mod Ring 3, en af vejene uden om Odense by. Sandsynligvis ville det have været lettere at tage alle de små veje ude på landet. Hvilket han, da hun fortalte ham det, sagde, at det ville han aldrig nogensinde gøre i mørke. For anden gang i løbet af ganske kort tid var det lykkedes ham at skræmme hende fra vid og sans, men uden at hun turde ytre sig til ham.

Derefter var han underligt tavs. Som om han var fokuseret på et eller andet, der ikke kun handlede om vejen, men også deres omgivelser på den mere eller mindre øde vej, som strakte sig uden om Odense. Jo længere væk fra byen de kom, jo mere drejede han og skiftede retning, indtil de kørte ad mindre veje. Sophie skævede ned til hans hænder og opdagede, at han ikke havde handsker på. Hans hænder så hvide ud, og hun var helt sikker på, at det var lige så meget af kulde som af lyset langs vejene. Men hans krop var dejlig varm, og hun frøs underligt nok ikke, selv om hun ikke havde ret meget tøj på.

De drejede fra i Nørre Broby, og Landon satte farten yderligere op. Så meget, at Sophie ikke kunne undgå at tænke, at hvis folk havde været vågne på dette tidspunkt, ville de have ringet til politiet. Konservative som folk på landet nu engang var. Men hun havde faktisk også mest lyst til at få strisserne på nakken lige nu, for det ville sandsynligvis få Landon til at sætte farten omkring hundrede kilometer i timen ned. Hun anede ikke, hvor hurtigt en motorcykel burde køre, men hun var ret sikker på, at de kørte meget for stærkt. Og at han gjorde det med fuldt overlæg.

Muligvis var han en habil motorcyklist, men dette var lige i overkanten, syntes hun. Det var direkte skræmmende at sidde i hans favn, mens vinden piskede hende i ansigtet og månen bevægede sig hen over himlen, nu delvist dækket af brunlige skyer.

,,Sophie, luk øjnene,” sagde Landon pludselig, og hans stemme var underligt klar i hendes øre, trods hjelmen og vinden.

,,Hvorfor?” spurgte hun langsomt og mærkede kvalmen stige sig til halsen.

,,Fordi jeg siger det,” mumlede han og lød sammenbidt.

,,Hvad sker der? Har du tænkt dig at slå mig ihjel?” spurgte hun.

Han stønnede opgivende og slog over i sit modersmål, hvorefter det gik stærkt:

,,I need you to trust me and close your eyes if you want to live.”

Dette var ordre nok til hende. Hun lukkede sine øjne og mærkede øjeblikkeligt, hvor usikkert hun sad fast på motorcyklen. Hvordan hun mistede balancen og lænede hårdt mod hans arm for så at læne sig til den modsatte side, hvor hans arm manglede i brøkdelen af et sekund. Hun mærkede et hårdt ”bump” og Landons arm omkring sig, idet motorcyklen skred på underlaget og drejede rundt med tænderskærende fart og kraft.

Så holdt den stille, og der var ingen lyd at høre. Intet at se bag hendes lukkede øjne. Kun den velkendte lettere brændte lugt af kulde i luften opfattede hun. Og Landons varme krop mod sin egen - hans arm presset hårdt mod hendes mave for at holde hende på plads under rutsjeturen. Stærk og sikker uden vaklen i det, han gjorde. Som om han havde prøvet dette mange gange og derfor vidste præcis, hvordan han håndterede det. Tanken var ubehagelig.

,,Sophie, you can open -”

Længere nåede han ikke, før hun havde åbnet sine øjne og krænget sig ud af hans greb, søgende mod asfalten under motorcyklen. Da først hendes fødder ramte det hårde underlag, var hun både taknemmelig og bange, og hendes hoved snurrede lige så meget rundt som hendes krop. De måtte være drejet hundrede og firs grader, for motorcyklens front var samme retning som de havde været på vej i. Medmindre selvfølgelig hun havde forestillet sig det hele.

,,What are you doing, Sophie?” spurgte han og lød træt.

Hun så ikke op på ham, men gav sig i stedet til målrettet at gå i den retning, hun vidste var den rigtige, ikke ønskende at køre med ham så meget som en meter længere. Hun hørte et metallisk klik bag sig og derefter løbende skridt mod asfalten.

,,Sophie…”

,,I’m walking the rest of the way home,” annoncerede hun muggent uden så meget som at se på ham, selv om han for længst havde indhentet hende, da hun talte.

,,Why?”

,,Because you’re fucking nuts!”

,,Nuts?” Han syntes at overveje dette lidt, inden han ytrede sig igen, denne gang i et mere fast tonefald: ,,I was trying to -”

,,Get us killed. I know!”

Hendes stemme steg til hysteri, og hun mærkede sin hals snøre sig sammen. Denne gang dog ikke af kvalme, men af frygt og kommende gråd.

,,I’m not trying to get you killed,” sagde han stille.

,,Then what?”

,,I was trying to protect you there. And nothing happened, right?”

Hun drejede hovedet og så på ham. Så indgående på ham og mærkede sit indre vende sig. Hun kunne have svoret på at den ridse, som nu krydsede hans kind ikke var der for ti minutter siden. Han havde taget hjelmen af, så det var svært at huske, om den havde været der på skolen. Men måske havde hjelmen lavet den, da han trak den af. Den så ud til at have nogle potentielt ru kanter.

,,You were trying to protect me?” spurgte hun og løftede sit blik til hans øjne.

,,Yes.”

,,From what, exactly?”

Et øjeblik løb der en underlig trækning over hans ansigt. Tvivl, måske. Blandet med ubehag og skyld, som om han havde et eller andet at sige, som han af den ene eller den anden grund bare ikke kunne lukke ud. Men han forholdt sig tavs og så i stedet væk fra hende, mens hans skridt blev gradvist langsommere, indtil han til sidst stoppede. Hun fulgte hans eksempel og vendte front mod ham helt og aldeles. Han så træt ud. Hærget, endda. Som om han havde haft en masse søvnløse nætter. Dette kunne dog også skyldes gadelygternes lys.

Sophie kom i tanke om noget og smilede forsigtigt. Det var i forvejen tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at fortælle hende sandheden, så der var ingen pointe i at plage ham med den. I stedet forsøgte hun sig på en anden måde.

,,Beskytter,” sagde hun langsomt.

Først så han forvirret ud. Så bredte forståelsen sig i hans ansigt og lyste de mørkeblå øjne op i brøkdelen af et sekund, inden de faldt tilbage i mørke. Som om det både glædede ham og generede ham, at hun havde fundet frem til dette.

,,Just... let it go, right? I promise I’ll tell you everything you need to know someday.”

,,Someday,” gentog hun og surmulede med armene over kors.

Det var ikke den slags løfter, hun søgte efter. Langt fra. Alt hvad hun krævede af Landon var, at han fortalte hende sandheden, og det gjorde han tydeligvis ikke. Med fuldt overlæg endda. Han lod ikke engang til at have det specielt dårligt med sin beslutning om at holde nogle ting skjult fra hende. På den anden side var hun ikke sikker på, at hun havde lyst til at høre om den virkelighed, han kunne berette om. Ikke efter den tur, hun lige havde fået. Men hun havde da i det mindste fået ud af ham, hvilken ”side” han var på. Ikke at hun anede, hvilke sider, der var at vælge imellem. For hendes vedkommende var det vigtigste, at han havde indrømmet, at han ville beskytte hende. Ligesom hans tatovering bød ham.

,,Someday,” lovede han. ,,Soon.”

Hun sukkede.

,,Let me just get my bike. We can walk the rest of the way, if you want to,” lovede han og så indgående på hende.

Sophie stod stille og opdagede til sin overraskelse, at hun stod midt på vejen. I sin vrede havde hun ikke engang overvejet, hvor hun gik, kun i hvilken retning. Og nu stod hun midt på vejen og så på Landon i lyset af en gadelampe. Hans hår var uglet, og hans øjne var mørkere end sædvanligt.

,,I want to walk,” indrømmede hun.

Uden et ord mere vendte han rundt på hælen og sprintede i lange spring tilbage til motorcyklen, som var parkeret på vejen. Heldigvis kom der sjældent biler heromkring, og heldigvis var det nat. Han trak den ved siden af sig, mens han kom nærmere, og hun så undersøgende på ham. Der var noget ved den måde, Landon bar sig selv på, der gjorde, at hun automatisk stolede på ham. Også selv om han kunne skræmme hende til døde fra tid til anden. Hans ansigt var autoritært, men stadig mildt og blidt. Hans bevægelser var sikre og stærke, og hun ville vædde med at hans hænder aldrig rystede, ligesom hendes gjorde det hver eneste gang hun blev så meget som den mindste smule nervøs eller pinligt berørt.

Fra timerne vidste hun, at han var intelligent og tænkte lynhurtigt. Hun havde aldrig oplevet noget menneske overveje noget så kortvarigt, som han havde gjort det op til flere gange. Og det var ikke nonsens, han lukkede ud, når han fik et udfordrende spørgsmål. Landon vidste tydeligvis en masse om en masse ting, specielt kulturer. Han kendte til historie og sprog og legender, som hun allerede havde oplevet. Hvis ikke hun havde vidst bedre, ville hun have troet, at han var ligesom de der vampyrer, som Twilight-sagaen havde gjort aktuelle for hendes ungdom. Det var bare umuligt.

Alligevel var der noget umenneskeligt over Landon. Som om han var trådt direkte ud af en fiktiv roman, påkaldt af magi fra et højere sted. Der var noget himmelsk over ham, samtidig med at han var underligt jordnær. Jack var fascineret af Landon. Philip var fascineret af Landon. Anna var fascineret af Landon. Mia var fascineret af Landon. Sophie selv, endda. Alle var fascinerede af Landon, lod det til, i hvert fald hvad Sophie havde bemærket. Den eneste undtagelse var Gabe, som virkede mere eller mindre ligeglad, som om Landon for ham var ligesom enhver anden ung mand.

Det eneste problem Gabe havde, var, at han var en forfærdelig løgner, og Sophie havde gennemskuet ham. Det var ikke fordi Landon var ung eller mand, at Gabe ikke var fascineret af ham. Sophie var ikke blind. Der var noget ens over de to mænd. Noget skræmmende og samtidig underligt betryggende. Hun havde lidt samme fornemmelse, når hun var sammen med Landon, som hun havde, når hun var sammen med Gabe. Ud over faderelementet, selvfølgelig.

Der var mange ting ved Landon, som hun ikke forstod. Han var ung. Tyve år gammel. Så godt ud, var venlig og kunne sætte sig i respekt uden så meget som at blinke med øjnene. Og alligevel havde han valgt at flytte fra USA til Danmark, hvor mulighederne for en som ham var begrænsede. Han kunne have været skuespiller med milliarder af fans. Eller arkitekt. Eller børsmægler. Eller noget andet, og hun tvivlede ikke på, at han ville være formidabel til sit job. Men nej. Han havde valgt at blive gymnasielærer i Danmark.

Han boede alene, havde hverken kæreste eller familie med.

,,Landon?”

,,Mh?”

,,Hvordan er din familie egentlig?”

Han så overrasket ud. Sophie forsøgte at se ud af øjenkrogen på ham, mens hun gik ved siden af ham, men hjelmen forhindrede det. Derfor skyndte hun sig at trække den af. Da hun igen så på ham, virkede han rolig og afslappet.

,,Det ved jeg ikke,” svarede han.

,,Hvad mener du med det?” ville hun vide.

Han så ud til at overveje det lidt, inden han sagde henkastet:

,,I don’t have a family. Not a real one. My father died when I was two or three years old. My mother followed suit a couple of years later.”

,,What did you do then? Surely, you can’t have lived on your own since you were that young.”

,,Of course not. I went to school then. Got an education and buried myself in that.”

Hun mærkede modvilligt medlidenheden brede sig i hende. Med sikkerhed kunne hun sige, at det ikke var det, Landon ville have af hende. Han ville ikke have medynk eller medlidenhed. Ikke efter at have fortalt hende hvad hun regnede med var sandheden.

,,Why did your parents die?” spurgte hun forsigtigt.

Der løb en underlig grimasse over hans ansigt. Ikke sorg eller tristhed, men som om han netop var blevet slået i hovedet med virkeligheden.

,,My mother died because she couldn’t bear living without my father.”

,,Is that even possible?”

,,Obviously.”

Tonen i hans stemme var tydelig. Han ville ikke tale mere om det, og hun skulle ikke spørge mere ind til hans liv, hvis ikke hun ønskede, at han blev vred. Men på den anden side havde hun på fornemmelsen, at hun burde grave i hans fortid. At den på en eller anden måde var vigtig for hendes forståelse af verden. At den var vigtig for at forstå, hvorfor han var her i landet frem for i sit hjemland.

Det, og så virkede det selvfølgelig ikke alt for ærligt, at han ikke gad fortælle hende om sin fortid, selv om den sikkert var vigtig af mange forskellige grunde. Det generede hende, at hun ikke kunne få ham til at fortælle hende alting, sådan som normale mennesker ville have gjort det, hvis de ønskede sig folks tillid. Nu var det jo ikke sikkert, at han rent faktisk ønskede sig hendes tillid, men det virkede underligt, hvis han ikke skulle ønske sig den, når nu han talte om at beskytte hende. På en så voldsom måde, at hun havde været sikker på, de ville køre galt.

,,I det mindste ved du, hvem begge dine forældre var,” mumlede hun for sig selv, huskende hvor mange gange hun havde undret sig over ikke at få mere at vide om sin far, huskende hvordan hun havde accepteret ikke at få meget at vide.

,,Det ved du også,” sagde han bestemt. ,,Din mor. Gabriel.”

Det lød underligt, når han omtalte Gabe. Hun var ikke vant til, at han blev kaldt ved sit fulde fornavn, og det var mærkeligt at skulle tænke på, at hendes stedfar i virkeligheden delte navn med en af de engle, der stod om i biblen. Der var ikke meget kristendom over Gabe. Faktisk slet ikke. Han virkede i høj grad ateistisk, hvis man så bort fra at han kunne læse latin.

,,Gabe er ikke min far,” sukkede hun.

,,Er du sikker på det?”

,,Det siger både han og min mor. Min mor og Gabe begyndte først at komme sammen efter at min mor var blevet gravid -”

,,I’m not talking about genes, Sophie. I’m talking about actual relationships. And I know you wish Gabe were your father.”

,,But he’s not!”

,,Not biologically. But I know that you’re as much his daughter as you’re your mother’s daughter.”

,,How could you possibly know that?”

,,They told me.”

,,Why would they tell you?”

Han smilede drillende til hende, og for en gangs skyld virkede han ikke irriteret eller utilpas over spørgsmålet. Det var rart.

,,Why wouldn’t they?”

,,Because you’re a stranger!”

,,Well. Yes,” sagde han bare og trak let på skuldrene.

Hun sukkede igen og mærkede sine skridt blive mere trampende mod asfalten midt på vejen frem for lette, feminine skridt. Efterhånden var de kommet til den lille hovedgade, der ledte gennem Brobyværk, forbi Spar og de andre små butikker og virksomheder. Kroen. Sidegader. Vejen løb hen over åen, og hun så ned mod det mørke vand, idet de passerede.

,,So… Do you know who my father is?” spurgte hun skarpt.

Landon sugede luften ned i lungerne gennem sammenbidte tænder, men sagde ikke noget et godt stykke tid. I stedet fortsatte han med at gå, indtil de drejede over vejen og ned ad sidevejen mod Leddet. Først da de kom til den kurvede vej, som var mørkere end Sophie huskede den, åbnede han endelig munden, og ordene kom ud sammen med hvid vanddamp fra hans varme ånde:

,,Your father, Sophie, is one of the few things that you don’t have to worry about.”

,,Så du ved altså, hvem min far er!” udbrød hun frustreret.

Var hun virkelig den eneste i hele verden, som ikke vidste det? Ud over sine jævnaldrende? Det lod til at alle hendes mors og Gabes venner og veninder vidste besked med hendes far, og når selv Landon gjorde, men holdt det hemmeligt for hende, hvem han var, faldt skylden så ikke mere på hendes mor og Gabe end ham? Hun kunne næppe tillade sig at beskylde ham for bedrageri og løgnagtighed, hvis han hade fået ordrer på ikke at fortælle hende noget. Hvorfor vidste Landon det egentlig? Det virkede ikke som den ting, man fortalte til alle og enhver, når man mødte dem. Og Mia og Gabe havde uden tvivl ikke haft meget med Landon at gøre.

Det var dybt uretfærdigt, at hun ikke fik noget at vide. Som om alle rottede sig sammen med hende for at holde denne ene ting hemmelig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle med den viden, men hun ønskede sig den brændende, bare for at få vished.

Måske ville hun lede efter sin far rundt omkring i verden, hvis hun fik et navn. Måske ville hun lade være og bare godtage, at Gabe var hendes fars erstatning - så god som nogen far kunne være. Måske ville hun blive vred og stikke af hjemmefra uden at vide, hvor hun så skulle gå hen.

Alt sammen kom an på, hvad hun fik at vide om sin far. Hvad folk kunne fortælle hende. Om han var et røvhul uden lige, som hendes mor var heldig at slippe af med, eller om han havde lidt en eller anden form for martyrdød. Om hendes mor havde forladt ham til fordel for Gabe. Hvad hun vidste med sikkerhed var, at det stank langt væk ikke at vide noget som helst om sin oprindelse hvad det angik.

,,Do you think it’s fair to keep it secret from me?” spurgte hun pludselig, og hendes stemme lød underligt hul på den stille vej, hvor husenes ruder var mørke.

,,No,” svarede han omgående og så frem for sig med let sammenknebne øjne, som om han holdt øje med et eller andet længere fremme.

,,Then why won’t you tell me?”

,,I can’t just tell you. But I will, eventually. If your parents don’t do it.”

,,The “someday” again?” gættede hun.

,,Unfortunately.”

,,Don’t you trust me to deal with the truth well enough?”

Hans hoved skød til siden, som om hun havde slået ham. Og han så direkte på hende med sine mørkeblå øjne, som blev sorte i den dunkelt oplyste vej. Hun stoppede og så direkte ind i hans ansigt. Stædigt. De kunne sagtens stå og havde denne magtkamp, hvis det skulle være. Det ville ikke genere hende.

Men det havde han ikke tænkt sig, lod det til, for han bøjede hurtigt hovedet en anelse mere og sænkede blikket samtidig, overgivende, men ikke usikkert. Det var en bevidst handling, som hun hadede ham for at udføre. Ikke fordi det var direkte skidt for hende, men fordi det afholdt hende fra at sikre sig, at han mærkede hendes vrede og forurettelse. Hun ville have, at han skulle mærke hendes irritation og uhensigtsmæssige behandling fra alle sider, om han så ville have det eller ej. Selv om det ikke var hans skyld.

Han var lige så skyldig som alle andre, fordi han kendte til hendes fortid. Mere end hun selv gjorde, lod det til. Og han nægtede at fortælle hende vigtige ting, som hun ønskede sig afklaring på før eller senere. Helst med det samme.

,,Of course I trust you,” sagde han roligt.

,,There’s nothing “of course” about that. I sure don’t trust you.”

,,Don’t be unreasonable -“

,,Unreasonable?!” udbrød hun og modstod en trang til at spytte fornærmelser ud over ham.

Han så træt ud som han stod der med begge hænder på styret af motorcyklen, som han havde trukket et godt stykke efterhånden. Hans skuldre var hævede, anspændte. Hans ansigt udstrålede uendelig tålmodighed blandet med udmattelse.

,,Sophie, listen to me,” sagde han, og skiftede så pludseligt sprog: ,,Jeg skal nok fortælle dig alting. Men det bliver ikke lige nu. Du skal nok få sandheden at vide før eller senere. Men du bliver nødt til at stole på mig også.”

,,Hvordan skal jeg kunne stole på dig?” spurgte hun og forsøgte at skjule sin overraskelse over hans rene sprog. ,,Du har ikke fortalt mig noget som helst af relevans.”

,,Det har jeg. Og du skal nok komme til at forstå det en dag. Bare stol på mig.”

,,Du fik mig næsten slået ihjel derude!” råbte hun og pegede i den retning, hvor den store landevej løb, nu skjult bag træer og huse.

,,Men du døde ikke, vel? Og det ville jeg ikke have ladet ske under nogle omstændigheder.”

,,Landon, der er noget ved dig, som skræmmer mig helt vildt. Og jeg ved ikke hvad.”

,,Det er okay. Bare forsøg at stole på mig. Og vid, at jeg ikke på noget tidspunkt havde i tankerne at gøre dig ondt. Det var ikke for sjov, at jeg bad dig lukke øjnene derude. Du skal nok få alt at vide. Men du er nødt til at give mig tid.”

Sophie stirrede på ham. Han talte flydende nu. Og det havde hun bestemt ikke lært ham. Hvilket måtte betyde, at han øvede sig, når han var alene, eller at han var sammen med andre mennesker, hvilket sikkert ikke var usandsynligt. Eller ville have været. Men nu forholdt det sig sådan, at han aldrig nogensinde havde nævnt relationer til andre mennesker. Og det ville virke underligt, hvis han rent faktisk havde det. Han virkede ikke som typen til en social omgangskreds og middagsaftaler og den slags.

,,Hvor lang tid?” spurgte hun forsigtig, men vidste allerede, at hun var overbevist.

Ærligheden i hans stemme gjorde udslaget.

,,Kort tid,” svarede han med et lille smil. ,,Du kan stole på mig.”

Hun nikkede langsomt.

Så satte de sig i bevægelse igen, ned ad den kurvede vej, indtil de kom til indkørslen, hvor Landon overtog den hjelm, Sophie havde holdt i hænderne. Hun vinkede efter ham og satte derefter i løb ned gennem indkørslen, ind over gårdspladsen og op til hoveddøren, hvor hun låste sig ind.  Huset var næsten mørklagt, bortset fra stuen, hvor lyset var tændt. Omgivelserne udenfor var mere oplyste.

I det fjerne kunne hun høre Landons motorcykel brumme, inden lyden langsomt ebbede ud. Så gik hun ned gennem huset til stuen for at se, om hendes mor havde glemt at slukke lyset. Til sin overraskelse blev hun mødt af Gabe, som sad i sofaen med en bog mellem hænderne og fødderne krydset ved anklerne. Kort skævede han til sit ur og hævede så et øjenbryn.

,,Festen sluttede klokken et, ikke?” sikrede han sig.

Hun nikkede langsomt og skævede til bornholmeruret bag sig. Klokken var et par minutter i to. Hun og Landon havde sparet meget tid på at køre tidligt fra festen og køre enormt stærkt. Men de havde åbenbart talt længe og gået utroligt langsomt.

,,Jeg hørte ikke nogen bil i indkørslen,” observerede han og formåede i høj grad at informere hende om sit ubehag ved den tanke - bekymringen stod malet i hans ansigt.

,,Anna fik det dårligt til festen, så hun blev hentet tidligt, og der var ikke plads til mig i bilen,” fortalte hun, og hans ansigt fortrak sig i en form for lidelse eller chok i et splitsekund, inden han skubbede sig op i en ordentlig stilling.

,,Hvordan kom du så hjem? Har du taget bussen?” spurgte han hurtigt. ,,Hvorfor ringede du ikke bare?”

,,Landon kørte mig hjem,” svarede hun hurtigt. ,,Vi gik et godt stykke af vejen.”

,,Hvorfor?”

,,Det var ret koldt at sidde på en motorcykel i det her tøj,” løj hun og fik med det samme dårlig samvittighed.

Så huskede hun deres samtale om hendes far og blev vred i stedet. Hun skyldte ikke Gabe noget som helst. Ikke engang en forklaring. Ikke når han havde nægtet at fortælle hende hele sandheden hele hendes liv.

,,Så længe du er i god behold,” sagde han opgivende og rejste sig fra sofaen i en smidig bevægelse, som kun Gabe kunne udføre dem.

Hun betragtede ham, mens han lagde bogen fra sig med et æseløre omkring midten, hvorpå han gik forbi hende og ud gennem dobbeltdørene til hallen.

,,Jeg går i seng nu. Måske burde du gøre det samme,” foreslog han med et venligt smil.

Hun modstod en trang til at fnyse og nikkede i stedet.

,,Godnat, Gabe.”

,,Godnat, Soph.”

Så besteg han trapperne, og kort efter hørte hun lyden af dyner, som bevægede sig fra hans og Mias fælles soveværelse. Hun fulgte selv kort efter et stykke op ad trappen, men stoppede ved det vindue på den lille afsats, hvor trappen drejede. Her satte hun sig ved siden af statuen af Venus og stirrede ud på den mørke gårdsplads og træerne rundt omkring. Kort kunne hun have svoret, at hun så nogle røde glimt, men da hun kiggede igen var de væk.

Hun måtte se syner. Det var sikkert trætheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...