Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9299Visninger
AA

8. K A P I T E L VII

 

K A P I T E L VII

 

At handle impulsivt kunne være farligt, vidste han. Endnu mere vidste han, at han ikke burde vise sig tydeligt på det sted, hvor han stod nu. Midt på den tomme vej ud for indkørslen til Leddet 20, hvor Sophie boede. Han kunne mærke blodet suse i sine årer, mens solen langsomt stod op i øst.

Lyset tillod ham den tryghed, han havde kæmpet for at give en anden hele natten, og som ville vare ved indtil solnedgang, hvor det hele startede forfra. Det var lørdag morgen, og folk var med al sandsynlighed ikke stået op. Han var aldrig gået i seng, og i øjeblikket kørte han mere eller mindre på adrenalinen fra nattens begivenheder. En smal stribe af blod havde fundet vej fra en rift på han hals og ned til kraven på den sweater, han var iført, hans hår var i uorden, der var huller i hans bukser og blod på kanterne af disse - hans eget - og alligevel havde han det forrygende.

Håndfladen i hans højre var rød og ophovnet fra at have knuget om sværdet, som han havde brugt flittigt, og armen var som bedøvet af anstrengelse efterhånden. Tagende et par haltende skridt overvejede han, om han skulle vende om og gå hjem, men rystede så på hovedet, tog sig sammen, tvang smerten tilbage og rettede sig op for med lange skridt at gå ind i indkørslen.

De røde perlesten knasede under hans fødder, som han bevægede sig derhenad, oplyst af lamper fra begge sider, som oplyste stien. Klogt. Indkørslen ledte ham til en rund gårdsplads, der ligeså var oplyst fra alle vinkler. Han fløjtede hen for sig selv og måtte nikke anerkendende til Gabes arbejde. Der var sandsynligvis ikke én afkrog på hele grunden, der ikke var oplyst på den ene eller den anden måde. Hele baghaven var jo også oplyst. Og han tvivlede ærligt talt på, at dette var for at vise den smukt bearbejdede baghave frem til offentligheden. Nok snarere var det ment som en fordel for Gabe, for det tilfælde at han så kunne se, hvis nogen trængte ind på grunden. Og lyset ville yderligere sørge for at sløre deres sanser.

Inde bag væggene et sted kunne han høre Daniel give et enkelt hyl fra sig. Han krydsede gårdspladsen og bankede på det, han gættede på var hoveddøren, eftersom lyset udefra oplyste et aflukket bryggers. Der var ellers en dør mere, men denne var noget mere centralt placeret og så ud til at lede ind i en stor hall med højt til loftet og marmorgulve. Der skulle han ikke nyde noget af at gøre sin entré.

Døren der førte videre ind i huset åbnede, og en kvinde kom til syne. Landon måtte indrømme, at uanset hvem Sophies far var, så måtte hendes mor havde nogle stærke gener, for Sophie lignede sin mor utroligt meget. Forudsat at det selvfølgelig var hendes mor. Men han følte sig sikker på det, selv i halvmørket, mens solen langsomt gik op. Døren blev åbnet, og kvinden så forfærdet ud, idet hendes blik faldt ordentligt på ham. Han vidste, hvad han måtte ligne, og at han skulle være hurtig til at forklare sig, hvis ikke han ville bedes om at forlade stedet øjeblikkeligt.

,,Du må være Landon,” udbrød kvinden dog og lød ligefrem glad, idet hendes blå øjne blev oplyst af forventning og mild interesse.

Han nikkede overrasket, men bed mærke i at hun talte dansk på trods af sin antagelse vedrørende hans person. Og dette sandsynligvis ikke fordi hun ikke kunne tale engelsk, givet at hun boede under samme tag som Gabe.

,,Ja,” svarede han kortfattet og debatterede hvorvidt han skulle række en hånd frem, men besluttede sig så for ikke at gøre det, fordi hun så risikerede at få hans blod smurt ud over sin egen hånd. ,,How did you know?”

Hun smilede hemmelighedsfuldt til ham og trådte til side.

,,Please come inside. You can borrow some of Gabe’s clothes if you’d like to change.”

Hendes tilbud overrumplede ham totalt. Sophie virkede som en sød og imødekommende pige, men hendes mor var direkte udadvendt, hvor datteren virkede mere forsigtig overfor ham.

,,No thanks,” sagde han. ,,I’ll be just fine wearing my own clothes.”

,,Don’t be modest. Come inside.”

,,Ma’am, I really don’t think -“

,,C’mon. You can use the bathroom, too. I mean to ask you some questions, but I would feel terrible talking to you like that.”

Der lå et fornærmende element i det, hun sagde, men på den anden side var det venligt af hende. Og Landon måtte give hendes tone ret. Han så garanteret ikke specielt godt ud som han stod der med beskidte bukser med huller i, rifter og sår på hænder og hals og endda en enkelt lille rift langs kindbenet, som havde svedet voldsomt, da sveden løb ned i sprækken.

,,Well, thank you, then,” sagde han og gjorde en bevægelse, halvvejs mellem en bukken og et nik.

,,You’ll return the favor,” afgjorde hun muntert.

Landon gengældt hendes smil og trådte indenfor, men sørgede for at være forsigtig, idet han smed sine støvler, så han ikke bredte mudder og sort slam ud over hele gulvet. En frastødt grimasse formede hans ansigt i afsky, idet han trak sin takke af og bemærkede, at trøjen indenunder var stribet af størknet blod og sort slam, som var krøbet ind under jakkens kanter.

En anelse tvivlende skævede han over til Sophies mor, som så på ham med et sæt nysgerrige øjne, uden det mindste spor af overraskelse eller forargelse eller den samme afsky, som han følte ved synet af det sorte slam blandet med sit eget blod. Som om hun var vant til det. Hvilket, måtte han  lige minde sig selv om, hun sikkert også var. Ikke desto mindre gjorde det næsten ham helt forarget på hendes vegne, fordi intet menneske skulle være vant til synet af den slags, ikke engang hvis de boede sammen med en af hans slags.

,,Jeg hedder Mia,” sagde hun og rakte en hånd frem mod ham. ,,Jeg er Sophies mor.”

,,Hey, Mia,” svarede han og trykkede hendes hånd, kendende sit begrænsede brug af det danske sprog.

,,Gabe fortalte mig om dig,” fortsatte hun.

,,He told you about me?”

,,Yes, of course. Sophie is my daughter after all.”

,,She sure is. You two look so much alike.”

,,Why thanks. I believe I should be flattered that you think my seventeen-year-old daughter resembles me.”

,,Definitely.”

Hun lo, idet hun lagde en hånd mod hans skulder og gav ham et blidt skub i retning af døren videre ind til huset. Han fulgte hende føjeligt gennem et smukt, lyst køkken med spisebord op mod et par store glasvinduer ud mod baghaven, som nærmest glødede i den stigende sols lys. De drejede i modsatte retning af haven og ud i en smuk hall med en trappe førende op til den øvrige etage i huset. Mia åbnede en dør, som afslørede et lille badeværelse.

,,Knock yourself out. I’ll bring you some clothes.”

,,Thanks a lot.”

,,You’re welcome,” forsikrede hun.

Landon lukkede og låste døren efter at have takket Mia endnu engang. Hun udpegede kort de steder, hvor håndklæderne var og fortalte, hvordan bruseren virkede. Og så var han alene og mildest talt chokeret. Han havde oplevet gæstfrihed før, men aldrig i samme ubetingede grad, uden at han havde nået at præsentere sig selv. Samtidig med at han var glad for det, mærkede han uroen stige i sit bryst. Hvad end det var Mia ville spørge ham om kunne umuligt være særlig behageligt, hvis hun mente, at hun burde tilbyde ham sit badeværelse og rent tøj inden hun kunne gøre det.

De bange anelser forsvandt ikke, men de blev skubbet i baggrunden, idet han trådte ind under det rindende, varme vand og lod blodet og slammet vaske af sig i store klatter, som forsvandt ned i risten i gulvet. Han skyndte sig dog at blive færdig for ikke at trække tiden ud og risikere at vække opmærksomhed blandt husets øvrige beboere. Lydløst tørrede han sig med et håndklæde, som han slog omkring hofterne, idet han åbnede døren ud til hallen på klem først for at sikre sig, at der ikke var nogen. Så rakte han ud og fik fat i den stak rent tøj, der lå pænt sammenfoldet på kommoden ved siden af døren.

Efterhånden påklædt kastede han et blik på sig selv i spejlet og så intet ud over det ordinære: en lang, slank krop nu iklædt en lidt stramtsiddende mørkeblå langærmet T-shirt, et par lyse jeans og med pjusket mørkebrunt hår, som reflekterede lyset på toppene af de bløde, korte bølger. Med et skuldertræk vendte han rundt på hælen og lukkede sig selv ud i hallen, lige så lydløst som han var trukket i tøjet. Og så vandrede han gennem hallen med sit våde tøj i den ene hånd og den anden presset mod sin hofte, som var øm og smertefuld at bevæge. Lige indtil han fik øje på Mia. Så slap han og rettede sig op for at gå helt lige og bide smerten i sig. Års træning havde givet ham denne evne og udholdenhed.

Den forholdsvis unge mor stod i køkkenet og smilede varmt til ham, da han forsigtigt rømmede sig for at påkalde sig hendes opmærksomhed. Morgenens tidligste lys faldt ind gennem vinduerne og oplyste hendes ansigt og smil, og dette fik hende til at ligne sin datter så slående meget, at Landon et kort øjeblik kom i tvivl. Bortset fra at han havde en fornemmelse af, at Sophie stadigvæk sov.

,,Here, let me get a bag for you,” opfordrede hun mildt og overtog tøjet i hans hånd for at forsvinde ud i bryggerset og et øjeblik senere komme tilbage med en plasticpose.

,,Thanks, ma’am,” mumlede han og følte sig i den grad uduelig, dog uden at lade sig mærke tydeligt med det.

Hun grinede, idet han overtog posen.

,,Sæt dig, Landon,” befalede hun så, på dansk, men ikke mindre venligt af den grund.

Han gjorde, som hun sagde og satte sig på en af stolene ved det lange spisebord. Hun tog selv plads overfor ham med lyset i ryggen. Dette faldt ham meget naturligt. Han kunne godt lide at have overblik over haven udenfor, bare for en sikkerheds skyld.

,,You look better now,” kommenterede hun venligt, igen med en fornærmende undertone, som han gættede på var ment i sjov.

,,”Now” as in “now that I’m sitting down in a cozily lit house”, or as in “now that I’m not drenched in black blood”?”

,,Both.”

Han mærkede sine læber forme et halvt uventet smil.

,,You go first,” tilbød Mia  i samme rolige, afslappede tone, som om hun hver dag stødte på unge mænd i halvmørket, plettede af blod - både deres eget og noget endnu mere umenneskeligt - og tilbød dem at gå i bad i sit hus uden at kende årsagen til blodet.

Og så igen… hun boede jo sammen med Gabe, så måske var det netop en virkelighed, hun levede med.

,,Go first?” gentog han en smule forvirret.

,,Surely, there must be a reason you came here.”

,,Oh, that,” mumlede han for sig selv. ,,Yes.”

Hun så sigende på ham og indikerede på denne måde, at hun forventede, at han fortsatte af sig selv. Han sank en klump, der havde formet sig i halsen og lænede sig ind over bordet for at støtte albuerne mod bordpladen.

,,I heard you have some pretty interesting literature in your basement,” forklarede han langsomt. ,,And I was curious as to what it regarded. So I wanted to ask you or Gabriel if -“

,,You mean those signs?”

Hun lød overrasket og helt blank for ideer. Som om hun aldrig havde troet, at nogen ville tænke over den slags, og som om hun rent faktisk ikke kunne se pointen i hans interesse for det underlige fænomen.

,,Yes, those signs. Didn’t Gabriel tell you what they -?”

Han drejede skarpt hovedet, netop som lyden af fodtrin mod gulv i en anderledes rytme fangede hans ører. Gennem de små glasruder i dørene ud til hallen kunne han se Gabe humpe hen over gulvet, mere letfodet end han havde gjort det sidst de sås, men ikke helt på fode endnu. Der var et glimt af bekymring i hans ansigt, idet den noget ældre mand åbnede dørene og lukkede dem stille efter sig igen. Stille som kun deres slags kunne gøre det.

,,The thing is I can’t read them,” forklarede manden, mens han satte sig på en stol for bordets ende.

,,How can you not read them?” ville Landon vide.

,,Because that part of being what we are was taken away from me when I decided to disobey the strict rules chaining our kind.”

Denne forklaring sendte kuldegysninger ned ad ryggen på Landon, som iskolde tunger slikkende mod hans bare hud - og i det samme huskede han en lige så ubehagelig følelse, nemlig følelsen af en af sine fjenders berøring.

,,There’s a reason for the rules,” argumenterede han dæmpet.

,,I know,” indrømmede Gabe, tilsyneladende uden at tage sig voldsomt meget af det. ,,But there are things that are more important than rules.”

Landon bemærkede det kærlige blik, manden sendte menneskekvinden ved sin side og kunne ikke lade være med at overveje, om det måske var en del af grunden til, at Mia tog det så afslappet. Måske var hun ligesom Gabe blevet afstraffet fordi han havde brudt reglerne for deres slags i sin tid, og måske havde dette gjort hende åben for enhver, som ikke tydeligt var endnu en i flokken af deres slags. For som han stod ude foran hendes dør, alene og med blod på kroppen, havde han på ingen måde været ligesom alle andre. Medmindre man var inviteret til det blandede man sig ikke i sit menneskes private liv. Ikke før man havde lært hinanden at kende, i hvert fald. Og dette vidste alle af hans slags.

Af gammel erfaring var Landon naturligt af den mening, at man ikke stillede spørgsmålstegn ved ting, som ikke blev antydet. For eksempel hvad der gjorde grunden til Gabes overtrædelse af reglerne så retfærdig, at manden var villig til at leve med visse mangler i forhold til resten af sin art.

I stedet nikkede han tavst og håbede ikke, at han på noget tidspunkt blev tvunget til at genoptage spørgsmålet. Gabe tog ordet igen inden nogen anden fik taget sig sammen til det:

,,Why is it that you’re interested in those signs anyway? I mean, even I know they tell the same story as the book.”

,,You know that story?”

Gabe drog et dybt suk, der let kunne tolkes som “nutidens ungdom”, eller noget i den retning.

,,I was like you once. And I read the book before I read anything else. Even if I can’t decipher the signs anymore, I still remember the story,” forklarede han og lød, som om det krævede en del tålmodighed af ham at tale stille og roligt.

Som ham? Landon tvivlede ikke på, at det var den kollektive opfattelse. Det var netop deres verden: en kollektiv opfattelse bestående af individer, som hver især mente, at de var noget særligt. Inklusiv ham selv. Han var ikke bedre end nogen anden, heller ikke selv om han måske på nogle områder var sine jævnaldrende overlegen. Ingen skulle nogensinde påstå, at han var den bedste til noget, heller ikke ham selv.

John havde kaldt ham en god kriger mange gange. God i nærkamp og god til at holde hovedet koldt. Bedst blandt dem på sin alder, men aldrig den bedste, hvilket var en god pointe - der var altid plads til forbedring. Så selvfølgelig var Gabe også præget af denne opfattelse, skønt han sikkert ikke ofte stødte på nogen af sin egen art. At de var ens på mange punkter, at de var det samme. Landon nikkede langsomt og skar ansigt, idet han lænede sig en anelse tilbage mod stoleryggen. Så vendte hans tanker pludselig tilbage til grunden til, at han havde taget imod tilbuddet om at komme indenfor.

,,Mia, you said you had some questions for me to answer,” påpegede han med et lille smil og forsøgte at lyde overskudsagtig.

Kvinden så overrasket på ham, men smilede så og nikkede, idet hun lagde en hånd ovenpå Gabes på bordpladen.

,,You’re my daughter’s protector, right? Just like Gabe is mine.”

Han nikkede en anelse tøvende, men forholdt sig derudover helt tavs.

,,And she doesn’t know that, right?”

,,That would be correct.”

,,Are you going to tell her?”

,,Sooner or later I’ll have to do that.”

,,But not right now?”

Han vendte det i hovedet for guderne måtte vide hvilken gang. Det var sandt at reglerne bød ham at vente, og at han burde holde på sin hemmelighed så længe som muligt, men det ville gøre hans arbejde så meget lettere, hvis Sophie bare vidste besked. Så ville hun måske tage det lidt pænere, at han syntes at befinde sig i hendes nærmiljø hele tiden. Ikke at hun syntes at bemærke det, men det var en fornemmelse, han havde, som han gerne ville slippe af med.

,,No,” svarede han. ,,Not yet.”

,,How come?”

,,Because,” han sugede luften ned i lungerne og lænede sig igen fremover med armene hvilende langs bordpladens kant, ,,I think she should enjoy her simple human life for as long as possible. I wouldn’t want to scare her, and besides, she hasn’t known me for that long. She might not trust me.”

,,She’ll trust you,” forsikrede den godhjertede og varme mor ham med et sikkert, roligt blik. ,,Anyway. What’s going to happen now, then?”

Han gav sig til at forklare hende, hvad hans plan var, nemlig at holde vagt omkring huset om natten, sove et par timer i løbet af døgnet og derefter tage i skole for at holde øje med Sophie der, så hun ikke var alene ret meget. Når andre mennesker var i nærheden behøvede han som regel ikke bekymre sig, medmindre fjenderne var meget blodtørstige - som regel holdt de sig på afstand af almindelige mennesker og interfererede kun med dem, hvis det var nogen, de følte trang til at angribe. Og så var det som regel, at dette menneske havde brug for en beskytter. Når Gabe var i nærheden kunne han også vide sig nogenlunde sikker, men han tog alligevel sine forholdsregler og forsøgte at overbringe denne information på en ikke-fornærmende måde. De to andre tog godt imod hans plan, selv om Gabe så noget skeptisk ud indimellem - som om det gjorde ondt i hans ører at høre nogle bestemte fraser eller udtryk. Som Sophies manglende biologiske binding til ham, der udgjorde et mindre problem, fordi Gabe så ikke havde føling med Sophies følelser og humør på samme måde som Landon. I dette tilfælde kendte han dog grunden. Selv for Landon, som ingen erfaring med børn havde, var Gabes smerte velbegrundet.

,,Are you going to stay with her for the rest of her life?”

,,No,” mumlede han og kunne godt høre, at han havde lyst til at give hende ret, frem for at overbringe resten af sin plan.

,,What, then?” Denne gang var det Gabe, som rejste sig fra sin stol og så på ham med piercende øjne, som om han havde lyst til at slå ihjel alene for den kommentar.

,,I was planning on teaching her how to defend herself,” forklarede han og forsøgte at holde sig i ro, selv om Gabes uro smittede af på ham.

,,And then just leave?”

,,I know my duty,” mumlede han og rejste sig ligeså. ,,Just as well as you know the consequences of disobedience.”

,,I had no other choice! Neither have you. This area is flooded with them,” Gabes stemmeføring ændredes fra stenhård og sikker til en smule tvivlende og rent faktisk bedende. ,,You can teach her how to defend herself against one or two. But not ten. Even you, I can imagine, would have trouble taking on that amount. But that is your duty. To defend her. And they will come for her. I am sure of that. Sooner or later. And I’ve been protecting Mia and her for almost eighteen years now. One day my hearts is going to stop beating and you’re going to have to do what you were sent here for.”

,,What makes you so sure that they’ll come for her exactly?” spurgte Landon og mærkede sin kæbe spændes hårdt.

De to andre lod til at forholde sig noget tøvende til den sag. Som om der var et eller andet, de helst ikke ville fortælle, men som han i reglen burde vide. Dette var ikke ligefrem irriterende, men det pirrede hans nysgerrighed og var i det hele taget en smule mærkeligt. Så mærkeligt at han helst slap for at få det at vide, selv om han skulle vide så meget som muligt om Sophie.

,,Well… even though Sophie is human, she’s not entirely...” begyndte Gabe, men syntes så at bestemme sig for at omformulere det, han ville kommunikere ud: ,,Do you remember the last King, Landon?”

Landon stivnede i sit sæde. Det var alment kendt at den sidste Konge ikke blev omtalt, alene i ærefrygt og generel frygt over hele verden. Og her stod Gabe og bragte netop denne på banen, mens Mias ansigt fortrak sig i noget, der lignede skam eller sorg. Dette forbløffede Landon så meget, at han kort efter glemte sin forargelse.

,,I was three years old when he died. Of course I don’t remember. But I’ve heard every single story there is to hear. They made it a subject in the schools,” forklarede han og sank en klump, vel vidende at hans ord ville blive korrigeret inden for ganske kort tid.

Når alt kom til alt, hvad vidste han så om den sidste Konge? Manden havde - som sine forfædre - været magtfuld. Men denne mand var speciel og levede et liv delvist i det skjulte og kom kun væk derhjemmefra for at snakke om kampstrategier. Det var dengang rygtedes at han havde fundet frem til hemmeligheden om energien fra Atlantis og hvordan man benyttede den som våben. Men han var ivrig efter at skjule det for omverdenen og havde holdt sig meget inde på sit slot uden at afsløre, hvordan man egentlig gjorde, som han hævdede at vide.

Magten var ikke noget for manden, og den lod til at stige ham til hovedet, for han begyndte at uddelegere arbejde, som han ikke skulle blande sig i, og han begyndte at betragte alle som sine tjenere. Inklusiv sin kone. Da så kongen en dag var ude af slottet havde en eller anden reddet konen ud af det ægteskab, som holdt hende indespærret dagen lang, som gjorde at hun aldrig fik lov til at se dagens lys. Og samme skæbne syntes deres kommende barn at skulle lide. Kongen blev rasende, da han fandt ud af dette, og påstod at han ville splitte verden ad for at finde sin hustru. Hvad han så delvist gjorde, indtil han åbenbart fandt hende.

På det tidspunkt var han gået helt fra forstanden og gik permanent med et stykke kul i hånden, som han skrev på alt med. Han forsøgte rent faktisk at dræbe sin kone og deres endnu ufødte barn, men kvindens beskytter var åbenbart for stærk for den irrationelle konge - eller måske tænkte denne bare mere klart end kongen - for da det kom til stykket var det lykkedes beskytteren at dræbe kongen.

I folkemunde kaldte man det en revolution, for at børnene ikke skulle få ondt af tyrannen, kongen, som var blevet slået ihjel af en underordnet. Og siden var deres slags blevet til et bureaukrati, som umuligt kunne være meget bedre end monokrati, kongen i sidste ende havde praktiseret. Der fandtes ikke demokrati i samme stil som det i oldtidens Grækenland, man ellers baserede alting på inden for deres art.

,,Why is that important?” spurgte Landon og løftede blikket til Gabes ansigt, som så ud til at fæstne sig ved andre tanker end situationen selv.

,,Well… The thing is -”

Landon vendte sig brat ved nærmest et klik i baghovedet, som Sophies bevidsthed kom mere til live end den hidtil havde været. Og kort efter kunne han høre fødder på trapperne. Lyden var sandsynligvis det, der havde fået Gabe til at holde inde og læne sig tilbage i stolen med en afslappet mine. Landon gjorde det samme, bare for at virke tilfældig, idet fødderne nåede til trapperne, bare mod det hårde underlag.

,,I should get out of here,” hviskede han til de to andre.

Mia rystede på hovedet.

,,She’ll be fine. Besides, she ought to get to know you.”

Han modstod en trang til at lufte sine frustrationer over den situation, han tilfældigt var havnet i. I stedet tog han sig sammen og holdt mund, rettende blikket ud mod haven bag Mia, som nu var blevet mere oplyst af solen, efterhånden som himlen var blevet lyseblå. Fodtrinnene kom nærmere, indtil han hørte døren gå op bag sig med et klik og tog dette som et tegn til, at han kunne dreje hovedet uden at det virkede unaturligt.

Havde det ikke været fordi han skulle forestille at være hendes lærer, havde han grinet. Synet af hende som hun stod foran ham nu var helt anderledes end den pige, han så i skolen. Hendes brune hår var uglet og strittede i alle retninger, hendes øjenlåg så tunge ud, og hendes kinder var stadig røde fra varmen under dynen. Derudover var hun kun iført en alt for stod T-shirt som dækkede hvad den skulle, men som bestemt ikke var særlig elegant.

Deres blikke mødtes i et splitsekund, inden hun løftede hænderne og gned sig i øjnene, som for at få dette ubehagelige fantasifoster til at forsvinde fra hendes åsyn. Men da hun igen kiggede, sad han der stadig uden at have bevæget sig og betragtede hende med åbenlys interesse. Farven væltede op i hendes kinder - kom nærmest trillende gennem blodårerne nede fra brystet, op over halsen og videre ud i kinderne. Han smilede en anelse og håbede ikke, at hun bemærkede sårene og rifterne i hans ansigt, på hans hals og andre steder. For en sikkerheds skyld vendte han håndfladen på sin højre hånd nedad, så mærkerne efter nattens begivenheder var ude af syne.

Det var interessant at sidde som beskuer til Sophies forvirring, idet hun gav ham elevatorblikket, derefter rettede øjnene over mod sin stedfar, som sad med armene omkring hendes mor, og  endelig kneb øjnene sammen, som om hun forsøgte at overveje, hvad der ville være bedst at gøre. Omsider kastede hun hænderne ud fra sig og lod dem falde ned langs siderne med et opgivende klask, gik hen til stolen ved siden af Landon og lænede sig ind over ryglænet for at se Mia an.

,,Hvad laver han her?” forlangte hun at få af vide.

Landon forstod efterhånden dansk godt nok til, at han fangede meningen med ordene, og han var efterhånden erfaren nok i sin rolle til ikke at lade sig mærke med den slags, selv om det ikke var behageligt at stå model til.

,,Prøv at spørge ham selv,” foreslog moren med et varmt smil til sin datter.

Sophie stønnede frustreret og så over på Gabe, som bare nikkede bekræftende til det, Mia lige havde sagt. Landon ville ønske, at de havde ladet være, for nu skulle han til at finde på en undskyldning for at være der.

Den måde hun formulerede sit spørgsmål på kom dog bag på ham:

,,Are you stalking me?”

Mia og Gabe udstødte begge dæmpede udtryk for behersket latter, og Landon følte trang til at gøre det samme, men holdt sig i skindet og så på Sophie i stedet, alvorligt.

,,If I were your mom would be equally guilty. She let me in,” svarede han. ,,But no. I’m not stalking you.”

Hun kneb øjnene sammen, og det var på denne made, at han kunne se, at hun ikke var sikker på, hvorvidt han var til at stole på. Dette kunne han nu godt leve med. Det var jo ikke ligefrem fordi han havde regnet med, at bare fordi han nu sad i hendes hjem ville hun kaste armene omkring hans hals og sige, at hun var glad for at se ham.

,,So why are you here?”

,,I heard about the signs in your basement. And I got interested. I’d very much like to see them,” forklarede han ærligt og sørgede for at holde sit blik roligt, idet han rejste sig ved at støtte sig til bordet og mere eller mindre hive sig selv op.

Det var længe siden hans krop havde været i så sørgelig forfatning, at han faktisk havde svært ved at holde sit ansigt rent for udtrykket af smerte, når han rejste sig. Men så igen, måske var det bare fordi han ikke fik sovet så meget, at han var ekstra modtagelig overfor enhver følelse, som syntes at blive tidoblet, selv om den var ganske lille.

,,But don’t worry,” tilføjede han, da han først var oppe at stå ved siden af hende. ,,I’ll get going now.”

Præcis hvad der skete var han ikke sikker på, men en underlig grimasse gled over hendes ansigt, idet hun igen tog ham i betragtning. Som om hun revurderede sit eget ønske om hans gøren og laden. Som om hun ikke var helt sikker på, at det virkelig var det, hun ville have ham til at gøre, når det endelig kom til stykket. Tvivlen kom som en overraskelse for ham.

,,Give me a few moments to get dressed. Then I’ll show you the basement,” lovede hun, og hverken hendes mor eller Gabe protesterede mod denne beslutning.

Ej heller gjorde Landon, fordi dette var en glimrende mulighed for ham. At få lov til at være alene med Sophie var det, han skulle satse på, hvis han nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om at afsløre sandheden for hende eller bare vinde hendes tillid for den sags skyld.

Sophie hvirvlede rundt om sig selv og satte i løb ud gennem hallen og op ad trapperne til overetagen. Han kunne tydeligt høre hendes skridt, som var hurtige og lette mod gulvet. Så stoppede de og begyndte så igen i en lidt anden sekvens, der bevidnede om, at hun trippede rundt på forholdsvis lidt plads.

Landon drejede hovedet over mod Gabe og Mia igen, som sad og betragtede ham - begge smilende over hele femøren, som om han var et lille barn, der netop havde gjort noget godt. Han forstod godt Gabes smil, for han måtte nødvendigvis vide hvor vigtigt dette var. Men Mias forstod han ikke. Måske havde hun fået en eller anden indføring i hvad det betød, men havde en fornemmelse af, at det ikke helt var det.

Der gik ikke mange minutter, hvor vandet løb et eller andet sted i huset, og ganske kort efter kom Sophie tilbage, stadig med røde kinder, men nu med håret sat op i en knold og iført en T-shirt i sin egen størrelse samt et par mørkeblå jeans. Der var et let strøg af mascara på hendes i forvejen mørke øjenvipper, og hendes tænder var rene og hvide, da hun smilede en anelse forlegent og samlede fødderne for at se ned på dem og klø sig på armen.

,,C’mon,” sagde hun langsomt og skævede usikkert over til Gabe, som nikkede og fik et underligt udtryk i ansigtet, bemærkede Landon.

Og indså så hvorfor. Den interne fejde mellem de to, som havde resulteret i at hun nægtede at tale andet end dansk til sin stedfar. Landon vidste ikke, om den var blødt op siden han kom til byen, men havde på den anden side heller ikke nogen kilder til at finde ud af det.

I stedet for at lade en bemærkning falde omkring det nikkede han til Sophie og tog et skridt væk fra bordet. Han var nær snublet og nåede kun i sidste øjeblik at finde balancen. At sidde ned havde ikke gjort noget specielt godt for hans færdighed, fordi hans muskler så havde fået mulighed for at slappe af, og han havde foldet hoften ligt sammen. Selvsamme hofte som gjorde, at da han tog endnu et skridt var det stift.

,,What happened?” ville Sophie vide, og hun så indgående på ham et øjeblik, som om hun først da bemærkede rifterne og sårene. ,,You look like you’ve been run over by a truck.”

,,Thanks for the nice words,” svarede han sarkastisk. ,,Though you’re right about the relation to a vehicle. I fell off my motorcycle.”

Dette var selvfølgelig en løgn. Han var på ingen måde så uforsigtig, at han nogensinde var styrtet eller kørt galt i noget køretøj. Men hvis dette var den sandhed, Sophie havde mest brug for, så var det den, han ville give hende. For nu, i hvert fald. Han kunne selvfølgelig også have fortalt hende den rigtige sandhed, men det var ikke ligefrem tidspunktet til at gøre det.

,,Did you hurt your leg?”

,,Nah… It’s not too bad. I can still walk.”

Hun så tvivlende på ham, som om hun debatterede hvorvidt hun skulle tro ham eller ej. Så lod hun åbenbart til at træffe en beslutning midt imellem og trådte nærmere, en anelse tøvende, men med et bestemt og beslutsomt udtryk i de blå øjne.

,,Here. Use my shoulder if you need to lean on something,” tilbød hun.

,,Sophie, that’s not necessary.”

,,You say that now,” sagde hun bare og skubbede sin arm ind under hans, hvorefter hun tog et skridt fremad. ,,Come on, old man.”

Han modstod en trang til at rulle med øjnene og rettede sig op, bed smerterne i sig og gik ved siden af hende ud gennem dørene til hallen, uden at benytte sig af tilbuddet om at støtte sig til hende. Som om det rent faktisk var en kur føltes det ikke så slemt at være i nærheden af Sophie, og han havde meget let ved at glemme sine ømme muskler, hvilket var ganske rart.

I hallen knælede hun, skubbede et lille bord til side og åbnede en lem, som førte ned i jorden. Han skævede ned i mørket og nikkede så langsomt. Trapper var ikke ligefrem det, han så mest frem til lige nu, men han blev nødt til at tage sig sammen og lade være med at klynke. Dette var ingenting i forhold til hvad andre havde overlevet, og han havde oplevet værre selv.

,,Kan du…” hun så undersøgende på ham, og han var udmærket klar over, hvad hun ville have spurgt om, hvis ikke hun havde stoppet sig selv.

Langsomt nikkede han, ikke vidende hvordan han skulle svare på dansk.

De halvvejs gik, halvvejs klatrede ned i mørket, indtil Sophie fik tændt lyset og oplyste kælderen med de mørke kroge. Det første, Landon lagde mærke til, var lugten af svovl, og han mærkede en muskel i sin kæbe spændes i bekymring. Dette sted havde masser af gemmesteder for dem, og det var bekymrende i sig selv, hvis nogen nu skulle slippe ind i huset under Gabes kyndige overvågning.

Og der havde helt sikkert været forsøg på at komme derned. Selv om de måske ikke havde været der, så var deres ønske om at komme ind stærkt nok til at få hele rummet til at stinke… Eller hvad? Landons blik gled over væggene, gulvet, loftet. Teksten i loftet kendte han til sin overraskelse - det var denne, Jack havde vist ham - og han genopfriskede sin hukommelse derved, huskende bogen, hvori denne beretning stod. Så fulgte hans blik skriftretningen, og hans øjne udvidede sig, mens han fulgte teksten, som gav ham mere indsigt, end nogen havde haft i flere årtusinder.

Ældgamle hemmeligheder åbenbaredes for øjnene af ham, og alt hvad han kunne gøre var at tage det hele ind med en vis ærefrygt, mens den kølige luft i kælderen syntes at isne hans lunger til. Han greb ud efter trappen og holdt sig stående på denne måde, og Sophie - sikkert i den tro at hans handling skyldtes smerte - greb hans anden arm og sørgede for at trække lidt over mod sig selv.

Hans øjne gled videre til den næste af de fire vægge, som var bemalet med tegn, og hjertet stoppede næsten i brystet på ham, i takt med at han fandt ud af, hvad det var Mia og Gabe havde forsøgt at fortælle ham om Sophie, og om deres liv i det hele taget. Skriften på væggen var ikke til at tage fejl af, og slutningen på den var skrevet som en personlig note fra den sidste konge, en slags konklusion på resten af teksten:

 

Alle tror, at jeg er fra forstanden. Måske har de ret.

De tror at viden nu vil gå tabt.

Men de ved også, at evnen går i arv.

Via blodet.

Mit kød og blod. Min vivs ufødte foster.

Nøglen er lige under deres næser.

De overser det.

Men evnen går ikke tabt.

Cupido caecus est

 

Det sidste var rent faktisk skrevet med latinske bogstaver, men skrevet vertikalt så det virkede som en del af den anden tekst - endelserne på den, i hvert fald. Landon sukkede.

,,Can you read it?” hviskede Sophie til ham.

,,Yes,” mumlede han. ,,And I’d rather I couldn’t.”

,,Why?”

Landon sukkede og tog så en beslutning, han ikke var sikker på var virkelig smart. Langsomt satte han sig ned på et af trappetrinnene og så op på pigen foran sig. Sytten år. Menneske hele vejen igennem. Og så alligevel så vigtig en del af den verden, han levede i, som hun ikke selv var indviet i endnu.

,,Did you know Cupid had another name in ancient Greece?” spurgte han langsomt.

,,Cupid?” gentog hun og lød aldeles forskrækket. ,,That’s Eros, isn’t it? It is in Danish, anyway.”

,,Yes… er…” Han stoppede sig selv, før han kom for godt i gang og forsøgte at finde ud af, hvad han skulle stille op. ,,Sophie?”

,,Mhm?”

,,Have you ever lived anywhere else?”

,,In Odense,” svarede hun og så undersøgende på ham, som om hun ikke helt stolede på, at han ikke havde bagtanker med sit spørgsmål.

,,For how long?”

,,’Till I was five. Then we moved here.”

,,Do you remember anything from Odense?”

Hun tænkte sig om et øjeblik. Så nikkede hun og kneb øjnene sammen.

,,I remember… Thick stone walls… And torches. I think my mom probably brought me to one of the churches quite often. That’s what she said, anyway. I don’t really remember anything else.”

Det, han netop havde fået at vide, gjorde ham lidt usikker. Og han vidste, at han burde kende Sophie. Ikke blot fordi han netop havde fundet ud af, hvem hun var, men fordi de to havde mødt hinanden før. For mere end et årti siden.

 

Dronningens og hendes beskytters skjulested havde været et sted langt mod nord. I Canada, for at være mere præcis. De havde her haft vagter til at holde øje med dem, og de havde levet så normalt som det nu syntes muligt. Gangene havde været talrige, mange af dem under jorden, bare for at sikre, at kongen ville have besvær med at finde sin hustru, når han engang fik snuset sig frem til skjulestedet.

Natten hvor denne brød ind havde der været stille på slottet, og Landon havde ligget i sin seng i værelset ved siden af sine forældres. Hans far havde vagt, og hans mor sov, så hun kunne afløse nogen den følgende morgen. Der var stille i fæstningen, hvor man enten sov eller arbejdede for at værne om flygtningene og den gravide dronning, som var gået under jorden.

Pludselig lød der alvorligt spektakel, og Landon vågnede og kaldte på sin mor, som løftede ham op og forsøgte at trøste ham. Efterhånden som larmen kom nærmere - deres gemakker var nærmest dronningens - mærkede han sin mors uro stige, og til sidst gemte hun ham under sengen og gav ham ordrer til at blive, hvor han var. Disciplineret gjorde han, som hun sagde, og betragtede hendes fødder gennem tårevædede øjne, idet hun løb ud på gangen for at imødekomme den indtrængende fare.

Der var voldsom larm længe, indtil der blev helt stille og Landon kunne se gennem et lille vindue over jorden at solen var ved at stå op over horisonten. Det var ovre. Hans mor kom ind og fik ham ud igen, og de tilbageværende i fæstningen samledes omkring  liget af den døde konge. Dronningens beskytter stod med en bue trukket rundt om overkroppen, og en pil stak lodret op af brystet på den døde mand på gulvet.

Tiden i skjule var egentlig overstået, men dronningen og beskytteren besluttede alligevel at blive boende, indtil prinsessen var blevet gammel nok til at gå i skole. Så ville de flytte til et stille, ubemærket land og bo der, sagde de. Og da prinsessen blev så gammel, at hun kunne begynde i skole, flyttede familien og holdt sig ude af rampelyset.

Landon og hans mor blev sammen med dronningen og beskytteren i de fem år fra fødslen og til parret flyttede med barnet, og Landon havde haft til opgave at lege med den lille prinsesse. I sidste ende døde hans mor. Af sorg over at have mistet hans far, som var død i forsøget på at holde den angribende konge ude af fæstningen - nøjagtigt som mange andre. Og så var Landon kommet i skole og havde satset alt på at kæmpe og blive god til netop dette.

 

,,Sophie?” mumlede han langsomt og så på hende, denne gang helt alvorligt, og hans alvor smittede af på hende.

,,Landon? You look rather pale,” kommenterede hun uden at det egentlig var fornærmende. ,,Is something wrong?”

,,Sophie, you have to teach me how to speak Danish. And fast.”

Hun så forskrækket ud. Han kunne næsten lige så godt have fortalt hende, at han faktisk var på dødens rand. Sådan så hendes ansigtsudtryk ud. Og han kunne ikke bebrejde hende. På trods af at han havde indset en vigtig del af fortidens sammenhæng med nutiden, så vidste hun ikke noget om det. Og hun havde ikke hans pligt hængende på skuldrene, så det var klart, at hun var forskrækket.

Desuden var han bare hendes lærer. I hendes øjne ikke mere end en person, som skulle bedømme hende. Så selvfølgelig havde hun ikke lyst til at lære ham noget. Det ville jo være at bytte om på rollerne, og det ville betyde betydeligt mere samvær, end det var godt for et lærer-elev-forhold.

,,Why?”

,,There’s something that I need to tell you. The faster, the better. But I’m confident, that if I can’t explain what I mean in Danish, you won’t believe me. Or you’ll misunderstand.”

,,It’ll take years for you to learn.”

,,I’m a fast learner. It’ll be a matter of weeks. Hopefully,” lovede han og rejste sig fra sin siddende stilling.

Hun så overvejende på ham, men nikkede så langsomt.

,,Fine. And then you’ll tell me everything.”

,,Everything.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...