Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8754Visninger
AA

7. K A P I T E L VI

 

K A P I T E L VI

 

Det gode ved at være lærer, tænkte Landon for sig selv, idet han pakkede sine ting sammen, var, at folk tog ens ord for gode varer og ikke stillede spørgsmål. Ligeså stolede de på én inden for det felt, man nu engang repræsenterede, eller hvad man nu ellers lige udviste interesse for. Ydermere var han heldig at være så ung, at han rent faktisk var i stand til at kommunikere med sin klasse på et afslappet niveau, og dette fik dem til at øge tilliden til ham. Nogle af dem, i hvert fald. Jack, Anna, Maria, selv Philip og de fleste andre i den klasse. Men ikke Sophie. Som en af de eneste, hvis ikke den eneste.

Men nu var det heldigvis ikke sådan, at han behøvede spørge Sophie direkte for at få stillet sin nysgerrighed, eller for at danne sig et billede af hvordan han skulle bære sig ad med at få fortalt hende om det hele. Om alt det, hun ikke vidste noget om, men som hun alligevel levede omgivet af hele tiden. Han havde Jack til dette.

Dette var de refleksioner, som løb gennem hans hoved, idet han hørte Jacks stemme henvende sig til ham meget nær ved, på hans eget sprog, hvilket var betydeligt lettere at have med at gøre, end det ellers ville have været.

,,Må jeg spørge dig om noget?”

,,Spørg løs,” svarede han og rettede sig op for at svinge sin rygsæk over skulderen. ,,Men forvent ikke, at jeg kan besvare alle spørgsmål på planeten.”

,,Det ville have været dejligt let for forskerne, hvis du kunne,” bemærkede Jack og stak hænderne dybt i sine lommer efter at have vinket til Sophie og Anna, som netop var gået ud på gangen.

,,Det har du nok ret i.”

De var alene i klasselokalet nu, og Landon vidste, at der ikke ville komme nogen efter dem, fordi dette var dagens sidste undervisningsmodul, som netop var kommet til en ende. Derfor kunne de tillade sig at blive stående og tale i klassen frem for ude på gangen.

,,Kan du huske, at jeg spurgte til din tatovering i går?” sikrede Jack sig.

,,Ja,” mumlede Landon og mærkede sin puls stige en anelse, selv om han vidste, at han ikke viste det.

For at give sig selv noget at tage sig til, gik han hen til døren og lukkede den langsomt i, bare for at de kunne tale i fred. Jack så ud til at løsne lidt op, nu hvor han kunne være sikker på, at de var alene i lokalet, og at ingen lyttede til hvad der blev spurgt om. Landon forstod ham godt. På denne måde ville ingen kunne mistænke Jack for at være sindssyg, hvis han nævnte noget af det, der var blevet sagt i bussen, i alvor.

,,Du sagde, at det var atlantiansk.”

,,Det var min påstand, ja.”

,,Er det et fuldt udviklet sprog?”

Mistro vældede ind over ham, uden at han kunne forhindre sig selv i at føle det. Men han forsøgte at holde sig kølig på overfladen og at tage det med ro.

,,Det er min antagelse,” svarede han undvigende.

,,Så der findes flere tegn end det ene?”

,,Det må der nødvendigvis gøre.”

,,Kender du flere?”

Landon mærkede sin overlæbe krænge en anelse i en utilpas grimasse, fordi han ikke havde lyst til at stå og have denne samtale. Forhåbentlig lagde Jack ikke mærke til det - hvis menneskedrengen fandt ud af, hvad det, han var i færd med at spørge ind til, var forbundet med, så ville det være ude med ham før eller senere.

,,Det gør jeg,” tilstod han.

,,Kan du læse sproget?”

Landon sank.

,,Ja.”

Jack fremdrog pludselig sin mobiltelefon og lod til at navigere koncentreret gennem menuerne for til sidst at se på Landon, som fik bange anelser, men som virkelig vendte og drejede i hovedet, hvordan han skulle få omrokeret samtalen, så den lå til hans fordel. Det var ikke lige sådan her, han havde forestillet sig at skulle finde ud af mere om det kendskab, Sophie havde til tegnene, men i det mindste kunne han da være sikker på, at dette havde noget med hende at gøre. Han havde overhørt Jacks samtale med den unge pige tidligere, hvor de havde snakket om deres overnatning sammen i hendes seng sammen med hunden.

Skærmen blev drejet, og Landon betragtede tegnenes udfoldelse for sit syn. Med vilje forsøgte han ikke at læse, hvad der stod, men betragtede i stedet Jack med et hævet øjenbryn, et udtryk der virkede overlegent og dermed fik ham sat i førerpositionen. Men Jack var ikke sådan lige at vælte af sporet.

,,Det her er atlantiansk, er det ikke?”

Billedet på skærmen stod klare mod en mønstret mørk baggrund i forskellige mørkegrå nuancer med enkelte afvigelser. Sten, indså han og mærkede sin interesse stige. Han havde aldrig set tegnene på andet end sider i bøger eller på kroppe rundt omkring. Alle af hans slags havde et tegn et eller andet sted på kroppen, der betød noget med deres profession. Dette tegn ændrede sig ikke, selv om personens stilling måske ændredes. De var som et praj om skæbnen: tegnet endte altid med at beskrive den profession, personen havde til pensionsalderen eller til sin tidlige død, det sidste ofte værende det triste tilfælde.

Han havde to muligheder nu. Han kunne være ærlig overfor Jack og dermed forsøge at finde ud af, hvor tegnene på billedet havde hjemme og hvordan Jack og Sophie havde fået adgang til dem. Eller han kunne lyve og beskytte sin egen såvel som mange andres identitet yderligere.

,,Det vil jeg mene,” sagde han endelig og nikkede bekræftende.

,,Og du kan læse det?”

Igen nikkede han.

,,Ja, Jack, det kan jeg.”

,,Hvad står der?”

Landon skimmede teksten for at se, om det ville være farligt at udtale sig om dens præcise betydning. Og lettelsen overvældede ham næsten, idet han indså, at teksten ikke var til fare for nogen anden end Jacks forståelse af det hele, hvilket ikke kunne siges at være en dårlig ting. Et vildspor var suverænt det bedste, Landon kunne gøre for sin egen part og for Jacks.

,,”Og templet var bygget til ære for Poseidon, havguden, hvorfra han kunne overskue hele riget Atlantis og lede sin førstefødte søn, Atlas, på rette spor.””

,,Du lyder ikke overrasket.”

,,Det er jeg heller ikke,” sagde han og satte sig på kanten af katederet. ,,Men tør jeg spørge dig, hvor du har taget det billede?”

Ved dette lod Jack til at have sine spekulationer, og med god grund, måtte Landon indrømme, selv om han ikke havde intentioner om at gøre Sophie eller hendes familie noget ondt. Af en teenagedreng - eller måske nærmere ung mand - at være var Jack usandsynligt forsigtig, og dette kunne selvfølgelig være både godt og skidt. I dette tilfælde gjorde det ikke Landon så meget, fordi han vidste, at han ville få sit svar. Tvivlen stor skrevet med fede bogstaver hen over den andens ansigt, og det var kun et spørgsmål om tid eller overtalelse at få ham til at røbe, hvor han havde set det. Ikke at Landon ikke allerede havde en anelse om, hvor dette var taget, men han ville gerne lige være sikker - og det kunne han blive ved hjælp af tålmodighed. Hvis ellers han ikke havde undervurderet Jack.

,,Efter at vi var kommet hjem til hende, viste Sophie mig sin kælder. Der var disse tegn over det hele: på væggene, på gulvet og i loftet.”

Dette kom lidt som en overraskelse.

,,Var der noget særligt ved kælderen? Ud over tegnene, mener jeg selvfølgelig,” tilføjede han med et venligt smil og håbede, at han ikke lød anmassende eller alt for interesseret i det, Jack havde at berette om.

,,Sophie viste mig en bog med tegnene i også,” forklarede Jack langsomt. ,,Fuld af tegn. Den lå i en af Gabes kasser.”

Måske kom relationen til Gabe bag på Jack, men den kom på ingen måde bag på Landon, som efterhånden havde vænnet sig til, at der var noget underligt ved den mand. Derudover var det ikke så underligt at have en bog liggende. Heller ikke selv om det var bogen, som han også selv havde derhjemme et eller andet sted. Medmindre…

,,Denne bog, du taler om,” sagde han langsomt og forsøgte at lyde udelukkende interesseret, ,,var der noget mærkeligt ved den?”

,,Ikke hvis du ikke synes, at det er mærkeligt, at Gabe har en bog liggende skrevet udelukkende på atlantiansk,” sagde Jack og rankede ryggen en anelse.

,,Du har ret,” medgav Landon og forsøgte at lade, som om han først lige havde indset den detalje nu. ,,Det er faktisk ret mærkeligt.”

,,Du lyder ikke overrasket,” observerede eleven med armene nu lagt over kors på brystkassen og et gennemtrængende udtryk i de klare øjne, han havde.

Landon overvejede kortvarigt, hvor meget han kunne tillade sig at fortælle Jack. Egentlig var han bundet på hænder og fødder af regler og love, som han var mere eller mindre tvunget til at følge, men der var altid smuthuller, og han havde været god til at finde dem. Ikke forstået på den måde, at han havde fortalt hele verden om sin arts eksistens, men han havde altid søgt at finde den mest sande måde at fortælle tingene på, selv hvis det var mennesker, han havde med at gøre. Nu var det ikke sådan, at alle mennesker fortjente at få noget at vide, eller havde brug for det for den sags skyld. For eksempel havde han intet formål med at fortælle Jack sandheden, og denne ville sikkert gøre mere skade end gavn.

Havde det nu været Sophie ville han måske have taget det til overvejelse et par gange mere, før han afgav sin forklaring, men det var fordi han rent faktisk skyldte hende at fortælle sandheden. Problemet var bare, at hun ikke lod til at stole betingelsesløst på ham, og at han ikke havde de bedste chancer for at komme tæt nok på hende til at hun ville begynde på det. Specielt ikke i stillingen som hendes lærer lige i øjeblikket. Dette havde givet ham søvnløse nætter, om han ville det eller ej, fordi Gabe jo havde kastet opgaven over på ham: det var nu hans ansvar at Sophie fik alting at vide.

Hendes kæreste behøvede dog ikke vide det hele.

,,Det er ikke unormalt, at folk har den slags bøger som samlerobjekter. Der er specielt én bog, som mange har en kopi af for deres egen fornøjelses skyld - fordi de synes den er eksotisk og speciel at have stående til pynt eller være i besiddelse af. Men sandheden er, at selv i en forskers øjne kan den ikke bruges til ret meget, fordi alt i bogen leder frem til et klimaks. De fleste af eksemplarerne er så slidte og gamle, at de mangler flere forskellige sider, og det lader til, at da man i sin tid producerede bøgerne blev de sidste sider ikke sat specielt godt i, for de mangler i alle bøgerne,” fortalte han.

Dette var ikke en løgn, men brudstykker af sandhed kædet sammen med lidt fantasifuldhed. At mange besad bøgerne var sandt. At de sidste sider altid manglede var sandt. At bogen ledte frem til et klimaks, som folk aldrig havde formået at finde i noget eksemplar var også sandt. Så der var intet særligt ved dette eksemplar af bogen, kunne han konkludere. Ikke hvis Jack ikke havde mere at fortælle, og det lod det ikke til.

,,Hvad handler bogen egentlig om?” spurgte Jack og lød nu mest interesseret. ,,Hvis du da har læst den.”

,,Det har jeg,” forsikrede Landon med et smil. ,,Den handler om Atlantis, hvordan samfundet var og hvordan en atlantianer pludselig kom tilbage over den tomme plet hav, hvor øen engang lå efter at have været på ude at svømme til et kapløb arrangeret mellem de forskellige byer i området. Derudover fortæller den om de græske guders vrede mod byen, og om hvordan befolkningens længsel efter overfladens verden kunne mærkes på stedet i flere år efter undergangen. Der berettes om en voldsom energi, som svømmeren kunne mærke, og den skulle efter sigende have givet ham kræfter til at svømme hele vejen tilbage til fastlandet. Han nævner, at han udnyttede energien til sin egen fordel, og at han senere igen gjorde det i kampen mod det onde. Men hvordan det blev gjort vides ikke. Så det er nok bare en gammel skrøne.”

,,Tror du virkelig på, at det kan være sandt?”

Jack så tillidsfuldt på ham som kun en teenager eller måske ligefrem et barn ville gøre det. Landon havde aldrig følt sig så forræderisk i hele sit liv, som da han gav sig til at overveje, hvordan han skulle lyve sig ud af situationen. Her stod Jack foran ham og tilbød ham en samtale på helt venskabeligt plan, som han havde lyst til at deltage i, selv om han ikke havde så meget lyst til at diskutere det emne, samtalen var faldet på. Pointen var netop, at han havde et blødt punkt for Jack sådan rent venskabeligt. Aldrig i sit liv havde han mødt nogen, som ærligt havde ment, at de skulle være venner og ikke ville have noget af ham. Dette var han blevet god til at gennemskue. Og han var klar over, at Jack ikke udnyttede hans viden til sit eget formål, og at venligheden ikke kun var en overflade.

Men han var tvunget til at stikke en løgn - bundet på hænder og fødder som han nu engang var af diverse lovgivninger og regler, som var ældgamle og slet ikke passede ind i det enogtyvende århundrede, hvor tolerancen for ”det anderledes” i høj grad var skærpet. Måske endda en anelse for meget.

,,Jeg tror, at det er en gammel myte og ikke mere,” løj han og mærkede, hvordan Jacks indtryk af ham blev nuanceret, idet den attenårige elev hævede et øjenbryn og nikkede, som om han havde haft det på fornemmelsen hele tiden.

,,Sophie er overbevist om, at du tror på det,” forklarede Jack sit udtryk med et grin. ,,Og jeg tror, at du har fået hende til at tro en lille smule på det også.”

,,Så må jeg hellere forklare hende, hvordan tingene hænger sammen,” vurderede han og ofrede et skævt smil. ,,Medmindre du meget gerne vil gøre det for mig. Det ville jeg faktisk sætte pris på.”

Jack lo.

,,Jeg må indrømme, at selv jeg troede en smule på det,” tilstod han så og hankede igen op i sin taske, som om den sad dårligt.

Landon nikkede, men forsøgte ikke at sløre sin overraskelse.

,,Hvorfor dog det?” ville han vide.

,,Du er jo lærer,” begyndte den et par år yngre mand foran ham fornuftigt, ,,og det er ikke så tit, at man bliver bedt om at stille spørgsmålstegn ved det, éns lærer fortæller - fritid eller ej.”

,,Det er sandt,” medgav han. ,,Men selv om jeg er lærer betyder det jo ikke, at jeg er så meget klogere end alle andre, gør det vel? Jeg tør vædde på, at der er en del ting, du ved noget mere om end jeg.”

,,Men ikke lige verdenshistorien og oldtidens Grækenland…” Noget lod til at falde Jack ind, for han tav kortvarigt, inden han startede på ny: ,,Hvorfor blev du ikke lærer i græsk eller oldtidskundskab i stedet for? For at dømme ud fra det, du har fortalt mig, så kan du garanteret også det.”

Dette kom helt bag på Landon, som fuldstændig havde glemt, hvor hurtigt mennesker fra tid til anden kunne blive distraheret af en tanke. Ikke at dette ikke skete for ham selv, selvfølgelig, men han havde lidt mere retfærdiggørende baggrund for at blive distraheret af sine tanker - fordi de ofte var alvorlige og vigtige at tage til eftertanke inden han handlede. Men der var faktisk en ganske god og simpel grund til, at han ikke havde så meget som overvejet stillingen som lærer omkring det gamle Grækenland.

,,Mit ordforråd er ikke så godt, at jeg kan udføre undervisningen på dansk endnu,” påpegede han muntert.

,,Nåh nej,” mumlede Jack og fik kort røde kinder. ,,Det har du selvfølgelig ret i. På den anden side lader det heller ikke til, at du øver dig i at tale dansk.”

,,Du har ret. Det gør jeg ikke. Det har jeg ikke tid til.”

,,Har du andet job end at være lærer?”

,,Det kan man godt kalde det,” mumlede han for sig selv, men så lavt og utydeligt, at Jack ikke kunne høre det, hvorpå han tilføjede: ,,Jeg har ting at tage mig til. For eksempel at forberede undervisningen med jer fremadrettet.”

,,Jeg troede bare, at du improviserede,” afslørede Jack med et drillende smil.

,,Du dumper for den kommentar, Jack,” advarede han i samme legende tonefald. ,,Men du har fat i noget.”

,,Du improviserer bare?”

Landon nikkede langsomt.

,,Hvorfor?” udbrød Jack nærmest forarget.

,,Fordi jeg fik jobbet i en så vældig fart, at jeg ikke nåede at forberede mig den mindste smule. Så jeg er i gang med at udarbejde en plan over hvad vi skal tale om  - i samarbejde med jeres samfundsfagslærer og Jakob.”

,,Det lyder kedeligt.”

,,Ja.”

Jack skævede mod sit armbåndsur, stønnede så opgivende og trådte sigende et skridt baglæns. Landon åbnede døren ud til gangen, samtidig med at den attenårige erklærede, at han hellere måtte se at komme hjemad og få begyndt på nogle afleveringer, hvis han ville gøre sig forhåbninger om at se Sophie i løbet af weekenden.

,,Hvor længe har du og Sophie egentlig været kærester, Jack?” spurgte Landon og forsøgte at lyde oprigtigt interesseret, og dette ikke kun for sin egen skyld.

,,Det er snart et halvt års tid siden vi begyndte at gå ud sammen.”

,,Det er længe.”

,,Forhåbentlig bliver det længere endnu.”

,,Det kan man da håbe på.”

,,Har du selv en kæreste, Landon?”

Han slog et smil op og pustede ud mellem sine tænder.

,,Næ. Den slags har jeg aldrig gået vanvittigt meget op i.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Hvorfor skulle jeg det? Jeg har lavet så meget andet og rejst meget rundt.”

,,Så du har slet ikke oplevet glæderne ved at have det modsatte køn i nærheden af sig?”

Ved dette hævede Landon et øjenbryn og fremsatte en skeptisk grimasse, der fik Jack til at grine drenget og stikke hænderne i lommerne på sin jakke.

,,Jeg er ikke sikker på, at jeg burde diskutere mit privatliv med eleverne,” påpegede han hemmelighedsfuldt, vel vidende at han netop kunne tillade sig at gøre det grundet sin unge alder - få af eleverne i klassen ville være på alder med ham inden for ganske få måneder.

Men i virkeligheden ville han bare gerne holde den slags for sig selv. Inden for hans profession var det ikke noget, man tog sig meget af, at kroppen havde nogle længsler, sindet ikke helt delte. Sådan var det i hvert fald fremstillet af Platon - krop og sjæl adskilt. Selvfølgelig var han ikke jomfru i en alder af tyve år, og han var da også klar over, at han ikke så grim ud, selv om han måske heller ikke ville vove den påstand, at han var den mest opsigtsvækkende person i gadebilledet. Dette var som regel kun tilfældet for meget desperate unge kvinders vedkommende, og dem gav han ikke så meget for, hvis han skulle være helt ærlig.

,,Du er da i virkeligheden også rimelig ung af en lærer at være,” observerede Jack.

,,Du har ret,” sagde han endnu engang, vel vidende at han havde sagt dette et par gange i løbet af deres samtale efterhånden.

,,Er du overhovedet læreruddannet?”

Dette vidste de begge godt, at han ikke behøvede at svare på. Jack vidste lige så godt som han, at han ikke havde besværet sig med at tage en lang uddannelse eller kursus i undervisning. Det lå ligesom ikke til ham at gøre den slags unødvendigt, og det ville have spildt en del af hans tid.

Tid, mindede Landon sig selv om, var en luksus, han ikke kunne tillade sig at bruge meget af på almindelige hverdagsting. For eksempel burde han virkelig se at komme hjemad, så han kunne få slappet af og måske også sovet, så han kunne være frisk til at stå op midt om natten og udføre den vigtigste del af sit job. Det tærede voldsomt på ham, og han kunne allerede mærke sin krop blive påvirket af nattevandringerne.

Ikke sådan at han lige pludselig bare ville gå kold i løbet af de næste dage. Slet ikke. Men behovet for kaffe og mængderne af samme var steget voldsomt, uden at han kunne kontrollere det på anden måde end at give efter eller at lægge sig til at sove ved højlys dag. Dette passede ham bestemt ikke. Det stred direkte med hans natur at ligge og sove om natten. Han var jo ikke en af de vampyrer, menneskerne dyrkede så hjernedødt i deres litteratur. Ej heller var han en af dem. Hans element var ikke mørket. Det var lyset. Men det var om natten, at han virkelig var behøvet. Så han sørgede for at være vågen det meste af døgnet, vel vidende at på et eller andet tidspunkt ville han behøve at hvile sig.

,,Uanset om du er uddannet eller ej, så har du formået noget, Jakob ikke har haft held til i snart halvandet år,” informerede Jack efter et stykke tids tavshed og rev dermed Landon tilbage til nutidens verden.

,,Hvad? At sætte lidt skik på ballademagerne?”

Igen var der et udtryk af gensidig viden at læse i Jacks ansigt. Landon vidste, at han havde været streng i begyndelsen, og at han for så vidt stadig kunne være det fra tid til anden. Men han tolererede simpelthen ikke, at folk kom dryssende til timerne efter deres eget forgodtbefindende. Kom de mere end tre minutter for sent kom de bare ikke ind til undervisningen, og den fejl begik folk kun én gang. Så var der Philip og hans kumpaner. En gruppe på tre drenge, som altid havde et eller andet uintelligent at indvende, eller som altid forsøgte at køre samtaler op i en diskussion. Dette havde han hurtigt fået sat en stopper for, og det skete efterhånden aldrig, uden at nogen opfordrede direkte til diskussionen. Så var han med på den. Det bedste var at han rent faktisk følte, at han havde vundet folks respekt ved hjælp af sin egen personlighed for en gangs skyld, og ikke i kraft af sin profession. Faktisk var han overbevist om, at hvis de virkelig kendte til det, han foretog sig, så ville de løbe skrigende hjem og forlange, at han blev fyret og måske endda smidt i fængsel. Den slags var der nogle uhyggelige eksempler på med helt uoverskuelige konsekvenser. Altså var hans slags henvist til en tilværelse i hemmelighed.

,,Også det,” lo Jack, som ikke lod til at være videre begejstret for den anden engelsklærer. ,,Jakob er ikke ligefrem typen, som sætter sig i respekt. Som du nok opdagede første dag.”

Landon nikkede og huskede tilbage på hvordan læreren forgæves havde forsøgt at kalde de støjende elever til ro.

,,Hvad ellers?”

,,Øh…” Jack trak lidt på det, og de gik hen mod dørene og udenfor i den kolde efterårsluft.

Skolegården var mere eller mindre affolket, men ude foran portalen ind til gården stod en flok mennesker, mange med en cigaret i hånden og fordybede i en samtale med deres medstuderende.

,,Du har tvunget Sophie til at tale engelsk,” afslørede Jack nu. ,,Det har hun ikke gjort i den tid, jeg har kendt hende.”

,,Jeg har ikke tvunget hende.”

,,Hvad vil du så kalde det? Ikke at jeg ikke synes, at det er i orden.”

,,Jeg havde ikke været i stand til at få hende til det, hvis hun ikke selv havde ønsket det. Det var i hvert fald min antagelse. At Sophie ikke er dum, og at hun griber de muligheder, hun får, selv hvis hun må gå lidt på kompromis.”

,,Er du sikker på det?”

,,Fuldstændig.”

,,Enten kender du Sophie bedre, end jeg gør, eller også er du bare en god psykoanalytiker.”

Landon smilede.

,,Jeg hænger skam ikke ud med Sophie. Så det må være den sidste mulighed, hvis du ikke ser andre,” erklærede han simpelt og håbede, at han holdt tonen så let, som det var hans intention.

Han havde ikke den mindste smule lyst til at blande sig i Sophies og Jacks forhold, og han syntes egentlig, at de var et ganske godt par, som komplimenterede hinanden fint. Sophie var stædig og Jack var mere eftergivende, men begge var intelligente og havde hjernen med sig, når de gjorde noget. Dette kunne han udlede af brudstykker af samtaler, han havde hørt rundt omkring ved sin ankomst til klassen og på andre tidspunkter, hvor han hørte deres klassekammerater diskutere forholdet. Det lod til, at nogle havde et problem med, at der var opstået et kærestepar, men dette skulle han absolut ikke stikke næsen i. Han forsøgte så vidt muligt at holde sig ude af sine elevers liv - selv om det ikke kunne lade sig gøre.

Obligatorisk for ham var det nemlig at stikke næsen i Sophies sager og gerne at grave dybt, meget mod hans vilje. Måske havde han - hvis hun havde været single - forsøgt at charme sig ind på hende, men det virkede ikke nu, og han bebrejdede ikke Jack, at han stod i vejen. Ej heller bebrejdede han Sophie for ikke at have lyst til at tale med sin lærer efter skoletid. Det var kun normalt, og han kunne levende forestille sig, hvor meget han ville have væmmedes ved at mødes med sine tidligere lærere efter skoletid. Så han forsøgte at leve i rollen som hendes lærer og tage sig af hendes sikkerhed på afstand.

På sigt ville han blive nødt til at trænge tættere på, men forhåbentlig ikke endnu. Gik alt efter hans plan færdiggjorde hun gymnasiet, inden tingene spidsede så meget til, at han blev nødt til at afsløre sig selv for hende. Gabe vidste, hvem han var, og hvorfor han var kommet til netop Brobyværk. Og det var uden tvivl en af stedfarens forventninger, at han tog sig af alt det med den anden del af verden, som Sophie endnu ikke kendte til. Eller måske netop havde stiftet bekendtskab med på et niveau, hvor det ikke var retfærdigt for hende. Hun havde intet begreb om spillereglerne overfor den slags væsener, som åbenbart havde udviklet en særlig interesse for hende over tiden. Hun var forsvarsløs.

,,Sophie er interesseret i dig,” slyngede Jack pludseligt ud, som om han havde haft brug for at sige netop det til en eller anden.

Landon forsøgte at lade være med at se direkte forarget eller chokeret ud, men han kunne alligevel ikke holde forskrækkelsen ude af sit ansigt, idet han så ned på fyren ved siden af sig, som var måske ti centimeter lavere.

,,Som person, mener jeg,” uddybede Jack. ,,Jeg tror gerne, at hun vil lære dig at kende, men jeg ved også, at hun er bange for, hvad alle andre vil sige, fordi du jo er vores lærer. Ikke at jeg kan bebrejde hende, selvfølgelig. Det må da også være trist for dig ikke at kunne være en del af et klassefællesskab, der er så lidt yngre end dig.”

,,Ved du, hvor gammel jeg er, Jack?” spurgte han forbløffet.

,,Sophie sagde, at du var tyve.”

,,Det er da rart, at I taler om mig,” kommenterede han med et skævt smil. ,,Og for at svare dig så ja, det er ikke ligefrem det sjoveste at være lærer for nogen, som endda i få tilfælde er på alder med mig. Havde det ikke været fordi jeg nu engang er ansat, så ville jeg også gerne have hængt ud med jer. Og dermed mener jeg dig, Anna og Sophie.”

,,Du hænger jo næsten ud med Anna,” drillede Jack. ,,Så hvorfor ikke os alle tre?”

,,Fordi det er mærkeligt, både for jer og for mig.”

,,Jeg kunne da også godt bruge et par ekstra timer i engelsk, hvis det er det, det kommer an på.”

Landon drog et dybt suk, men kunne ikke lade være med at le. Det virkede som et tilbud, der var typisk for Jack. At lukke folk ind i fællesskabet. Det lod til, at alle i klassen - uden undtagelse - kunne lide Jack på den ene eller den anden led, og at han kommunikerede godt med alle.

,,Beklager, Jack. Du taler næsten fejlfrit engelsk, så det går nok ikke. Desuden har jeg som sagt andre ting at tage mig til end at hænge ud med folk.”

,,Det er helt i orden. Men sig til, hvis du skifter mening, ikke?”

Det var sjovt som rollerne næsten var blevet byttet om. Nok var Landon den ældste og langt mest erfarne af de to, men Jack havde sit på det tørre, når det kom til at begå sig socialt, hvor Landon var ham langt underlegen. Sandsynligvis var hans akavede forhold til venskaber og den slags et resultat af, at han levede et liv i hemmelighed, i skyggerne, så at sige, og at han ikke var vant til at ønske at lukke folk tæt på sig, fordi de ikke skulle vide noget om det liv, han ledte. Ikke ud over hans kollegaer, og dem brød han sig ikke specielt meget om, ligesom de ikke brød sig om ham.

,,Det skal jeg nok,” lovede han og nikkede sigende over mod sin motorcykel. ,,Jeg må hellere se at komme hjemad. Og du havde nogle afleveringer, du skulle have lavet.”

,,Ja,” udbrød Jack, som om han havde glemt alt om det. ,,God weekend.”

,,I lige måde.”

 

 

Køreturen hjem havde gjort, at varmen slog mod ham som en mur, da han trådte ind i det mørklagte hus med de mørke kroge. Dette fik ham til at svede en lille smule, og han smed sin taske fra sig i entreen, låste døren og gik ud for at tørre sit ansigt i et håndklæde. Jo nærmere han var kommet den lille by, jo mere havde han længtes efter at befinde sig derhjemme - at være det sted, hvor han var behøvet og ikke på skolen eller på farten, hvor han kunne glemme sin pligt som babysitter for en stund. At holde øje med Sophie var hans job, og selv om han gerne ville bilde sig selv ind, at det var alt - trangen til at udføre et godt stykke arbejde - så vidste han udmærket, at han havde andre grunde til gerne at ville befinde sig i nærheden af hende.

Og tanken skræmte ham en lille smule, fordi han ingen kontrol hade over det, der drog ham med så voldsom kraft tilbage til sit hjem, hvor han kunne gøre sig klar til at træde udenfor ved mørkets frembrud. Længsel. Ikke hans egen, men hendes. Det var sådan, at når først en beskytter havde fået sin opgave tildelt, så kunne han på ingen måde slippe for at mærke, når den beskyttede længtes efter noget - om det så var beskytteren selv eller noget andet var stort set irrelevant.

Som yngre havde han fået at vide af en gammel beskytter, som havde været så tæt knyttet til sit menneske, at han ikke havde været i stand til at abstrahere fra den mindste længsel, at alkohol var det eneste, der gav ro i sindet. Han havde ikke forstået det dengang, og selv til denne dag kunne han aldrig finde på at ty til ekstasemidler for at få fred for den dragende følelse. Det var ikke ligefrem ubehageligt. Men han begyndte at forstå, hvorfor man mente, at beskyttere var dem, der var hårdest udsat af hans slags.

For det første fik man meget lidt søvn, og selv om man blev forberedt på dette i undervisningen som barn og på missioner inden man for alvor fik en opgave, så slog virkeligheden meget hårdere end forventningen. Ikke at sove mere end et par timer i døgnet var direkte tortur i små perioder, men selv om han fik sovet lidt mere end bare et par timer hvert døgn nu, så var det faktisk værre end slet ikke at sove, fordi det var langtrukkent. Og han havde endda Gabe i nærheden til at holde øje med Sophie på nært hold om natten.

For det andet sled det mentalitet én ned til grunden hele tiden at være påvirket i hovedet af en andens følelser og tanker. Ikke på den måde menneskerne oplevede det, eller på den måde man oplevede det på de korte missioner, hvor man var i kamp for at lære at praktisere henrettelser og den slags. Dette var en helt speciel form for interferens i hovedet, som han godt kunne have været foruden og været komplet og aldeles lykkelig.

Han kunne ikke høre Sophies tanker eller se, hvad hun tænkte på. Ej heller kunne han sætte en finger på præcis hvad det var for en følelse, der gik gennem hende på et hvilket som helst givet tidspunkt. Men hun var der hele tiden som en pulserende åre et sted i hjernen. Og når hun virkelig havde lyst til noget eller brændte for at opnå et eller andet, så var det som om hans hjerne fik et ekstra lag, så han ikke blot skulle koncentrere sig om sine egne tanker, men også om hendes. Det var psykisk hårdt, men han kunne ikke drømme om at bede sig fri fra opgaven på dette tidspunkt.

At han kunne fornemme hendes længsel bekræftede desuden også noget yderligere. En teori, han havde udviklet i skolen via studier af ældre folk af sin egen slags. Nemlig den at jo mere man hørte sammen med den, man skulle beskytte, jo kraftigere var fornemmelsen. At der rent faktisk opstod et bånd mellem folk, som man ikke selv havde indflydelse på i den forstand, at selv om man holdt sig fysisk på afstand af hinanden, så kunne man ikke bryde med den mentale pulserende fornemmelse, selv om man ønskede det. Og det underbyggede hans nysgerrighed efter at lære Sophie at kende som person, selv om han måske selv i sin fornufts dybeste afkroge vidste at han ikke skulle gøre sig den slags forhåbninger. Dette var hans job.

Men Jacks teori havde forbløffet ham og tilføjet et interessant element til hans egen teori. Sophie burde ikke på nogen måde være interesseret i at lære ham at kende, og muligheden var der da for, at hun bare syntes, det var interessant med en anden etnicitet end sin egen i byen. I så fald burde hun bare have holdt det for sig selv og ikke fortalt sin kæreste om det, hvad der dog tydeligvis var tilfældet. Betød det så, at hun følte sig draget og nærmest tvunget til at være interesseret i ham også, eller var det bare en teenagepiges interesse for det nye og interessante? Han var jo heller ikke så gammel i forhold til hende, så måske ville hun ligesom Jack også bare gerne være venner? Dette var ikke utænkeligt.

En pludselig øresønderrivende lyd fik ham til at se op fra håndvasken på badeværelset og derpå vende sig om og sætte kursen direkte mod stuen og de store glasvinduer ud til haven. Endnu inden lyden var hørt op og alting var blevet stille nåede han at dreje sig og se en regn af glasskår falde ind på stuegulvet og ned over sofaen med ryggen ud mod vinduerne. Lige på grænsen mellem skyggen i hjørnet af rummet og det stadigt hurtigt svindende dagslys lå en skikkelse indhyllet i sorte pjalter, som vred sig med en tænderskærende lyd, der skar gennem marv og ben, som lyden af et stykke tavlekridt med en sten i trukket ned over tavlen i fuld længde.

Men i modsætning til lyden af kridtet ophørte denne lyd ikke brat. Den fortsatte og svandt langsomt i styrke, til den blev til en giftig hvæsen, der ikke kunne sammenlignes med noget menneskeligt. Der stank af svovl i stuen nu, og kanterne på de sorte pjalter gik lige så stille op i blodrøde flammer, som ikke brændte andet end skabningen bag det sorte materiale. Landon blev stående og så på med et skævt smil langsomt indtagende sit ansigt frem for det chokeret og forskrækkede udtryk, han først havde formået at frembringe ved lyden af de smadrede vinduer.

Med hænderne hængende nede langs siderne og skulderen lænet mod dørkarmen ind til stuen betragtede han røgen stige op, nedefra, samtidig med at den brandvarme, glødende aske formede sig i en lille klat på hans gulv. Den dyriske hvæsen døde langsomt hen, i takt med at svovllugten bredte sig yderligere og asken langsomt spredtes ud over gulvet efterhånden som der kom mere af den. Røgen steg stadig mod loftet, og han blev pludselig igen bragt tilbage i en mere alvorlig sindstilstand, idet røgalarmen i det ene hjørne pludselig gik i gang.

I ganske få skridt var han henne ved sofaen, som han sprang hen over og fortsatte forbi hen til hjørnet, hvor han rakte op og slog brandalarmen fra, for at give sit hoved lidt fred og ro. Da han vendte sig mod det, der tidligere havde været et stort glasparti ud mod haven var det eneste, der var tilbage, aske, som han ikke havde intentioner om at røre ved, før den var kølet lidt af. I stedet  tog han de mange stumper ødelagt glas i nærmere betragtning og sukkede.

,,Godt man ikke er menneske,” mumlede han for sig selv, fandt vej tilbage gennem stuen igen og kunne i det mindste se én god ting ved at vinduerne nu var væk: stanken af svovl ville forsvinde lynhurtigt fra stuen igen.

Ude i entreen fandt han sin mobiltelefon og gennemgik sin kontaktliste, inden han fandt den rette og startede opkaldet. Det varede ikke meget mere end et minut, hvor han forklarede, hvad der var sket. John forsikrede ham, at der ville komme nogen ud i løbet af aftenen med et nyt glasparti, og at det ville blive betalt på forhånd. Og så var den samtales slut.

I stedet for at blive og vente på, at han fik besøg, gik han ind på det, der ellers var ment som et ekstra soveværelse, og fandt et sværd i samme stil som det, Gabe havde haft med ved deres møde. Klingen var foldet ind i skæftet, så han kunne håndtere det uden at skære sig. Med et skuldertræk og endnu et blik tilbage mod stuen stak han sværdet i baglommen på sine bukser, lynede sin jakke op igen og forlod huset - han havde ikke rigtig nogle ejendele af værdi alligevel, og penge kunne han altid få flere af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...