Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9490Visninger
AA

6. K A P I T E L V

 

K A P I T E L V

 

,,Hvordan har I nogensinde kunnet holde hinanden ud i så mange år?” udbrød Jack imponeret, da Sophie og Anna for tredje gang var blevet enige om, at de var rivende uenige i politik.

Sophie var generelt mere liberal end Anna, som syntes, at Enhedslisten gjorde et fremragende stykke arbejde, selv om hun påstod, at de dog var lige venstreorienterede nok til hende. Sophie kunne kun være enig i at Enhedslisten var for venstreorienteret et parti for dansk politik, men var derudover uenig i Annas holdning til kontanthjælp og så videre. Hvorfor hun pludselig var kommet i tanke om sin holdning i løbet af samfundsfagstimen anede hun ikke, for de havde ikke diskuteret den danske politik som sådan. De havde så diskuteret de sidste fem minutter efter at de havde fået fri, og Jack havde forholdt sig tavst på sidelinjen.

,,Vi er gode til at løse vores midtvejskriser,” drillede Anna og lagde en arm omkring Sophie, som kopierede bevægelsen med et grin.

,,Det kan jeg se,” erklærede han drillende. ,,Man skulle næsten tro, at I var drenge.”

,,Hvad mener du med det?” ville Anna vide.

,,Piger er normalt ikke så hurtige til at komme over deres kriser. De bærer nag og er fornærmede før de tænker sig om,” bekendtgjorde han selvtilfredst.

,,I så fald må du jo være homoseksuel, Jack,” påpegede Sophie muntert.

,,Det ville du kunne lide, hva’?” mumlede han, som om han fandt hende yderst barnlig, men i virkeligheden vidste hun, at han ikke tog den beskyldning så let fra alle andre end hende - det var lidt af en fornærmelse for hans ego, syntes han, og derfor elskede hun at drille ham med det.

,,Selvfølgelig. Hvilken pige drømmer ikke om at have en bøsseven?” lo hun.

,,Den pige, som gerne vil beholde sin kæreste,” gav han igen og klemte hendes hånd med deres sammenflettede fingre.

,,Hende kender jeg ikke.”

Anna udbrød en mellemting mellem et forarget udbrud og latter, og Sophie skævede over til Jack, som altid havde haft let til smil og latter. Disse ting prægede også hans ansigt nu, og de klædte ham godt. Solen skinnede fra en klar, skyfri himmel og oplyste hans ansigt, der var maskulint med kantede træk og en lang, smal næse. Han var måske ikke direkte lækker på den måde, at man vendte sig og savlede, når man så ham på gaden, men han var på ingen måde grim heller. Og han behandlede hende som en dronning. Hun kunne aldrig tillade sig at klage over hans behandling af hende, for de skændtes stort set ikke, selv om de havde deres diskussioner. Deres forhold gik ikke op og ned, men kun fremad, og med hver eneste dag til at ses var Sophie sikker på, at hun var så tæt på at elske nogen ultimativt, som hun nogensinde ville komme. Og hun vidste, at han elskede hende lige så højt, som hun elskede ham, selv om deres forhold gik stille og roligt. Ingen af dem havde noget at skynde sig for. De havde aftalt at tage på en rejse rundt omkring i verden efter gymnasiet, og hun glædede sig, fordi det betød, at hun fik lov til at være sammen med ham hele tiden frem for nu, hvor hun jo også skulle være hjemme en gang imellem. I det mindste indtil hun var fyldt atten, havde Mia sagt. Så mente hendes mor, at hun trods alt skulle have lov til at opføre sig som den voksne, samfundet ville betragte hende som. Gabe var mere tilbageholdende på det punkt, selv om hun ikke forstod det.

Gabe havde ikke direkte modsat sig Mias beslutning, men havde alligevel udtrykt sin manglende støtten op omkring aftalen. Ikke fordi han syntes, at Sophie opførte sig barnligt - havde han sagt - men fordi han gerne ville sikre sig, at hun var tryg og sikker, og da Jack jo ingen erfaring havde med hverken økonomi eller noget og de begge stadig ville være på SU når hun engang blev atten, ville de måske ende i problemer. Som talt ud af en sand fars mund havde Gabe på samme måde været både bekymret og glad på hendes vegne, da hun først bekendtgjorde, at hun var begyndt at komme sammen med Jack.

,,Fint med mig,” erklærede Jack dovent. ,,Så finder jeg mig lige en mandlig kæreste til næste gang vi ses.”

Hun grinede og gav hans hånd et klem.

,,Så gætter jeg på at du ikke sover i min seng i nat,” drillede hun. ,,Det bliver Daniel nok glad for.”

Jack smilede vidende, og Sophie vidste, hvad han tænkte på. Første gang hun havde nævnt at ”Daniel” sov i hendes seng, var han blevet ganske forarget. Det var først da hun fik forklaret, at det var hendes hund, at hans vrede var forduftet som dug for solen. Tilbage var blevet en intern joke med navnet Daniel, som de sammen havde brugt på andre, når de mødte folk, de ikke kendte. Hvilket var sjovt fordi alle faldt for den med at de var tre i Sophies seng når Jack sov der. Daniel var ikke ligefrem et populært navn til en hund, men hun vidste, at dalmatineren aldrig kunne hedde andet. Det var som bestemt for den. Og dejligt let for Gabe at udtale oveni, selv når han ikke var i humør til at tale dansk. Mia havde valgt hundens navn, for at alle havde noget at skulle have sagt.

,,Nå… Det ville jeg ellers gerne,” indrømmede han. ,,Du ved, bare sådan på helt venskabeligt plan.”

,,Den er god med dig.”

,,Hvor er I klamme at høre på,” påpegede Anna.

,,Så skulle du høre dig selv, når du har fyr på,” bed Jack useriøst.

Anna rakte barnligt tunge.

,,Det sker ikke lige foreløbigt, kan jeg godt sige dig,” sagde hun og lød, som om hun næsten havde overbevist sig selv. ,,Jeg er ikke interesseret i nogen.”

,,Ud over Landon,” indskød Jack drilsk.

Sophie gav ham en albue i ribbenene. Anna og Landon havde aftalt at mødes og holde nogle flere enetimer, så Anna kunne blive god til engelsk, og Sophie var sikker på, at hun ikke var inviteret til disse lektioner, hvilket hun egentlig var glad for. Der var noget ved Landon, som virkelig gjorde hende usikker og nervøs, samtidig med at han var så komfortabel at være i rum med. Som om han virkelig forsøgte at være god, men var utroligt meget bedre til at være frygtindgydende overfor sine omgivelser. Og trods dette var han en fantastisk lærer og gjorde sit job forrygende.

,,Ikke Landon,” stønnede Anna. ,,Han er en lærer. Hvor er du gusten, Jack.”

,,Det er ikke mig, der har et crush på min lærer.”

,,Det er heller ikke mig.”

,,Jo, det er.”

,,Vel er det ej.”

,,Hvad så med ”jeg synes det er en god idé at snakke om overtro og myter, Landon”?”

Jack efterabede Annas tone i timen, da hun sagde det, og selv Sophie kunne ikke lade være med at grine, selv om hun var enig med sin veninde. Hun kunne godt lide at høre om myter og overtro, at overbevise sig selv om, at sådan noget ikke eksisterede men kun var myter og overtro. Det havde været en beroligende time oven på det, hun havde fortalt Landon den aften, hvor han fulgte hende et stykke af vejen hjem.

Men det havde altså været komisk at høre, hvordan Anna nærmest fedtede for en lærer. Det skete ellers aldrig, at Anna fedtede for folk. Jack havde lavet lyde ind i Sophies øre, som hun ikke havde kunnet undgå at grine lydløst af, og hun havde på fornemmelsen, at resten af klassen havde lyst til at befinde sig i en lignende situation.

,,Det var bare for at vise, at nogen rent faktisk kan være positive overfor hans forslag til undervisningen,” protesterede Anna.

,,Helt sikkert. Du kunne lige så godt have stillet dig op på katederet med åben mund og tungen stukket ud af halsen og dråber af savl dryppende mod gulvet,” fremstillede Jack imaginært og kunne så ikke lade være med at grine af sin egen morsomhed, hvilket fik Anna til at klappe ham blidt i baghovedet med flad hånd, så hun sikrede sig, at det ikke gjorde ondt, men alligevel traf ham med lidt styrke.

,,Ih ja, jeg stiller mig hellere end gerne op på katederet og holder en beundringstale for min engelsklærer,” sagde Anna dybt sarkastisk, idet de gik ind i bussen. ,,Åh, Landon, hver eneste gang du kommer ind ad døren er det, som om englene synger i kor, og himlen åbenbarer sin sande skønhed. Som om blomsterne springer ud og der er forår i luften.”

,,Og hvis du er rigtig god, skal du gøre det på engelsk,” drillede Sophie.

,,Ej!” udbrød Anna og slog ud med armene, ,,prøv lige at oversætte det, Sophie!”

,,Nej, jeg vil da ej!”

,,Hvorfor ikke? Jeg vil gerne vide, hvordan det lyder på engelsk.”

,,Slå det op i en ordbog.”

,,Kom nu,” tiggede Anna og Jack i kor, og hun rullede med øjnene af dem.

,,Fint,” opgav hun. ,,Oh, Landon, every single time you walk through the door it’s like the angels are singing in unison, and the skies reveal their true beauty. Like the flowers blossom and there’s a scent of spring in the air.”

Hun så over på Anna, hvis ansigt fortrak sig i et overrasket smil, der så knækkede og blev til åbenlys morskab, selv om det var hendes egne ord, der blot blev sagt på et andet sprog. Dog gik det hurtigt op for hende, hvad der var årsagen til Annas udtryk, idet en velkendt stemme sagde bag hende:

,,Sophie, really, I do appreciate the affection, but I believe you have a boyfriend.”

Hun vendte sig skarpt, kun for at få bekræftet sin viden yderligere. Hun havde nemlig hundrede procent styr på hvis ansigt hun ville se, når hun vendte sig, og dette fik varmen og blodet til at strømme til hendes kinder og gøre dem røde.

,,Mr. Martin,” mumlede hun og forsøgte at få sine kinder til at blive mindre røde. ,,Sir, I was just -”

,,Please. Don’t be so formal with me now. School’s out and we’re in Denmark, right. Besides, I do know that you were just making fun of me.”

,,I wasn’t making fun of you. I was making fun of Anna.”

,,Well, I suppose you could say “mission accomplished”, then,” sagde han mildt.

Sophie så over på Anna, som var ved at dø af grin. Ligeså var Jack, og hun var ikke ligefrem i humør til at grine med dem så længe Landon stod der. I stedet puffede hun til Jacks ben med sit eget, tilstrækkeligt hårdt til at lade det være en påmindelse for ham om, at han skulle opføre sig ordentligt. Så vendte hun igen sit blik mod læreren, som lænede sig afslappet mod forhøjningen beregnet til stor bagage bag det allerforreste sæde i hele bussen.

,,What are you even doing on the bus?” spurgte hun en smule anklagende, selv om hun var klar over, at det var yderst upassende.

,,Going home,” svarede han alvorligt, men ikke tørt. ,,My motorcycle had a meltdown last night, so I will be taking the bus for quite some time.”

,,Sucks,” kommenterede Jack og blandede sig dermed i samtalen. ,,I noticed your motorcycle the other day. It rocks.”

,,Why thanks a lot, Jack.”

,,Looks like it can go pretty fast, too.”

,,Oh,” ytrede Landon med et vidende smil og nikkede anerkendende. ,,It could easily outrun a tractor, but I guess that doesn’t say much.”

Jack lo og ligeså gjorde Sophie og Anna. Landon lænede sig en anelse fremover og stak hænderne skødesløst og roligt i sine lommer, blottende åbningen fra skjortekraven og ned til huden under skjorten et kort øjeblik.

,,I hate to ask you,” indrømmede Jack langsomt og så igen mere alvorligt på sin lærer, men stadig muntert og drenget, ,,but what does your tattoo mean? If it means anything.”

,,My tattoo?” Der gik et øjeblik, før det lod til at dæmre for Landon, hvad der blev snakket om, men Sophie var udmærket klar over, hvad Jack talte om. ,,Oh, you mean this?”

Uden videre lynede Landon sin jakke yderligere ned og åbnede endnu en knap i sin skjorte for at afsløre den sorte aftegning mod huden lige over kravebenet.

,,Yes.”

,,It is supposed to mean “protector”.”

,,What language is that?” ville Sophie vide, nu oprigtigt nysgerrig, fordi hun havde set tegnet før.

Han så på hende et øjeblik, undrende, som om han kunne se lige igennem hende og gennemskue, at der var en dybere mening med hendes spørgsmål. Så trak han let på skuldrene og hoppede op på bagageområdet og satte sig der.

,,Ever heard of the lost empire, Atlantis?” spurgte han indledende.

Alle tre elever nikkede bekræftende. Selvfølgelig havde de hørt om Atlantis. Hvem havde i øvrigt ikke det, ud over de allermindste børn?

,,Some say that this is the kind of written language that the people of Atlantis developed for themselves. Others say it’s just a myth and that Atlantis never really existed other than in the mind of Plato,” forklarede han tålmodigt og lød virkelig, som om han havde godt styr på den del af verdenshistorien, hvilket var imponerende for en så ung.

Sophies tanker blev dog ikke hængende ved læreren, men vandrede af sted. Hun vidste, at Atlantis var nævnt i to af Platons tekster, som hendes lærer i oldtidskundskab havde tænkt sig at gennemgå før eller senere, fordi klassen havde været ivrige efter at høre om Atlantis. Men hun anede ikke, at folk faktisk troede på, at stedet havde eksisteret, ud over forskere, som virkelig gik op i det, eller små børn. Landon hørte ikke til nogen af disse grupper, og alligevel talte hans ord sit tydelige sprog: han troede på det. Og hans tatovering forestillede noget fra et gammelt skriftsprog, uanset om det stammede fra den sunkne ø eller ej.

Hun kunne dog ikke udlede, om han rent faktisk kendte sproget, men gik ikke ud fra det, eftersom han udtrykte at det skulle betyde beskytter. Ikke at det nødvendigvis var rigtigt. Men han virkede for langt inde i det til virkelig at synes i tvivl, og dette gav anledning til mere forvirring og kaos i hendes hoved. Nysgerrigheden var vakt, men hun vidste, at hun ikke kunne give sig til at udspørge ham om den slags foran Jack og Anna. Ikke fordi de ikke måtte høre det, men fordi hun havde en fornemmelse af, at samtalen ville ende lidt i samme stil som den dag, hvor hun havde fortalt om sine oplevelser og han havde givet hende et noget svævende svar.

,,Sophie, er du okay?” spurgte Jack stille og lod sin varme hånd finde hendes.

Hun så hurtigt på ham og blinkede, indtil han kom helt i fokus. Så nikkede hun.

,,Ja, selvfølgelig.”

,,Hvad tænker du på?” ville han vide.

,,Jeg har bare set det der tegn før,” svarede hun langsomt og forsøgte at lade være med at skæve over til Landon, som lod til at være fuldstændigt ligeglad med hvad de talte om - selv om han med sandsynlighed forstod en del af det efterhånden.

,,Hvorhenne?” spurgte Jack forbløffet, og Sophie skulle lige til at svare, inden Anna kom hende i forkøbet:

,,I deres kælder.”

,,Hvor ved du det fra?” lød det fra Jack, som tydeligvis var irriteret over ikke helt at forstå sammenhængen når den virkede åbenlys for Anna.

Så tog han sig sammen og smilede igen, en smule anstrengt, men det var vel tanken, der talte, besluttede Sophie sig for. Han kunne jo ikke gå rundt og blive fornærmet over ikke at have kendt dem som børn, selv om han uden tvivl gerne ville have leget med dem i den alder. Ikke engang Sophie kunne se dette for sig. Jack var udpræget bymenneske, mens hun og Anna havde været pigerne, der hang ude i træerne hvert ledigt øjeblik og først kom indenfor når de blev bedt om det for tredje gang af en lidt strengere og mildt irriteret Gabe eller Mia, eller en af Annas forældre for den sags skyld.

Som mindre havde de leget i kælderen, fordi den var det perfekte sted at lege fangekælder og andre uhyggelige lege. Ikke fordi den lå hverken langt under jorden eller var specielt uhyggelig. Ikke i sig selv, i hvert fald. Men der var jo en grund til, at Sophie ikke længere gik derned, og at hun blev skræmt hver eneste gang hun så meget som kiggede ned ad trappen efter sin mor eller Gabe, når de en sjælden gang var dernede. Oftest var det kun Gabe, som gad gå derned, men Mia havde efterhånden også været der en del gange. Kun Sophie undgik det som var det pesten.

,,Well, I’ll leave you guys to yourselves for now,” erklærede Landon og sprang let og elegant på benene.

Dette blev afslutningen på det emne, selv om Sophie kunne mærke, at Jack ikke havde tænkt sig at lade det ligge alt for længe. Han virkede nysgerrig, og det kunne hun vel næppe bebrejde ham. Havde nogen holdt det hemmeligt for hende, at der var noget mystisk over den kælder tilhørende huset, hun aldrig nogensinde havde hørt om, så var hun nok også blevet nysgerrig efter at finde ud af, hvad det drejede sig om.

På resten af busturen hjem snakkede de ikke videre om det, men lod det ligge og gav sig til at diskutere andre, mere relevante emner i forhold til deres liv som teenagere, hvilket for Sophies og Annas vedkommende gik ud på blandt andet at finde noget pænt tøj til den næste gymnasiefest, som de havde tænkt sig at tage til. Jack sagde, at han bare havde tænkt sig at møde op i en T-shirt og jeans, hvilket ingen af dem tvivlede på, at han mente, selv om Sophie lagde planer om at tvinge en jakke uden på T-shirten, så han i det mindste så lidt pænere påklædt ud.

Da de omsider nåede til Brobyværk steg de af bussen sammen med Landon, som erklærede, at han ikke havde tid, selv om Jack inviterede ham til at følges med dem. Og så stod de tre elever og så deres næsten jævnaldrende lærer sætte i løb ned ad vejen og forsvinde bag en kurve, alle tre overraskede over hans tilsyneladende hastværk. Så begav de sig ned ad vejen, indtil Anna skulle dreje af for at komme hjem. Sophie og Jack fortsatte ned mod Leddet og ind ad indkørslen til gårdspladsen.

Sophie trak i døren og opdagede overrasket, at den var låst. Dørene var ellers aldrig låste når hendes mor eller Gabe var hjemme. Og begge burde være hjemme, hvis det skulle ses ud fra det faktum, at begge biler holdt i indkørslen, selv om der var garager til begge. Mens hun rodede efter sin nøgle hørte hun døren gå op med et klik, og Gabe stod i døråbningen, smilende og støttende sig til bryggersbordet. Hun skævede ned mod hans fødder og var lettet over at se, at han havde jeans på og derfor ikke kunne have benet i gips. Han var kommet indenfor den ene aften efter at have været ude, slemt haltende og havde sagt, at han gled på marken. Hans bukseben havde været smurt ind i slam fra de fugtige marker. Samme morgen havde han lovet at tage på skadestuen og få set på det, og nu måtte han så være kommet hjem og have det nogenlunde.

,,Hej med jer,” sagde han og trådte til side for at åbne døren yderligere og lukke dem ind.

,,Hej, Gabe,” svarede Sophie og vadede ind med Jack i hælene.

,,Halløj, Gabe,” hilste han høfligt, men ikke formelt, fordi de to efterhånden havde vænnet sig til hinanden - og Gabe drillede ikke længere med dødstrusler.

,,Hvordan går det?” spurgte Gabe afslappet og humpede hen mod køkkendøren.

,,Det går fint,” sagde Jack og lød ærlig, men Sophie bemærkede hans let sammenklemte øjne, idet han så på hendes stedfar. ,,Men måske burde jeg spørge dig om det samme.”

Gabe lo varmt i samme øjeblik som han forhindrede den åbnende dør ind til køkkenet i at ramme sig i ansigtet, idet Mia trådte ind i bryggerset.

,,Det går helt fint. Jeg var bare lidt klodset den anden dag,” lød svaret uden tvivl om, at han mente det.

Mia rystede opgivende på hovedet og trak hans arm over sine skuldre med et temmelig sigende udtryk i ansigtet. Hun grinede op mod sin kæreste og de lignede et typisk forældrepar, syntes Sophie, som i den senere tid var begyndt at spekulere mere og mere på, om hun skulle kalde Gabe for sin far, hvis folk spurgte. Hun turde dog ikke tage emnet op med ham, fordi hun var bange for, at han måske ikke ville have lyst til at blive kaldt hendes far. Hun var dødsensangst for, at han ikke ønskede at have så meget med hende at gøre, som han i virkeligheden havde, og at hun kun var som en steddatter for ham og ikke hans eget barn. For de var ikke biologisk relateret, men de kunne lige så godt have været det, så meget som han havde lært hende som barn, og sådan som de opførte sig overfor hinanden.

,,Det sker jo,” kommenterede Jack og lød ikke længere mistroisk, men derimod munter, som om det underholdt ham, at Gabe kunne finde på at være klodset.

Sophie måtte tilstå, at Gabe havde en grim vane med at komme til skade på de mærkeligste tidspunkter. Som om han ikke kunne blive overladt til sig selv et øjeblik, før der skete ham noget slemt. Så klodset var måske næsten en underdrivelse af, hvad han i virkeligheden var, selv om han bevægede sig elegant og værdigt rundt i et rum, beskadigede lemmer eller ej.

,,Du burde slet ikke gå rundt,” skændte Mia kærligt, og Sophie mærkede Jacks arm omkring sig, idet ordene blev udtalt.

Helt automatisk trådte hun nærmere sin kærestes varme krop og lagde sine arme omkring ham, mens han viklede hende løst omkring hende. Det hun elskede ved Jack var, ud over hans gode humør og hans kærlige behandling af hende, hans ømhed og omsorg og den naturlige selvfølge han betragtede det at være hendes kæreste som. Den måde de kunne være sig selv overfor hinanden uden problemer.

,,Men det er så kedeligt at sidde stille hele dagen,” protesterede Gabe barnligt og lod en hånd løbe langs Mias kæbe for at vende hendes ansigt op mod sit.

Sophie huskede et af billederne, hun havde gemt i en dagbog på sit værelse. Et billede hvor Gabe og Mia stod med sammensvejsede læber og begge var med til at bære hende da hun var spæd. De så unge og friske ud på billedet, og det var romantisk med en solnedgang og en strand i baggrunden. Men kærligheden og romantikken lod ikke til at være gledet af dem, selv efter sytten - snart atten - år sammen.

,,Det er derfor, du skal ligge ned,” påpegede Mia drillende og trak ham med sig gennem døren ind til køkkenet.

Sophie vendte sig med front mod Jack, som så hende i øjnene. Hun nød at se ind i hans øjne, der hverken var alt for kloge, men heller ikke kolde på nogen måde. Der var en klarhed over dem, som hun sjældent så hos andre, og hun elskede denne klarhed, den viden der lå bag. Som om han var udmærket klar over, at dette var hans livs bedrift, at han havde lyst til at stå i det øjeblik for evigt og stadig kunne sige, at han havde haft det bedste liv en mand kunne ønske sig. Det var hvad hans øjne fortalte hende nu, hvad de havde fortalt hende i fortiden og hvad de sandsynligvis ville fortælle hende i fremtiden, når hun mødte hans blik.

,,Dine… Din mor og Gabe er virkelig søde,” hviskede han og bøjede sig ned for at kysse hende.

Idet deres læber mødtes lagde Sophie umærkeligt sit hoved lidt på skrå og svang armene op omkring hans hals i stedet for rundt omkring hans krop. Hans læber var varme og insisterende og dragende på samme tid, og hun vidste, at hun aldrig ville være i stand til at få nok af at kysse ham. Som om de var bestemt for hinanden. Langsomt trak de sig fra hinanden og deres hænder fandt hinanden nede langs siderne.

,,Det er de,” medgav hun. ,,Og jeg håber virkelig, at jeg bliver på samme måde som dem.”

,,Det skal du nok blive. Du er slet ikke typen til en anden slags forhold end deres,” lovede han hende, og hun vidste, at han talte helt ærligt. ,,Og jeg ville elske at være den, som stod der sammen med dig. Selv om det nok gerne måtte være biologisk familie, vi stod overfor.”

,,Ja,” mumlede hun. ,,Biologisk familie. Men jeg har jo aldrig kendt min far, så jeg kan ikke helt sige det samme. For mig er Gabe som en far.”

,,Det ved jeg, smukke. Det ved jeg.”

Han kyssede hende igen, inden han smilende sagde:

,,Er Gabe egentlig hans rigtige navn?” Derefter besluttede han sig åbenbart for at uddybe en anelse: ,,Jeg mener, jeg har aldrig hørt nogen kalde ham noget andet, men er Gabe ikke mere en slags kælenavn?”

,,Spørger du virkelig pigen, hvis hund hedder Daniel om Gabe er et kælenavn?” drillede hun og gik ind i køkkenet med ham i hånden. ,,Men du har ret. Jeg har bare altid kaldt ham Gabe, fordi det var lettere og mindre mærkeligt at sige.”

,,Hvad er mærkeligt at sige, Soph?” spurgte Gabe, som sad i sofaen i stuen sammen med Mia.

,,Jack vil gerne vide, hvad dit rigtige navn er,” svarede hun og gik videre forbi spisebordet og ind i den store stue med den store, lyse sofagruppe i den ene ende foran tv’et og den mindre og mere sofistikerede sofagruppe i den anden ende, ud mod gårdspladsen.

,,Aha,” brummede Gabe og så undersøgende på Jack, hvis kinder var blevet rødlige i det.

Sophie smilede skævt for sig selv op puffede til ham med albuen, men før Jack nåede at åbne munden gav Gabe sig til at tale igen:

,,Mit rigtige fornavn er Gabriel,” afslørede han med et tydeligt ironisk smil, som om han fandt den tanke vældig underholdende. ,,Måske kan du høre, hvorfor jeg ikke bruger det?”

,,Gabriel Riot?” sagde Jack, og et bredt smil fandt frem til hans læber. ,,Det er faktisk ret ironisk. Og så er Gabe betydeligt kortere og mindre formelt.”

,,Korrekt.”

,,Gabriel i sig selv er ret ironisk,” grinede Mia og skubbede Gabe ned at ligge i sofaen. ,,Det er jo ikke ligefrem fordi du opfører dig som en ren engel, er det vel?”

,,Hvad snakker du om? Jeg opfører mig da eksemplarisk.”

,,Hvis du gjorde det, ville du ikke komme hjem en aften totalt dækket af slam og haltende på det ene ben, fordi du løb ud efter hunden uden videre,” sagde Mia, men der var en øm undertone i hendes stemme, syntes Sophie, som om hendes mor godt vidste, at det ikke helt var retfærdigt at bruge det som et eksempel.

Gabes øjne skinnede mod Mia, idet han strakte sig op for at kysse hende på hagen.

,,Selv den bedste kan begå fejl,” påstod han muntert.

,,Og den bedste er dig?” lo Mia.

,,Selvfølgelig,” erklærede han selvsikkert. ,,Spørg bare Sophie.”

,,Bland mig udenom - find en parterapeut i stedet,” udbrød hun useriøst og holdt hænderne op foran sig som for at understrege afværgelsen.

,,Kom nu, Soph,” tiggede Gabe, stadig ikke på nogen måde alvorlig.

,,Næh,” besluttede hun og smilede drillende til ham, før hun så på sin mor. ,,Jeg synes, at du har ret, mor.”

Gabe simulerede fornærmelse ved at lægge armene over kors og lade sig falde tungt tilbage på ryggen i sofaen. Dette fik alle til at grine, og han kunne da på sigt heller ikke selv holde masken, men trak sig stædigt op i en siddende stilling og lænede sig tilbage mod sofaens ryglæn.

,,Sophie, kan du huske, at du nævnte en kælder?” ville Jack vide efter en rum tids tavshed, der ikke ligefrem var akavet, men derimod afslappet og hjemlig.

,,Ja,” svarede hun kortfattet og håbede ikke, at han ville forfølge emnet, selv om hun ikke havde tænkt sig at nægte ham et svar, hvis han havde spørgsmål at stille.

,,Anna sagde, at der var et tegn magen til Landons tatovering i jeres kælder,” sporede han sig frem, selv om hun godt vidste, hvor han ville hen - og ærligt talt var hun ikke alt for glad for at have vakt hans nysgerrighed.

,,Det er der også,” svarede hun og forsøgte at lyde afslappet.

,,Tegn?” spurgte Mia langsomt, og Sophie skævede over mod sin mor og Gabe, som så opmærksom ud, som om det virkelig kom ham ved, hvad de stod og talte om.

,,Ja. Han sagde, at det skulle betyde beskytter, da Sophie spurgte,” svarede Jack.

,,Spurgte?”

Denne gang var det Gabes tur til at lyde overrasket, og det kunne man vel egentlig ikke bebrejde ham. Sophie havde fortalt ham, at Landon kun talte engelsk og dermed ikke var modtagelig overfor dansk indflydelse på samtalerne i timerne. Men ikke at hun selv faktisk blev tvunget til at deltage i samtalerne.

,,Jah, da vi mødte ham i bussen,” mumlede hun brødbetynget og så ned i gulvet foran sine fødder.

,,Så nu er det altså kun mig, du nægter at tale engelsk til,” konstaterede Gabe og lød ikke så lidt såret, men ikke på nogen måde vred.

Hun mærkede en form for tårer presse på bag sine nedslåede øjenlåg og sank hårdt for så at se op. Det havde aldrig været hendes intention at såre Gabe mere end hun allerede havde ved at nægte at tale hans modersmål eller påpege, at han ikke var hendes far. Derfor havde hun heller ikke nævnt, at hun deltog i engelsktimerne, selv om det ville have gjort ham glad på den ene side, for hun vidste, at det betød meget for ham, at hun talte engelsk - sådan som han havde været stolt af hende, når hun gjorde det som lille.

,,Faktisk er det kun Landon, hun taler engelsk til,” skyndte Jack sig at sige, og hun vidste, at han havde en klar fornemmelse af situationens alvor. ,,Ingen andre - ikke engang Jakob, som ellers prøver ihærdigt.”

Gabe nikkede kort og kun en enkelt gang.

,,Selvfølgelig,” sagde han langsomt og justerede på sin stilling, så han og Sophie kunne se hinanden i øjnene ubesværet - og hun kunne se den brændende fortvivlelse i hans øjne. ,,Det kommer selvfølgelig heller ikke mig ved, hvem du taler på hvilket sprog til. Faktisk er det jo kun godt, at du taler engelsk. Dermed får du rent faktisk mulighed for at vise, hvad du kan.”

Hun rystede langsomt på hovedet, greb Jacks hånd og halede ham med sig ud af stuen uden et eneste ord mere.

,,Undskyld, skat, jeg tænkte slet ikke på det med Gabe - det røg bare ud af mig,” skyndte han sig at sige, så snart de var ude i hallen med lukkede døre omkring sig, så de ikke kunne høres fra stuen.

,,Det er i orden,” forsikrede hun og sank en klump. ,,Jeg burde holde op med at være så barnlig.”

,,Det er jo din egen beslutning,” sagde han bare, men hun kunne høre, at han syntes, hun burde løsne op med sine principper omkring sproget.

Hun skulle til at tage føringen op ad trappen, da hun pludselig fik en idé, der måske ville fange hans interesse. Inspireret af hans nysgerrighed omkring hendes kælder og Landons tatovering dukkede hun sig ind under trappen, skubbede det lille bord, som stod til pynt ved siden af en gammeldags træstol med broderet betræk, til side og åbnede den tunge lem i marmorgulvet, der var godt camoufleret af bordet der havde stået ovenpå.

,,Kom med,” bad hun og fiskede sin telefon op af lommen, trykkede på skærmen et par gange og fandt lommelygte-app’en, som hun havde downloadet mere eller mindre for sjov.

Jack så forbløffet på hende, som om hun var blevet vanvittig. Så bredte der sig et letsindigt smil over hans læber, og han krøb ind under trappetrinnene ved siden af hende. Hun kyssede ham kort på kinden og bevægede sig så ned ad den stejle trappe, som gik ned under jorden. Kælderen, havde Gabe fortalt hende, var allerede på grunden, da han købte huset, og det var ikke ham, som havde dekoreret den. Ej heller kunne han forklare, hvordan tegnene pludselig var kommet op på væggene en aften, hvor Sophie og Mia havde været på besøg hos hendes bedsteforældre inde i Odense. De var der bare, påstod han, som om nogen havde været nede i deres kælder og udøve hærværk. Det kunne jo ikke lade sig gøre.

Der var mørkt i kælderen, det eneste lys kommende fra Sophies lysende telefon og lyset fra hallen ovenfor. Sophie ledte Jack, fordi hun vidste, hvor hun skulle sætte fødderne, selv om hun ikke så tit kom hernede. Som mindre havde hun og Anna tilbragt en del tid med at bevæge sig omkring nede i mørket, og Gabe havde installeret lyskontakter til dem - upraktisk nok placeret nede i mørket, så de aldrig kunne se, hvor de gik uden en lommelygte. Så snart hun mærkede det ru cementgulv under sinde strømper vidste Sophie, at de var helt nede, og hun skyndte sig at gå hen til den nærmeste væg og trykke knappen på lyskontakten ind.

Dette kastede et gulligt lys over kælderen, som i høj grad blev benyttet til opbevaring, delt ind i tre sektioner; Sophies, Mias, Gabes. Ingen af dem havde meget brug for kælderen, men det var rart nok at have den der. Jack så aldeles overrasket ud over at komme ned i mørket, som om han ikke kunne tro sine egne øjne. Huset ovenpå så meget forskelligt ud fra indretningen hernede. Gulvet ovenpå var af marmor og træ, gulvet i kælderen var af udglattet cement. Væggene ovenpå var vandskuret eller tapetseret hvide, væggene i kælderen var ru brosten som fra et gammelt middelalderslot. Luften ovenpå var varm og imødekommende, luften i kælderen var kølig og lugtede underligt af svovl. Rundt omkring stod der flyttekasser fyldt med tøj, bestik og andre husholdningsting, Sophies gamle legetøj og så et par sorte kister, som Gabe aldrig åbnede, men som han havde insisteret på at lade blive, selv om Sophie for et par år siden ellers havde fortalt ham, at hun syntes de var både grimme og uhyggelige at have stående, specielt i en kælder som deres.

Om kælderen kunne dog ikke siges, at den ikke var dekoreret. Langs væggene, gulvet og loftet var der mange steder samlinger af sorte mærker i stil med det, der var tatoveret mod Landons blege hud over kravebenet. Disse var i større format og så forhastede ud - der så ikke ud til at være arbejdet med detaljerne eller ens bredde af linjerne. Enkelte steder kunne hun se, hvordan præcis det tegn, som Landon sagde betød ”beskytter” stod frem for hendes øjne nu blandt de mange andre tegn, netop fordi hun nu kendte det og vidste, hvad det betød.

,,Det her er slet ikke mærkeligt,” sagde Jack sarkastisk for sig selv og gik ind i midten af kælderen med lange skridt, oplyst af de gulligt lysende pærer i loftet.

,,Nej, slet ikke,” medgav hun i samme tonefald og slukkede sin telefons lysende lampe. ,,Men Gabe mener, at det bare er hærværk begået af nogen, som engang brød ind i kælderen og åbenbart var længe om at finde vejen op i huset igen.”

,,Kompliceret hærværk,” kommenterede Jack. ,,Men det kan da godt være, at han har ret i det. Det skal jeg på ingen måde kunne udtale mig om.”

,,Tror du mere på det, Landon fortalte? Om at Atlantis findes?”

,,Det sagde han ikke.”

,,Nej, men var det ikke tydeligt, at han troede på det?”

,,Jo.”

Sophie så anklagende på ham et øjeblik og overvejede, om hun skulle gå op og lukke lemmen, for at Gabe og Mia ikke skulle høre dem. Så besluttede hun sig for at lade være. Der var jo ikke noget forkert i at de talte sammen om det, eller at de befandt sig i kælderen. Hun boede der jo trods alt og havde været dernede mange gange før. Så hvorfor havde hun en fornemmelse af, at hun ikke burde vise dette til Jack eller for den sags skyld diskutere situationen med ham? Han var jo hendes kæreste, og hun kunne stole på ham med alting, hvilket hun også gjorde. Der skulle ikke være hemmeligheder mellem dem.

,,Hvem tror du så mest på?” spurgte hun. ,,Gabe eller Landon?”

,,Jeg ved det ikke,” indrømmede han. ,,Begge dele lyder lige syrede, men Gabes måske en smule mere realistisk.”

,,Så du tror på Gabe?”

Han så undersøgende på hende et øjeblik og bed sig så i underlæben.

,,Måske. Hvem tror du på, Sophie?”

,,Gabe,” svarede hun prompte og mærkede sit indre vende sig over den samtale, hun vidste, at hun blev nødt til at tage med sin stedfar, når først Jack engang var ude af huset i weekenden - det ville ikke blive godt, og hun gruede for det.

Så tog hun sig sammen og slog blikket op i Jacks øjne med styrke og intensitet strålende ud fra sig. Uden yderligere ord greb hun hans hånd og styrede over mod en af flyttekasserne markeret med et ”G” for Gabe - eller måske i virkeligheden Gabriel - med faste, bestemte skridt. Der var noget, hun var kommet i tanke om fra sin barndom, som hun havde opdaget. Og mindet stod klart og umærkeligt frem i hendes hukommelse den dag i dag, selv om det kunne være en illusion. Hun havde jo trods alt ikke været særlig gammel…

,,Burde vi rode rundt i Gabes ting, Sophie?” spurgte Jack nervøst, idet han knælede ved siden af hende, mens hun skubbede kassens flapper til side og lod sine hænder dykke ned gennem støvskyen, der langsomt lettede og delte sig i mindre partikler.

,,Det eneste, han nogensinde har forbudt mig at kigge i, er de sorte kister derovre. Og helt ærligt, så tror jeg ikke, at han har noget særligt at skjule…”

Hun fandt, hvad hun søgte og løftede med begge hænder en tung, gammel bog op af kassens dyb. Den var indbundet i en tyk form for pergament, der mindede hende utroligt meget om det, der blev skrevet på i Harry Potter-filmene. Lettelse skyllede ind over hende, da hun slog op midt i bogen og lod tegnene åbenbares for øjnene af Jack. Hun var ikke sikker på, om hun havde husket rigtigt, for sidst hun havde kigget i denne bog havde hun ikke været i stand til at læse, og hun kunne jo have taget fejl af tegne og rigtige bogstaver i sine tidligste barneår. Det ville i grunden ikke have været så mærkeligt igen.

,,Vi var lige flyttet ind, da tegnene blev lavet på væggene,” forklarede hun Jack og pegede ned i bogen. ,,Måske har den ligget fremme, og hvem der nu lige har været forbi har fundet på at kopiere teksten bare for egen kedsomheds skyld.”

Jack så på hende et øjeblik, og så nikkede han med et neutralt ansigtsudtryk, der fortalte hende, at den forklaring var ganske mulig. Sådan kunne man let forklare den mærkelige sammenhæng mellem tegnenes rækkefølge i loftet og tegnene på bogens bagerste side, opdagede hun, da hun og Jack gennemgik bogen og tegnene i kælderen. Det gav god mening. Men hvorfor havde Gabe egentlig den bog? Hun havde aldrig set ham rent faktisk læse den, og han havde aldrig fortalt hende, hvad der stod i den. Og hvad havde det hele med Landon at gøre? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...