Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9554Visninger
AA

10. K A P I T E L IX

 

K A P I T E L IX

 

Klassen tav da Landon kom ind ad døren, hans højre hånd pakket ind i et tykt lag gazebind. Ikke så længe efter begyndte en nysgerrig mumlen at brede sig igen, og han smilede underligt nok ud over klassen på trods af støjen.

,,What happened to you?” spurgte Philip og lød nærmest bebrejdende fra sin plads på forreste række, et sted man ikke ofte så ham, hvis ikke det var i Landons timer.

Sophie betragtede klassen omkring sig. Jack og Anna sad og hviskede sammen bag hende, så stille at hun umuligt kunne høre, hvad de sagde, over larmen i klassen.

,,I cut myself,” svarede Landon og gik hen til katederet.

Sophie var nok den eneste, som bemærkede, at han haltede en anelse, og at han så mere træt ud end ellers. Ingen andre nævnte det. Samtidig huskede hun, hvordan hans ”knive” derhjemme havde set ud og mærkede sin mave vride sig smertefuldt og rædselsfuldt. Hun havde lovet at stole på ham og forsøgte også, men når han sagde den slags, kunne hun ikke undgå at blive bange.

Philip grinede drenget, så hans efterhånden halvlange, pjuskede hår hoppede på hovedet af ham, idet han lagde nakken tilbage og tippede stolen en anelse bagover, så han kunne læne sig mod bordpladen på bordet bagved.

,,Vi skal have kage!” råbte Maria pludselig hen over larmen, og folk begyndte at messe ”kage, kage, kage” med det samme efterfølgende.

Sophie mærkede varmen stige til sine kinder og så ned i bordpladen.

,,What’s the occasion, Maria?” spurgte Landon leende og så pludselig ikke helt så træt ud, idet han lænede sig tilbage mod tavlen og hvilede begge hænder på den lille metalrevle for enden af tavlen, hvor de små stykker kridt lå.

,,Sophie’s birthday, Landon!” svarede Maria hen over larmen, og hendes kinder blev røde, da hun tydeligvis fik øjenkontakt med den unge lærer, som i dagens anledning var iført en sweater i samme farve som sine øjne og med et hvidt tørklæde viklet om halsen.

Hans blik gled videre fra Maria og over til Sophie. Hun kunne se det vidende udtryk i hans ansigt og var ikke sikker på, om hun var glad eller frastødt ved tanken om, at han godt vidste, hvornår hun var født. Dét kunne hendes mor da umuligt også have fortalt ham.

,,Well, congratulations, Sophie,” sagde han med et drillende smil. ,,We ought to sing you a song.”

,,Oh, Jesus,” udbrød hun klagende i protest og skulede til ham, ,,leave me alone!”

,,Birthdays should be celebrated,” erklærede han og pegede på Maria, som ofte gjorde et stort nummer ud af at fremhæve sig selv som en fantastisk sanger, selv om det modsatte nærmest var tilfældet. ,,Maria will sing lead.”

Dermed kastede klassen sig ud i en voldsom omgang af ”Happy Birthday”, mens Sophie så sig omkring og forsøgte at skjule sin voldsomme rødmen. Hun hadede at være centrum for folks opmærksomhed, og det gjorde det ikke bedre, at alle stirrede på hende samtidig med, at de gjorde hende til centrum. Landon så underholdt ud, og selv om hans læber bevægede sig, så var det tydeligt, at han ikke sang med.

Da de nåede til ”how old are you now”-delen af sangen tog Sophie en dyb indånding og lagde bånd på sig selv for ikke at bryde ud i voldsom latter. Det ville være mærkeligt, hvis hun gjorde. Og så endte sangen endelig. Landon rettede sin lange krop ud og trådte frem til katederet, som han lænede sig ind over og støttede fra med hænderne.

,,So how old are you now, Sophie?”

,,Eighteen.”

,,Happy birthday.”

,,Thanks.”

,,All grown up now?” gættede han med et udfordrende smil, der fik hende til at indse, at han på ingen måde mente det.

Der var et fornøjet udtryk afspejlet i hans ansigt, på trods af den aura af træthed, der lå omkring ham som en slags tæppe. De andre i klassen sad og lyttede, så det ville være underligt, hvis hun gav sig til at diskutere med ham, at pille det morede af ham så hurtigt, som det var kommet. Ikke fordi hun ikke brød sig om ham, eller det at han grinede af hende, men det virkede mere personligt, hvis han henvendte sig direkte til hende på denne personlige måde.

Hun nøjedes med at ryste på hovedet.

,,Are you the right one to make jokes about maturity and growing up?” spurgte Philip uden at blive spurgt - og skyndte sig så at række hånden i vejret.

,,I don’t know. Depends. Why do you not think I should be?”

,,Because you look pretty young to me.”

,,Well, how old do you think I am?”

Sophie vidste instinktivt, at han ikke gjorde noget for at se yngre ud gennem sin træthed, og at det var Landons almindelige udseende, der nu stod foran dem. Bortset fra de mørke ringe omkring øjnene.

Phillip så ud, som om han virkelig gerne ville gennemskue Landons rigtige alder, og sad derfor med sammenknebne øjne og lænede sig frem over bordet. I klassen brød der en dæmpet mumlen ud, specielt blandt pigerne. Kun Sophie, Jack og Anna snakkede ikke om Landons alder. De vidste allerede, hvor gammel han var.

Men det skulle ikke undre Sophie, hvis han fyrede en løgn af overfor resten af klassen for at blive ved med at stå som en autoritet foran dem, nærmere end en jævnaldrende.

,,Twenty-seven,” gættede Philip, men han lød ikke selv, som om han troede på det.

Selv Sophie syntes, at dette var meget højt gættet, taget i betragtning at Landon på den ene side godt kunne gå for at være femogtyve, men på den anden side ikke så ud til at være en dag over tyve. Et smil spillede i Landons mundvige, og Sophie indså til sin overraskelse, at han rent faktisk havde tænkt sig at komme med sandheden, hvis ingen andre gættede sig frem til det.

Der blev gættet højlydt nu. På alt fra femogtyve til tredive. Dette rejste en del larm i klassen, og Landon lod det stå på et minuts tid, før han kaldte folk til ro igen, venligt og underligt beroligende. Han trådte om foran katederet og satte sig herpå, hvorfra hans lange ben gik hele vejen ned til gulvet alligevel.

,,Congratulations,” sagde han mildt. ,,None of you came very close.”

Folk lo, delvist overraskede. Sandsynligvis syntes de umuligt, at han kunne være ældre, mens han heller ikke burde være yngre i stillingen som gymnasielærer.

,,I think I know how old you are!” udbrød Maria triumferende.

Sophie modstod trangen til at slå sig selv i panden med flad hånd. Det ville alligevel være lidt for modbydeligt overfor Maria, som godt nok ikke havde mange brikker at flytte med, og som syntes at have luft i hovedet. Pigen havde jo ikke gjort hende noget, så der var ingen grund til at blive grov eller irriteret i det hele taget. Men det var svært ikke at krumme tæer, når Maria åbnede munden og forsøgte at give indtrykket af, at nu havde hun fundet svaret.

,,Do tell me, Maria,” sagde Landon venligt og endda - syntes Sophie - en smule lokkende. ,,How old do you think I am?”

,,I think you’re twenty-four,” svarede Maria og lød overbevist om sit gæt.

Sophie blev nødt til at kvæle sin latter med hånden, hvorpå hun så ned i bordet og altså væk fra Landon og sine klassekammerater. Ved siden af kunne hun se, at Jacks skuldre dirrede en anelse, og Anna søgte helt bevidst hendes blik fra den anden side. Begge virkede lige så meget på randen af et latterudbrud som hende, og det var på en eller anden mærkelig måde meget rart, fordi hun så ikke stod alene med den viden.

Ingen af dem havde blandet sig i debatten om Landons alder, og ingen af dem havde lyst til at gøre det, vidste hun. Fordi det egentlig ikke vedkom de andre, at de tre havde snakket med Landon. Sophie i særdeleshed.

,,That is also incorrect,” lo Landon.

,,You can’t possibly be older than thirty!” udbrød Maria, og Sophie kvalte igen sin latter.

Maria havde en dum tendens til at være pinlig. Ikke mindst overfor sig selv. Denne kommentar fik alle i klassen til at bryde ud i drillende kommentarer om, at Maria ikke skulle gøre sig forhåbninger om at score sin lærer, at hun fedtede, at hun scorede billige point og så videre. Jack puffede til Sophie, som puffede til Anna. Derpå rykkede hun sin stol lidt bagud, så de kunne forme en lille halvcirkel og sidde og diskutere indbyrdes i larmen.

,,Hun forsøger virkelig,” grinede Anna.

,,Du synes også at han er lækker, Anna,” påpegede Sophie dæmpet, grinende, for at folk ikke skulle høre det rundt omkring.

,,Og hvad så? Jeg er mig!” stønnede Anna, som om hun virkelig godt vidste, at hun gik lidt for meget med fyre og var lidt for ligeglad med normer og samfundsregler.

,,Det kunne også bare være, at hun virkelig mente det,” påpegede Jack. ,,Hun har jo ret.”

Begge piger så nu på ham. Sophie med et drillende glimt i øjet, mens hun lænede sig ind mod hans skulder og gav ham et puf.

,,Helt ærligt. Den slags siger man ikke højt, medmindre man har en hensigt med det,” sagde hun i et belærende tonefald, der var så gennemført useriøst, at Jack lo, da han kyssede hende på kinden, hvilket fik huden til at vibrere et kort øjeblik.

,,Men -”

,,Sophie har ret, Jack,” sagde Anna og skævede sammensvorent til Sophie, som blinkede tilbage temmelig åbenlyst.

,,Piger,” stønnede Jack og lænede sig tilbage mod stoleryggen.

De to piger lænede sig også tilbage, og Sophie rykkede ind på plads. Efterhånden var larmen ved at falde til ro i klassen, og Landon stod op ved tavlen igen, denne gang med et stykke kridt i hånden. Hans ansigt var ulæseligt, som om det virkelig ikke kunne afsløre andet end munterhed og mild glæde i det øjeblik. Men Sophie vidste, at der lå noget andet under overfladen. Det fortalte de mørke cirkler omkring hans øjne hende, og den måde hvorpå han bevægede sig lidt afstumpet, som i smerte.

Hun ville ønske, at han fortalte hende hvorfor. Men det var måske endnu en af de ting, som hun nok skulle få at vide, når tiden var inde. Hvilket ville sige når han følte sig klar til at formulere og forklare alting på dansk. Det var ikke ofte, at hun hørte ham tale dansk, men i løbet af de sidste fem dage havde de dog trænet det lidt. Og hun måtte indrømme, at han forbløffede hende. Som om han ikke blot opfangede de enkle og almindelige ord. Mere som om han sugede alting til sig: accent, artikel i form af en eller et og desuden også de mere komplicerede ord, som hun selv af og til ikke ville have været i stand til at forklare for ham, hvis han havde spurgt.

Men det gjorde han ikke. Han spurgte så sjældent, at hun af og til selv var nødt til at sikre sig, at han forstod, hvad hun sagde. Ikke overraskende havde han altid hele sammenhængen med og var endda i stand til ordret at citere hende - med korrekt udtale og det hele. Landon, besluttede hun sig for, havde enten sindssyge sprogkundskaber eller var ikke helt menneskelig. Mest sandsynligt var nok egentlig det sidste, taget alle de mærkelige ting ved ham i betragtning.

Og dog. Hvis han var overmenneskelig, hvordan kunne han så altid formå at komme til skade og have et synligt sår ét eller andet sted? Hvordan kunne han halte og se umuligt træt ud, som om han havde bedst af at blive i sin seng frem for at stå op og gå på arbejde? Sophie havde aldrig set nogen med en lignende træthed, og han så mildest talt segnefærdig ud. Så hvordan han holdt sig på benene i et helt modul i træk anede hun virkelig ikke. Det var imponerende.

,,Alright, boys and girls. That’s enough teasing for now,” sagde den unge lærer og slog let ud med armene. ,,As a fact, Maria is right. I’m not yet thirty.”

,,How old are you, then?” ville Philip vide, efterhånden træt af den leg, Landon havde kørende. ,,And I warn you. If you’re going to say ”twenty-five and a half”, I might kill you.”

Landon lo, en ægte latter denne gang. Den var ikke ru eller specielt hård. Faktisk var den overraskende blid. Som om han virkelig for alvor morede sig over klassen og kunne lide at befinde sig i situationen. Dette virkede han bare ikke som typen til.

Ikke at Sophie skulle gøre sig klog på ham. Hun kendte ham jo trods alt ikke ret godt. Hun vidste nogle få ting om ham, havde endda en idé om hans personlighed og hans luner. Men hun ville ikke bilde sig selv eller andre ind, at hun kendte ham. I grunden ville dette også være rimelig underligt, som en følge af at han jo var hendes lærer.

,,Don’t you worry, Philip. I’m not going to make that sort of joke. But I must admit, I’m a little disappointed I look that old to you guys when I can’t even legally drink a glass of beer in America,” sagde han leende, og der var stille i klassen lidt.

Sophie vidste af en eller anden uforklarlig årsag, at de andre brød deres hjerner med hvad hun bare vidste og betragtede som almen viden. At man skulle være enogtyve for at drikke alkohol i de fleste amerikanske stater. Selvfølgelig vidste nogle af klassekammeraterne det også. Deriblandt Philip. Men Maria, bemærkede hun, så ud til at være helt blank og stirrede på læreren med en blanding at mistro og eftertænksomhed. Et pudsigt udtryk.

,,So you’re not yet twenty-one,” konstaterede Anders bagerst i klassen, og Sophie drejede hovedet for at se på ham, som han sad der bag sin computerskærm og så ud til ikke at høre efter.

,,You’re right, I’m twenty -”

,,Hvordan kan du være lærer som tyveårig?” udbrød Maria hæmningsløst.

Der blev stille. Selv Anders’ og de andre drenge på bagerste rækkes taster på computerne stod helt stille. Ikke et eneste klik blev hørt. Det var første gang siden allerførste dag, at nogen i klassen havde talt dansk i løbet af Landons timer, lige med undtagelse af enkelte manglende gloser, som Landon så oversatte. Hvilket, måtte Sophie minde sig selv om, betød at han kendte ordene i forvejen og altså havde et større kendskab til dansk, end hun først havde antaget.

Kun Landons eget ansigt fortrak sig ikke den mindste smule. Det gjorde Jacks derimod. Sophie skævede til sin kæreste, hvis udtryk var en blanding af mistænkelighed og overraskelse, som om han var blevet taget på sengen og nu erkendte en dum beslutning tidligere i sit liv. Annas udtryk var noget anderledes. Mere tilfredst end nogen andens i lokalet, måske bortset fra lærerens. Men der var en eller anden nuance i Annas blik, som Sophie ikke under nogen omstændigheder havde kunnet forudse. Det var hverken forelskelse eller passion. Ej heller beundring. Nærmest en form for triumferende vred gnist, som virkede ildevarslende.

,,Do you want me to switch to Danish?” gættede Landon, som foldede hænderne bag sin ryg og befriede sig selv fra kontakt med nogen anden flade i rummet end gulvet, som han gik langsomt frem og tilbage på.

,,Yes,” lød det fra Kristina i den anden side af klassen.

Sophie rystede langsomt på hovedet. Hun havde ikke problemer med at forstå Landon, når han udfoldede sig på sit modersmål, men det var ikke den egentlige grund til, at hun rystede på hovedet. Det var en blanding af to modstridende tanker. Den ene var den, at han ikke ville fortælle sandheden, ligesom han havde nægtet at fortælle hende den i så mange henseender efterhånden. Den anden var den, at han havde tænkt sig at fortælle sine elever en sandhed om sig selv, som han ikke havde fortalt hende, på trods af at de trods alt kom hinanden lidt mere ved end bare lærer-elev-forholdet.

,,Jeg blev lærer,” begyndte han med klar amerikansk accent, som ellers ikke var der, når han talte med Sophie, ,,af den simple grund, at jeg overhørte, hvordan Jakob brokkede sig over, hvor lidt accent I danske elever egentlig har, når I afslutter gymnasiet. Inde i Odense. Så jeg tilbød ham at hjælpe, og skolens ledelse var meget interesseret i at gøre det til et forsøg.”

Klassen så overrasket ud. De havde aldrig hørt Landon tale så meget dansk på én gang. Det kom i små doser normalt, og hans formulering med sammensatte verber og det hele lod til at forbløffe dem. For Sophie, som havde tysk og vidste, hvor svært det var at vænne sig til den slags på et andet sprog, var dette fænomenalt, men ikke så fænomenalt som når de talte sammen i enrum. Da imponerede han virkelig.

Men historien virkede ikke særligt sandfærdig og en smule utroværdig i hendes ører, måske fordi hun ikke helt vidste, hvor hun havde ham. At hun stolede på ham, kunne hun ikke komme udenom, men der gik grænsen også efterfølgende. Der var ikke meget andet for hende at stille op med deres bekendtskab end at hun måske scorede en god karakter i mundtligt engelsk og fik endnu en at stole på. Venner var de i hvert fald ikke.

 

,,Jack, det her er vildt,” kvidrede hun og så på ham med en blanding af dårlig samvittighed og glæde.

Hun havde fortalt ham om denne restaurant. Den var nyåbnet i Odense, og hun var nysgerrig efter at prøve den. Jack havde aldrig været typen til at gå ud og spise fint, men han havde åbenbart i dagens anledning taget sig sammen og gjort en undtagelse, som hun satte meget pris på. De sad overfor hinanden, mere eller mindre midt i desserten, som smagte fortryllende.

Han lo bare tog rystede på hovedet.

,,Alt for dig, min skat,” grinede han og sendte hende et drenget, skævt smil, som hun holdt meget af.

Nok var Jack ikke den slags lækker, som fok alle piger til at savle, når han gik forbi, men han havde sine gode sider og heldige øjeblikke. Og hans smil var fortryllende og smittende. Det fik hende til at føle sig som centrum i universet, når hans blik var rettet mod hende, og han samtidig smilede det smil.

Deres forhold var stabilt, og de så hinanden ofte og talte meget sammen om alt muligt. Der var ikke rigtig nogle tabuemner mellem dem, men hun vidste, at han med vilje undgik et område, som han interesserede sig oprigtigt for. Nemlig al den mystik, som omgav deres lærer. Og den måde, han havde set på tegnene i hendes kælder havde gjort det endnu mere tydeligt.

Hun ville ikke have haft noget imod at diskutere det hele igennem med ham, men han lukkede mere eller mindre af for det. Ikke sådan at han afbrød hende, hvis hun kom til at nævne det, men han var god til med korte kommentarer og svar at lade hende vide, at hun ikke skulle yderligere ind på emnet. Og så lod hun være, fordi hun ikke orkede, at han blev vred på hende. Desuden havde hun jo ikke lyst til at skændes med ham.

,,Hvad er du ude på?” drillede hun og blinkede til ham.

,,Ikke noget,” svarede han med påtaget hemmelighedsfuldhed, og hun var ret sikker på, at han rent faktisk ikke var ude på noget, men bare ville drille hende nu.

,,Det er jo løgn,” spillede hun med.

,,Ja,” grinede han og rettede sig op i sædet, inden han lænede sig ind over bordet. ,,Jeg tænkte, at vi kunne…”

Han afsluttede ikke sætningen, men Sophie vidste, hvad han hentydede til og fnisede dæmpet for ikke at tiltrække sig alt for megen opmærksomhed fra de omkringværende mennesker.

,,Din stodder, Jack,” hviskede hun muntert.

,,Det er bare fordi du er så sexet,” læspede han med et kækt smil spillende over læberne.

,,Jack!” hvæsede hun, men latteren knækkede hendes stemme.

,,Det er da rigtigt!” sagde han og lød forurettet, selv om han stadig smilede.

,,Og hvad så? det skal du da ikke gå rundt og sige i offentligheden,” lo hun. ,,Hvem ved, andre får måske også øjnene op for mig, og så er din position lige pludselig mere udsat.”

,,Nå, så der er den?”

,,Ja.”

,,Du har godt nok høje tanker om dig selv, lille frøken.”

,,Hvem tror du, der fylder mig med dem?”

Han lo varmt og lagde en hånd på hendes underarm, som hvilede på bordpladen ved siden af tallerkenen. Hun vendte automatisk armen rundt og lod den glide lidt tilbage, indtil hendes fingerspidser ramte hans håndflade, der var varm og blød og mindede hende om et stearinlys, bortset fra at man kunne røre ved ham.

Jack var hendes kæreste, og hun elskede ham over alt på jorden. Hendes følelser for ham kunne ikke betvivles, og hun tvivlede ikke på, at han gengældt hendes følelser. Måske mere end hun egentlig fortjente. Sandt at sige var Sophie nok ikke den mest fantastiske kæreste at have. Hun var ikke specielt betænksom og egentlig ret egoistisk. Og så kunne hun godt lide at gøre tingene, som de nu engang passede hende bedst. Men Jack syntes at holde af hende alligevel.

Specielt huskede hun den dag, hvor de for alvor var blevet kærester, hvor de havde aftalt en fast månedsdag, som de kunne mindes eller lade være. Han havde sagt til hende, at hvis hun virkelig gerne ville, gjorde det ham ikke noget, at hun en gang imellem kyssede med andre. Ikke at hun nogensinde ville efterleve det, men hun havde nær tudet af glæde over hvor meget han syntes at holde af hende. Og samtidig var han god til at holde det romantiske på et minimum i offentligheden, således at hans venner og hendes veninder ikke fik noget at vide om deres lille aftale. Det ville være for mærkeligt, selv om det var sødt.

Jack var udpræget drenget og havde drengede interesser. Han spillede lige så gerne videospil som han sad og flettede fingre med hende, og det var fint med hende. Samtidig kunne han godt være lidt nørdet og gik op i alt fra historie til science fiction. Hun kendte ikke nogen, som kunne citere fra Harry Potter-bøgerne som han kunne, og hun kendte ingen, som kunne hele den danske kongerække så prompte og uden eftertanke som han. Jo, Jack var nørdet, men det var på en god måde.

Samtidig var han i god fysisk form, og hun havde ingen idé om hvordan eller hvorfor, ud over at han kunne cykle i skole, når han ellers orkede det frem for at gå. Af og til kørte han endda i bil. Men han var ikke overdrevet muskuløs. Nærmere høj og tynd. Ikke meget ulig en lidt mere mandig teenager på seksten år, på trods af de to års forskel, hvor han havde haft tid til at udvikle sig mere maskulint. Han havde lange, slanke lemmer, som alligevel var stærke nok til at løfte Sophie rundt, og som hun elskede at blive holdt af.

Hans varme var dog det bedste ved Jack. Uanset hvad hun smed i hovedet på ham, så formåede han at tage det med et smil og uanfægtelig glæde. Som om han var en sol i midten af en mørk og kold verden. Og hun var sikker på, at han ville blive ved med at være det. Udfordringer? Intet problem for Jack, han tog gerne imod dem med et smil og en smittende optimisme. Hun huskede hvert år på skolens idrætsdag - dette år var andet år - hvor de havde været udklædt som forskellige ting og havde deltaget i discipliner. Den eneste, som havde stillet op til alle, var Jack. Og de andre så op til ham og glædede sig med ham. Han var en slags bindeled mellem alle i klassen, fordi alle kunne lide ham og respekterede ham, og han gengældt det i stor stil.

,,Så bliver du endelig myndig,” drillede han.

,,Holder du så op med at behandle mig, som om jeg er en porcelænsdukke, du har fået påbudt at beskytte?”

Han lænede sig ind over bordet og kyssede hende.

,,Nej.”

 

,,Gentleman er du stadig, ser jeg,” kommenterede Desirée, som var lige så smuk, som navnet indbød til.

Hendes franske accent var mindre udpræget nu end Landon huskede det, men det kunne også skyldes, at hun havde tilbragt en masse tid sammen med engelsktalende individer af deres slags siden dengang.

,,Det her er ingen date,” mindede han hende om, træt og med lyst til intet andet end at udføre sit job og så gå i seng ved solopgang.

Den smukke, franske kvinde så på ham med et udtryk af mistro, som om hun ikke stolede på, at dette ikke var hans undskyldning for at få lov til at invitere hende ud, nu hvor hun alligevel var i landet og de havde mulighed for at ses. Hendes selvtillid og arrogance havde ikke ændret sig siden de var teenagere. Hvilket i teorien kun var et års tid siden.

Desirées selvtillid havde selvfølgelig heller ikke noget at lide under. Hun var nærmest guddommeligt smuk med langt, glat blond hår, store, brune øjne og lange, buede vipper omkring de store øjne. Hendes læber var fulde og højrøde, og hendes næse var lille, fin og elegant. De individuelt smukke træk blev understreget af et ansigt med bløde linjer og en aflang hjerteform, som delte hendes hår naturligt i en midterskilling, som altid sad rigtigt, uanset hvor voldsom kamp hun havde været i.

Ikke fordi Landon gik op i den slags, men han havde altid undret sig over, hvordan Desirée kunne formå at se godt ud uanset hvad hun gjorde. Dog var det ikke overraskende lige nu, hvor hendes lange, slange figur med perfekt proportionerede runde bryster og balder var iklædt en stram mørkebrun kjole uden ærmer, og som gik helt op og sad vandret hen over begyndelsen på hendes lange hals men faldt ned i ryggen, kun afholdt fra at falde ned af tynde, stenbesatte tråde sværs over hendes bare hud.

Hårets lige linje kyssede det nederste af hendes skulderblade med den hvide, nærmest porcelænsagtige hud, som sad stramt over knoglerne og musklerne uden at det så klamt ud. Lige siden de steg ud af bilen - som Landon kørte, selv om det egentlig var hendes - havde alle mænds ansigter drejet sig en tur, når de fangede et glimt af den franske blondine, som holdt sig selv med værdighed ved siden af ham, når de gik.

Landon havde ikke besværet sig med at tage pænt tøj på. Men han havde i dagens anledning forsøgt at dække sine sår og blå mærker med den blanding, som lå i bunden af kassen med våben, som han opbevarede i det ene gæsteværelse. Ellers var han almindeligt iført et par mørke jeans, som var rene og fri for huller og en lyseblå skjorte. Desirée havde med det samme protesteret mod hans udseende, da han mødtes med hende, men han havde holdt fast i at have sit hår siddende tilfældigt, uden at det var påvirket af hverken gelé eller voks, og han havde nægtet at iføre sig den sorte smoking, som hun havde haft bag i bilen. Dette var ingen date, og han var ikke ude for at have det sjovt.

,,Hvor er du kedelig, monsieur Martin,” sagde hun langsomt med en blød stemme, som lød lige så flydende og gylden som smeltet smør.

,,Jeg ved det,” sagde han bare og trak let på skuldrene, hvorpå han ledte hende væk fra den sorte Porsche og hen mod døren til den restaurant, hvor han havde behov for at opholde sig. ,,Kom nu.”

Hun smilede til ham, og han gengældt smilet en smule modvilligt, vel vidende at hun tænkte på helt andre ting end han. Dette gjorde det utroligt svært for ham at holde fokus på sit arbejde, men det var nu engang hvad han lavede, mens hun bare holdt ferie og kunne more sig lige så tosset hun ville.

,,Landon,” sagde hun, og han drejede hovedet skarpt for at se på hende igen, lige så snart han havde rettet blikket ligeud igen. ,,Vous devriez porter le smoking.”

Han hævede et øjenbryn, men trak så endnu engang på skuldrene i en ligeglad gestus.

,,Il n’importe pas,” svarede han. ,,Jeg arbejder, Desirée.”

,,Très ennuyeux,” mumlede hun surmulende og stak underlæben frem, inden hun lod sin hånd glide ind under hans arm og placere sig på hans underarm.

Han huskede denne stilling fra dengang de var færdiguddannede, hvor de havde været til bal. De to havde danset sammen hele den aften, og siden havde han svoret aldrig at danse med Desirée Noir igen. Ikke fordi hun trådte ham over fødderne med sine sylespidse stilethæle, men fordi hun var utrættelig når det kom til det punkt. Og fordi han ikke var interesseret i hende på den måde, hun var interesseret i ham dengang. Hun havde hele tiden antydet, at de kunne forsvinde op på deres værelser fra balsalen, og hans eneste påskud for ikke at gøre dette - ud over at sige, at han ikke havde lyst - var at blive ved med at danse.

,,Merci beaucoup,” mumlede han for sig selv.

,,Dit franske er forfærdeligt, Landon,” fnisede hun.

,,Mange tak,” brummede han sarkastisk. ,,Du skal endelig ikke holde dig tilbage.”

,,Det har jeg heller ikke tænkt mig.”

Han lagde en hånd mod hendes bare ryg og skubbede hende en smule ublidt ind ad døren til restauranten, hvis varme slog mod ham som en mur, der gjorde ham om muligt mere træt, end han var i forvejen. Men dette var nødvendigt. Det var mørkt udenfor, og han skulle jo udføre sit job. Desirée var ikke en undskyldning for at slække på dette.

Tjeneren, som viste dem til et bord, mandlig, gloede på Desirée, inden han viste dem ind i spisesalen, hvor der var borde overalt, dækket af et blidt, dunkelt lys, som tillod gæsterne at se dem, de talte med og de nærmeste borde. Landon takkede sit lidt bedre syn end menneskers, idet de ikke bare kunne gå ind og sætte sig ved nabobordet til hvor Sophie og Jack sad. Men han måtte alligevel lige tage en snak med tjeneren, som var ved at vise dem hen til en afdækket krog - sandsynligvis så han kunne have Desirée mere eller mindre for sig selv - fordi det ikke ville række.

På Landons opfordring fik de et bord tættere på Sophie og Jack, og Desirée satte sig med ryggen til de to, så Landon kunne holde øje med Sophie. Men han kunne ikke sidde og stirre på dem hele aftenen, og blev nødt til at se på sin ledsager en gang imellem. De bestilte en cæsarsalat hver, men hvor Desirée bestilte rødvin tog Landon til takke med vand. For det første skulle han køre, og for det andet skulle han holde hovedet klart.

Desirée kastede håret ud over stoleryggen, idet hun satte sig rank overfor ham, og han gengældt hendes søgende blik med et skævt smil. Hun vidste præcis hvilken opmærksomhed hun tiltrak sig, og Landon bemærkede med et stik af væmmelse, at selv Jacks øjne et kort øjeblik flakkede i retning af den blonde franske kvinde frem for Sophie, som sad lige overfor. Så bevægede Jacks læber sig, og Landon skyndte sig at se i en anden retning, nemlig ind i sin venindes smukke ansigt.

,,Landon, folk glor på dig,” bemærkede Desirée med et djævelsk smil.

Han rystede på hovedet og sænkede blikket.

,,De glor på dig,” rettede han hende. ,,Og velbegrundet, som du garanteret godt selv ved.”

,,Du smigrer mig, Landon.”

,,Det er sandheden, mademoiselle Noir.”

,,Men sandheden er også, at du ser godt ud, mister Martin. På trods af din kedelige påklædning.”

Hendes fornærmelse sved ikke engang. Landon skævede over mod Sophie og Jacks bord igen, da Jack trak blikket tilbage til sin kæreste, og han kunne konstatere, at Sophie netop havde færdiggjort sin dessert. Sandsynligheden for, at parret ville forlade restauranten det næste stykke tid, var dog ikke så stor igen, vurderede han. De så ud til at sidde godt.

Desirée klikkede med tungen.

,,Så det er dit emne,” sagde hun og lød skuffet. ,,Jeg troede, at hun var smuk.”

Landon huskede sine egne tanker fra første gang han så et billede af Sophie. På daværende tidspunkt havde han haft lyst til at give den ubehøvlede franskmand ret. Men nu var det en lidt anden sag. Han havde opdaget Sophies personlighed, og den påvirkede helt sikkert hans syn på hende, på trods af hans eget behov for at være objektiv.

,,Det er irrelevant,” sagde han afvisende og skubbede alle tanker om Sophie væk til fordel for de forholdsregler, han blev nødt til at tage.

For det første måtte hun ikke opdage, at han sad og holdt øje med hende, eller at han forlod restauranten så snart hun gjorde. For det andet måtte hun ikke finde ud af, at han havde sporet hende hertil, men det var heller ikke sandsynligt. For det tredje måtte hun ikke komme Desirée for nær, fordi han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad hans veninde kunne finde på at fortælle, når hun slap sine hæmninger.

Desuden skulle han sørge for, at det ikke virkede, som om han fulgte efter hende, når han nu engang tog hjem lige efter hende, selv om han blev nødt til at holde øje med hende. Job var job, og han havde tænkt sig at gøre det ordentligt. Også selv om Desirée havde foreslået, at de gik i byen i stedet for og havde det sjovt sammen, nu hvor hun var i Danmark og tilfældigvis havde fået fat i hans telefonnummer.

Han vidste, at hun havde ringet til John for at få den slags oplysninger, men det var ikke noget der generede ham. De to havde kendt hinanden siden han startede i skole, og de havde trænet op og ned ad hinanden. Siden havde de været på enkelte opgaver sammen, hvor de udviklede sig, indtil de hver især blev sendt i forskellige retninger efter Beijing, hvor Landon egentlig var kommet til skade, og Desirée havde besluttet sig for at lege sygeplejerske, indtil han igen var klar til at kæmpe. Da kampene var slut var han blevet kaldt tilbage til USA, mens hun vendte hjem til Frankrig og siden havde været i både Brasilien og Japan.

Hun havde behøvet træningen. Hun var kvinde med stort K, og meget sippet med at blive beskidt. Landon huskede engang som sekstenårig, hvor hun var faldet i en mudderpøl under en træningskamp, og han havde været nødt til at slæbe hende i bad, fordi hun ikke kunne klare at røre sig med mudder oppe under neglene og i ansigtet. Efter dengang havde han været forsigtig med sin egen forfængelighed. Den var kun en distraktion, som han ikke gad bekymre sig om.

,,Jeg er nødt til at se nærmere på hende,” erklærede den blonde kvinde foran ham, og han stirrede på hende, som om hun var faldet ned fra himlen - eller nærmere som om hun var blevet vanvittig.

,,Desirée, det kan du ikke bare gøre.”

,,Selvfølgelig kan jeg det. Jeg bliver da nødt til at se på dem, du omgås. Specielt når du kommer til at være så meget sammen med hende. Jeg skulle jo nødigt føle mig truet,” grinede hun.

,,Desirée, du kan ikke -”

,,Jeg skal lige ud for at pudre næsen,” afbrød hun ham og rejste sig elegant, hvilket fik alle mænds øjne til glide opefter fra deres placeringer ved bordene, indtil de ikke længere kunne se hende, idet hun gik ud af spisesalen og ud til toiletterne.

Landon bandede for sig selv og spiddede et stykke salat med sin gaffel uden så meget som at overveje at spise det. Han havde ingen appetit og egentlig bare mest lyst til at sove. Men han kunne ikke bare tage hjem. Og hun ville vel ikke være så uansvarlig ikke at gøre det diskret, ville hun vel? Trods alt var de jo af samme art, og hun vidste, at hun skulle være forsigtig med hvad hun lavede.

I det samme mærkede han et sæt ekstra øjne på sig og så op. Sophies blik hvilede på ham hen over de andre borde, og Jacks ligeså. Men det var Sophies, han kunne mærke. Hendes øjne var store og spørgende, indtil Desirée vendte tilbage. Så gled der en overrasket grimasse over Sophies træk, inden hun vendte sig væk.

Den franske kvinde smilede selvtilfredst, idet hun satte sig ned overfor Landon igen.

,,Okay,” indrømmede hun. ,,Hun er ikke hæslig tæt på. Men hun kunne i det mindste glatte sit hår. Jeg mener, har du set de krøller?”

Landon himlede med øjnene.

,,Jeg er ligeglad,” afslørede han, men det kunne umuligt være overraskende for hende.

,,Det er kun fordi jeg er dit alternativ,” sagde hun selvtilfredst.

,,Desirée, du og jeg har intet sammen ud over venskab,” mindede han hende om, men han vidste godt, at hun ikke lyttede til ham.

I stedet så hun på ham med fornyet interesse, som om turen på toilettet havde gjort hendes syn klarere. Der formede sig en uskyldig rynke mellem hendes øjenbryn, som fik hende til at se om muligt endnu mere sexet og nu også alvorlig ud. Men det var irrelevant. Det var ikke hendes udseende, han var der for at undersøge. Hans grund var meget mere forsvarlig, og desuden var han på ingen måde interesseret i Desirée.

,,Landon, du ser træt ud,” kommenterede hun og lød bekymret. ,,Tag hjem og sov. Så skal jeg nok holde øje med din lille veninde for dig i aften. Det lover jeg.”

Han tvivlede ikke på, at hun mente det. Når Desirée lovede det holdt hun det altid, også selv om hun ikke havde lyst. Og han tvivlede ikke på, at hun kunne finde på bedre ting at lave på denne aften end at rende rundt efter Sophie. Det var fristende, for han behøvede virkelig søvn og følte sig segnefærdig, lige så træt som han havde været efter nattens arbejde. Ikke engang meget trættere, fordi det var i en så voldsom skala i forvejen.

,,Det er pænt af dig,” sagde han langsomt. ,,Men det skal du ikke. Det er mit job, og jeg vil gerne selv tage mig af det. Jeg kan sove i nat.”

Teknisk set kunne han ikke være sikker på at få noget søvn denne nat heller, fordi han ikke anede, om der var meget aktivitet, men han var nødt til at sige noget for at give hende en grund til at lade forslaget falde.

,,Fint,” sagde hun og tog en tår af sin rødvin, inden hun sænkede glasset og sagde: ,,Der er alligevel den her fest, som en af vores slags holder her i byen. Jeg ved ikke, om du kender ham. David Hansen, hedder han.”

,,Det lyder meget dansk,” kommenterede han. ,,Men nej, ham kender jeg ikke.”

,,Der er jo også danskere af vores art,” pointerede hun. ,,I hvert fald, så holder David de mest vidunderlige fester, uanset hvor i verden han er. Jeg mødte ham i Brasilien.”

,,Jaså.”

,,Du lyder ikke, som om det kommer dig ved.”

,,Det gør det jo heller ikke.”

,,Men du kunne godt tage at udvise lidt interesse for andre mennesker.”

,,Du er ikke et menneske, Desirée.”

Hun himlede med øjnene.

,,Jeg har været for meget iblandt dem,” mumlede hun tvært. ,,Men min pointe er, at du er iskold.”

,,Jeg er ikke iskold, Desirée,” mumlede han. ,,Jeg er bare dødtræt.”

,,Så må du hellere se at komme ud herfra,” sagde hun og lød pludselig, som om hun morede sig, mens han så ned på sin tallerken.

,,Hvorfor?” spurgte han og gned sin pande for at vække sig selv lidt.

,,Fordi din pige går nu,” informerede hun, og han så op med et ryk, der nærmest sendte ham bagover.

Stolen tippede under ham, men allerede inden han kunne nå at falde med bagover var han på benene og stod bag sin stol med sin tegnebog i hånden. Fra denne fremdrog han et par sedler, som han rakte til Desirée. Hun så ikke ud til at være klar til at gå nogle steder lige i øjeblikket, siddende med et stykke salat på sin gaffel, let hængende i luften, mens hun betragtede ham.

,,Des, jeg har brug for, at du betaler for mig. Vi ses,” sagde han hurtigt og skævede ud gennem vinduet ud til gaden, hvor han kunne se Jack og Sophie gå hånd i hånd ved siden af hinanden hen ad fortovet.

,,Du er streng, sådan at forlade mig her,” mumlede hun surt.

,,Jeg ved det,” indrømmede han. ,,Men pligten kalder. Jeg ringer til dig,” lovede han.

Hun kneb øjnene sammen, men greb så pengesedlerne og stak dem ind under kanten på sin tallerken.

,,Fint. Men du lover at ringe til mig.”

,,Det lover jeg.”

,,Vi ses, Landon,” sagde hun og trak ham ned i kraven på skjorten for at kysse ham på begge kinder, hvorefter hun lod ham gå.

,,Vi ses, Desirée.”

Derpå forlod han med lange skridt restauranten og gik udenfor i kulden. Fra bagagerummet på den ulåste Porsche greb han sin jakke, som han krængede på, mens han løb ned ad fortovet i samme retning, som Jack og Sophie var gået.

Han behøvede ikke at løbe længe, før han fik øje på dem længere fremme, og det overraskede ham, at han ikke var træt længere. Den kolde luft klarede hans tanker, og han nød den kølige børsten af vind mod sin næsten febervarme hud. Hans kondition var blevet bedre, på trods af skaderne på hans krop, som langsomt begyndte at træde frem under den aftagende virkning af materien, han havde smurt på, inden han tog hjemmefra.

Ikke at det gjorde nogen forskel. Der var ikke nogen sandsynlighed for, at de ville opdage ham. Ikke hvis han holdt sig på nogenlunde afstand, sådan som han havde tænkt sig det. Der var ingen grund til at afsløre sig selv overfor kæresteparret længere fremme, så han sørgede for at holde sig uden for syns- og hørevidde, indtil de nåede til Odense Banegård, hvor Jack gav slip på en grinende Sophies hånd, lagde armene omkring hende og kyssede hende på læberne, inden han gik sin vej og Sophie gik ind i bygningen.

Landon tjekkede sit ur. Der gik en bus om fem minutter. Langsomt sneg han sig ind i indgangspartiet og så ud gennem de automatiske skydedøre på den næsten tomme ankomstplads til alle busserne. Længst væk holdt bussen og ventede, og han så Sophie stige ind i den. Lettet drog han en dyb indånding; der kunne ikke ske hende noget, når hun benyttede offentlig transport. Der ville være andre vidner.

I stedet for at tage bussen sammen med hende satte han i løb gennem Kongens Have og over til Odense Katedralskole, hvor hans motorcykel var placeret.

 

Der var mørkt. Busstoppestedet var øde. Vejene var øde. Hun sukkede, skuttede sig og så den varme luft blandes med den kolde i en hvid sky mod det sorte mørke. Så begyndte hun at gå. Hun var træt og ville ønske, at hun kunne have sovet hos Jack, men han havde planer den følgende morgen, og hun følte ikke for at stå op og mødes med hans bedsteforældre. Så hun var taget hjem for at sige hej til sin mor og Gabe, og for rent faktisk at tale med dem på sin fødselsdag.

Stilheden gav hende myrekryb, og hun forestillede sig hele tiden lyden af fodtrin bag sig. Paranoidt, men det var hvad hun hørte. Alt kunne få hende til at sætte i løb. En rislende lyd fra sneen, som faldt af grenene på de nøgne træer. En fugl hoppende rundt i mørket. En mus løbende over vejen. Alting. Og hun kunne ikke slippe for følelsen af, at nogen holdt øje med hende.

Følelsen kulminerede, da hun rundede en kurve i vejen og hørte en stemme inde fra træerne ved siden af vejen, som befandt sig langs vejen. En stemme, som ikke rigtig kunne kategoriseres som nogen speciel tone. Det var mere som en hul hvislen, men den var ægte, og den skræmte hende fra vid og sans:

,,Lille menneskepige. Det er farligt at være ude om natten.”

Hun så sig omkring. Der var intet. Intet andet end træer og pludseligt en rød, lysende prik midt mellem to træstammer. Stemmen blev ved med at gentage den sidste sætning i en sagte messen, som udhulede hendes knogler og gjorde hende helt lam af skræk.

,,Menneskebarn,” sagde en anden stemme, denne gang fra træerne på den anden side af vejen, hvor endnu et rødt lys brændte.

Sophie snurrede rundt, for hun kunne ikke overskue begge røde prikker på én gang, og hun turde ikke vende ryggen til og løbe, i tilfælde at af hun ville blive slået ned bagfra af en eller anden psykopat på stoffer. Ingen anden kunne finde på at være skræmmende. Ikke nogen ved sine fulde fem, i hvert fald, og det nærmeste sindssygehjem lå i Fåborg, femogtyve kilometer væk.

,,Menneskepige,” lo den ene stemme, som hun havde ryggen til i øjeblikket, nu nærmere.

De røde lys kom nærmere fra begge sider, og silhuetter begyndte at træde frem i mørket. Sophie mærkede sin vejrtrækning blive mere og mere overfladisk, og havde hun ikke været så lammet af rædsel, havde hun nok skreget eller var begyndt at græde, mens hun sprintede hen mod hjørnet, som førte op ad Brobyværks hovedgade, hvorfra der så ud til at være så meget kortere hjem end herude i mørket.

,,Pas på, det er farligt i mørket,” sagde den anden stemme, og det lød umiskendeligt, som om de hule stemmer lo, men lyden mindede hende mere om et tænderklaprende skelet end en egentlig vokalisk lyd.

Hun fumlede efter sin mobil i lommen, men da hun fik den trukket op, tabte hun den ned på asfalten og turde ikke bøje sig ned for at samle den op. Skikkelserne kom ud mellem træerne nu, men hu kunne ikke fokusere på dem, og hendes syn blev mørkt i kanterne af skræk. Hun havde mest lyst til at skrige, men hendes hals trak sig sammen, og hun kunne ikke gøre andet end at blive stående, stiv af skræk med armene nede langs siderne og kun bevægelsesevne i nakken, hvormed hun kunne dreje hovedet og orientere sig om de to skikkelsers nærhed. De røde lys dannede i midten en trekant, som bevægede sig i sælsomme cirkler.

,,Pas på, menneskepige. Det er farlige herude,” sagde stemmerne i kor, og den tænderskærende latter lød igen.

,,Pas på,” sagde den ene, og den anden fortsatte:

,,Pas på.”

,,Pas på,” messede de igen i kor. ,,Pas på, pas på, pas på…”

Hendes syn blev sløret af tårer, og hun gispede efter vejret…

,,Pas på, pas på, pas på…”

En dæmpet hulken undslap hende nu, og hun faldt på knæ på vejen…

,,Pas på, pas på, pas på, pas på -”

,,WATCH OUT!”

Den sidste stemme fik hende til at spærre øjnene op. Den var ikke hul og skræmmende. Kun opmærksomhedskrævende. Hvorfor hun ikke havde bemærket det, anede hun ikke, men lyden af en motorcykel lød højt over stilheden nu, og hun så ind i lyset fra forlygten, som blændede hende, indtil en mørk figur hoppede ind foran den. Figuren var pludselig tæt på hende, ikke farlig, men derimod velkommen.

Skikkelsernes stemmer lød igen, da motorcyklens motor døde, og de hvæsede umenneskeligt nu. Der lød en høj hvislende lyd, som når man drog et sværd i en film, men fordi hendes hoved pludselig blev presset ned, så hun så ned i sit skød og ikke omkring sig, kunne hun ikke se, hvad der skete. Endnu en hvislen medførte total stilhed og fjernelse af hånden fra hendes nakke, og en varm prikken mod hendes bare hud i nakken, der hvor håret var gledet til side.

Hun så på sneen. Så de mørke pletter på den, som smeltede den ved siden af vejen, og lugtede svovlen blandet med en underligt velkendt lugt af metal og varme. Og så blev alting sort.

 

Det næste hun så var sollyset, som strømmede ind gennem vinduet på hendes værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...