Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8511Visninger
AA

5. K A P I T E L IV

 

K A P I T E L IV

 

At tale og forstå et nyt sprog var mere anstrengende, end han lige havde regnet med, måtte Landon indrømme, idet han så Sophie dreje om hjørnet ned til det, der måtte være indkørslen til hendes hjem. Huset lå ikke ude ved vejen.

Hvad det var endnu mere anstrengende end sproget var menneskene. Nærmere bestemt Sophie. Han var klar over, at hun ikke kendte til hele sandheden og havde for så vidt ikke lyst til at lyve for hende, men han følte heller ikke, at det skulle være ham, der fortalte hende sandheden. Ikke hvis en anden var mere kvalificeret til det. Og hun havde jo ’Gabe’ lige ved hånden. Hvor belejligt.

Det betød dog ikke, at han ikke skulle gøre det, han var blevet sendt dertil mindre grundigt. Derfor satte han sig i bevægelse så snart hun var ude af syne. Ikke ned ad vejen, men derimod ud over markerne, hvor hans fødder ville være sunket ned i mudderet, hvis ikke han havde løbet så stærkt, at han til dels kunne holde sig oppe, hvis han ikke sænkede farten. Der var nogle ting, han måtte gøre. Ikke kun fordi han var blevet sendt dertil for at gøre dem, men for at sikre sig, at han gjorde sit job ordentligt.

Mens han løb var alle hans sanser på vagt, og han tillod ingen tanker at løbe gennem sit hoved. Ud over tankerne om det, han skulle fokusere på. Stanken af svovl hang i luften som et tykt tæppe, der pirrede hans næsebor, og hvis han anstrengte sig yderligere kunne han høre, hvordan dampen blev produceret af jorden, i takt med at undergrunden blev varmere og varmere og overfladen koldere og koldere. Problemet var mørket. Heldigt nok for ham skinnede månen klart og oplyste markerne i et sølvgråt lys, men havde den ikke været fremme havde han været lige så fortabt synsmæssigt som ethvert menneske.

Luften føltes ru i hans hals, og han måtte synke for at få den svage smag af svovl væk. Først da han var nået et godt stykke rundt på markerne fik han øje på det store hus klemt inde mellem de mange små, som en gammel herregård forsøgt skjult af civilisationen. En skam, for bygningen var smuk, specielt som den tog sig ud i måneskinnet med det rødlige tag og det hvide træværk. Og trods skønheden kunne han ikke falde helt til ro. I stedet satte han sig i hug og støttede fra jorden med den ene hånd, mens han med den anden fremdrog den lange daggert, som han havde glemt at fjerne fra sit køkkenbord også denne gang.

Jorden var varm under hans hånd. Ikke bare i forhold til vejret og årstiden, men decideret varm, som om solen bagte direkte ned på den, hvad den jo ikke gjorde. Og han vidste, at det stod værre til, end han først havde regnet med. Hvad han havde regnet med var sådan set ikke så omfattende, selv om han burde have fattet mistanke, da han så den første i omegnen den dag han flyttede ind. Så mange var der som regel ikke på småt befolkede områder, fordi de vidste, at det ville vække for meget opsigt. Men her var de altså. Han var blevet mere bekymret, da en af dem pludselig ved højlys dag havde befundet sig i den skyggefulde afkrog af hans stue, og det var kun lige lykkedes ham at få ryddet op inden han åbnede døren.

,,Kom ud og leg,” mumlede han for sig selv og mærkede et makabert smil trænge sig frem på sine læber, på trods af at dette på ingen måde var morsomt.

At tale med sig selv, havde han besluttet sig for, var ikke så ringe endda. Hvis der var noget, der havde modsat effekt af den almene opfattelse, så var det at tale med sig selv. Det var ikke sådan, at han aldrig havde overhørt når folk spurgte, om han var bare den mindste smule gal, men han havde valgt at ignorere det, fordi at tale med sig selv for ham havde netop den modsatte effekt. Det forbandt ham med situationen og hjalp ham til at holde nervøsiteten på afstand.

Selvfølgelig var han ikke sikker på, at han ville blive så glad, som smilet antydede, hvis nogen rent faktisk efterlevede den bøn, han netop havde udtalt. Ikke med den varme jord. Det kunne kun betyde mange af dem, og selv om han havde været verdens bedste kæmper - hvad han ikke helt var - ville han ikke have været i stand til at afværge et angreb fra så mange på én gang.

Hvad så hvis pigen blev dræbt? spurgte han sig selv, men ønskede alligevel ikke at besvare spørgsmålet. Specielt ikke efter at have lært hende at kende. Det ville være ubærligt efter den samtale, de havde haft ganske få øjeblikke forinden. Eller rettere den monolog fra hendes side, som han havde overværet. Han havde ikke anet, hvad han skulle sige. Om han skulle lyve eller være ærlig over for hende. I sidste ende havde han fortalt hende en del af sandheden.

,,Fokusér, Landon,” mumlede han for sig selv. ,,Ellers er du snart lige så død som de blade, du står på.”

Han skævede ned mellem sine fødder og så nogle rødbrune efterårsblade, som var faldet af et træ inde i en af husenes baghaver. Eller blevet båret ud over marken fra skovens træer. De var rimelig døde, og det havde han ikke lyst til at være også. Der var noget befriende over frit at kunne tale sit eget sprog, uden at skulle bekymre sig om hvorvidt folk rent faktisk fattede sammenhængen i det, han sagde. Og han skulle ikke anstrenge sig for at tale dansk, som var et forfærdeligt sprog med grimme vokallyde og flade ord.

Han rejste sig og børstede sin varme, fugtige hånd af i sine bukser, mens han lod det langæggede våben i den anden hånd dreje et par gange. Hans øjne skuede ud over de sølvbeskinnede omgivelser, hvis farver var kolde i forhold til smagen og duften af luften omkring dem. Folk havde bemærket den mærkelige ru, svovlagtige lugt, men havde åbenbart tænkt sig at skyde skylden på årstiden og sige, at svovl duftede som den forventede kommende sne om vinteren.

Folk var dumme, besluttede han sig for, mens han med lange skridt satte ud over de sumpede marker for at komme rundt om det læhegn af træer, der skærmede hele den ene side af den store, hvide bygnings side af baghaven. Det havde været overraskende let at komme ind på skolen - han havde ikke engang skullet gøre noget specielt. Eller måske var det bare danskere, som ikke tænkte så langt. Som ikke var helt mistroiske nok til at se, hvad der lurede lige under deres næser. Og så alligevel. For Sophie havde jo bemærket det.

Han sørgede for at holde sig ude midt på marken, hvor der ikke var nogle pludselige skygger, selv om det gav dem den fordel, at han var fuldt synlig. Som sådan kunne det jo være en god ting, taget i betragtning at de dog nærede en vis frygt for hans slags. Så længe man var bevæbnet. Hvis ikke var man færdig, og det overraskede ham, at Sophie var undsluppet hvad hun havde beskrevet meget præcist som et typisk angreb - bortset fra at det havde været ved højlys dag.

Han satte i løb og forsøgte at trænge sine tanker i baggrunden, idet han passerede rækken af høje kastanjetræer som flankerede baghaven og delvist garagen tilhørende huset. Han vidste præcis, hvordan huset så ud planmæssigt, hvordan haven var anlagt og alt det. Det eneste problem var, at han ikke kendte interiøret, og det kunne blive et problem, hvis han behøvede at gå ind. Så vidt burde det ikke komme, men han måtte være på vagt alligevel og forsøge at udtænke alle muligheder til bunds, så han ikke pludselig stod med en masse løse ender.

En løs ende, han stadig havde hængende var dog, hvorfor han var blevet valgt som barnepige, når der fandtes så mange andre. Selv efter at have mødt Sophie havde han ikke den fjerneste anelse om, hvilken forbindelse hun havde til ham. Hun virkede ikke velkendt på nogen som helst måde, hverken af udseende eller personlighed. Han huskede sin afsked med John, idet han igen sænkede sin hastighed til gang, mens han mellem træerne betragtede haven.

 

,,Du er ung,” havde chefen køligt bemærket, da han endnu engang ytrede sit manglende syn på hvorfor det var en god idé, at netop han blev sendt til dette sted.

,,Og hvad så?” havde han svaret, vel vidende at han ikke skulle presse sit held, men ude af stand til at styre sit temperament.

,,Den eneste på din alder, som har tilstrækkeligt med erfaring til at kunne håndtere sagens omfang.”

Det var ikke ligefrem fordi Landon var blevet lykkelig for den nyhed. Selvfølgelig kendte han sit eget niveau i forhold til sine jævnaldrende, og han var da stolt af at være steget hurtigt i graderne og at udvise et naturligt talent. Men på den anden side varslede det aldrig godt, når én bestemt blev håndplukket til at tage et bestemt sted hen. ”Sagens omfang” kunne være mange ting, men han havde gættet på, at der var en betydeligt højere aktivitet end på så mange andre steder.

,,Desuden burde du kende pigen,” havde John tilføjet og så rakt sin hånd frem, køligt og upersonligt.

Landon havde trykket hånden med en følelse af at være blevet degraderet kraftigt i løbet af de sidste par timer, men han havde slugt sin stolthed til fordel for beslutningen om at gøre sit arbejde så godt, som han nu magtede det. Så var han steget om bord på flyet og fløjet til Danmark uden så meget som et kærligt farvel fra nogen. For han kendte ikke nogen, der ville ønske at sige kærligt farvel til ham. Kærlighed og ømhed var for de naive.

 

I sine selvransagende øjeblikke vidste han jo godt, at det ikke holdt, og at der var flere ting galt med den måde, han havde håndteret sin afsked med John på. For det første havde han opført sig enormt uprofessionelt - skammeligt barnligt i sin søgen efter at nå sit eget mål. Det i sig selv passede sig ikke for hans slags, og havde der været andre end de to til stede, havde de været i deres gode ret til at le ad ham. Men John havde ikke leet.

For det andet havde det ikke været retfærdigt af ham at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt det var vigtigt, at han var ung. Alle og enhver vidste, at beskyttelse blev ydet når den var påkrævet og gerne af en for personen jævnaldrende beskytter. Hvorfor? Ganske simpelt. Jo mere jævnaldrende man var, jo større chancer var der for, at et bånd af en art blev etableret parterne imellem. Så at Landon var et par år ældre end Sophie var faktisk ikke helt optimalt endnu. Måske om et par år ville det fungere bedre, men for nu måtte han tage til takke med at lade hende komme så tæt på, at det ikke blev upassende for et lærer-elev-forhold. Ikke ment i den romantiske forståelse af forhold, selvfølgelig.

Hans tanker blev afbrudt af et rødt glimt mellem træerne længere fremme, og han stivnede for at lytte, snuse og kigge efter så godt han kunne. Svovllugten var blevet intensiveret betydeligt, og idet han bøjede sig ned, kunne han mærke, at jorden var endnu varmere her, end det burde være muligt. Han kunne høre deres dæmpede hvæsen ind mellem de lettere forstyrrende små vindpust, der fik bladene på jorden og de resterende på træerne til at knitre distraherende. De røde glimt kunne kun komme et sted fra, og han var ikke sen til at kæde disse ting sammen. Men han kunne ikke gøre noget ved situationen medmindre de besluttede sig for et angreb.

Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at bevæge sig ind i skyggerne. Ind på det område på jorden, som de havde valgt at overtage og kalde deres uden at spørge nogen om lov. Langsomt gik han - med samme afstand til træerne som før - længere hen langs træerne og var lettet over at kunne konstatere, at kun tre sæt af de røde glimt syntes at være ude af hulen i øjeblikket. De andre befandt sig sandsynligvis i skoven i nærheden, hvor skyggerne udgjorde et sikkert skjulested, som nogen enlig af hans slags aldrig ville vove at bevæge sig ind i efter mørkets frembrud.

,,Du er ikke god,” hvæsede en stemme pludselig, så sagte som de raslende blade, der gled hen over jorden, indtil de blev tilstrækkeligt tunge og våde til ikke længere at kunne bevæges af vinden.

,,Ej heller er du guddommelig,” fortsatte en anden, akkompagneret af en tredje:

,,Thi en gud er altid lykkelig.”

,,For at være lykkelig, må man besidde det sande, det gode og det skønne.”

,,Man kan ikke begære noget, man allerede besidder.”

,,Eros begærer det sande, det gode og det skønne.”

,,Altså er Eros ikke lykkelige.”

,,Og dermed er Eros ikke hverken guddommelige eller gode eller sande eller skønne.”

Landon modstod en trang til at le højt af ironien i at blive belært i det, han var opvokset med af netop dem, der var defineret som det godes modsætninger. Men i stedet for at le mærkede han kulden løbe ned ad sin rygsøjle, og han strammede sit greb om daggerten betydeligt, mens han skiftede sine fødders position en anelse.

,,Vi kan let tilgive, at et barn er bange for mørke. Den virkelige tragedie er når mænd er bange for lyset,” gav han igen.

Der kom en højlydt hvæsen mod ham fra de røde prikker mellem træerne - skikkelserne gemt i skyggerne som de kujoner, de var gjort til. Han havde ramt plet med sit valg af modcitat. De havde ikke direkte citeret noget, men havde derimod valgt at uddrage essensen af noget af det, Landon allerede som barn havde siddet og læst og tolket på. Ligesom alle andre børn af sin slags. Og han havde gjort det godt og lige til punkt og prikke. Hvad skyggerne sagde var ikke forkert, men det var alligevel ironisk, at de turde belære ham om hans egen art. At uddrage essensen af Platons Symposion virkede som et smart træk fra deres side, hvis de havde kunnet holde til at få noget igen.

Det geniale ved Platon var bare, at han havde dækket stort set alle områder relevante. Og Landon vidste dette, fordi det var størstedelen af hvad hans skolegang var gået ud på. Det og tydning af tegnene og mærkerne. Og kampteknik. Massere af dette efterhånden som han blev ældre. Det, han selv netop havde sagt, var rent faktisk et citat. Og et citat som hans slags levede og åndede for. Forskellen på lyset og mørket.

Der eksisterede en myte for hans slags, der retfærdiggjorde deres fysiske underlegenhed overfor deres modstandere, selv om den aldrig var blevet bevist. Dele af den var sikkert ikke engang sande, mens andre var hellige for hans slags. Myten omhandlede den sagnomspundne forsvundne ø, Atlantis. Platon beskrev stedet som værende et særdeles velfungerende samfund, indtil menneskene, som alle stammede fra guden Poseidon, begyndte at gifte sig med almindelige dødelige mennesker og derved begyndte at opføre sig fjollet, indtil guderne i Olympen til sidst blev så vrede, at de straffede menneskenes handlinger ved at lade øen forsvinde ind i jorden. I sig selv havde fortællingen om Atlantis ikke meget med ham at gøre, eller den myte, som folk mente retfærdiggjorde deres underlegenhed fysisk. Ikke før dette blev kædet sammen med den oldgræske figur, Eros.

Eros repræsenterede kærlighed og længsel - mest af alt længsel. Denne længsel skulle eftersigende lede folk til en tilstand af at kunne overskue alt, at kende alt og vide alt. Episteme, kaldte med det. Denne tilstand af indsigt var for den oldgræske filosof Platon det ultimative mål. Imidlertid var længslen menneskets stræben efter dette høje, der ofte blev repræsenteret af intet andet end sollyset. Den myte, Landon tænkte på, gik ud på at da Atlantis sank gik menneskene ned med øen, og de længtes op efter sollyset fra havets bund så kraftigt, at det styrkede Eros’ magi så meget, at den kunne udlades og benyttes i kampen mod det onde. Problemet med denne myte var, at ingen vidste, hvordan man udløste magien, og flere tvivlede på, at den rent faktisk var sand.

Pludselig lød der en form for sukkende lyd, som skumlisterne på en dør, der blev åbnet. Lyden af bevægelse mod fliser nåede Landons skarpt lyttende ører, og han var klar over allerede inden der kom endnu en lyd, at bevægelsen ikke stammede fra et menneske. Det næste, han hørte, var en høj gøen, der piercede luften med så voldsom kraft, at han nær var blevet overrasket, hvis ikke han havde hørt den gøen før. Præcis den gøen. Lyden kom nærmere og nærmere og blev mere og mere intens.

De røde glimt i skyggerne begyndte at bevæge sig, og havde det ikke været fordi det var aften, ville dette have kostet dem deres eksistens. Men nu da det kun var månen og ikke solen, der oplyste omgivelserne burde de ikke have de største problemer med at søge i skjul i skovens dybder. Dette gjorde de bare ikke. I stedet bemærkede Landon, hvordan de kom nærmere ham, hurtigt, nærmest som i løb, hvis ikke det havde været fordi han ikke engang var sikker på, at der var ben inde bag den sorte dis, der omgav dem. Han mærkede et stik af sensationen ved at skulle i kamp, men var ikke bange, idet han løftede sin langklingede kniv op foran sig i en teknisk smart forsvarsposition.

I samme øjeblik som en af dem gjorde udfald mod ham med sin rødspidsede hale kom den store hvide og sorte hund springende ud mellem træerne og ud på den åbne mark, mens den gøede vild og glubsk, som om den havde i sinde at flænse alt, hvad den kunne komme i nærheden af. Landon nåede lige at dukke sig for at undgå halen med den glødende røde spids, inden han så hunden kaste sig fremad med præcision og sætte sine tænder i en af de lange, slanke arme, der var indhyllet udelukkende i sort, præcist samme kulsorte nuance som disen omkring kroppene, der blev mere og mere tæt jo nærmere jorden man kiggede.

Der lød en hvislende hvæsen fra væsenet under hundens angreb, men dalmatineren holdt åbenbart godt fat, for der lød intet hyl fra den, som om den var kommet til skade. Landon kom dog igen hurtigt på andre tanker end at være imponeret over hundens flotte arbejde, for han fik snart selv hænderne fulde. Med en let håndbevægelse svang han sin daggert med så stor præcision og hurtighed, at hans modstander slet ikke nåede at registrere at døden ville indtræffe, før hovedet trillede af kroppen og oversplattede hans tøj med en væske lige så sort som disen omkring de stadigt ståendes kroppe. Den han lige havde nedlagt faldt til jorden og blev til en rødglødende aske.

Landon mærkede sin hånd blive iskold af den sorte væske, som pludselig skyllede ud over ham fra den ene side, og da han drejede sig for at finde årsagen til dette fik han øjnene spærret op i en vis fart. Den store hund stod med et hoved mellem sine kæber, mens kroppen væltede ind mod Landons krop, hvor den blev til aske, som nok ville have antændt hans tøj, hvis ikke det var fordi det var vådt af en substans med nogenlunde samme konsistens som blod, men med en meget mere giftig lugt.

,,Pas på!” råbte en mandestemme pludselig, og til Landons overraskelse på engelsk.

Af ren refleks hvirvlede han rundt og holdt sin daggert op foran sit bryst, og den traf noget. Noget som ikke besad et hjerte, der kunne stoppes ved hjælp af knivens blad. I stedet fortsatte kroppen ind mod ham med voldsom styrke og væltede ham omkuld på den varme jord, der kun blev varmere nu hvor den sorte tåge var meget nærmere ham. Han følte sig alt for sårbar på jorden og vendte sin hjerne efter noget at gøre.

Et udfald fra hans modstanders side var nok til at give ham fordelen igen, idet han stadig havde kniven i sin hånd og brugte denne til at stræbe opad med den ene arm, mens den anden skubbede fra jorden, så han kunne komme på benene. Hovedet kom til at sidde skævt på halsen, men på trods af dette var det ikke helt nok. Hovedet skulle helt af.

På nøjagtigt samme tidspunkt som han igen gjorde en bevægelse med sin arm greb en stærk arm ud og klemte så hårdt omkring hans skulder, at han mærkede den gå af led. Et gisp forlod ham af smerte, men han var efterhånden vant til det, så han tog det ikke så tungt og brugte bare den anden hånd i stedet og ignorerede sin smerte. Det nyttede ikke noget at klynke.

Denne gang trillede hovedet, og asken faldt mod jorden. Han skævede til sit våben, en smule dårligt tilpas. Havde han vidst, at han skulle i kamp, ville han have taget et bedre våben med. Men han havde ikke ligefrem kunnet gøre dette, fordi Sophie havde været der, da han forlod huset. Hans eneste håndgribelige våben, der var til at skjule, var daggerten, som han nu fortrød ikke at have skiftet ud med en større slægtning som et sværd eller noget lignende.

,,Duk dig,” erklærede en stemme bag ham, og han gjorde, som han fik besked på.

Heldigvis, for i næste øjeblik svirpede et langt sværd gennem luften der hvor hans hoved ville have været, og endnu et par hoveder rullede. Landon så sig omkring og kunne ikke få det til at passe. Der havde kun været tre for lidt siden, havde der ikke? Med et blik hen ad jorden fik han sit svar. Jo, der havde kun været tre, men der var yderligere to huller i jorden i nærheden. Den sidste krop med hoved blev til den klamme, stinkende, glødende aske, og så var der helt stille. Hunden var holdt op med at gø, og sværdet hang ikke længere og svævede i luften over hans hoved.

Landon rettede sig op og bed smerten fra sin skulder i sig, idet han vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en mand, han havde hørt om i forbindelse med dette. Han havde ikke regnet med, at de ville mødes så tidligt. Den anden syntes også generelt overrasket som han stod der med et sværd holdt i hånden nede langs sin side og trak vejret i dybe drag.

,,Igen,” mumlede han for sig selv. ,,Det er tredje gang i løbet af den sidste uge,” tilføjede han træt.

Landon blev stående stille uden at sige noget. I stedet for at stirre drejede han hovedet og så ned på sin fleecetrøje. Den kunne han ikke rigtigt bruge mere, desværre, for stoffet var gået fra hinanden på skulderen, og han kunne se sit eget blod løbe ud på T-shirtens blå stof i en stor plamage. Med en næsten henkastet bevægelse greb han fat omkring overarmen på den hængende arm og trak opad, mens han bed tænderne sammen, indtil det gav en ulækker og hul lyd da leddet smuttede på plads igen. Langsomt løftede han armen og svingede den rundt et par gange for at sikre sig, at det passede ordentligt.

Så vendte han sin opmærksomhed mod den anden, en mand med brunt hår, stribet af sølv hist og her. Derudover så manden ikke ud til at være specielt gammel, men han var alligevel præget af den tilværelse typisk for deres slags, og Landon vidste med sikkerhed, at han var stødt på en artsfælle. Sin eneste artsfælle i miles omkreds.

,,Du er ikke et almindeligt menneske.”

Det var ikke så meget et spørgsmål som en afslappet konstatering, som om de stod og havde al tiden i verden til smalltalk.

,,Jeg antager,” sagde han og følte sig bedre tilpas ved at de begge talte engelsk - den anden endda også med accent, ,,at du er Gabriel Riot.”

,,Det er korrekt antaget. Og du er?”

,,Mit navn er Landon Martin.”

Et sært udtryk løb over Gabriels ansigt.

,,Dig har jeg hørt om,” bekendtgjorde han. ,,Du var nævnt i den sidste opdatering, jeg fik. Om din indsats i Tibet -”

Som om han netop havde indset noget af stor vigtighed tav Gabriel og så tænksom ud et øjeblik, mens Landon følte sig en smule overvåget af det skarpe, årvågne blik. Som om den anden forventede, at han pludselig satte i løb ud over markerne og forsvandt i mørket. Så rystede Gabriel på hovedet.

,,Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men du er Sophies lærer, er du ikke?”

Landon nikkede.

,,Og jeg går ud fra, at du ikke pludselig har skiftet beskæftigelse. At det ikke er tilfældigt, at du er her i landet og så endda som gymnasielærer.”

Landon syntes at kunne spore en snert af afsky i Gabriels stemme ved den blotte tanke om et karriereskifte. Sådan var det tit inden for deres slags. Fortsatte man ikke med sit job til man døde eller til man stiftede familie i det mindste, så var man ikke ønsket i de kredse længere, og man var så godt som død i sine tidligere kollegaers øjne. Han vidste det, fordi han selv havde det lidt på den måde, og han var oprigtigt overrasket over at Gabriel af alle mennesker stod med samme udtryk af afsky i ansigtet som han selv ville have gjort.

,,Min opgave lyder på at beskytte pigen med samme efternavn som dig,” svarede han og hævede et øjenbryn.

Gabriel så ikke videre overrasket ud, men tanken lod ikke til at falde i hans smag.

,,Det måtte jo ske før eller senere,” sagde han bare, men indskød så alvorligt: ,,Så jeg håber virkelig for dig, at der ikke sker Sophie noget for fremtiden. Ikke mindst når hun ikke er hjemme.”

,,Hvad kommer det dig ved?”

,,Forældrebekymring,” svarede Gabriel let og smilede endda.

,,Du er ikke hendes far.”

Den fuldvoksne mand så forbløffet på ham en enkelt gang, inden han vendte sig om mod sin hund.

,,Nej, ikke biologisk. Men der er mere i det end bare blod,” sagde han og lød helt upåvirket.

Landon vendte sig for at gå i den retning, han var kommet fra.

,,Og lige én ting til, Martin.”

Der gik et øjeblik, før Landon reagerede på lyden af sit efternavn. Efterhånden havde han vænnet sig til, at danskerne kaldte ham ved fornavn uanset hvor lidt han kendte dem. Så at tale med en, som brugte den tiltaleform, han ellers havde været vant til mindede ham om D.C og alle de andre steder, han havde været.

,,Ja?”

Han vendte sig en anelse og så, hvordan Gabriel brugte sværdet til at støtte fra jorden samtidig med at han haltede. Med et støn vendte Landon sig helt og gik hen mod manden med hunden, som ikke længere løb i forvejen, men som gik pænt ved siden af en af dens ejere.

,,Her, lad mig hjælpe,” tilbød han uden at vide hvorfor og rakte en arm ud.

,,Det er ikke nødvendigt,” afviste Gabriel civiliseret og ikke uden en vis venlighed i stemmen. ,,Det jeg ville sige var, at du nok bør vide, at det er dit ansvar at fortælle Sophie om det hele, nu hvor du er blevet sendt hertil for hendes skyld.”

Dette fangede Landon på det forkerte ben. Han havde vidst, at det var et stort ansvar at få lagt på sine skuldre, ud over at være babysitter. Men han havde nok regnet med, at han i det mindste kunne lade alle de følelsesladede afsløringer ligge til familien, som havde kendt til tingenes orden i mange år. At Gabriel tog dette så alvorligt og alligevel så let fandt han yderst overraskende, taget i betragtning at denne mand var berygtet ikke kun i D.C, men stort set alle steder han havde været. Og ikke nødvendigvis på den gode måde.

Landon nikkede endelig, men lod ikke sin arm falde i et stædigt forsøg på tavst at vise, at hans tilbud om hjælp stod ved magt så længe han ikke blev sendt væk. Der gik et godt stykke tid, hvor han mærkede den anden mands blik på sig som en varm prikken over det hele, afhængigt af hvilken del af hans krop, der blev eksamineret. Også hunden gik omkring nu, men han havde mødt Daniel før - under Sophies kontrol virkede den meget mere kæledyrsagtig end under Gabriels. Måske fordi hans artsfælle forstod muligheden i at have en stor hund til sin rådighed.

,,Du er her ikke kun for at tilbyde din hjælp,” bemærkede Gabriel.

Det var mere en konstatering end et egentligt spørgsmål, og derfor krævede det ikke som sådan et svar. Der herskede ikke nogen tvivl om, at de to var på bølgelængde på de fleste punkter, men at de hver især havde meget at forhøre den anden omkring. Landon mistænkte sig selv for at være den mest nysgerrige af de to, hvilket i sig selv ikke var udelukkende godt, fordi han så på den måde gjorde sig underlegen, og det var ikke noget, han brød sig om, medmindre han faktisk stod overfor en overordnet.

Slugende sin stolthed trådte han et skridt nærmere, da Gabriel med et dybt suk greb fat omkring hans gode skulder og lod en del af sin vægt falde ned på leddet som en form for støtte. Samtidig foldede sværdet sig ind i sig selv og blev til det metalliske skaft, som klingen var kommet ud af, tilsyneladende harmløst.

,,Start med at fortælle mig, hvad din plan er,” udbad han sig med en sådan præcision, at Landon blev helt forbløffet - han havde ikke ventet, at nogen, som ikke havde været i deres arts kredse så længe stadig huskede hvordan ordene skulle komme ud, når man udstedte ordrer til en ligeværdig.

,,Min plan er at udføre mit job, indtil man ikke mener, at det er nødvendigt længere. Og så vil jeg drage tilbage og sandsynligvis tage imod et andet job.”

,,Nu tænkte jeg mere angående Sophie. Men nu hvor du selv har bragt det op, tror du så, at du vil være i stand til at rejse tilbage?” ville Gabriel vide, og Landon kunne se, hvorfor Sophie på én gang nægtede at kalde ham sin far, men stadig lod til at betragte ham som værende netop dette.

Der var en umiskendelig faderlig tone i Gabriels stemme, når han talte, uanset om situationen passede ham eller ej. Som om han forsøgte på den mest fredelige måde at få sin nysgerrighed stillet. Som om han ikke ønskede at stille folk unødvendigt til regnskab for noget, men stadig krævede sine svar med præcision. Præcis som Landon ville forvente det af en far, som talte til sit barn.

,,Det skal jeg. Det er mit job, ikke?” påpegede han ved hjælp af sin fornuft. ,,Så selvfølgelig kan jeg rejse tilbage.”

Igen blev der stille, mens de bevægede sig hen over den månebelyste mark for at komme rundt om bæltet af træer. Landon kunne lugte, hvordan den rustne dunst af blod blev efterladt i deres kølvand fra en blødende flænge i Gabriels læg, der dog ikke så alvorligt ud.

,,Du har ret,” medgav den anden langt om længe og så sig over skulderen for at kalde sin hund til sig. ,,Det er dit job.”

,,Men?”

,,Men at være nogens beskytter er et fuldtidsarbejde, medmindre de giver dig lov til noget andet. I princippet burde du holde dig inden for en radius af hundrede meter fra Sophie hele tiden. Jeg kunne kræve det af dig, men det har jeg ikke tænkt mig.” Han smilede en anelse, og de hvide tænder blev oplyst af måneskinnet, bemærkede Landon. ,,Min pointe er, at du uden tvivl kommer til at være meget sammen med Sophie, og det er umuligt ikke på en eller anden måde at udvikle en særlig forbindelse til den, man beskytter, hvis man gør det tilstrækkeligt længe. Dette bånd kunne tænkes at blive en afgørende faktor i et senere valg.”

Som om han pludselig havde fundet en manglende brik midt i et puslespil faldt det hele ligesom på plads for Landon, som hævede begge øjenbryn og derudover forsøgte at holde sit udtryk neutralt. Han mente efter denne udtalelse at kunne drage en form for konklusion, som han ikke ligefrem var stolt af at kunne se det logiske og menneskelige i. Fordi den stred med den strenge disciplin han var blevet oplært i. Og som Gabriel sandsynligvis også var opvokset under i sin tid.

At mange havde hørt om Gabriel var ikke nødvendigvis en positiv ting, men måske var det heller ikke i Gabriels egne øjne en negativ ting. Det hele kom i sidste ende an på, hvad man så som rigtigt og forkert, og Landons værdier var formodentlig en smule mere korrekte i forhold til deres art end Gabriels, hvorfor han selvfølgelig ikke var helt så mildt indstillet på at lytte til det, han netop havde fået at vide - selv om det desværre gav god mening. På forhånd havde han jo besluttet sig for, at han ikke på nogen måde ville nyde jobbet som lærer eller på nogen måde give sig til at forberede noget til timerne, fordi det kun var midlertidigt og ikke hans fokusområde. Men han havde opdaget, at han faktisk holdt af at lære eleverne noget. Og at han havde åbenlyst talent for at dette gik, som han planlagde.

Sæt nu eksemplet med Sophie. Han havde hørt om hendes stædighed med hensyn til sproget fra de journaler, som Gabriel tidligere havde indberettet, og som havde ligget i hans filmappe. Det var af allerhøjeste nødvendighed at Landon havde sikret sig at kunne kommunikere med Sophie, fordi det ellers ikke ville have givet megen mening at forsøge at komme i nærheden af hende. At etablere en form for tillid mellem dem, som han vidste, at han behøvede at skabe på den ene eller den anden måde. Og han havde fået det, som han ville have det. Ikke blot havde han tvunget hende til at tale engelsk og på den måde gøre sig forståelig overfor ham, men han havde så at sige lært hende, at det ikke nyttede noget at forsøge at være stædig overfor ham. Det virkede ikke. Og samtidig gjorde det ham, syntes han selv, mere pålidelig, at han ikke sladrede til Gabriel.

,,Martin, jeg ved udmærket, at jeg i dine øjne lige nu ikke vil kunne retfærdiggøre det valg, jeg har truffet,” sagde den humpende mand ved hans side, i samme tone som tidligere: blid og endda en smule tilgivende i sin konstatering. ,,Og jeg har ikke tænkt mig at forsøge, fordi jeg har på fornemmelsen, at det ville være spildte kræfter. Men du skal vide, at jeg udmærket er klar over, hvad der siges om mig rundt omkring. Og at jeg er ligeglad.”

,,Det var dit job -”

,,Det er mit job. At beskytte nogen er et bindende job for livet, hvis ikke personen pludselig udvikler sig til at kunne forsvare sig selv.”

,,Så du betragter det stadig som dit job, selv om du blev bedt om noget andet?”

Gabriel sukkede igen og ømmede sig, idet han fjernede en del af sin vægt fra Landons skulder et kort øjeblik. Så stoppede han og sagde fast:

,,Strengt taget, ja, så betragter jeg det som mit job. Men der er en smule mere i det end bare arbejde. En dimension som jeg for dig vil håbe, at du kommer til at opleve, samtidig med at jeg aldrig nogensinde håber, du oplever den.”

Der var noget mystisk i tonen, som Landon ikke kunne tolke, men han havde en klar fornemmelse af, at han alligevel ikke havde lyst til at vide, hvad den anden talte om. I stedet nøjedes han med at acceptere det svar, han havde fået og så gå videre med manden støttende sig til sin skulder, indtil de nåede enden af carporten, hvor træerne ophørte, og hvor gårdspladsen startede.

,,Vi mødes snart igen, Martin,” erklærede Gabriel med en fremstrakt hånd.

,,Det gør vi, Riot,” medgav han og spekulerede kort på, hvorfor Sophie mon havde overtaget sin ”stedfars” mellemnavn.

,,Kald mig Gabe.”

Landon nikkede langsomt og trykkede hånden, hvorpå han skævede ned mod flængen i Gabriels underben og nærmest automatisk og rutineret sagde:

,,Lad det hele et par dage, inden du går for meget rundt på det. Så musklen -”

,,- kan nå at hele, hvis den har taget skade. Jeg ved det. Men tak for rådet.”

Igen nikkede Landon og vendte sig for at gå ud på marken igen, denne gang mere årvågen end tidligere og helt klart også med flere tanker i hovedet. Bag ham lød der en slæbende lyd af de små perlesten på gårdspladsen, og den blide, faderlige stemme, som sagde:

,,Godnat, Landon”, som om de havde kendt hinanden hele livet og ikke først lige mødt hinanden for allerførste gang - sandsynligvis var det med fornavnet blevet en vane for Gabriel, fordi han jo trods alt havde boet i Danmark i sytten år. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...