Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8752Visninger
AA

4. K A P I T E L III

 

K A P I T E L III

 

Jack sad afslappet på sin stol med en arm hængende løst hen over ryglænet og front vendt mod Sophie, som lod sine fingre prikke til hans knæskal ganske let.

,,Vi kunne også bare tage til Odense og spise,” foreslog han blankt.

,,Det kunne vi faktisk godt,” medgav Sophie, som ikke rigtig vidste, hvad hun ellers skulle sige.

De var i gang med at planlægge deres månedsdag i løbet af de næste to uger, for at være sikre på at kunne få plads hvor de end valgte at gå hen. Men det var sværere at træffe en beslutning, end man lige skulle tro, og Sophie havde overvejet det mange gange for at komme til samme resultat: at hun ikke havde den fjerneste anelse om hvad hun havde lyst til.

Stod det til Jack gik de i biografen eller blev hjemme og snakkede hele aftenen, og det ville hun ikke have haft noget imod, hvis ikke det var fordi deres månedsdag faldt på hendes attenårs fødselsdag og hun havde brug for en god undskyldning for ikke at være hjemme. Ikke at Mia og Gabe gik vildt meget op i fødselsdage, men de syntes, at det var hyggeligt, når de som familie kunne snakke om tingene over en gang god mad, der ikke bare lige var blevet bikset sammen i løbet af en halv times tid.

,,Du kan også bare blive hjemme med din mor og Gabe, hvis det er. Så kan vi bare være sammen dagen efter og lave noget der, hvis du hellere vil det,” tilbød Jack storsindet og smilede varmt til hende - et smil der fik rødmen frem i hendes kinder.

,,Nej da!” skyndte hun sig at sige. ,,Jeg kan jo altid være sammen med dem. Og det er jo ikke fordi det er sindssygt stort at jeg bliver atten. Det blev mange af jer jo allerede sidste år.”

Det var rigtigt. Mange af hendes klassekammerater var allerede fyldt atten i løbet af første år, fordi de havde været på efterskole eller gået i tiende eller arbejdet et år eller noget lignende. Dette kunne Sophie ikke ligefrem prale af, så det gjorde hun ikke. I stedet nøjedes hun med at se frem, til hun selv blev gammel nok til at gå i byen og køre bil og den slags. Teknisk set kunne hun allerede være startet med at tage kørekort allerede, men der havde været så meget i starten af andet år, at hun slet ikke havde haft tiden eller overskuddet til det. Og ingen pressede hende.

,,Men tror du ikke at de synes, at det er stort? At deres datter bliver myndig?” gættede Jack.

,,Gabe er stadig ikke min far,” mindede hun ham om.

,,Nej, det ved jeg. Men han opfører sig jævnt meget som en. Og du behandler ham som min søster behandler vores far,” sagde han stille og roligt. ,,Men du svarede ikke på mit spørgsmål.”

,,Det ved jeg ikke… måske,” indrømmede hun og turde næsten ikke tænke på, hvordan hendes forældre egentlig ville taget det, fordi hun vidste, at hendes mor ville blive skuffet over ikke at få lov til at hygge på endnu en fødselsdag.

,,Og har du ikke lyst til at fejre det med dem?”

,,Måske,” mumlede hun og tænkte sig om i et par sekunder, inden hun tilføjede med mere selvsikkerhed: ,,Måske kunne du komme ud til os og spise i stedet?”

,,Perhaps you could save dinner planning for later?”

Sophie havde nær banket sit hoved ned i bordet af flovhed over at høre Landons stemme, som fremkaldte latter i klassen omkring dem. I stedet løftede hun blikket og så op på den unge lærer, som i dagens anledning havde iført sig et par helt sorte bukser og en ganske almindelig blå T-shirt med lange ærmer, der stod godt til det brune hår.

,,Thank you,” sagde han sarkastisk og slog let ud med armene mod klassen. ,,I think we should talk about just that today. Dining. But a special kind. What do you, Anna, for instance, eat on Christmas Eve?”

Anna så op på læreren, men hendes øjne afslørede, at hun ikke havde forstået alt, hvad der blev sagt. Sophie mindede sig selv om, at selv om hun og Anna havde været bedste veninder siden børnehaveklassen, så var det ikke ensbetydende med, at deres faglige niveauer var helt ens. Det var generelt set dem, der scorede de gode karakterer, men Annas engelske var ikke så godt, medmindre kun kunne sidde med en ordbog og oversætte de ord, hun ikke forstod. Ord, som måske var vigtige for sammenhængen.

,,Sophie, can I please ask you to…”

,,I’m on it,” mumlede hun for sig selv og modstod trangen til at vende øjne. ,,Hvad spiser du for eksempel juleaften, Anna?”

,,Aha,” udbrød Anna ved siden af hende, og Sophie kunne mærke sine kinder og ører blive varme af skam over at skulle oversætte overfor sine klassekammerater. ,,Duck and… medister og flæskesteg?”

Sophie tog en dyb indånding og forsøgte at huske, hvad Gabe havde kaldt disse ting sidst han nævnte deres engelske navne. Så åbnede hun munden og henvendte sig til læreren:

,,Pork roast with crackling and Cumberland sausage.”

,,Oh. I see. Very good, then. How about you, Kristina?”

Sophie skævede over til Kristina, som sad med armene foldet langs bordpladen og så ud til at være mere interesseret i de små huller og ridser i bordpladen. Det viste sig, at Kristina overhovedet ikke hørte efter, og efter mange stikprøver besluttede Landon åbenbart, at det ikke nyttede noget at slå ned på enkelte individer. Derfor gav han dem en ordentlig opsang om hvor meget det var deres egen skyld, hvis de ikke lærte noget, og at de i det mindste kunne forsøge at se vågne ud til timerne. Folk forklarede ham, at de var trætte, og at det var sidst på dagen og den slags, og kun Jack erklærede sig offentligt enig med læreren, ikke for at fedte, men fordi han syntes, at det var det mest retfærdige at gøre. Sophie sagde ingenting, men blev siddende med armene over kors, hvilende let på sin mave, idet hun havde lænet sig tilbage mod stoleryggen.

Faktisk havde hun ondt af den unge lærer, som ikke kunne have ret meget erfaring med at undervise. Efterhånden havde han fået klassens respekt, fordi han havde gjort sig fortjent til det, og nu hvor han rent faktisk bestemte noget og ikke spurgte folk om deres mening blev folk så stædige. Det kunne de egentlig ikke være bekendt. Men ud over den verbale røvfuld magtfuldt adresseret til ”everyone who think they’re too good to be in this classroom” viste han ingen tegn på frustration  og erklærede endda, at han var ligeglad. Efter hans mening kunne folk bare forlade timen, og han skulle nok lade være med at give dem fravær for at blive væk resten af modulet, hvis de ikke syntes, at de behøvede at være der.

Folk var tilstrækkeligt flove over at få skældud til at ingen rejste sig og gik ud på gangen. Og så fortsatte timen. Sophie fik sin sag for med at oversætte på alle mulige farverige måder, fordi folk åbenbart spiste alt muligt mærkeligt til jul. Dette resulterede selvfølgelig i, at hun fik brugt en masse engelske ord, og at hun huskede dem fra gang til gang. Landon fik sin vilje, men hun havde faktisk ikke så meget imod det. Han havde jo lovet hende, at han ikke ville sige noget til nogen om det, så det eneste problem var hendes klassekammerater.

Før i tiden havde de holdt hende under mistanke for ikke at kunne tale engelsk. Nu fik de et forklaringsproblem for den påstand, fordi hun sad og oversatte alt det, de ikke selv kunne finde ord og vendinger for. Hun oversatte selvfølgelig også det, Landon fortalte dem, hvis det var nødvendigt, men det havde de været mere vant til, fordi selv Jakob kunne overraske og finde nogle ord, som de fleste unge danskere ikke kendte en gang imellem.

Folk begyndte at pakke sammen, og hun tjekkede sit ur. Der var tre minutter til de havde fri. Landon stak den ene hånd i lommen, mens han løftede den anden til sin mund og piftede gennem larmen. Alle stivnede og vendte sig mod ham.

,,Alright, guys. Nice work today. For our next lesson I want you to watch a video clip that I’ve found on YouTube. I’ll put the link up on the website, and then I’ll see you around.”

Dette tog Sophie som et tegn til, at de gerne måtte pakke sammen, så det begyndte hun på. Ved siden af gik også Jack i gang, men Anna rejste sig bare fra sin plads og gik op mod Landon med lange, hurtige skridt, som for at sikre sig, at hun kunne nå at få fat i ham inden han forlod lokalet for at tage hjem.

,,Hvad tror du, at hun vil tale med ham om?” spurgte Jack pludseligt, og Sophie så undrende på ham et øjeblik, inden hun faktisk gav sig til at overveje det.

,,Måske vil hun forsøge at komme hjem til ham,” foreslog hun i spøg.

,,Dagdrømmer hun stadig om ham?”

,,Åh ja.”

,,Synes du ikke, at det er ulækkert?”

,,Måske,” sagde hun, men besluttede sig så for at uddybe, da et forarget, foragteligt udtryk fandt plads på Jacks ellers ubekymrede drengede ansigt: ,,Han er kun tyve.”

,,Det er løgn!”

,,Nej.”

,,Hvorfra ved du den slags?”

,,Han fortalte mig det,” svarede hun og vidste, at hun nu ville komme til at stå til regnskab for Daniels hovedløse handlinger.

,,Hvornår?”

,,Jeg løb ind i ham derhjemme. Han bor åbenbart i Brobyværk.”

,,Sejt. Så kan du følges med din højt elskede engelsklærer i skole.”

Til hendes held lo Jack, og det gav hende modet til at fyre en joke af:

,,Du mener Annas højt elskede engelsklærer. De kunne have speeddates i bussen hele vejen til Odense og tilbage igen.”

Mens hun sagde dette kastede hun et blik på sin bedste veninde, som stod med front mod den unge lærer. Han lænede sig afslappet mod tavlen med skulderen og betragtede Anna indgående, som om han virkelig var interesseret i at høre, hvad hun havde at sige. Så formulerede han et eller andet, og Anna nikkede. Annas lange, blonde hår svirpede til den ene side, idet hun rystede en enkelt gang på hovedet, men hævede og sænkede sig så, da hun nikkede. Landon smilede, og det så ud til, at de to forstod hinanden helt fint. Der var øjeblikke, hvor Landons ansigt fortrak sig i en kort, uforstående grimasse, inden han nikkede overskudsagtigt og åbnede munden for at sige et eller andet.

Sophies betragtning af de to blev afbrudt, idet Jack lænede sig ind foran hende for at se uden om Jessica og op på de to, tydeligvis for at finde ud af, hvad hun pludselig fandt så interessant ved Annas samtale med Landon. Og sandheden var jo, at der ikke var noget specielt spændende ved den, så hun skubbede hurtigt til ham inden det begyndte at blive mærkeligt.

Han grinede og rakte armene ud mod hende, hvorpå han slog dem omkring hende i et knus og løftede hende fra gulvet, og hun mærkede et dæmpet hvin presse sig op gennem sin strube, da hendes fødder mistede kontakten med det mørklakerede trægulv i den gamle del af skolen.

,,Sophie, gem lydene til når I kommer hjem i sengen,” drillede Peter, en af de drenge i klassen, hun rent faktisk snakkede med engang imellem.

Det fik alle de tilbageværende i klassen - som ikke havde fået mast sig ud af det trange klasselokale - til at grine højt, og Sophie mærkede sine kinder blive røde, idet hun kort så ned og derefter skævede over mod Anna. Grundet sin venindes stilling med ryggen til fik Sophie også øje på Landon, som så ud til ihærdigt at forsøge at kvæle en latter og fortsat se opmærksomt på Anna.

,,Hvornår er det din bus går, skat?” spurgte Jack en smule mere alvorligt, idet han satte hende ned igen.

Hun så ned på sit ur.

,,Om ti minutter,” stønnede hun. ,,Så jeg bliver nødt til at løbe nu.”

De gik sammen op gennem den smalle midtergang mellem de midterste borde inde i hesteskoformationen af borde. Anna og Landon konverserede stadig.

,,Anna, bussen,” mindede Sophie sin veninde om.

,,Ja, jeg ved det,” erklærede Anna og rødmede.

,,Right. See you later, ladies, Jack,” hilste Landon.

Og så forlod han uden videre klassen. Sophie halede Anna med sig ud på gangen og ned ad trapperne indtil de nåede ud i skolegården og måtte småløbe gennem kongens have for at nå over til banegården i tide til at nå den rigtige bus. Jack fulgte med dem og kyssede hurtigt Sophie farvel, idet de løb ind i bussen, som holdt på holdepladsen.

Sophie gispede efter vejret, idet hun smed sig ned på sædet og Anna satte sig overfor og hev ligeså efter luft. Da først de begge havde fået vejrtrækningen nogenlunde under kontrol igen var bussen allerede på vej ind gennem Odense centrum for at komme ud på landet på den anden side af byen.

,,Jeg håber virkelig, at du fik en god snak med Landon,” sagde Sophie anklagende og pegede på Anna med den kuglepen, hun havde fundet i sin jakkelomme.

,,Bare vent,” erklærede Anna og foldede sine arme bag hovedet. ,,Du tager med hen for at besøge ham.”

Sophie modstod en trang til at begynde at grine højt, fordi hun var bange for, at det ville afsløre en skinger undertone i stemmen. Tanken om de høje lyde hun havde hørt inde fra hans hus og den måde, Daniel havde reagere på, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, og hun vidste, at der var et eller andet helt galt med Landon i den henseende. Der foregik et eller andet mærkeligt i hans hus, om han så lod sig mærke med det eller ej. For han havde jo været fuldstændig henkastet og umistænkelig da han havde lukket hende ind. Og lige siden, faktisk. Der var ikke en finger at sætte på hans opførsel, meget til Sophies skuffelse, fordi hun så i det mindste ville have en undskyldning for at ignorere ham, hvis hun mødte ham derhjemme. Nu var han jo bare den flinke lærer, som tilfældigvis boede i samme by som to af sine elever, og som kendte til hendes grund til ikke at tale engelsk. Ligesom Jakob åbenbart havde gjort det.

Den diskussion havde hun bare ikke orket at tage med Gabe, fordi det egentlig ikke gjorde hende noget, at han havde sagt det. Det var bare en smule pinligt, fordi hun så tydeligvis ikke kunne adskille skolen og det, der skete derhjemme, sådan som man forventede det af folk, som kom ud på arbejdsmarkedet: lad være med at tage arbejdet med hjem, og vær professionel når du møder op. Som tingene så ud nu, var det ikke sådan, hendes liv udartede sig. Desværre.

,,Så du har altså fundet ud af, hvor han bor?” antog Sophie leende og sendte Anna et drillende blik, men Anna var pludselig blevet alvorlig, og der var noget bedende i hendes øjne.

,,Jah… og faktisk tilbød han mig at give mig lidt ekstraundervisning efter skole, så jeg kan blive lidt bedre til engelsk,” mumlede den blonde pige, hvis kinder antog en rødlig kulør.

,,Ej hvor godt!” udbrød Sophie oprigtigt entusiastisk, glad på sin bedste venindes vegne, fordi hun vidste, at Anna afskyede at være bagud i et hvilket som helst fag - ikke at hun var den dårligste eller i bunden af klassen i engelsk.

,,Jah… Men hans eneste betingelse var, at du tog med,” forklarede Anna stille.

,,Hvorfor skal jeg med?”

Der var stille lidt, men denne gang var det ikke akavet eller skyldig tavshed. Anna sad med en bedrevidende grimasse og armene nu lagt over kors på brystet.

,,Hallo, Sophie. Han kan nok ikke forklare mig, hvordan tingene hænger sammen, hvis jeg ikke forstår hvad han siger, vel?” sagde hun i en åbenlyst drillende tone.

,,Det er sandt,” medgav hun tænksomt, stønnede så opgivende og rullede med øjnene. ,,Fint, så tager jeg med. Men hvis du fortæller Gabe, hvad vi har lavet, slår jeg dig ihjel.”

,,Jeg siger ikke noget til Gabe,” lovede Anna.

 

,,So, Anna, tell me what your problem is,” bad Landon venligt.

Det var ikke overraskende at høre ham tale i så blid en tone, men det kom alligevel bag på Sophie. Denne stemmeføring klædte ham utroligt godt, også selv om han måske havde lidt mere udstråling når han ikke forsøgte at udvise interesse for noget, som faldt ham helt naturligt.

,,I… er… cannot speak English.”

,,It seems to me like that’s not the case at all.”

Han talte langsommere end når han bare slyngede informationer ud i undervisningen, men ikke så langsomt at det lød, som om han talte til et lille barn.

,,I want to…” Anna så over på Sophie og sagde så: ,,udvide mit ordforråd.”

Sophie nikkede og skævede over til læreren, som gengældt hendes blik.

,,She wants to expand her vocabulary.”

,,I see,” mumlede han for sig selv, rykkede lidt på stolen og lod sine hænder falde fladt ned på bordpladen. ,,I think that perhaps starting with easy conversation might work best.”

,,Okay,” erklærede Anna, og Sophie kunne ikke lade være med at smile og føle sig mere eller mindre overflødig.

Den næste halve time gik med at Landon og Anna konverserede på et forholdsvis lavt niveau, som Landon - garanteret helt bevidst - hævede langsomt for at teste Annas ordforråd. Af og til kom de lidt væk fra hinanden, og i disse situationer spillede Sophie en mindre rolle, idet hun kunne oversætte hvad de mente fra det ene sprog til det andet. Men det var overraskende at se, at Landon faktisk kendte de danske ord og vendinger, som Anna af og til vendte sig mod Sophie for at få hjælp til. På den måde oversatte han selv og tvang Anna til at gentage det. Og sådan fortsatte de.

Udenfor var det blevet mørkt, da Annas mor ringede og bad sin datter om at komme hjem og lave mad, hvis hun ville gøre sig forhåbninger om at få lov at blive boende hjemme gratis når hun blev atten. Sophie lo, og Landon syntes også at more sig, selv om han ganske givet ikke forstod hvert eneste ord.

Anna var så hurtigt ude af døren, at Sophie ikke engang nåede at få sine sko på, før udsigten til at gå alene gennem forhaven til Landons hus meldte sig som et underligt slag i maven. Sophie havde altid hadet Brobyværk efter mørkets frembrud, men hun syntes efterhånden, at hun var blevet for gammel til at ringe og bede Gabe hente hende mindre end en kilometer hjemmefra. Hun var jo ikke fem år gammel mere. Og hun var ikke mørkeræd. Det var bare generelt byen, som hun ikke brød sig om.

,,Well, thanks for helping out today, Sophie. I’m really grateful that you took your time to do it,” sagde Landon bag hende.

,,Helt i orden,” mumlede hun og skævede ud i hans lille, nu mørklagte køkken.

Så vendte hun sig om mod ham og bemærkede, hvordan han stod med armene nede langs siderne og benene let spredte, men uden at se den mindste smule afslappet ud. Hans skuldermuskler var spændte, og der var et fast, ulæseligt udtryk i hans ansigt. Som om han skulle til at angribe. Dette fik hende til at fumle efter sin jakke på knagerækken, gribe sin skoletaske en smule kluntet og træde baglæns hen mod døren.

Pludselig lod det til at gå op for ham, at han skræmte hende, og han satte sig i bevægelse - men disse bevægelser var lette og mere naturlige end den årvågne stilling, hun netop havde set ham i. Der var noget nærmest rovdyragtigt over Landon. Hans måde at gå på var graciøs som en løves, mens han kunne se faretruende og skræmmende ud det næste øjeblik.

,,Sorry,” sagde han alvorligt. ,,I was just spacing out.”

,,Mhm,” mumlede hun og overvejede, om hun skulle løbe ud af døren eller blive i huset lidt endnu - de var tydeligvis ikke helt færdige med dagens visit endnu.

,,You look scared,” kommenterede han uden nogen særlig betoning af det sidste ord.

,,Really?” spurgte hun sarkastisk.

,,Yeah. Don’t be. I won’t hurt you.”

,,Could you even do that? I mean, without losing your job as a teacher and going to prison and all that?”

Ordene flød fra hendes mund som en strøm af vand pludselig løssluppet fra en dæmning. Hun ville have fortrudt med det samme, hvis ikke lige det havde været Landon, hun talte med. Han havde jo lovet at holde på hendes hemmelighed.

,,Maybe,” var alt hvad han sagde.

Hun sank den klump, der havde formet sig i hendes hals.

,,I said not to be scared. I am not going to even touch you.”

,,I… uh…”

,,Sophie, is anything wrong?”

Hun skævede ud i mørket gennem køkkenvinduet. Det var enten Landons trods alt varme, blidt oplyste hus eller en gåtur alene hjem i mørket. Men før eller senere skulle hun jo hjem, og det vidste hun udmærket godt. Så hvorfor blev hun ved med at udskyde det? Svaret fandt hun delvist, da hun på hans køkkenbord bemærkede den lange, skarpe kniv, som blev oplyst af gadelygternes lys gennem vinduet. Den så uhyggelig, men  også tiltrækkende og velkendt ud.

,,Do you believe in the supernatural, Landon?” spurgte hun forsigtigt, og vidste ikke, hvorfor hun valgte netop at spørge ham.

Han havde det bare over sig. Som en perfekt illustration af en af heltene - eller måske endda de onde i visse tilfælde - fra de mange bøger om de overnaturlige væsener, den menneskelige fantasi havde udviklet i løbet af århundreder. Hun var ikke sikker på om han var ond eller god, men var i virkeligheden også lidt ligeglad. Pointen var, at han ikke virkede, som om han ville begynde at grine af hende, hvis hun fortalte, hvad hun mente at have oplevet.

Og dog svarede han ikke lige med det samme, mens skyggerne spillede over hans ansigt, idet en bil kørte ned ad den lille vej ude foran huset og parkerede hos genboen. Han lagde begge hænder på arbejdsbordpladen i køkkenet og så ned i håndvasken uden at sige noget længe. Dette overraskede Sophie, fordi hun i det mindste havde forventet en eller anden reaktion fra hans side. Ikke tavshed. Så ville hun næsten hellere have, at han lo ad hende og kaldte hende et overtroisk barn eller noget i den stil. Tavsheden gjorde hende lidt utilpas, og hun bakkede langsomt hen mod døren, indtil hun mærkede det kolde dørhåndtag mod sin ryg og dårligt kunne se ind i køkkenet på grund af væggen, der adskilte entreen og de andre rum.

Efter et stykke tid kunne hun høre fodtrin og kort efter drejede Landon ud af køkkenet og stillede sig foran hende med et blandet udtryk, der ikke afslørede specielt meget hvad han havde mest lyst til: at more sig eller at være alvorlig.

,,Depends,” sagde han endelig, tøvende. ,,Should I?”

,,You tell me.”

,,I can’t.”

Der var ikke nogen tvivl denne gang. Han var helt rolig, hans stemme afbrød hende ikke, men den var heller ikke tilfældig. Hun syntes at se ham gøre en synkebevægelse, men var for så vidt egentlig ligeglad. Hun havde efterhånden truffet sin beslutning, og dette fik hende til at trække vejret dybt og derefter træde frem mod ham - væk fra døren.

,,Can I tell you something that sounds completely mad?” ville hun vide.

Han smilede en anelse, men det var ikke noget muntert smil.

,,Sure.”

Han ledte hende ind i stuen igen, hvor de tog plads i sofaen med så meget afstand mellem sig som det overhovedet kunne lade sig gøre. Og så gav hun sig til at fortælle, startende med overfaldsmanden, som ikke rigtig havde været der alligevel og fortsættende uden pause indtil hun havde fået fortalt ham om episoden den forrige aften, hvor Gabe pludselig havde rejst sig fra spisebordet og var løbet ud i haven efter Daniel, som sprintede langt fremme. Sophie havde vidst, at Gabe kunne løbe hurtigt, men hun havde aldrig set ham nå den uhørte fart før, som om han løb for sit liv. Hun havde fulgt ham med øjnene under hele hans tur ned gennem den oplyste have, indtil han nåede udkanten og ikke længere var synlig på grund af mørket. Det lignede ikke den forkælede Daniel at sprinte sådan af sted midt i maden, og det havde gjort hende urolig, da hun hørte ham gø på samme måde som han havde gøet af Landons hoveddør. Men ganske kort efter var Gabe kommet tilbage med den energiske hund holdt i halsbåndet og en erklæring om, at hunden helst ikke skulle stikke af midt i jagtsæsonen.

Af en skolelærer at være tog Landon det meget overraskende. Hans ansigt fortrak sig et udtryk, der næsten skreg ”aha” til hende, som om han havde regnet noget ud, hun havde overset. Dog kommenterede han ikke på det, han fik at vide, men nøjedes med at forholde sig tavs og lytte uden at afbryde. Hun ville have ventet, at han i det mindste fortalte hende, at det var noget sludder, hun talte om, og at hun sikkert bare var stresset eller paranoid, men han gjorde ingen af delene. Heller ikke da hun var færdig og sad tavs og afventede en hvilken som helst kommentar fra hans side.

I grunden var det meget mærkeligt, at hun på denne måde gav sig til at fortælle sin lærer om den slags, når hun ikke engang havde talt med sin egen mor, bedste veninde eller kæreste om det. Ikke engang Gabe, som garanteret ville have et eller andet klogt at indvende, der kunne overbevise hende om, at det blot var en form for barnlig fantasi. Som sådan var det lidt den overbevisning, hun havde brug for at leve efter lige nu, og hun legede med tanken om at gå hjem og tale med sin mor og Gabe om det hele. Men hun vidste også godt, at det nok ikke kom til at ske, specielt fordi hun var bange for, at de ville sende hende til en psykolog eller sådan noget.

,,Are you afraid?” spurgte Landon endelig, og der var noget underligt ungt over ham i dette øjeblik - han var gået fra at være hendes lærer til et andet individ, som hun ikke havde nogen faglig kontakt til i løbet af de sidste tyve minutter.

Hun nikkede langsomt, men besluttede sig for ikke at sige noget.

,,Don’t worry too much about it.” Han justerede kort på sin position i sofaen og tilføjede: ,,If it’s any help at all I can tell you that I didn’t feel much more comfortable with the world than you when I was younger.”

Hun kunne ikke lade være med at grine. Landon virkede ikke som typen, der blev skræmt eller på nogen måde var paranoid. Men han virkede alvorlig nok, da han sagde det. Og måske mente han ikke, at han var bange dengang. Han havde jo kun sagt, at han ikke havde det meget mere behageligt dengang. Og da han var yngre kunne lige så godt referere til dengang han var fjorten som da han var sytten. Hvilket hun havde en fornemmelse af netop var tilfældet. Men det gjorde hende en smule mere rolig alligevel.

,,Thanks,” sagde hun og så ned i gulvet et øjeblik, før hun rejste sig. ,,Jeg må hellere gå nu.”

Han sprang på benene i en flydende bevægelse, der overraskede hende.

,,I’ll go with you a short distance. I feel like getting outside.”

Idet de forlod stuen og gik gennem gangen til hoveddøren kunne hun ikke lade være med at spekulere på, hvorfor Landon tog det så afslappet. Det var jo ikke fordi hun havde vendt op og ned på hans verdensbillede, men hun havde netop fortalt ham om nogle for hende ret mærkelige begivenheder, og alligevel var hans reaktion ikke så dybfølt, at hun følte sig overbevist om, at han var overrasket over hendes oplevelser. Mens hun tog sin jakke på og rodede rundt i sin skoletaske efter en cykellygte til at oplyse vejen foran sine fødder gik Landon ud i køkkenet, og hun hørte ham rykke rundt på noget.

Da han vendte tilbage så han ud til at være en smule bedre tilpas. Han greb sin fleecetrøje og et par store vandrestøvler, som han trak på i hurtige bevægelser. Så lod han til at være klar. Hun åbnede døren og mærkede efterårskulden slå mod sin hud, mens varmen fra huset langsomt, men sikkert forlod hendes fingerspidser og næsetip. Hun trådte ud og lod Landon følge efter, hvorpå han låste hoveddøren.

,,Du behøver ikke at gå med,” sagde hun stille, men forventede ikke, at han rent faktisk forstod det.

,,Jo,” svarede han, alvorligt og sikkert, og hun blev forbløffet over hans evne til at udtale ordet, selv om det jo kun var et enkelt ord.

,,Nej.”

Han så opgivende på hende, før han med forbløffende kraft greb omkring hendes arm og halede hende med sig ud af forhaven, mens han dæmpet mumlede:

,,Come on.”

De gik ved siden af hinanden, indtil de nåede kurven i vejen, hvor han stoppede og erklærede, at han ville gå i en anden retning derfra, så han ikke decideret fulgte hende hjem. Og hun var taknemmelig for dette, fordi hun ikke havde det specielt godt med at blive fulgt hjem af Landon. Ikke kun fordi han var hendes lærer, men fordi han havde taget det hele med ophøjet ro, og fordi hun syntes at have bemærket noget mærkeligt ved ham.

Idet han havde bøjet sig ned i entreen for at trække sine støvler på havde hun været i stand til at se ind i hans bluse - meget mod sin vilje, selvfølgelig. Og ved hans ene kraveben havde hun lagt mærke til en sort tatovering, som stod tydeligt i kontrast til hans lyse hud. Tatoveringen mindede hende om noget, hun indtil videre bare havde ladet ligge hen som en svag erindring, hun helst ikke ville mindes om. Noget, der altid var tæt på hende, men som hun aldrig, aldrig havde yndet at beskæftige sig med mere end højest nødvendigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...