Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9532Visninger
AA

3. K A P I T E L II

 

K A P I T E L II

 

,,Dani, kom nu,” hvæsede hun utålmodigt og svang hundesnoren rundt om sin hånd, mens hun ventede på at Daniel blev færdig med at snuse til det, der for ham åbenbart var verdens mest interessante plante.

I hvert fald siden den plante han snusede til for fem minutter siden, eller den han ville snuse til  om yderligere fem minutter. Ligegyldigt hvor meget Sophie holdt af sin varmhjertede beskytter på fire ben, så kunne hun altså ikke undgå at blive lidt gnaven når de skulle gå tur, fordi han altid skulle gøre mindst hundrede stop på en tur på en halv times tid - og altid de samme stop!

På den anden side var der noget rart ved bare at gå stille og roligt rundt, selv i Brobyværk af alle steder med de små hyggelige klumper af huse omgivet af marker og skov. Det var beroligende på en eller anden måde at have den store dalmatiner så tæt ved sig, og hun forstod godt, hvorfor Gabe så mange gange dagligt var ude for at lufte den aktive hund med det rare temperament. For Sophie, Mia og Gabe var Daniel et fuldgyldigt medlem af familien, som dog også kunne gøre sig helt usynlig når han ikke ønskede opmærksomhed. For det meste løb han rundt ude i haven, men var særdeles lydig og kom ved det mindste vink. Ud over når Sophie irriteret ønskede at få ham til at gå videre på deres gåture.

Daniel var efterhånden ved at være fuldvoksen. De havde haft ham helt fra hvalp, hvor han havde siddet for enden af trappen og pebet ynkeligt når Sophie ikke tog ham med op i seng om natten når hun selv ville sove. Dette havde hun så vænnet sig til, og det gjorde det muligt problematisk når Jack overnattede hos dem, fordi Daniel mente, at han ejede hendes seng, hendes gulv og generelt alle liggepladser i hele huset. Og eftersom det var en ret stor hund var han ikke lige sådan til at flytte rundt på.

Gabes argument for at give efter og lade Sophie få den hvalp, hun som fjortenårig havde ønsket sig, havde været at når de nu boede så langt ude på landet og naboerne tog til byen for at arbejde virkede det ikke med den stigende kriminalitet som en dårlig idé at få en hund, som kunne holde vagt, når de ikke var hjemme. Nu var det ikke sådan, at Gabe aldrig var hjemme, og Mia arbejdede kun på deltid, så selv om Sophie var sent hjemme fra skole stort set hver dag, så var huset ikke forladt ret meget. Gabe havde bare også ønsket sig en hund, drillede hun ham med.

Hun havde aldrig forstået hvordan Gabe havde tid til at være så meget hjemme, men det havde han. Hver eneste dag var han hjemme nøjagtigt samtidig med hendes mor, som om de fulgtes ad, selv om de ikke arbejdede samme sted. Gabe arbejdede inden for et eller andet sikkerhedsfirma og hørte alle mulige mærkelige historier om folk, som kom galt af sted sikkerhedsmæssigt. Måske var det derfra, hans overbeskyttende tendenser kom, men hun var faktisk lidt ligeglad hvor de kom fra - de var irriterende.

Mia, derimod, var en ganske almindelig kontorassistent for et firma og arbejdede fra otte til kvart over et hver dag fast. Det var ganske unødvendigt at nævne, at det var Gabe, som tjente familiens penge, og at han betalte for alle de dyre ting, de havde: store biler, det store hus med den enorme have, huslejen. Praktisk talt alt det kedelige, som Mia ikke gad bekymre sig om. Derfor betalte Sophies mor kun for mad og tøj og den slags. Alt det sjove. Og sådan havde fordelingen altid været.

Daniel sprang pludselig fremad, og Sophie fulgte overvældet efter ham i løb, indtil han satte farten ned. De var kommet forbi hjørnet med Sparkøbmanden og drejet ned ad vejen med den hvide kirke for enden. På broen, som gik hen over den brusende å under vejen, stod det eneste menneske, Sophie havde mødt på den forholdsvis korte tur fra sit hjem og indtil videre, på trods af at det var en klar lørdag eftermiddag. Hun kunne ikke lade være med at overveje, om ikke hun bare skulle vende om og gå i den modsatte retning, for hun var ikke i humør til at småsnakke, og det var uundgåeligt når man stødte på nogen i Brobyværk. Det var hun vokset op med.

Den store, plettede hund fortsatte ufortrødent fremad med tungen stikkende ud af munden og et naivt muntert udtryk i ansigtet, som når han så folk, han kendte godt. Sophie lod ham vælge vejen og lod sig mere eller mindre trække uden forsøg på at opdrage på den store hund. Det virkede alligevel ikke, når først han var i rigtig godt humør. Som nu. Daniel var i sit es når solen skinnede og han fik lov til at snuse og desuden vælge sin egen rute. Nogle gange bragte det Sophie ud på nogle ret uinteressante ture, og det var ret åbenlyst, at mens lygtepæle og brandhaner var genstande fra paradis for hunde, så var de ikke specielt interessante for mennesker.

Jack kaldte Daniel for den mest forkælede hund i Danmark. Dalmatineren fik lov til at spise det kød, de selv fik til aftensmad, han blev aet og kælet om, han fik lov til at gå, hvor han ville, når han ville og han fik lov til at sove i sengen. Sophie havde efterhånden opgivet at forklare ham, at hunden var en del af familien, fordi Jack ikke havde nogle dyr, men til gengæld tre søskende, som han ikke syntes, at han kunne tillade sig at sammenligne med dyr.

,,Åh nej,” formede hendes læber, idet hun kom nærmere og nærmere personen på broen, som stod og skuede ned i vandet.

Som om det ikke var nok at være tvunget til at se ham mindst en gang om ugen, skulle hun så også til at støde på Landon Martin her? Det lignede i hvert fald ham på den korte afstand; klædt i en almindelig sort fleecetrøje og mørkeblå jeans; med det blanke hår flydende omkring sit ansigt som et væld af metallisk brune bølger, der fik det til at se tilfældigt ud. Han havde ikke set hende, så hvis hun nu bare gik forbi ham uden at sige noget, kunne det være, at han ikke bemærkede det.

Landon var ikke den værste lærer, hun kunne komme til at møde. Hun hadede ham ikke ligefrem som det var tilfældet med matematiklæreren, men hun elskede ham langt fra, fordi han havde sine egne måder at tvinge hende til at sige noget på engelsk med største selvfølge. Landon var i det mindste ung og havde vundet klassens respekt rimelig hurtigt ved at have både en underlig form for sort humor og være ungdommelig i sin undervisning. Alle piger i klassen syntes at nyde undervisningen af den ene grund, at Landon - ifølge dem og specielt Anna - var lækker. Fyrene gjorde det, fordi han viste autoritet og stadig var god til at drage dem ind i undervisningen, sådan som det var meningen med en lærer i et mundtligt fag.

Selv Jack havde indrømmet, at han måske havde fejlbedømt den nye lærer på første dag, og han havde ofte lavet jokes med den amerikanske mand, som tog humoren til sig med et smil og derefter inkorporerede den i undervisningen. Til alles glæde. Undtagen Sophies, fordi det ofte gik ud over hende, at hun nægtede at svare på spørgsmål, der krævede mere end en gentagelse af det, læreren havde sagt.

Han havde taget hende flittigt i brug som oversætter i løbet af den første uge, indtil han syntes at lære en del af de mest basale ord brugt i timerne. Hvis nogen larmede ville han få hende til at oversætte, hvad de sagde, og hvis han omvendt sagde en lang, kompliceret sætning, som alle lignede spørgsmålstegn ved, ville han få hende til at gentage den på dansk. Det sidste kunne hun leve med. Det første hadede hun som pesten.

Netop som hun skulle til at passere ham stoppede Daniel op og gav sig til at snuse til hans sko, hvilket fik manden til at dreje hovedet og se først ned på sine fødder og derefter lade blikket glide op mod Sophies ansigt. Hun sørgede for ikke at se ham i øjnene, men holdt i stedet sit blik fikset på Daniel, som Landon bøjede sin ned for at klø.

,,Hey, boy,” sagde han i en varm tone og lod sine hænder glide rundt omkring Daniels hals og hoved i korte, aende bevægelser. ,,And Sophie,” tilføjede han. ,,I am a little surprised to see you here.”

Sophie nikkede langsomt.

,,Det kunne jeg forestille mig,” mumlede hun for sig selv.

Han tolkede åbenbart hendes mumlen korrekt: som en afvisning, for efter at have kløet Daniel i yderligere et par sekunder rettede han sig op og sagde henkastet:

,,Well, I’ll see you soon. Take care.”

Hun nikkede uden at have den mindste smule lyst til at følge hans råd. Bare for at irritere ham. Og så var han praktisk talt væk, på vej op ad vejen med lange, glidende skridt, der gav det indtryk, at for ham eksisterede muligheden at snuble ikke engang. Som om han var hundrede procent ovre det stadie, hvor føddernes placering drillede og man snublede usikkert omkring.

Daniel satte i bevægelse igen, ned mod kirken, hvor han drejede til højre - trækkende sin ejer efter sig i stram snor. Sophie måtte småløbe for at lindre en stramme snor mod hundens strube og luftrør en anelse, og hun vidste, at han var en af grundene til, hun ikke tog på i vægt eller kom i alt for dårlig form. Normalt løb ejeren med hunden. I dette tilfælde var det omvendt. Han trak hende med op ad vejen og ind ad den lille skovsti, som hun havde fulgt som mindre, når hun og Jack og Anna ville ud for at bygge huler i en skov lidt længere væk fra huset.

Hun huskede pludselig sine mærkelige oplevelser med skove. Herinde var det svært at navigere, og havde hun ikke haft hundrede procent styr på hvor hun var på vej hen, så var hun vendt om. For i skoven, som kunne ses derhjemmefra, havde hun oplevet at gå på hovedstien og pludselig se en eller anden luske omkring nede ad en af de mindre stier. Tilsyneladende nøgen. Senere var hun stødt på en rimelig suspekt type, som stod under en kulsort paraply med ansigtet gemt delvist af henholdsvis en høj krave på den frakke, han bar og en stor hat med en bred skygge. Mens hun gik forbi havde hun haft en fornemmelse af, at manden i det sorte tøj og med paraplyen slået op ved højlys dag med solskin havde betragtet hende så længe det var muligt. Indtil de var så langt ude af skoven, at de næsten var hjemme, havde Daniel knurret en dyb, rumlende knurren, der fik hårene i hendes nakke og på hendes arme til at rejse sig.

En anden gang var hun kommet gående gennem et ganske almindeligt kvarter i Brobyværk med de små huse. Daniel var pludselig begyndt at gå hurtigere, og idet de passerede en hæk var der en, som sprang ud efter hende med fremstrakte hænder i sorte handsker. Sophie var ikke på noget tidspunkt blevet ramt af personen, men nogen havde været der. Problemet var bare, at mens hun løb og så sig over skulderen for at sikre sig, at hun kunne løbe fra sin overfaldsmand, så var der ingen at se. Og der var ingen steder i gaden, personen kunne være flygtet hen på så få sekunder. Altså måtte det have været hendes fantasi. Hun havde en tendens til at være lidt paranoid.

Derfor turde hun ikke fortælle om det til nogen. Der havde været episoder siden: et uhyggeligt smil genspejlet i en af de blanke metallysestager i stuen i underetagen, Daniel som pludselig gav sig til at gø af skyggerne under aftengåturene og et skrig, som lod til at komme nede fra marken for enden af haven - som ingenting havde været, da Gabe løb ned for at se efter og kom tilbage med erklæringen om, at der intet havde været.

De kom ud på den anden side af skoven, og hun åndede lettet op for at følge efter Daniel ad den sti, der gik langs vandet og tilbage til Brobyværks lille hovedgade med kroen og de andre små butikker. Egentlig havde hun ventet, at de kunne gå hjem, men Daniel var åbenbart ikke enig, for han trak og sled i snoren, indtil de fortsatte ned ad vejen på modsatte side af Sparen, ned til de mindre veje med parcelhuse. Sophie bemærkede at et af de huse, som havde været til salg i en længere periode nu var blevet solgt, og at der holdt en enorm motorcykel i garagen. Personen måtte altså have rigeligt med penge, eller også brugte han eller hun dem mærkeligt.

Der var ingen angivelse af navn på postkassen eller hoveddøren, hvilket der var alle andre steder, men det kunne jo være, at vedkommende ikke havde haft tid til at købe et skilt endnu. Daniel hev i snoren, og Sophie fulgte efter ham hen forbi huset, selv om den vej, de gik ned ad, var en blind vej. Hunde var dumme på den måde, og det var jo ikke fordi Daniel ikke havde været der før. Han slentrede hen til det nyligt besatte hus og stillede sig på fortovet ud for den sti, der ledte gennem forhaven og frem til huset.

,,Dani,” hvæsede hun forlegent. ,,Kom her.”

Dalmatineren rykkede sig ikke en tomme, men en lavmælt mumlen undslap den, idet der lød et højt brag inde fra husets indre, som om noget væltede og smadrede. Sophie så undrende på sin hund, men kunne ikke lade være med at føle sin uro blive vækket. Endnu et højt brag lød, og hun sled i hundesnoren, men Daniel stod fast, og en høj gøen blev pludselig lukket ud af den store hund, som stod med udspændt snor mellem sig selv og sin ejer uden at røre sig ud af stedet ud over at gø.

,,Daniel! Kom så!” råbte Sophie og mærkede en pludselig kulde omgive sig, samtidig med at frygten krøb op ad rygsøjlen på hende og gjorde det noget nær umuligt for hende at kunne slide og slæbe mere med snoren - og det hjalp heller ikke ret meget.

Pludselig blev døren hevet op, og for anden gang i løbet af ganske kort tid genså Sophie sin lærer, som stod med uglet hår og bare fødder i døråbningen. Hun følte næsten, at hun havde afbrudt noget, hvad hun måske også havde. Det kunne jo være, at han havde haft sex med sin kæreste eller sådan noget. Dette tænkte hunden selvfølgelig på, for netop som Sophie tilså sit eget chok over at se Landon stå der i døråbningen rev Daniel snoren ud af hånden på hende og satte i løb hen mod døren, hvor Landon trådte til side og lod den hvide hund med de sorte pletter løbe videre ind i huset, gøende af fuld hals.

Sophie stønnede magtesløst og gik gennem forhaven.

,,Undskyld,” mumlede hun, sikker på at Landon ville forstå i det mindste dette ene ord.

Han så på hende, ransagende, faktisk som om han underholdt sig selv.

,,Do you want me to get the dog for you? Or would you rather come in and do it yourself?”

Hans tilbud var uden tvivl ment venligt, for der var ingen sarkasme i stemmen. Ej heller var han gravalvorlig. Hun pegede sigende på sig selv for at slippe for at svare, hvorpå hun masede sig forbi ham ind i huset, der var mørkt indrettet med tunge lædermøbler i den lille stue og et køkken med meget få apparater. Undervejs passerede hun et par døre. Den ene stod åbent ind til et soveværelse med en enkeltseng, mens den anden var lukket. Men hun gik ud fra, at det enten var et badeværelse eller et ekstra værelse.

,,Daniel! Kom her!” befalede hun så hårdt, som hun kunne mønstre, og uden videre stoppede hunden sin voldsomme gøen af glasruden i stuen ud til en lille baghave fuld af store træer, som kastede skygge på græsset.

Den tøffede velopdragent hen mod hende, tilsyneladende tilfreds med sin bedrift. Sophie hørte vandet løbe og vendte sig hurtigt mod indgangen, hvor Landon ikke længere stod. I stedet befandt han sig i køkkenet, observerede hun, da hun gik tilbage mod hoveddøren, i færd med at vaske sine hænder. På køkkenbordet ved siden af lå der en enorm kniv, der kunne minde om dem, man brugte i slagterforretninger. Sophie kunne ikke huske, om den havde ligget der før, men hvorfor skulle den ikke have gjort det? Der var vel ingen grund til at Landon som skolelærer og boende i en lille by som denne skulle gå rundt med en kniv på sig.

,,What’s wrong?” spurgte han og vendte sig mod hende, mens han med hoften lænede sig mod køkkenbordet og tørrede sine hænder i et viskestykke.

Hun rystede på hovedet og vendte sig halvt for at gå udenfor igen, da han afbrød hendes skridt ved at sige mere skarpt og indtrængende end før:

,,Why don’t you want to speak English?”

Hun trak let på skuldrene, men gloede i øvrigt rasende på ham. Det kom ikke ham ved, og hun kunne alligevel ikke forklare ham det uden at begynde at tale sproget. Måske var det hans forsøg på at få hende i tale. I så fald var han mislykkedes. Desuden havde han jo hørt hende tale engelsk før, når han tvang hende til at oversætte.

,,Okay, then. I should tell you that I already know why.”

Hun hævede begge øjenbryn i overraskelse. Og mærkede så chokket sætte sig igen, om end lidt mere mildt end overraskelsen over de hamrende lyde og Daniels voldsomme reaktion.

,,Why, then?” spurgte hun langsomt.

,,Teachers talk to each other. And parents talk to teachers. You might as well accept that and get on with your life. I won’t be a soft ass like Jakob.”

Sophie tænkte sig om et øjeblik. Så smilede hun for sig selv og mærkede sin selvtillid vende tilbage.

,,Gabe er ikke min far.”

,,Nej,” sagde han og overraskede hende dermed ved at have forstået, hvad hun sagde.

,,Netop.”

Hun gjorde mine til at ville gå, og han forlod sin plads ved køkkenbordet for at stille sig i gangen med ryggen ind mod stuen og front mod hende og døren ud til verden omkring dem.

,,I won’t tell on you if that’s what you fear. I’ve been seventeen once, too.”

Hun skar en grimasse af ham.

,,For ti år siden,” mumlede hun og skulede til Daniel, som ivrigt slikkede Landons ene hånd.

Forræderiske køter.

,,That means ”ten years ago”, right?”

Hun nikkede langsomt og ønskede sig selv langt væk fra dette sted. Hun havde intet at gøre der, og det var for akavet at stå inde i sin lærers hus, fordi éns dumme hund havde valgt at brage indenfor som om den ejede det hele. Specielt når hun nægtede at gøre en indsats i det fag, den pågældende lærer underviste i.

,,I thought so,” mumlede han og kløede sig i nakken. ,,I’m gonna tell you a secret, though.”

,,Mh?”

,,I’m twenty.”

,,Sikkert,” mumlede hun, mere end bare skeptisk. ,,Farvel, mr. Martin,” tilføjede hun vrissende og trak i hundesnoren, hvilket fik Daniel til at føje hendes ønske om at forlade huset i en vis fart.

,,Take care,” sagde han efter hende, hvorefter hun hørte døren blive lukket bag sig.

Hun stoppede ikke op for lige at trække vejret, men satte i løb og fik Daniel til at løbe ved siden af sig hele vejen hjem, med det resultat at hun var godt forpustet, da hun væltede ind ad hoveddøren derhjemme, hvor Gabe netop var i gang med at reparere en pære i lampen over bryggerbordet. Han kastede ét blik på hende og sprang ned fra stigen med legende lethed, som hun aldrig nogensinde ville have mestret uden at vride om eller noget andet dumt og ukoordineret.

,,Hvad er der sket?” spurgte han og så undersøgende på hende, som for at finde en forklaring i hendes påklædning.

,,Ikke noget,” svarede hun henkastet og trak vejret dybt. ,,Jeg løb bare om kap med Daniel på vejen hjem. Det er alt.”

,,Er du sikker?”

,,Ja, Gabe,” sagde hun udtrykkeligt.

Han så ud til at overveje situationen alvorligt, hvad de fleste andre nok ikke ville have gjort. Mia ville i hvert fald ikke. Sophies bedsteforældre ville ikke. Anna ville ikke. Jack ville nok heller ikke. Men hun var sikker på, at Landon ville have gjort det, på trods af at han kun var hendes lærer. Det var igen det med, at han mindede hende om Gabe på en eller anden måde. En mærkelig og uforklarlig måde, men helt sikkert en måde alligevel.

Hun havde på det sidste overvejet, hvad sandsynligheden var for, at Gabe havde et eller andet unævnt barn et eller andet sted, som muligvis kunne være Landon. Men på sigt var hun blevet enig med sig selv om, at den hypotese ikke holdt. De lignede ikke hinanden af udseende og som sådan heller ikke af personlighed. Deres nationalitet mindede om hinanden, men ikke deres accent. Kun denne underlige årvågenhed mindede hende om dem begge, men mest om Gabe, fordi det var ham, hun kendte bedst.

Desuden havde hun yderligere konkluderet, at da Gabe ikke var mere end enogfyrre og havde været hos hende siden hun blev født for sytten år siden kunne han ikke rigtig have så mange flere børn, og da slet ikke gamle nok til at blive lærere. Det var indtil Landon fortalte hende sin alder, men hun troede stadig ikke på sin egen hypotese. Den var for langt ude.

Desuden havde hun ikke lyst til at forestille sig sin engelsklærer som værende sin halvbror, og det var en anden grund til, at hun hurtigt skød tanken fra sig igen. Samtidig smilede Gabe imødekommende til hende og rakte ud for at overtage hundesnoren, mens han i en faderlig tone sagde:

,,Godt. Jeg skulle bare være sikker.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...