Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8506Visninger
AA

2. K A P I T E L I

 

K A P I T E L I

,,Quiet everyone,” sagde Jakob og forsøgte at lyde både streng og autoritær; det mislykkedes før han overhovedet var kommet i gang.

Klassen var i de dybeste afkroge i gang med at ransage den unge mand ved siden af deres lærer. Pigerne hviskede om det åbenlyse; var han single? Hvem var han overhovedet? Fyrene var på det område en smule mindre modne og overvejede, hvad han overhovedet var. Sophie hørte begge dele, fordi hun sad mere eller mindre på grænsen mellem drenge og piger, klemt inde mellem Anna og Jack.

Hun havde ikke selv den fjerneste anelse om, hvad hun skulle synes om denne mand. Umiddelbart slog han hende som værende meget ung - ikke mere end tyve - men hans udstråling var langt mere autoritær end Jakobs, og han så alvorlig ud med klare mørkeblå øjne og et særpræget sølvskær over sit metalliske hvidbrune hår.

,,Anders, Kristian, Mette!” skændte Jakob, og de tre individer tav for en kort stund, men der kom ikke rigtig nogen opfølgning på ordren, så til sidst gav de sig i kast med at tale igen.

Sophie sukkede dybt. Det var det her, Gabe talte om, når han brokkede sig over den generelle mangel på respekt for autoriteter i Danmark. Han havde jo dybest set ret, men alligevel var det et emne, som hun yndede at diskutere med ham tit - bare for at diskutere. Egentlig kunne hun meget godt lide Gabe, men han havde nogle mærkelige værdier og kunne være meget overbeskyttende. På det sidste havde han været i netop sådan en periode, og så var hun blevet så vred, at hun havde slynget i hovedet på ham, at hun nægtede at tale engelsk, alene fordi han var amerikaner.

,,Gider I lige...?” bad Jakob og klappede i hænderne.

Ingen reagerede på dette signal ud over Sophie som så op og hævede øjenbrynene, hvorpå hun trak på skuldrene - sigende. Det var måske på denne måde, at hun skulle sørge for at vedligeholde sin topkarakter i engelsk mens hun strejkede, for hun havde rent faktisk ikke tænkt sig at tale sproget.

Hun så den unge mand tage en dyb indånding og træde frem, mens han læber formede noget der lignede ”alright”. Ingen tog sig af ham, som han stod der en meter fra forreste række. Ikke før han løftede en hånd til munden og piftede højt. Så blev der dødsens stille.

,,Thank you,” sagde han sarkastisk og trådte tilbage igen. ,,And please continue to shut up while your teacher speaks.”

,,Hvem er du?” spurgte Philip en smule ubehøvlet og så op på den unge mand med en fremadstrakt pegefinger.

,,Since this is an English lesson, you guys should speak English, right?” påpegede den høje mand ved siden af Jakob med et skævt smil og hænderne stukket i lommerne.

,,Right,” mumlede Philip irriteret og fortsatte så med tydeligt dansk accent: ,,Who are you?”

,,Who am I?” gentog den unge mand flydende. ,,My name is Landon Martin. I am here to teach you brats how to speak English properly.”

,,And you’re of course not Danish, I guess,” mumlede Philip tvært og lod sine store hænder hvile knyttet mod bordpladen.

Dette lod til at underholde Landon, som smilede og i øvrigt tog det helt køligt. Han strøg sit hår ud af øjnene og gik ned gennem bordene med lange, smidige skridt - som en løve på vej ud på jagt. Men der lå ingen udfordring skjult i hans stemme, idet han på perfekt, fejlfrit amerikansk sagde:

,,I get a feeling you really want to hit me. Am I right?”

Philip så overrasket ud, men lod sig ikke mærke med det ud over den kortvarige overraskelse.

,,To hit you? It is against the law.”

,,It sure is.”

,,So no.”

,,Come on. I won’t tell on you. I just want to keep you from holding grudges.”

,,From what?”

Sophie vendte sig mod Philip.

,,At bære nag. At lade det hobe sig op indeni,” oversatte hun utålmodigt.

Dette fik desværre Landon til at vende sig mod hende med forbløffende fart, og i bevægelsen indåndede hun en sær snert af skov, der lå omkring ham. Denne forsvandt dog, idet han stod stille med front mod hende og et interesseret smil på læberne. Så drejede han sig mod Jakob og pegede på hende med sin tommelfinger.

,,She’s called Sophie, right?”

Jakob nikkede. Landon gik tilbage til sin originale plads foran tavlen.

,,I propose a round of introduction.”

Jack stak en hånd i vejret. Sophie kunne ikke lade være med at smile, da hun så det. Jack havde altid gode ideer og var ikke bange for at være flabet overfor lærerne. Men det var ikke derfor, hun smilede. Det var fordi Jacks øjne udstrålede et eller andet, hun aldrig havde set før. Ikke rigtigt, i hvert fald. Som om der foran ham stod en af karaktererne fra de bøger, han elskede så højt.

,,You’re Jack, right?” gættede Landon.

,,That would be me, sir.”

,,Sir? Oh… I see. I suppose you can call me Landon.”

,,You suppose?” udbrød Philip utilfredst og lænede sig tilbage i sin stol med krydsede arme - en temmelig barnlig gestus, hvis man havde spurgt Sophie. Problemet var bare, at det gjorde man ikke.

I stedet måtte hun nøjes med at observere sine klassekammerater. Ingen af dem regnede med, at hun kunne tale engelsk, og de blev derfor alle overraskede, når hun scorede rene topkarakterer skriftligt. Begrundelsen var ganske simpel: ingen af dem havde nogensinde hørt hende tale engelsk. Ikke ud over Anna, men hendes mund var lukket med syv segl. I folkeskolen havde hun fået lutter topkarakterer i sprogfaget som direkte følge af at Gabe kunne finde på at tale engelsk derhjemme. Hun havde kopieret hans måde at tale på, og det fascinerede lærerne at høre en så ung pige med så kraftig amerikansk accent. Så tolvtallerne rullede ind hele vejen gennem fjerde, femte, sjette, syvende, ottende og niende klasse. Og nu sad hun så her, en fjerdedel inde i andet år på gymnasiet og fik den lavest mulige karakter i mundtligt engelsk. Alt sammen på grund af det skænderi, hun havde haft med Gabe. Og hun var lidt for stolt til at slække på sit løfte til sig selv og til ham. Ikke før han holdt op med at være så pylret - han var jo ikke hendes far.

Det argument havde hun kun brugt mod ham én eneste gang og agtede aldrig at gøre det igen. Hans reaktion havde været stik modsat af hvad hun havde forventet. I stedet for at blive endnu mere vred og højtråbende omkring hvordan hun kunne tillade sig at opføre sig så uansvarligt, som han mente, at hun havde, så klappede han fuldstændigt i og sagde ikke et ord til hende resten af den uge. Først ugen efter da hun var kommet til ham med en undskyldning og havde fortalt ham, at hun ikke havde ment det på den måde var han blødt lidt op. Hun vidste, at han elskede hendes mor. Det var der ingen tvivl om. Og hun vidste, at han elskede hende, selv om hun ikke var hans rigtige datter. Men hun vidste ikke, hvad der havde fået ham til at reagere så uventet. Eller hvad der fik ham til at være den mest beskyttende af hendes mor og ham.

Sandt at sige var Gabe jo lidt en slags far for hende. Hun kunne ikke huske sin rigtige far, men havde fået at vide, at han ikke var værd at tale om. Den forklaring accepterede hun, fordi hendes mor ikke brød sig om at tale om hendes far. Og hvis de havde haft et smertefuldt brud kunne hun godt forstå det. Desuden ønskede hun ikke at såre Gabe, som gjorde, hvad der stod i hans magt for at tilfredsstille behovet for at være en familie. Som lille havde han lært hende at cykle, han havde lært hende at regne og at tale engelsk flydende. Han havde kigget efter utallige trolde under hendes seng, og han var faldet i søvn på det hårde trægulv neden for hendes seng - på vagt overfor ulve, som muligvis ville komme ind om natten - så mange gange, at hun efterhånden syntes, at det var pinligt.

Hvorfor Landon mindede hende om Gabe var hun ikke sikker på. De lignede overhovedet ikke hinanden, og selv om de begge var fra USA, så var det ikke det, der fik dem til at minde om hinanden. Landon havde en ret upræget accent, der gjorde det svært for hende at lokalisere hvorfra han egentlig var i USA. Gabe, derimod, havde en stærk accent præget af Upper East Side på Manhattan i New York. Ikke at dette gjorde ham til et mindre godt menneske. Men Landon virkede mere hård end Gabe. Der var noget uafhængigt ved den unge mand med de høje kindben, de mørkeblå øjne og det sølvglinsende hår, der skræmte hende helt ind i marv og ben. Og hun var sikker på, at hun ikke skulle fortælle om denne frygt til Gabe.

Heller ikke selv om Gabe til trods for frygten mindede om denne Landon. Det var deres udstråling. En helt klar uovervindelighed, der hos Gabe havde været der så længe hun kunne huske. I syvende og ottende klasse havde hendes veninder karakteriseret ”hendes far” som værende cool, noget hun ikke havde forstået. Men de havde vel til en vis grad ret. I hvert fald hvis det bedste ord at bruge om den måde, Landon bar sig selv på, var cool. Det var gjort med værdighed.

,,Yes, I suppose. You Danes have a habit of calling everyone by their first name, don’t you?” Landon lænede sig tilbage mod tavlen med krydsede arme og fødder.

,,A habit?” gentog en af pigerne ved navn Maria.

Sophie skævede over til hende og modstod en trang til at vende øjne. Nogle gange fattede hun ikke, hvordan mennesker, som ikke forstod sproget, havde valgt en studieretning med engelsk på højt niveau. Det virkede fuldkommen ulogisk, for når man spurgte rundt omkring i klassen fik man svaret, at de havde taget linjen på grund af samfundsfag og ikke engelsk, som ellers var hovedfaget. Hendes valg havde netop været på baggrund af engelsk på højt niveau - det var før hun havde skænderiet med Gabe, at hun havde truffet netop dette valg. Lang tid i forvejen. Og hun havde ikke orket at ændre studieretning halvvejs gennem første år, fordi hun på trods af alt var kommet tæt på en hel del af de bedre elever i sin klasse. Dem ville hun ikke gennemføre skolegangen uden.

,,Det betyder en vane,” hørte hun sig selv sige i den begyndende mumlen, der bredte sig rundt omkring ved Landons tilsyneladende manglende sans for situationsfornemmelse - klassen foragtede allerede den unge mand.

,,Yes, Sophie, is there something you want to share with the rest of us?” brød Landon pludselig igennem den summen af stemmer, der lød omkring hende.

Hun rystede på hovedet og rynkede på næsen.

,,She was just translating for her classmate,” forsvarede Jack hende.

,,That’s perfect, then. Because I do need someone to translate for me until I learn your horrible language properly. Sophie will do me the honor, I’m sure.”

,,What is she doesn’t?” bed Philip.

,,She doesn’t exactly have choice.”

Sophie sukkede og vendte øjne. Selvfølgelig havde hun ikke et valg. I sidste ende var hun jo kun en elev, og Landon skulle betragtes som en lærer. Hun kunne dog kun undres over, at han havde så meget imod hende. Hvis han da ikke bare betragtede hende som et underligt tilfælde, som han gerne ville udstille. Uanset hvad var det irriterende. For hun ville jo ikke være næsvis overfor en lærer. Specielt ikke foran Jakob, som trods alt gav hende topkarakterer i skriftligt engelsk. At se hende ændre adfærd ville måske få ham til at tænke dårligt om hende, og det havde vist sig for andre i hendes klasse, at det havde sendt karaktererne ned ad bakke.

,,Say, Sophie. How would you address me if you were to be polite?” ville Landon vide, men et vidende smil gemte sig i hans mørkeblå øjne, det var hun sikker på.

Hun bed sin stolthed i sig og sørgede for at anvende så lidt engelsk-relaterede ord som overhovedet muligt, idet hun sank en klump og hævede hagen for at se direkte på den udfordrende unge mand, som ikke havde den mindste smule pædagogisk sans.

,,Mr. Martin, sir,” svarede hun.

,,Thank you, Sophie, for the demonstration,” ytrede han tilfredst.

,,Velbekomme,” mumlede hun tvært for sig selv og mærkede Jacks hånd på sit lår som en slags beroligelse.

Hun lænede sig lidt ind mod ham, samtidig med at hendes fingre lukkede sig omkring hans under bordet. Anna puffede fnisende til hende fra den anden side, og hun rettede sig opmærksomt op. Omkring i klassen var folk begyndt at snakke mere højlydt. Ikke at hun ikke forstod dem, for der var noget helt vildt mærkeligt ved den nye lærer.

Resten af timen gik forsonligt med at Landon præsenterede sig som værende fra D.C og dermed altså ikke fuldgyldigt medlem Amerikas forenede stater. Ikke at det gjorde den store forskel, eftersom han lød udpræget amerikansk og D.C jo trods alt var hovedstaden, som havde en del mere at skulle have sagt derovre end så mange andre steder. Det var jo blandt andet der, præsidenten hørte til. Hver enkelt elev i klassen præsenterede sig, selv om Landon fuldstændigt lod til at have styr på navnene fra begyndelsen.

Hun var blevet lidt overrasket over at han kunne hendes navn. Nærmest bange. Indtil hun indså, at han kunne både fornavn og efternavn på samtlige elever i klassen. Ikke kun hende. Jack var ikke blevet særligt bestyrtet over at blive spurgt direkte, om han havde lyst til at forlade klassen for at finde en dobbeltseng at dele med hende, men hun havde selv mærket rødmen i sine kinder, da læreren antydede, at de sad og gramsede på hinanden i timerne. Han havde taget det helt stille og roligt, og det havde alle andre også.

Og så havde de rent faktisk fri. Dagen var startet som enhver anden kedelig dag i en teenagers liv. Specielt i Sophies liv. Dagene bestod af timer fra otte til mindst to om eftermiddagen, så hjem og lave lektier, inden hun kunne foretage sig noget andet. Derudover havde hun jo også lige en mor at være lidt sammen med samt Gabe, som insisterede på familiesamling hver eneste søndag aften. Det var hans måde at signalere, at de trods alt var en familie, og at de skulle snakke om tingene. Og ingen protesterede mod disse familiemøder, for det var jo til alles bedste. De vendte alle mulige emner og talte ud om eventuelle problemer - åbent og voksent, præcist som Sophie kunne lide det.

Én ting havde hun dog ikke fortalt sine forældre eller nogen anden om. Ikke ud over de videoklip, som hun havde lagt ud på sin profil på YouTube lige før Halloween. Mest for at skræmme folk, selv om hun ikke kunne nægte, at hun selv var lidt skræmt. Der var sket en masse mærkelige ting, specielt på det sidste, men generelt siden hun var lille. Og hver gang var det endt med, at hun havde ladet Gabe være den smule overbeskyttende, han nu engang havde tendens til.

For at hindre sig selv i at gyse mens hun gik med Jack i hånden på vej ud af skolens port pressede hun tankerne i baggrunden og forsøgte at fokusere på de gode og normale ting i sit liv. Hun havde en skøn kæreste og en fantastisk bedste veninde, som hun kunne gøre alting sammen med. Anna havde været hendes bedste veninde uafbrudt siden første klasse, og de havde gået i skole sammen hele livet. Ingen af dem havde været på efterskole eller taget tiende klasse, fordi de ville være sikre på at være sammen. Og det var de da også kommet. I samme klasse, med samme interesser.

De to var så forskellige som nat og dag, og alligevel klikkede de utroligt godt med hinanden. Sophie var født i Odense, men hendes mors begrundelse for at flytte til den lille flække Broby Værk havde hun aldrig fundet helt til bunds i. Nu gik hun jo alligevel i skole i Odense og havde gjort det et godt stykke tid. Anna, derimod, havde boet i den lille by altid, og hendes forældre var fra egnen selv. Deres forældre var vidt forskellige og på nogle punkter uenige i den andens opdragelse, men faktum var at også de kom godt ud af det med hinanden. Hvad Sophie elskede allermest ved Anna var, at veninden altid havde tid til hende og aldrig nogensinde brændte hende af. De kunne tale sammen om alt mellem himmel og jord - undtagen Sophies mærkelige oplevelser.

Jack havde venindeparret først mødt, da de startede på gymnasiet i Odense sammen. Han havde ikke været deres foretrukne påhæng, sandt at sige. De to piger var nemlig endt i en vennekreds bestående næsten udelukkende af piger, som talte utroligt godt sammen. Unødvendigt at sige var denne gruppe klassens ”kloge piger”, som rent faktisk fik lavet noget, når de blev sat til at lave gruppearbejde i selvvalgte grupper, og som gik op i at få gode karakterer og derfor lavede deres lektier. Mie, Olivia og Jessica hed de tre andre i pigegruppen, der dog også kom videre omkring end bare deres egen lille cirkel.

I løbet af første år havde Sophie ikke tænkt ret meget på fyre og kun koncentreret sig om sine studier. Selvfølgelig havde der været flirts og dansen til festerne, men ikke mere end det. Og ud af det rene ingenting var Jack så kommet til en af festerne og havde hjulpet hende med at undgå at kaste op på sit tøj. Efterfølgende havde han kørt hende hjem i sin bil med den påstand, at han ikke havde lyst til at sidde med hende alene i byen de fyrre minutter det ville tage hendes forældre at nå ind til byen, og at han alligevel var fuldkommen ædru og var interesseret i at hun kom sikkert hjem.

Den følgende dag havde han ringet og spurgt, hvordan hun havde det, og hun havde, plaget af tømmermænd, ynkeligt sat ham ind i hvor mange gange hun havde kastet op siden hun vågnede klokken seks om morgenen. Han havde grinet og var kommet forbi med en pose af McDonald’s fede mad, og de havde spist sammen på hendes værelse og snakket og lært hinanden at kende. Og derfra havde det ligesom bare udviklet sig.

,,Hvad synes du om Landon?” spurgte Jack og puffede til hende med sin skulder.

Hun så op på ham og kunne ikke lade være med at grine. Jack var ikke lækker på den måde, at alle piger faldt ham om halsen af lyst til at gå i seng med ham. Men til gengæld var han karismatisk og charmerende og god til at blive venner med alle og enhver. Smalltalk kom til ham lige så naturligt som at trække vejret, og han behandlede alle pænt og med respekt.

,,Jeg synes… at han virker som den typiske ”jeg elsker at pine mine elever”-lærertype,” svarede hun leende.

,,Jeg synes, at han er lækker,” erklærede Anna hæmningsløst.

,,Anna, styr dig, han er din lærer!”

,,Men garanteret ikke meget mere end lige færdig med sine studier.”

,,Og stadig lærer,” pointerede Jack drillende. ,,Du kan ikke vinde den her.”

,,Hvad ville du have gjort, hvis du havde mulighed for at være alene med ham?” drillede Sophie og modtog et useriøst dræberblik fra Annas side.

,,Hvor er du klam, Sophie,” stønnede  Anna leende.

,,Hvad?” spurgte hun uskyldigt. ,,Jeg ville have foreslået, at I tog enetimer i engelsk. Hvem er det nu, der er klam?”

Jack lo.

,,I to. Opfør jer pænt,” klukkede han.

,,Siger du!” udbrød begge i kor, hvorefter ingen af de tre kunne lade være med at grine.

De gik gennem Kongens Have alle tre på stribe og fortsatte med at pjatte, mens de undgik at støde ind i repræsentanterne fra Greenpeace og Røde Kors og Jehovas Vidner, som stod klar til at udspørge alle voksne, som kom hen ad den brede grussti, der ledte fra centrum af Odense og direkte over til det centrale knudepunkt, Odense Banegård udgjorde for Fyn.

Da de kom indenfor i bygningen tog de afsked med hinanden. Sophie lagde armene omkring halsen på Jack, som trak hende ind til sig og bøjede sig ned for at kysse hende, og Anna slog i sjov armene omkring dem begge midt i øjeblikket. Ingen af dem kunne holde masken, og Sophie nøjedes med at kysse Jack fjantet og derefter tage afsked med ham, idet hun gik hen mod den holdeplads, hvor hendes og Annas bus ville holde.

Netop som Sophie tjekkede sit ur ankom bussen, og så kunne hun se frem til lige over en time i en varm bus omgivet af henholdsvis gamle mennesker og tomme siddepladser når folk efterhånden kom så langt uden for byen, at de ikke skulle længere. Anna lavede ofte jokes med, at hvis en buschauffør nogensinde fandt på at ville voldtage nogen, ville ingen lægge mærke til det, hvis det blev de to. For det første fordi der ikke var nogle mennesker i bussen efter Nørre Broby. For det andet fordi busserne alligevel altid var forsinkede. Engang havde en chauffør faktisk smidt dem ud af bussen, fordi Anna lavede sine langt ude jokes, også havde de været nødt til at gå de sidste fem kilometer hjem. Ikke at det gjorde noget. De var jo i godt selskab.

,,Hvorfor har Jack ikke en tvillingebror?” klagede Anna og smed sig ned på sædet med sin taske i skødet.

,,Jeg troede, at du var interesseret i mr. Landon Martin,” drillede Sophie overdrevet og smed sig ned på sædet overfor.

,,Meget morsomt.”

,,Det synes jeg da.”

,,Du er dum.”

,,Det er ikke mig, som dagdrømmer om min lærer.”

,,Det er heller ikke mig!”

,,Jo, det er.”

,,Nej, det er ej.”

Sophie grinede og fandt en pakke tyggegummi frem fra sin taskes yderlomme. Hun tog et stykke og proppede det i munden og kom til at tænke på samme morgen, hvor hendes mor havde givet hende pakken og sagt, at hun skulle lade være med at spise det hele på én dag. Pakken var næsten tom nu, men hendes mor ville ikke sige noget til det. På det punkt var Mia, hendes mor, meget afslappet og alligevel pylret. Som forælder var Mia den, der fik de fleste skældud, og det var hende, Sophie virkelig kæmpede med fra tid til anden. Men det var også hende, hun søgte til for komfort. Gabe var ikke helt så tæt på som hendes mor og ville aldrig komme det.

Mia var blevet mor i en alder af tyve år, men var allerede ved fødslen ikke længere sammen med Sophies far, hvis navn åbenbart ikke kom Sophie ved, for hun kendte det ikke. Allerede fra dengang havde Sophie fundet billeder af sin mor og Gabe, og hun havde troet, at Mia havde forladt hendes far for at være sammen med Gabe. Indtil hun indså, at det ikke kunne være tilfældet. Hver eneste gang Sophie i fortiden havde bragt sin far op havde det været Gabe, som forklarede hende, at det skulle hun ikke forsøge at finde ud af, hvis hun fortsat ville være glad, og hendes mor var lukket i som en østers, tydeligvis såret og fortabt i sin fortid. Havde det været Mia, som forlod hendes far, ville hun ikke være så knust så længe efter, det var Sophie sikker på.

Dette havde givet hende en smule mere sympati for moren, som dog var god til at finde tilbage i den strenge moderrolle med det samme igen. Sophie havde bemærket mange gange, at Mia kiggede på Gabe på samme måde som han kiggede på Mia, og på samme måde som Jack kiggede på hende selv. Glæden ved dette syn var uendeligt stor, fordi Mia trods alt var Sophies faste base, og Gabe var blevet en del af den, som hun ikke ville være i stand til at leve uden. Så at de mennesker, som gjorde det ud for hendes forældre, både genetisk og ugenetisk, blev sammen var vigtigt for hende. Hun ville ikke ende som et ulykkeligt, uheldigt skilsmissebarn.

Mia var hendes mor. Af blod. Af person. Per definition. Og Sophie elskede sin mor over alt på jorden. Højere end Jack. Men hun ville ikke være i stand til at vælge mellem sin mor og Gabe, hvis det kom til en skilsmisse, hvor hun faktisk fik et valg. Nu var det jo egentlig så let, at hendes mor og Gabe ikke var gift, men det var princippet i det. Mia havde den fulde forældremyndighed, men Sophie ville ikke miste Gabe, uanset hvor meget hun elskede sin mor.

 

,,Dyrk lige hvor hurtigt det er blevet mørkt,” udbrød Anna fascineret, idet de hoppede af bussen ved kirken og gik ned ad vejen for at komme til den skillevej, hvor deres veje deltes.

,,Jeg hader Brobyværk når det er mørkt,” mumlede Sophie ærligt.

,,Kylling,” drillede Anna, men de vidste begge godt, at Anna heller ikke var så tryg ved den lille by om aftenen og natten.

,,Kom godt hjem,” beordrede Sophie smilende og omfavnede sin veninde, idet de stod for enden af vejen med den lille Spar-købmand på hjørnet længere henne.

,,Ja, vi ses,” erklærede Anna og vinkede efter sig, idet hun satte i løb så rygsækken bumpede på ryggen af hende, da hun strøg ned mod de små huse i modsatte retning af hvad Sophie skulle.

Den mørkhårede pige stod et øjeblik, inden hun stak hænderne ned i lommerne på sin jakke og gik i modsatte retning ud ad den kurvede vej, som førte til hendes adresse, Leddet 20. Den kurvede vej var mærkelig at gå på, fordi den var så ringe belyst, og fordi dele af den stødte op til en mark. Hun gik hurtigere og hurtigere og mærkede sin puls stige og en klump forme sig i halsen, inden hun nåede ned til den lange indkørsel ind til sit hjem.

De røde perlesten knasede under hendes fødder, idet hun gik ned ad indkørslen og forsøgte at berolige sig selv. Ovre på ydersiden af garagen glimtede stenene vådt, og hun gik nærmere for at sikre sig, at Gabe havde husket at slukke for vandhanen, som sad fast på det hvide træværk. Den var stramt lukket, men måske havde den været i brug i løbet af dagen. Deraf væsken på  de røde sten, der skinnede i en mørkere farve.

Hun skyndte sig hen over den cirkelformede gårdsplads mod hovedbygningen, som var i to etager med marmortrappetrin op til både døren ind til hallen og ind til bryggerset. Hun gik selv ind i bryggerset og sparkede sine sko af for så at smide sin jakke hen over knagerne og gribe sin skoletaske. I køkkenet var der varmt og duftede af kanel, og Mia stod med hænderne i håndvasken og et viskestykke slynget hen over den ene skulder. På kogeøen i midten af køkkenet, der i øvrigt var struktureret som et alrum med en forlængelse af køkkenbordet bag en halvmur adskillende spiseafdelingen fra madlavningsafdelingen nede mod stuen, stod to gryder. En med pasta og en med noget sovs med grøntsager og kylling.

Sophies mave vred sig. Hun havde ikke spist siden klokken tolv samme middag.

,,Hvordan var din dag, skat?” ville Mia vide.

,,Fin nok,” svarede hun  - standardsvaret for enhver teenager.

,,Der er måske ikke sket det helt store?”

,,Næh… Vi har fået en eller anden mærkelig ordning i engelsk, sådan så vi har en mundtlig lærer og stadig Jakob til alt det kedelige,” fortalte hun uinteresseret og gik hen til hjørneskabet mellem køkkenbordet, der vendte ud mod den enorme oplyste baghave, og halvmuren for at se, om de havde noget hvidt brød, der var let lige at klemme ned.

Det havde de - ikke overraskende - ikke.

,,Hvorfor dog det?” ville Mia vide.

,,Aner det ikke.”

,,Ved du så, hvem der er den mundtlige lærer?”

,,Jah, han var der lige i dag.”

,,Hvordan er han?”

Sophie overvejede sin formulering et øjeblik. Så smilede hun for sig selv og hoppede op på køkkenbordet ved siden af de to håndvaske.

,,Irriterende.”

,,Hvorfor?”

,,Han lider af den opfattelse, at jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad han beder mig om. Og så var han virkelig overlegen overfor Philip og Jack.”

,,Er han sådan en gammel højrøvet nisse?” gættede Mia leende.

,,Nej. Jeg tror ikke, at han er ret meget ældre end os,” indrømmede Sophie. ,,Måske først i tyverne.”

,,Så kommer han måske direkte fra universitetet?”

,,Aner det ikke.”

,,Sagde han ikke det?”

,,Nej.”

,,Fortalte han slet ikke noget om sig selv?” Der var noget forarget i Mias stemme, som fik Sophie til at smile skævt for sig selv og give sig til at tromme på bordkanten.

,,Kun at han er fra D.C.”

,,Så han er amerikaner?”

,,Det må han nødvendigvis være. Han taler i hvert fald ikke dansk. Siger han.”

,,Det er måske ikke så ringe endda.”

,,Nej, nok ikke,” mumlede Sophie og sprang ned på gulvet igen for at forlade madlavningsstedet, gå gennem spiseafdelingen med det lange bord med plads til seks på hverdage og tolv når der var gæster og dreje ud i hallen med trappen, som gik op til overetagen, der var formet som en balkon inde i hallen, der gik helt op under taget i højde.

Hun slæbte sin taske med sig op ad trappen og forsøgte af vane at gå på trætrappen uden at den begyndte at knirke. Det var hendes eget lille projekt, fordi hun ville øve sig på at komme lydløst hjem når hun havde været til fester og lignende. Hun havde fundet de rigtige steder at placere sine fødder så trappen og gulvet i overetagen ikke knirkede, når hun gik der, og det fik hende til at føle sig godt tilpas og dejlig letfodet.

Den første dør i overetagen førte ind til hendes mors og Gabes soveværelse, den næste, som lå på samme side åbenbarede et lille kontor. De følgende døre var placeret præcist midt i den store, lyse overetage og ledte ud på en altan, hvorfra man kunne overskue den store baghave, markerne omkring og skoven i baggrunden. Lyset nede i baghaven forekom Sophie lidt underligt, som det altid havde, fordi det oplyste hele haven, men ikke mere. Fra køkkenet var det derfor muligt at se, når rådyr eller ræve begav sig rundt nede bagerst i den store, landskabsdesignede have med den lille sø i bagerste højre hjørne og ”floden”, der løb fra det lille fiskebassin på terrassen og hele vejen ned gennem haven til søen i en lang, blød bue med små broer hen over. Etagens to øvrige døre ledte ind på henholdsvis hendes værelse og husets største badeværelse med jacuzzi, to håndvaske, vasketøjsskakt, brusekabine og toilet.

Det største rum på første sal var dog det store opholdsrum, som sjældent blev benyttet. Der stod to lyse sofaer, et sofabord i marmor med en glasplade som bordplade. Disse ting var placeret oven på et ægte tæppe i bløde cremede farver, som passede til resten af husets lyse indretning. Gulvet var holdt i blegt forsølvet lærketræ i hele huset på nær badeværelserne, hallen og bryggerset, hvor fliserne var holdt i granit.

Hun hørte nogen bevæge sig inde på kontoret og var klar over, at det kun kunne være Gabe. I samme øjeblik tanken slog ned i hende kom han rundt om hjørnet fra døren til kontoret og gispede forskrækket.

,,Sophie!” udbrød han og tog sig til hovedet. ,,Jeg hørte dig ikke komme.”

Hans danske var ikke helt fejlfrit, men tæt på. Efterhånden var der kun en svag snert af den amerikanske accent tilbage når han talte Sophies modersmål, og det lod til at tilfredsstille ham lige så meget, som det tilfredsstillede hende.

,,Det kan jeg se,” påpegede hun drillende og hankede op i sin taske.

,,Don’t you dare scare me like that again, kid.”

Der var ingen egentlig trussel i hans ord, og hun var klar over, at det kun var ment for sjov. Så hun smilede sit mest smørrede smil til ham og begyndte at gå over mod sit værelse, der lå på venstre side af det store opholdsrum.

,,Undskyld, Gabe,” lo hun. ,,Næste gang jeg kommer hjem skal jeg nok råbe meget højt og trampe på trappen, så du er sikker på at høre mig.”

,,Meget morsomt,” mumlede han, og hun kunne nærmest høre, hvordan han rullede med øjnene. ,,Men lad hellere være med at trampe på trappen. Den ender med at falde sammen.”

,,Jeg troede, at du lige havde renoveret den,” sagde hun anklagende og så sig over skulderen. ,,Men så langt rækker dine handyman-evner måske ikke?”  

,,Pas dig selv, din uopdragne møgunge,” drillede han.

,,Var det ikke lidt en fornærmelse til dig selv, Gabe? Du var jo trods alt med til at opdrage mig,” påpegede hun og sendte ham et uskyldigt grin, inden hun rakte ud og åbnede døren ind til sit værelse, der var blandt de mindste rum i huset.

Hun havde intet imod et lille værelse, og hun elskede sit eget. Op mod indervæggen stod hovedgærdet til hendes dobbeltseng, der var skubbet helt ind under det langsomt skrånende tag. I det yderste hjørne stod en kurvestol med et tykt, blødt tæppe i op mod en plade, som hun kunne trække ned fra væggen så den stod vinkelret ud fra ydervæggen ved siden af vinduet. Denne plade gjorde det ud for hendes skrivebord. I vinduet, som var placeret præcis midt i værelsets ydervæg, stod et billede af hende, hendes mor, Gabe, Anna og Jack, som var blevet taget i løbet af sensommeren, hvor de havde været på en tur til Tyskland for at købe ind til Sophies kommende attenårs fødselsdag. Væggen ud mod badeværelset var mere eller mindre dækket af en bogreol med en masse bøger i alle genrer og på flere forskellige sprog: dansk, engelsk, tysk, fransk. Og så selvfølgelig skolebøgerne på de for mange absolut uforståelige sprog: matematik og fysik.

På en lille kommode ved siden af stod  så en lille, gammeldags olielampe, som Sophie havde fundet utroligt romantisk og nu faktisk ikke helt vidste, hvad hun skulle synes om. I kommoden havde hun så stoppet alt sit tøj - og der var meget. Så meget at en del af det som regel lå og gemte sig i flere kasser under hendes seng eller hang hen over armlænet på kurvestolen.

Nedenunder kunne hun høre Gabe åbne dobbeltdørene bag spiseafdelingen af alrummet og kalde på Daniel, deres hund, som garanteret havde været ude i haven da Sophie kom og derfor ikke hørte hende. Hun vidste, at når hun kom nedenunder ville Daniel springe op ad hende og slikke hende i hovedet som om hun havde været væk i flere år, og så ville alle grine og kalde ham en dum, men glad hund. Og så ville hele familien være samlet omkring spisebordet som det skete i færre og færre familier efterhånden som antallet af skilsmisser steg.

Sophie håbede på aldrig at skulle opleve noget sådant. Selv om Gabe ikke var hendes rigtige far. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...