Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9500Visninger
AA

35. Epilog

Epilog

 

Af og til var det eneste, hun kunne holde ud, at løbe fra alting. Som denne aften i november, hvor hun var undsluppet Chillean, Peter, Shinichi, Charles og Aleksandr uden problemer. De var ude i gården for at holde øje med tilkomne, og meget optagede af at gøre deres job med at holde uvelkomne væk fra hende. Men det strejfede dem tilsyneladende aldrig, at de måske burde holde øje med hende, hvis de ville holde hende helt i sikkerhed.

Sophie kendte udmærket de risici, der var ved at stikke af fra paladset, hvor hun boede nu, men hun kunne ikke holde ud at være der ret længe ad gangen. Stedet var præget tydeligt af at Mia engang havde boet der - selv om det var sammen med hendes far - og det føltes underligt hjemligt. Men alt det hvide marmor generede hende. Hun følte ikke for at være dronning og regere officielt, selv om det var Zhen, der i sit kontor i stueetagen af paladset tog sig af den slags for hende. Hun havde ingen forstand på det og overlod det gladelig til kyndige og vidende personer.

Alt, hvad hun havde ønsket sig, så snart hun ankom til paladset, var at flyve til Washington og tale med Landon. At høre hans stemme og sikre sig, at han stadig var i live. Hun hørte aldrig noget om ham, ud over at hun nu vidste, han ikke ville komme nogensinde. Fordi han var kommet for alvorligt til skade. Hun havde modtaget et opkald en morgen for et stykke tid siden med den information, og yderligere fået at vide, at man mistænkte hans race for at have ændret sig af uforklarlige årsager. Til det værre.

Hun havde ladet sin vrede gå ud over kun sig selv ved at stikke af hver aften for at løbe en tur i skoven. Det var det eneste, der hjalp på noget som helst. At sprinte og hive efter vejret og suge iskold luft ned i lungerne. Hun holdt sig til stierne og sørgede for at lytte efter lyden af fodtrin, der fulgte hende. Men som sædvanlig hørte hun ingenting, og hun ville alligevel ikke kunne høre noget, hvis Chillean eller en af de andre fulgte efter hende, fordi de løb lydløst.

Det var mørkt, og det eneste lys, hun havde, var det fra den lille lygte, hun havde siddende i brystlommen på sin jakke. Så hun holdt sig til stierne i skoven og sænkede langsomt farten, efterhånden som hun fik jaget tankerne på flugt. Efterhånden skiftede hun til en lunten, så hun kunne trække vejret normalt og ikke pådrog sig alt for megen mistanke fra sine beskyttere og øvrige personale på paladset når hun vendte tilbage. Hun var nået langt ind i skoven, men var ikke helt parat til at vende om.

Pludselig så hun et rødt glimt, og op af jakkelommen trak hun en af de kasteknive, hun havde taget med sig for en sikkerheds skyld. Automatisk svang hun hånden og lod kniven suse, så den traf sit mål, og der var et glimt af flammer og gnister, inden asken lagde sig i skovbunden, der heldigvis var kold og fugtig på denne tid af året og derfor ikke blev antændt. Hun stoppede op og pustede ud, ikke helt klar over hvor langt hun havde løbet, men klar over at det var meget længere end det føltes.

,,Jeg ser, du klarer dig fint alene,” sagde en stemme, og hendes ansigt skød opefter, overrasket.

Stemmens ejermand kunne hun ikke identificere på grund af dens underlige rungende ekko mellem skovens træer. Men den lød ikke som Infernos, ikke drævende og skræmmende.

,,Hvem er du?” spurgte hun mellem to vejrtrækninger.

,,Din retmæssige ægtemand,” svarede stemmen, stadig rungende og ugenkendelig.

Hendes hjerte sprang et slag over, og hun snurrede rundt på hælen, ikke helt sikker på, dette var en situation, hun havde lyst til at blive i. Hun begyndte varsomt at gå tilbage ad stien mod paladset, mens hun lyttede efter stemmen. Da den ikke lød igen, følte hun sig tvunget til at spørge.

,,Hvis du var det, ville du vel ikke følge efter mig om natten - uden at afsløre dig selv, vel?”

,,Jeg var nødt til at se dig først - alene. Tale med dig, inden jeg kræver en plads, du ikke ønsker, jeg indtager,” forklarede stemmen, og trods ekkoet lød den alvorlig og seriøs på en måde, der fik hende til at blive ved med at gå, forholdsvis langsomt.

,,Det lyder slet ikke suspekt,” sagde hun tørt.

,,Lad mig formulere det anderledes,” lød stemmen. ,,Jeg ville se, om du elsker mig.”

,,Elsker dig?” udbrød hun vantro. ,,Jeg ved ikke engang, hvem du er!”

Der lød en mærkelig lyd, halvvejs mellem et støn og et opgivende suk. Den fik hende til at dreje hovedet og se sig om efter stemmens ejer, men da hun intet kunne se, satte hun i løb. Selv om hun startede langsomt, byggede hun hurtigt fart op. Overrasket over sig selv og sit flugtinstinkt, der skulle aktiveres nu. Hun havde ikke rigtig lyst til at løbe, men når en fremmed sagde, at han ville se, om hun elskede ham, så var det som regel en indikator på, at noget ikke var helt rigtigt, og så måtte hun hellere se at komme ud af vagten.

,,Stop running,” lød stemmen, forpustet, fordrejet, selv i ekkoet. ,,Please. I won’t be able to keep up with you.”

,,Good,” mumlede hun, men sænkede alligevel farten. ,,Perhaps then you’ll stop acting like a crazy stalker.”

Hun stoppede, mens hun tænkte på, hvad der lige var blevet sagt. Og så smilede hun en anelse, men turde ikke få sine håb op, hvis det nu var forkert. Når det nu var forkert, rettede hun sig selv.

,,Didn’t recognize my voice, huh, Sophie?”

Denne gang var der ingen tvivl, og hun snurrede rundt mod lyden af den velkendte stemme, der kom bagfra nu. Hun nåede dårligt at se sig for, før hun satte af og sprang ham om halsen. Deres kroppe kolliderede med hinanden, og hun mærkede hans smidige bevægelser mod sin egen krop, idet han tog et halvt skridt baglæns og bremsede deres hårde fald en smule, indtil de begge lå i skovbunden, hun halvt oven på ham og stadig med armene omkring hans hals. Hans var omkring livet på hende, og han pressede hende ind mod sig, som om hun var det mest dyrebare, han nogensinde havde været i besiddelse af.

En forløsende glæde bredte sig i hende, og hun mærkede tårerne trille ned over sine kinder, varme og salte i modsætning til den kolde luft omkring dem. Så bøjede hun hovedet en anelse og indåndede den velkendte duft, hun ikke havde oplevet ligheden af i hvad der føltes som en evighed. Hun løftede først efter noget tid hovedet for at se ind i hans ansigt og møde hans blik, der var fast og jævnt og beslutsomt og fuldt af så meget følelse, at hun blev helt rundtosset af at se på ham. Hun havde aldrig nogensinde set ham græde, men nu trillede en enkelt tåre ned over hans kindben og begravede sig selv i det mørke hår, der var lige så tilfældigt og metallisk som altid. Hans hud var bleg i mørket og blev lettere gullig i lyset fra hendes lille lygte, men det gjorde ingenting.

Hun lænede sig opefter, på langt af ham, og lod sine læber finde hans som det mest naturlige i verden, og hun blev overrasket, da han ikke skubbede hende væk, men derimod gengældt kysset ganske blidt. Det slog gnister. Hendes krop føltes som om himmel og hav var i den, og at begge dele var i vildt oprør. Blodet susede som stormfloder i årerne på hende, og alle nerverne prikkede, som var hun ramt af lynet. Pulsen dunkede som torden i ørerne på hende, og hun fik en fornemmelse af at gå op i en højere enhed lige pludselig.

Hun mærkede hans ene hånd i sit hår og åbnede øjnene for at se på ham. Hans blik hvilede på hende, roligt og sikkert, som om intet kunne ryste ham ved situationen. Så lod han sine fingre glide ned over hendes kind og føre et par løse hårtotter om bag øret på hende, mens han trak sig en smule tilbage og hævede sig op på den anden albue.

,,Du klarer dig fint alene,” sagde han, og hun blev overrasket over den måde, han kunne fordreje sin stemme på, så den på ingen måde lød som den, han normalt talte med.

Hun smilede.

,,Men ikke så godt som nu,” svarede hun og satte sig op. ,,Hvad laver du her?”

Ved dette løb der en trækning over hans ansigt, og han skubbede sig helt op i en siddende position for så at skifte stilling og knæle foran hende. Fra lommen på sin sædvanlige sorte jakke drog han en lille æske, hvis låg han åbnede for hende, og en ring glimtede i lyset fra lygten.

,,Frier til dig,” sagde han alvorligt.

Hun stirrede forbi ringen og på hans hænder, der var præcis de samme som tidligere. Erfarne, sikre, arrede, prægede af at blive brugt. Og så op til hans ansigt, hvor hun halvt om halvt ventede, at han ville fortælle hende, det var en ond joke eller en test. Men han blev siddende som han gjorde og ventede, og h havde på fornemmelsen, han godt vidste, hun havde nogle spørgsmål, hun ville have besvaret. I hvert fald sænkede han æsken med ringen en anelse og lod den hvile mod sit bøjede lår, mens han så overskuende på hende. Det fik hende lidt på gled.

,,Men dit mærke… dine skader… John sagde, at -”

I sidste ende var det overhovedet ikke noget spørgsmål, for hun var lidt for forvirret til at tænke på formuleringer. Han ville med sandsynlighed vide, hvad hun mente.

,,Skaderne har jeg stadig, og det ser ikke ud til, det bliver bedre fra dette punkt af. Men jeg kan gå, og det er det vigtigste. Det er også rigtigt, at mit mærke har ændret sig. Det, de troede var skidt nede i såret, har vist sig at være permanent og en del af mærket,” sagde han tålmodigt og skubbede sin jakkes krave til siden for så at trække ned i T-shirten indenunder og afsløre den sorte markering mod den blege hud.

Sophie stirrede længe på tegnet, og selv om hun ikke kunne læse atlantiansk, så vidste hun udmærket, hvad det betød. Det kom naturligt til hende, som et slag af indsigt, der ikke burde være der.

,,Du er -”

Han nikkede langsomt.

,,Mod al forventning, Sophie,” sagde han blidt. ,,Jeg kan retmæssigt tillade mig at spørge dig, om du vil gifte dig med mig.”

Hun så nysgerrigt på ham.

,,Du behøver ikke engang at spørge,” sagde hun og så ned i sit skød et øjeblik. ,,Det ved du jo, jeg vil.”

Han smilede.

,,Jeg håbede på det. Men det er jo længe siden, jeg sidst så dig, så jeg var ikke sikker på, du stadig ønskede det,” sagde han stille, roligt og med en blid glæde i stemmen, hvis lige hun aldrig havde hørt før.

,,Jeg elsker dig, Landon,” konstaterede hun roligt og vidste, det var sandt, idet hun rakte en hånd frem. ,,Så selvfølgelig vil jeg det.”

Han grinede, idet han tog ringen ud af æsken, lod sine fingre gribe hendes hånd ganske let og placerede ringen på ringfingeren. Hun så på ham, helt overvældet af glæde, og lænede sig frem for at slå armene omkring ham igen. Han gjorde ikke modstand, men lod sig falde bagover igen, selv om hun syntes, hun så hans øjne udvide sig kort, måske af overraskelse, måske noget andet.

,,Jeg elsker også dig, Sophie,” sagde han og lød så hudløst ærlig som hun altid havde ventet, at han var det overfor hende.

Der var ikke noget anderledes ved Landon nu frem for sidst, hun havde mødt ham, bortset fra at han virkede lykkelig. Ærligheden var der stadig, men den der dybe sorg, hun havde kunnet fornemme hos ham tidligere, var pludselig væk, og ligeså var den der tilbageholdenhed, han havde behandlet hende med under krigen i Yellowstone.

,,Jeg elsker dig,” gentog han og lo så dæmpet sin tilføjelse: ,,men det der gør altså lidt ondt.”

Hun så ned og trillede hurtigt af ham for så at rejse sig helt fra jorden, mens han skubbede sig op i en siddeposition med uglet hår og øjnene funklende mørkt og blåt i lyset fra hendes lygte. Kort overvejede hun, om hun skulle tilbyde ham en hånd, men inden hun havde tænkt tanken færdig, var han kommet på benene og stod og så ned på jorden ved sinde fødder, sådan lidt søgende.

Det var først, da han bøjede sig forover og samlede noget op, at det gik op for hende hvad. Og at han havde haft en stok med. I sin glæde ved at se ham igen havde hun fuldstændig glemt at registrere, om han stod sikkert, og det fik hende til at rødme nu. Men da han rettede blikket op, smilede han bare til hende, som om han ikke havde ventet andet.

,,Det var for resten et rimelig imponerende kast, du lavede mod den skygge,” kommenterede han drillende, idet han lagde den frie arm omkring skuldrene på hende og førte hende tilbage ad stien mod paladset. ,,Har du trænet?”

,,Jep,” svarede hun og så op på ham. ,,Bare pas på. Jeg er en dræber.”

Ved dette lo han sin almindelige, lidt stille latter, der forplantede sig gennem hans muskler til hende, og hun lagde en arm omkring livet på ham for at hale ham en smule tættere på.

,,Du er i hvert fald sikkert i bedre form end mig,” kommenterede han muntert. ,,Men det gør vel ikke så meget, nu hvor jeg ikke officielt har ansvaret for at holde dig inden for husets fire vægge.”

Hun så overrasket på ham. Hans ligegyldighed omkring skaden var ny, og hun var ikke i tvivl om, at han aldrig nogensinde havde tænkt på det som lige meget før. Men han gjorde det nu, det vidste hun. Årsagen dertil kunne hun dog kun gætte på.

,,Du er nok alligevel den eneste, der kan det, så jeg ville ikke hvile for meget på laurbærrene, hvis jeg var dig,” drillede hun. ,,De andre har åbenbart ikke bemærket, at jeg stikker af lidt for ofte.”

Han smilede skævt til hende.

,,Åh, jo de har. Hvordan tror du måske, jeg fandt ud af, hvad du foretager dig om aftenen?” Han holdt en lille pause og tilføjede, ved hendes forbløffede ansigtsudtryk: ,,Chillean fortalte mig det. Jeg bad ham om ikke at gøre noget ved det.”

,,Jeg hader dig,” knurrede hun useriøst.

Han løftede hånden fra hendes skulder og uglede hendes hår i stedet, og hun lænede hovedet lidt ind mod ham og kunne mærke hans skridts naturlige fjedring blive lidt forstyrret af behovet for en stok. Men af en eller anden grund virkede det ikke tragisk, fordi han ikke syntes at tænke på det som noget sådant.

,,Since you agreed to marry me,” sagde han mildt og kyssede hende i håret, hvilket fik hende til at gyse af velbehag, ,,I’ll have the rest of my life to convince you to love me again.”

Hun så op på ham.

,,Speaking of the rest of our lives,” sagde hun langsomt, da en tanke pludselig slog hende, ,,what happened when you nearly killed yourself with that arrow?”

Han blev alvorlig ganske kort, og hun så minderne løbe forbi for hans indre øje, noget der altid var meget tydeligt, når Landon tænkte over fortiden. Det kunne ses på hans ansigt med det samme.

,,It burned away all that was connected to the shadows. Them. The part of them in me, as well. I am no longer beyond your ordinary Eros,” forklarede han smilende.

Sophie gjorde store øjne, men nikkede så.

,,It burned away what was shadow of me, too,” sagde hun. ,,I could feel it. And I feel so much stronger now, less contained.”

Han nikkede.

,,Everybody says so. We’ve become stronger. A stronger species,” sagde han tænksomt. ,,Which means we’ll be closer to equality to our enemies.”

Sophie så op på ham, grinende.

,,I dare you to keep that interpretation of what we are when we have children,” sagde hun drillende og skiftede så sprog: ,,For det får vi.”

Han så ned på hende med store, blå øjne, og hun ventede kort, at han ville protestere, eftersom han havde haft en ret hård opvækst med manglen på sine forældre og skolegangen, der var hård træning fra den tidlige barndom. Til hendes overraskelse smilede han bare og tog hendes hånd, den med ringen på, og lod sine fingre flette ind mellem hendes.

,,Certainly.”

Da paladset kom til syne mellem træerne, stort og hvidt og funklende med lys fra vinduerne, blev Sophie overrasket over den mængde mennesker, der var forsamlet i baghaven, og som råbte tillykke, idet de trådte ud mellem træerne. Landon, som trods alt stadig havde sin stædige stolthed, syntes at sluge den og lænede sig lidt mod hende, ligesom hun imødekom hans behov for lidt støtte og samtidig udnyttede ham til det samme. Det var overvældende på den måde at blive anerkendt som par, og endnu mere uvirkeligt at se Desirée og David komme gående, stadig som nyforelskede, hånd i hånd, frem mod dem og lykønske dem med omfavnelser.

Derefter var der en stor fest indenfor i den enorme balsal. Hvem der havde arrangeret den, kunne Sophie kun gætte på, for det var i hvert fald ikke hende, og Landon syntes tilsvarende overrasket over opmærksomheden ved deres forlovelse. Men det var rart endelig at kunne få lov til at stå ved, hvor højt hun elskede ham, og hvor glad hun var for at have ham hos sig igen. Der ville ikke blive behov for flere natlige løbeture, og dagene indenfor ville blive mindre kedelige, når hun havde ham hos sig.

Det var selvfølgelig ikke sådan, at alle hendes indre spørgsmål blev besvaret. Hun havde stadig mange. Som for eksempel hvordan det var gået til, at Landons mærke havde ændret sig, og hvordan det kunne lade sig gøre, at hun var mærket som dronning, når hendes mor ikke havde været det. Hun fandt heller aldrig ud af, hvor og hvordan kong Ororon opdagede, hvilke kræfter der lå i sammenblandingen af Eros’ og skyggernes blod, eller hvorfor det havde gjort ham så magtbegærlig. Ej heller vidste hun endnu, hvilken indflydelse, hun og Landon ville få i fremtiden som regentpar, eller om hun nogensinde ville komme til at se Anna igen. Men det ville tiden vel vise.

For nu kunne hun slappe af og nyde sin forlovelse med den mand, hun elskede, og som elskede hende tilsvarende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...