Pigen Lucia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Igang
Verden er langt større end de fleste mennesker tør erkende. Langt lysere. Og langt mørkere.
Lucia har aldrig følt sig som en del af menneskeligheden. Lige meget hvor meget hun har prøvet, kan hun ikke få sig selv til at passe ind. Og det er der en grund til.
Lucia hører nemlig til den sorte del af verden. Den del af verden hvor Ilden er grundelementet. Den del, menneskerne bilder sig ind ikke findes. Og det er nu hendes mission at finde hjem.
Men ikke alting går som planlagt. For inde i hendes hjerte, sker der ting som ikke burde ske. Hun begynder at føle. Små, menneskelige følelser bundfælder sig.
Pludselig bliver hun stillet overfor det sværeste valg i hendes liv: Skal hun følge sin skæbne og hjælpe mørket med at vinde over lyset, eller skal hun give efter for disse følelser?

21Likes
18Kommentarer
1001Visninger
AA

4. Kapitel 3

Min far var en lille hjulbenet mand, med nervøse griseøjne, og brunt hår med vigende hårgrænse. Han var dømt til middelmådighed i alt, lige fra middelmådig succes til middelmådig lykke til middelmådigt udseende.

Min mor derimod var en lys engel på jorden, med skinnende lyst hår som hun altid lod bølge som et blond vanfald ned ad ryggen derhjemme. Jeg kan stadig huske min barnlige skuffelse når hun altid satte det op i en kæmpemæssig knold, når hun skulle udenfor i offentligheden.

De naturlige, blåøjede gener fra begge forældre gjorde ikke mysteriet om min stride, sorte hestemanke og de unaturlige sorte øjne, mindre. Faktisk havde mange svært ved at se hvordan jeg overhovedet kunne være mine forældres datter.

Dette var også grunden til at min far sørgede for at få alle de obligatoriske familieportrætter i sort/hvid, i håb om at det ville se lidt bedre ud på væggen når vi fik gæster på besøg. Det var så forbandet vigtigt at se lidt bedre ud når der var gæster på besøg.

I modsætning til min far, bekymrede min mor sig aldrig synderligt meget for hvad andre mennesker tænkte om hende, og samtidig var hun også et af de mest fordomsfrie mennesker der fandtes. Man kunne sige mange ting om min far, men fordomsfri var ikke en af dem.

Men på trods af deres forskelligheder, havde mine menneskelige forældre én ting tilfælles: Deres samlermani.

Vores hjem var et indrettet kompromis mellem min mors kroniske blomster-besættelse og nipsting-epidemi, og min fars uendelige trang til tunge træmøbler, brune lænestole og enorme malerier der kunne fylde den halve væg.

Resultatet blev et hus med rum så fyldte at de nærmest var en labyrint at gå igennem. Overalt skulle man passe på ikke at falde over ting som dartspil, blomstervaser fra Søstrene Grene, oldgamle rulleskøjter, eller bogstabler med alt slags indhold.

Men på trods af møblementets mangfoldighed var der én ting som manglede. En ting som sad fast i tankerne hos min mor som en stædig barndomsdrøm: Et klaver.

”Er du klar over hvad sådan et montron koster? Det er da fuldstændig hul i hovedet at købe så dyrt et instrument når ingen af os kan spille en tone,” var min fars konstante argument i mod.

”Jamen det kan vi da lærer hvis vi har et klaver!” Min mors øjne skinnede af fryd mens hun plaprede løs om hvor fantastisk stolt hun ville være hvis hendes lille Lucia kunne sidde og spille Bach og Mozart.

Det fik dog bare min far til at ryste på hovedet mens han mumlede noget om at gotisk orgelmusik ville passe bedre til mig.

Og så købte han en brun lænestol mere.

 

Min mor var ikke klar over det, men hendes ord om en dag at se mig spille på det elegante instrument, gav mig et brændende ønske efter at indfri hendes forhåbninger.

Derfor gjorde det ikke mit voksende had til den forkælede Fiona mindre, at lige præcis denne pige som allerede havde alt, skulle have lige præcis denne ene ting som jeg ikke kunne få.

”Ej seriøst, det er bare kedeligt at gå til klaver! Min klaverlærers ånde stinker helt vildt!”

Det var sådanne tilfældige bemærkninger i skolegården der kunne få mig til at knytte hænderne sammen i frustration, mens jeg kæmpede for ikke at sige mine brændende tanker højt.

”Han er næsten lige så grim som dig, Lucia-freak,” kunne hun så finde på at sige triumferende hvis hun opdagede mit udtryksløse ansigt blandt de andre børn på legepladsen.

Jeg havde aldrig været meget for at være på legepladsen. Der var for meget larm og for stor fare for at blive ramlet ind i af en løbende møgunge. Og hvis der var noget jeg hadede mere end noget andet så var det fysisk kontakt med en møgunge. Dog var en møgunge værre end de andre, fordi lige præcis denne ikke bare kunne lade mig være i fred ligesom de andre. Næ, denne møgunge skulle absolut tyrannisere min hverdag med hendes eksistens og lede, giftige tunge. Møgungen Fiona.

Ofte var det intet andet end viljestyrke og min mors beroligende ord der gav genlød i mit hoved, som afholdte mig fra at bore mine negle ind i den lille piges fine porcelænshud.

Og det var den samme form for viljestyrke det krævede, da jeg modvilligt blev inviteret med til den lille prinsesses fødselsdag der hverken manglede professionel teaterunderholdning eller dyr og storslået lagkage fra Roskilde, fordi Jyllinges eget bageri åbenbart ikke var godt nok.

Det havde dog ikke været de enorme, realistiske marcipanroser eller den lyserøde glassur, der havde fanget min opmærksomhed til den overdådige børnefødselsdag, i familiens eget nybyggede designerhjem.

Det der virkelig fangede min opmærksomhed var det gamle, smukke flygel i Fionas enorme, lyserøde børneværelse.

Uretfærdighedens harme steg op i mig som det første, da chokket over instrumentets egentlige skønhed havde lagt sig. Hvorfor måtte en pige med en så grim personlighed eje noget så smukt? Det var ikke i orden. Det var ikke fair. Det måtte ikke fortsætte.

Det var den dag at jeg bestemte mig for at Fionas farve var syrlig, giftig mørkegrøn, som slangen i paradis. En slange der skulle udryddes før eller siden.

 

Som lille begyndte min hjerne og øjne i fællesskab at give mennesker jeg kendte godt nok farver. Hvis jeg koncentrerede mig kunne jeg se en let, bølgende energi af farver der sitrede rundt om folks hoveder. Jeg fandt hurtigt ud af at denne energi kunne skifte hele tiden, alt efter hvilke tanker og følelser der løb igennem personens krop. Men helt inde i kernen af personen lå en farve de ikke kunne ændrer ved. Sjælens farve. Det var den inderste farve der udviklede sig gennem en livstid, og den tog mange lag at komme ind til. Hos nogle personer skinnede den lige igennem som en lygtepæl mod en stjernefri nattehimmel, mens den hos andre var godt gemt inde bag tykke lag af løgne og ængstelse.

Egenskaben at læse farver, skulle efter mere træning og viden vise sig at være en form for aura-læsning, men som dengang var det mere bare en leg som gjorde det lettere for mig at kategorisere folk.

Min mor var den første der fik en farve, hvilket vel egentlig var meget naturligt da hun jo var det første menneske jeg var rigtig knyttet til. Hun fik en lys, flyvsk himmelblå. Hendes farve stod så klart og i harmoni med hendes lange, bølgende englehår og elegante figur, at det ikke ville undrer mig hvis hun på et tidspunkt ville få svanevinger og flyve sin vej.

Min far derimod var en del svære at tyde. Det konstante pres fra hans evige frygt for andre menneskers misbilligelse, havde lagt sig som et støvet gammelt tæppe henover farven og nærmest kvælt den til ukendelighed. Men efter han en dag havde haft et usædvanligt stort skænderi med min mor, fik jeg alligevel et glimt af hvad der gemte sig inde bag ved. Og blev umådeligt overrasket over hvad jeg så: En lidenskabelig rød.

Inde i mit hovedet gav det ikke mening at en så middelmådig mand som min far ville have en så stærk og vild farve, så jeg fortalte mig selv at jeg måtte have set forkert og lagde ikke mere i det.

 

Normalt tog det noget tid for mig at bestemme folks farve. Jeg blev nødt til at kende dem først, vurdere deres personlighed før jeg kunne se helt i kernen.

Men alligevel var jeg ikke i tvivl om, ved første øjekast, at farven på den person der sad der henslængt på min bænk, den Sankt Hans aften, var sort.

Sort. Intet andet end sort. Ingen varierende, sitrerende energi udenom, ingen variation. Kun sort. Det var i sidste ende også det der overbeviste mig om at det ikke kunne være et menneske. Ingen følende skabning ville kunne holde til så meget mørke.

 

Det første jeg gjorde var at skrige. Jeg skreg et højt og forfærdeligt skrig, der næsten gik i et med de skrattende måger der baskede over os. Det jeg efterfølgende havde mest lyst til - og nok også burde gøre -, var at løbe min vej igen, men det var som om mine ben var klistret fast til stedet. Jeg kunne ikke røre mig ud af flækken. Rædslen over dette væsen der lignede et menneske, men alligevel ikke, steg hurtigt op i mig. Det var en rædsel jeg ikke kunne beskrive men som startede dybt i min mave og derefter bevægede sig ud i hele min krop.

Alle mine instinkter fortalte mig at jeg skulle væk herfra nu.

Væsenet foran mig, som havde gjort sig den frækhed at sidde på min bænk, havde form som et menneske, krop som et menneske, og ansigt som et menneske. Men udover en unaturligt sorte sjæle-farve, var der også noget over trækkene der fik denne mand til at se nærmest rovdyragtig ud. De grove ansigtstræk, nærmest slangeagtige med den spidse næse, og den let smilende mund. Eller det var vist synd at kalde den smilende. Egentlig var det bare en mund er buede lidt opad i et slesk, triumferende udtryk. Og så var der øjnene. Disse øjne jeg havde set så tit i mit eget spejlbillede. Sorte, sorte øjne. Ingen regnbuehinde, ingen pupil. Bare mørke der gik igen med farven rundt om.

Denne uhyggelige parodi på en mand, sad bare tålmodigt og ventede på at mit skrig skulle ebbe ud, og forsvinde ud i luften.

”Hv-hvad er du?” Spurgte jeg med rystende stemme og mine øjne spilet op frygt. Jeg vidste selv hvor dumt det lød at spørge ’hvad’ i stedet for ’hvem’, men jeg kunne ikke få væsenet foran mig til at passe ind under kategorien ’person’.

Den lille bue om hans mund voksede, og han vendte langsomt ansigtet helt mod mig.

Det tror jeg allerede du ved, Lucia. Jeg er Fanden selvfølgelig, ” svarede væsenet med en stemme der passede med hans udseende. Dyb, grov men samtidig silkeblød og indtrængende.

”Hvor kender du mit navn fra? H-hvorfor er du sort?” Mine spørgsmål var dumme og hvis jeg så mit eget frygtsomme ansigtsudtryk ville jeg sikker have fundet det komisk. I situationen virkede det dog så langt fra komisk som overhovedet generisk muligt. En mand sad foran mig og hævdede at han var Fanden, og så spurgte jeg hvor han kendte mit navn fra.

”Hvorfor jeg er sort? Så vidt jeg ved er min menneskelige form en hvid mand. Det lyder meget racistisk når du siger det på den måde, Lucia. Selv i Helvede går vi ikke ind for fordomme. Alle mennesker er lige, det må du vide.” Det falske, sleske smil voksede og sylespidse, kridhvide tænder afsløres bagved. ”Det er selvfølgelig kun indtil deres handlinger og tanker pletter deres psykiske straffeattest.”

”Je-jeg mente din sj-sjæl…” Min stemme rystede og lå en del oktaver over mit normale toneleje. Alligevel fortsætte jeg med at snakke i stedet for at flygte. Hvorfor, vidste jeg ikke. ”Din farve indeni er helt sort.”

”Åh!” Jeg var ikke sikker, men det så næsten ud som om der løb et glimt af begejstring gennem de sorte øjne. ”Du kan allerede se sind! Hvor fascinerende, dit indre øje er stærkere end jeg håbede på. Det bliver sjovt at træne dig op.”

”Træ-træne mig op? Træne mig op til hvad?”

Fanden besluttede sig for at ignorere mine ord og sagde i stedet: ”Hvorfor i al verden står du egentlig derovre og drypper som en hængt kat? Sæt dig dog ned, dit mærkværdige pigebarn.”

Han løftede hånden en anelse og vippede let med en enkel, doven pegefinger. Pludselig blev mine arme hamret ind til min krop som om et bundt usynlige reb blev spændt rundt om mig, og før jeg vidste af det blev jeg slæbt det sidste stykke hen til bænken så mine stadig våde gummisko skrabede mod den grusede mole-jord. Med et bump blev jeg tungt smidt ned ved siden af manden der kaldte sig Fanden. Der var kun få centimeter i mellem os og jeg kunne nærmest føle den kraftige hede som udgik fra den andens krop, og lugte svovlen og asken.

Mit hjerte begyndte at galopere da frygten tog til med fornyet styrke.

”Åh, se du er helt kold og klam.” Han rynkede på næsen i afsky da han så ned på mig. Det drageagtige ansigt så endnu mere umenneskeligt ud tæt på. ”Jeg hader kulde. Ild og varme er nu det smukkeste.”

Uden varsel åbnede han munden og begyndte at puste glødende varm luft ud som en levende føntørrer. Jeg blev nødt til at lukke øjnene da det begyndte at prikke i øjnene. Varmen løb som et luftigt, sitrende brusebad af energi henover min krop  og gjorde mig helt ør fra toppen af hovedet til tåspidserne. Det føltes som om at jeg ikke bare blev tør og varm udenpå men også renset mentalt indeni. Det var en befriende følelse.

”Se så, det var meget bedre.” Fanden lød tilfreds med sig selv. Selv mit tøj var tørt og blødt, som om fjordens beskidte brakvand aldrig havde rørt det.

”Hvad var det?” Spurgte jeg undrende, uden at tøve og uden at lægge mærke til at min frygt nu også var fuldkommen forsvundet sammen med kulden.

Smilet med de sylespidse tænder kom tilbage med fuld styrke og så næsten helt oprigtigt ud nu.

”Det skal jeg lære dig, Lucia.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...