Pigen Lucia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Igang
Verden er langt større end de fleste mennesker tør erkende. Langt lysere. Og langt mørkere.
Lucia har aldrig følt sig som en del af menneskeligheden. Lige meget hvor meget hun har prøvet, kan hun ikke få sig selv til at passe ind. Og det er der en grund til.
Lucia hører nemlig til den sorte del af verden. Den del af verden hvor Ilden er grundelementet. Den del, menneskerne bilder sig ind ikke findes. Og det er nu hendes mission at finde hjem.
Men ikke alting går som planlagt. For inde i hendes hjerte, sker der ting som ikke burde ske. Hun begynder at føle. Små, menneskelige følelser bundfælder sig.
Pludselig bliver hun stillet overfor det sværeste valg i hendes liv: Skal hun følge sin skæbne og hjælpe mørket med at vinde over lyset, eller skal hun give efter for disse følelser?

21Likes
18Kommentarer
1012Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Hvad i al verden, laver du her?” Spurgte jeg køligt og med hævede øjenbryn, i stor kontrast til mit hjerte der galoperede af sted som et ADHD barn på speed, da jeg så ham midt i regnvejret foran døren til lejlighedskomplekset.

Ed smilede skævt. ”Altså nu må du ikke tro jeg er sådan en freak der tror på faith og alt muligt, men jeg ville bare lige se dig igen. Du fascinerer mig samtidig med du skræmmer livet ud af mig.”

Denne gang var det min tur til at blive overvældet. ”Du er meget direkte,” påpegede jeg, da jeg ikke kunne finde på noget andet at sige. Hans brune hår var helt gennemblødt, og hans kinder var røde af den kulde regnen fremgav. Men hans øjne skinnede præcist som de havde gjort da jeg så ham den første dag.

Dette skulle være starten på en kærlighedshistorie, med sunde, ufornuftige, rå og ægte menneskefølelser. Mit forhold med Ed skulle lære mig alt om livets finurligheder, Moder naturs velsignelse såvel som forbandelse, og kampen om overlevelse. Kort sagt, hvordan man skulle leve sit liv som menneske. Men det var først 16 år efter mit liv begyndte. Det var først efter det stadie af mit liv, man har givet det bizarre navn 'barndommen'. Dengang boede jeg ikke i København, men i en lille by udenfor Roskilde, med det matte navn Jyllinge.

Jyllinge var, og er stadig, en by for de mere velhavende ældre mennesker, og børnefamilierne. Det er her man flytter til når man har fundet et sted at bo for resten af sit liv. – Hvilket også gør det til et utroligt kedeligt sted, som mange unge senere flytter væk fra.

Selvom det nok først var, da jeg var større at det virkelig kom til udtryk, så var jeg alt andet end et normalt barn. Mit sorte, stive hår, lagde sig tæt om mit hoved som en mørk, rodet glorie. Min hårde, glatte, hvide hud var koldere end andre små børns. Men det værste var nu mine øjne. De var nemlig sorte.

Ikke bare meget mørkebrune, ikke med et skær af lyst. Nej, de var helt sorte. Uden noget hvidt, uden nogen propiller.

Mange øjenlæger forsøgte at løse mysteriet om mine underlige øjne. Som lille blev jeg tvunget til adskillige øjenscanninger, men de fandt aldrig grunden til de sorte øjenæbler. De sagde altid at det ikke burde kunne lade sig gøre. At jeg burde være blind, med de øjne. Men alligevel så jeg bedre end det næsten var menneskeligt muligt.

Men det var ikke kun mit unaturlige syn, der skilte mig ud fra alle de andre børn. Først og fremmest var det vel min væremåde. I modsætning til alle de lalleglade, hyperventilerende småbørn, grinte og smilte jeg aldrig. Jeg lavede i det hele taget ikke ret meget.

Allerede dengang, var jeg begyndt at eksperimentere med den kraft jeg havde inde i mig, og kunne næsten lydløst og usynligt bevæge mig rundt. Dengang anede jeg selvfølgelig ikke hvad det var, og tænkte ikke rigtig over hvad jeg lavede. Jeg kan huske hvordan min mor altid med et glimt i øjet, beskrev de første seks år af mit liv som ’en doven kat der dukkede op på de mærkeligste steder’.

Ligesom med mine øjne, forsøgte mange læger og psykiatere at sætte en diagnose på min mærkværdige sind. I lang tid havde de en teori om autisme, men jeg passede alligevel ikke under alle kriterierne. Jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da min mor ikke mente det ville være godt for mig. Til gengæld forsøgte min far ofte at få mig til at have legeaftaler med andre børn, sikkert fordi han ville prøve at gøre mig social. Det endte dog ofte med at det andet barn blev så skræmt ved synet af mig, at møgunges forældre nægtede at lade mig komme i nærheden af det grædende og skrigende pattebarn igen.

Den eneste der rigtig forstod mit behov for asocialhed, var min mor. Min mor og så min morfar. Da jeg jo ikke gik i nogen form for daginstution, var det min mor som for min skyld, opgav sit sundhedsplejerskejob og gik hjemme med mig. Hun snakkede med mig, lange samtaler om alt fra Darwinteorien til hvad vi skulle have til aftensmad, og selvom jeg aldrig svarede noget igen, nød jeg alligevel at høre hendes stemme. Hun havde en blid, smuk stemme, som er så godt indprentet i mit hoved, at jeg stadig kan høre den om natten når jeg vælger at lade drømmene trænge ind.

Selvom hun aldrig fik den kredit som hun fortjente, var min mor en meget klog kvinde. På trods af hun aldrig havde været ude fra Europas grænser, vidste hun mere om livet og verden end nogen anden jeg kendte og nogensinde kom til at kende. Det var hende der lærte mig om sindets dybder, det var hende der rigtig fik mig til at forstå hvad tillid gik ud på. Og på trods af den korte tid jeg kendte hende, påvirkede hun mig mere end de fleste andre.

Min mor og jeg, tog tit over og besøgte min morfar i årene før min triste skolegang. Han var en livsglad, frisk mand, der mindede om min mor på mange områder. Han boede helt ude i Nordmarken, i den anden ende af den lille by, og hans dør stod altid åben for os. Jeg var hans eneste barnebarn, og på trods af mine særheder, behandlede han mig ikke anderledes end han ville gøre med noget som helst andet barn.

I modsætning til min mor og morfar, der holdte af mig lige meget hvad jeg gjorde eller sagde, kunne min far ikke lide mig. Men ligesom alle de andre som heller ikke kunne lide mig, kan man ikke bebrejde ham det. Det var jo ikke hans skyld at jeg var født i Fandens tegn.

Hver søndag om sommeren, indtil jeg blev elleve, tog min mor og morfar og nogle gange min far, når han kunne holde det ud, af sted ud på fjorden i min morfars båd, når vejret ellers tillod det. På de ture kunne jeg mærke en underlig varm følelse i maven, jeg ikke fik på nogle andre tidspunkter. Mange år senere gik det op for mig at det var glæde.

Følelsen kom altid når jeg kiggede ud over det skinnende vand. En kæmpe organisk masse, der hele tiden ændrede struktur. Jeg kunne sidde i timevis og stirre ud på dette fascinerende fænomen. Da jeg var syv år, satte min morfar mig op på hans skuldre, mens verden sejlede fobi. Han og min mor, var de eneste mennesker der fik lov til at røre mig. Oppe på hans skuldre, føltes det som om jeg styrede verden. Jeg var uovervindelig. Verden lå for mine fødder sammen med dens mennesker. Jeg følte mig så hævet over alle andre, med følelsen af magt susende igennem min krop. Og så smilede jeg for første gang i mit liv.

"Se!" Sagde min mor triumferende, og pegede på mit ansigt. "Hun kan jo smile!"

Min far, som havde bygget sig mentalt op hele ugen for at kunne tage med, rømmede sig lidt. "Så. Nu må det være nok. Det er alt for farligt at hun er helt deroppe. Hun kunne falde i vandet," sagde han med falsk bekymring. I virkeligheden var han fuldstændig ligeglad med om jeg faldt i fjorden eller ej. Han kunne bare ikke lide at se mig smile. Ikke fordi han ikke ønskede mig glad, men ligesom med alt andet ved mig, synes han at min smil var for uhyggeligt, for umenneskeligt. Og det kunne han egentlig have ret i. Så var det jo heldigt, at jeg aldrig rigtig smilte.

Da jeg blev seks år, og min far nægtede at få fat i en privatlærer til mig, blev jeg tvunget i skole, og hele min hverdag ændrede sig. Min mor begyndte at arbejde igen, jeg mærkede for første gang i mit liv hvordan verden var bygget op af sociale relationer og hierarkier, og min far begyndte langsomt at blive mere og mere bange for mig jo ældre jeg blev.

Men den største forandring var nok også den mest bizarre. Jeg begyndte at snakke med Fanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...