Luna

En historie om pigen Luna, som flygtede, i sin båd, fra verdenen og den fælles virkelighed der er blevet skabt. en dag indser hun at det er på tide at tage tilbage på land, hvor hun allerhelst vil være. I denne historie følger vi Luna og hendes rejse gennem godt og ondt.

1Likes
0Kommentarer
325Visninger

1. Forord

 

Jeg flød på det åbne hav, i en båd der var min. Så solen stå op og hørte lyden af bølgerne dag og nat. Sejlede langs kysten og betragte det der kun kunne ses derfra..

det kunne være delfinerne selv og hvalerne store, slotte enorme og skurvogne små, turist strande og et rige der stadig tilhører naturen, og alt det mystiske, kun få kender til.

 Om aftenen ville jeg lave ild med mine fantastiske hænder, som jeg er blevet født med, som jeg skal bruge til noget. Til så meget mere end at taste på tastaturet og tænde cigaretter.

Jeg ville hvile ilden i en lanterne blå og lade den leve et liv derinde. Jeg ville bruge timer på at betragte det, jeg lige havde skabt med mine egne smukke hænder, til jeg faldt ind i en stille vise, ind i en anden verden, hvor selv de håbløse finder fantasien frem.

 I den verden, kan jeg endda mærke mig selv brænde op i live, mærke følelsen så fremmed og ukendt, en så stor energi der trænger igennem mig, hurtig som den patron der bliver affyret, inden jeg vågner, på dækket, under den mørke store himmel, under den skinnende halve måne og under de blinkende stjerner, med dråber trillende ned af panden på mig og blander sig med regndråberne.

Jeg ville bryde ud i den største gråd, og blive ved, for imens jeg sidder der, i denne lille båd, der er placeret i en verden så stor,

På denne afstand, kaster jeg mit blik, på kysten, der hvor civilisationen findes, hvor mine mareridt fortsætter, hvor jeg ser væsener brænde op, ser ondskaben, hører ondskaben og dets jeg lod blive tilbage, på land.

fordi ondskaben ikke var til at høre på, fordi det malede en grum verden på mine vægge, fordi det fik lov til at male denne grumme verden på vores fire vægge, som det tror er  den eneste. Jeg sidder her, og ser stadig ondskaben. du maler deres vægge, du har skabt deres vægge, solidt og urokkeligt i deres sind. Malet dem ens. Med hæslige billeder, der fortæller hviskende til jer, at der kun en vej er, vejen som er ens for os alle.

Jeg sidder bare her, på dækket, på denne båd og Jeg spørger mig selv og beder om svar, vil den verden på land, tage imod mig? Jeg vil male jeres vægge smukke, før jeg opløser dem og jeres begrænsninger. Jeg vil give jer en pensel og alle regnbuens farver og lade jer male jeres sind, akkurat som i er.

Og den lyse morgen, vil vække mig en dag. Den vil kaste sine gyldne varme stråler ned på mig, og hviske ind i mit øre, med en varm og dejlig stemme, at det er blevet tid til at vågne op, drage ud og tilbage på land.  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...