Besat af at være perfekt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2012
  • Opdateret: 10 nov. 2012
  • Status: Færdig
Du må ikke være andet end perfekt, for så ser folk dig ikke, er det eneste, den stakkels unge pige Claire går og tænker. Hun skal være perfekt. Hun tænker ikke på andet, men desværre går hendes plan om at være perfekt fuldstændig galt. obs: kan være stødende.

1Likes
2Kommentarer
652Visninger

2. 2

Hun smider jakken, når hun træder ind af døren og ser, at hun er alene hjemme og smiler unødvendigt.

Hun virker lykkelig, men det er hun langt fra. Tidligere i dansesalen brød hun sammen i gråd, fordi hun indså, at hendes plan om at være perfekt, sikkert ville gå i vasken. Det var hårdt og hun havde det så svært med det. Hun kunne bare ikke blive perfekt, ligemeget med hvor meget hun prøvede og derfor brød hun sammen.

Hun fjerner den ødelagte sminke fra sit ansigt og tager en kjole på og beholder de tykke strømper på. Hun føler sig altid smukkere i kjoler. Ikke smuk, men smukkere. Bare for en gangs skyld.

Hun går rundt for at finde en hårelastik. Hun vil gerne sætte sit hår op, fordi det irriterer hende at det bliver ved med at falde ned i hovedet på hende. Hun har normalt altid sit hår sat op, men bare ikke nu.

Da hun får øje på en hårelastik ser hun også noget andet. Hun tager en hårelastik og uden at tøve griber hun fat i det lille stykke stål, der ligger på køkkenbordet og tripper ind på sit værelse. Hun låser døren og sætter sig ned og ligger metallet fra sig på sit skrivebord. Og så sætter hun håret op og trækker papirer og en blyant ud fra sin skrivebordsskuffe. Og derpå skriver hun: "Jeg er ikke perfekt. Jeg bliver ikke perfekt. Jeg er langt fra perfekt. Jeg er grim." Og længere nede på papiret skriver hun "grim" med store bogstaver, som hun understreger, så man bedre ligger mærke til det.

Hun er bange, men det er ingenting, i forhold til, hvordan hun før har haft det. Hun tager den lillebitte kniv op og holder den foran sig. Den har altid ligget ude i køkkenet og aldrig har hun tænkt på, hvad den kunne bruges til. Hun havde før været tæt på at gøre noget helt igennem forfærdeligt, men aldrig skåret i sig selv.

For to år siden var hun deprimeret, den tid, hvor tankerne om at være perfekt sneg sig ind i hendes hoved. Hun var bare ikke perfekt, så hun begyndte at sulte sig selv, og følelsen af ikke at være elsket blev så stærk, at hun var tæt på at hoppe ud af sit vindue, og dermed ville hun dø. Hendes søster forhindrede hende i det og det er de begge så glade for nu. Hendes tanker om at være perfekt forsvandt, men på et tidspunkt kom de bare tilbage, og hurtigt tager de overhånd igen og hun har det på samme måde nu, som hun havde dengang, hun næsten begik selvmord.

Hun sætter den lillebitte kniv på sin arm og det kolde metal giver hende gåsehud, så det kribler over det hele på hendes krop, og hun ryster sådan, at hun nær taber kniven. Hun har mistet lysten til det, men alligevel trykker hun ned på kniven mens hun kører den hen over sin hud, fordi følelserne overtager hende. Er det hvad folk mener, når de kalder nogen perfekt? Er det de piger, der skærer i sig selv, eller skærer piger i sig selv, fordi folk kalder dem perfekte? Hvorfor er der nogle der er perfekte, hvorfor er alle ikke bare præcis det samme? tænker hun, mens hun kører metallet endnu engang over sin hud og når hun tager en dyb indånding rammer lugten af blod hende og hun lægger kniven fra sig og kigger ned.

Hun har to dybe flænger i armen og straks rejser hun sig for at finde et papir, hun kan tørre blodet væk med, men når hun rejser sig bliver hun svimmel og blodet falder ned på gulvet.

Hun slæber sine fødder hen over gulvet og tørrer blodet væk, inden hun sætter et plaster på. Så slemt er det heller ikke. Smerten distraherer hendes tanker fra at være perfekt, men hun tænker mere på, hvor langt fra at være perfekt hun nu er, fordi hun netop har gjort sig selv grimmere ved de to sår, der senere vil blive ar.

Der er blod på kjolen og der er blod på gulvet, men i det mindste er hun alene og der vil forhåbentligt ikke blive lagt mærke til de sår på hendes arm.

Hun trækker op i kjolen og kigger på den mave, hun syntes er tyk, selv om den langt fra er det. Grim. Tyk. Sådan ser hun sig selv. Hun skal være perfekt. Hun skal bare være perfekt, tænker hun, mens hun skærer endnu en gang i sig selv. Hun skærer i sin mave, ved sin venstre hofte, et sted der aldrig er nogen der vil se noget alligevel, der hvor hun kan være så grim, at det ikke betyder noget, fordi en stram bluse i fremtiden skal kunne fremhæve det, der er tilbage af hendes kød.

Og derpå smiler hun og tørrer blodet væk fra sin mave. Selvtilfreds, det er hun langt fra, men hun føler, at hendes smil er selvtilfredst. Hun vasker kniven i køkkenet og ligger den tilbage, hvor hun fandt den, og beslutter sig for at lade som om det aldrig er sket, hvorefter hun ligger sig i sin seng. Med et smil på læben og tårer i øjnene, falder hun i søvn, udmattet som hun er, fordi dagen og tankerne har været for lange.

Hun føler sig tættere på at være perfekt, selv om hun er langt fra perfekt. Det er det eneste der betyder noget. Hvordan hun ser sig selv. Hun vil have alle til at sige, at hun er perfekt, men først og fremmest skal hun selv kunne sige det, for ellers kan hun aldrig blive perfekt.

Perfekt. Lige som hun vil være. Ikke ubrugelig, grim eller tyk. Uopnåelig, smuk, tynd og fuldstændig perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...