Besat af at være perfekt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2012
  • Opdateret: 10 nov. 2012
  • Status: Færdig
Du må ikke være andet end perfekt, for så ser folk dig ikke, er det eneste, den stakkels unge pige Claire går og tænker. Hun skal være perfekt. Hun tænker ikke på andet, men desværre går hendes plan om at være perfekt fuldstændig galt. obs: kan være stødende.

1Likes
2Kommentarer
658Visninger

1. 1

Hun smiler, når hendes familie beder hende spise sin mad. "Nej tak," siger hun og skubber maden fra sig. Hun er allerede for tyk, så mad vil ikke hjælpe. Hun skal være tynd, så hun kan blive accepteret.

"Spis nu," siger hendes søster bedende og kigger på Claire, der kigger med store øjne på hende.

"Nej tak, jeg er ikke sulten," siger hun igen og kigger ned på sine ellers tynde arme, der bærer de hænder, der ligger i skødet på hende.

"Du må altså snart spise noget," siger hendes mor og kigger på den fyldte tallerken.

"Men jeg er ikke sulten," siger Claire og smiler uskyldigt. Jo, hun er ved at dø af sult, men hun kan ikke spise noget på grund af det mål, hun har sat sig for hovedet. Hun vil være tynd. Perfekt. Aldrig andet end perfekt.

"Du er alt for tynd," siger Claires søster, Allie, bedrøvet. Det var vel ikke dårligt at være for tynd?

"Det er jeg sikkert." Claire rejser sig og snupper et æble på sin vej. Hun kan godt spise et enkelt æble, det bliver hun ikke tyk af. Og æbler smager oven i købet godt, tænker hun og lukker døren til sit værelse.

Hun kravler op i sin hvide vindueskarm og kigger ud over byen. Den er pæn og perfekt. Menneskene på gaden er accepteret og tynde, smukke, pæne, perfekte. De ligner små dykker, der bliver styret af mekanisme. Det vil hun også være. Hun vil have at en eller anden sidder og kigger ned på byen engang og tænker at hun ligner en dukke, en smuk, tynd, perfekt dukke, der er accepteret. Perfekt. Intet ville være mere perfekt.

Hun skærer ansigt og lægger æblet væk før hun har taget en bid. Hun hopper ned og stiller sig foran sit spejl. Hun tænker at hun er grim, tyk, afskyelig, bare forfærdelig grim. Men i spejlet står en smuk, tynd pige, der faktisk ligner en porcelæns dukke  Sådan ser hun desværre ikke sig selv. Men det er hvad hun ønsker at se. Et ønske der brænder indeni hende og det eneste hun konstant tænker på. Hun kan ikke spise. Hun skal bare tabe sig. Blive tynd og smuk, så folk kan lide hende og acceptere hende, hun er nærmest besat af at være smuk. Hun ønsker at kunne blive sammenlignet med dukker. Smukke, tynde barbiedukker, der aldrig er noget i vejen med, der altid er kønne og værst af alt så forfærdelig meget plastik, at man ikke kan få øje på den naturlige skønhed. Sådan vil hun i det mindste ikke se ud.  Hun skal bare være smuk, så usandsynlig smuk, og tynd, så forfærdelig tynd, at hun er endnu smukkere.

Hun tager et par grønne gummistøvler på, hun har gemt væk i skabet og en tynd efterårsjakke, før hun går udenfor. Hun skal til dans. Hun må gå til en eller anden sport, for at tabe sig mere og hurtigere, så hun i det mindste også kan spise noget og ikke vil sulte ihjel. Og så nyder hun at danse, hun føler sig fri, det er befriende, det er skønt, og der behøver hun ikke at bekymre sig om noget, og hun føler sig hverken grim eller smuk, når hun danser.

Hun ligger tøjet i et hjørne af dansesalen og stiller sig foran spejlet, inden hendes lærerinde og to andre elever kommer ind. Hun føler sig meget smukkere, når de ikke er så mange, fordi hun er smukkere end de andre. Men med dansen betyder det jo ikke noget.

Hun tager et par tykke strømper på og kan i spejlet igen se denne pige, hun føler er fremmed, en tyk, ikke-charmerende pige, der oven i købet ser grim og latterlig ud i det dansetøj hun har på. Men hun føler sig grim i næsten alt, dog føler hun sig så fuldstændig latterlig i dansetøjet. Men hun tænker at det er meningen, fordi man på en eller anden måde danser, for at ryste følelsen af at være latterlig af sig. Og det gør hun.

Hun følger bare lærerinden og der bliver sagt at hun danser godt og derfor smiler hun. Bagefter går de andre hjem, men Claire bliver. Hun bruger rigtig meget af sin tid i den dansesal og føler sig forbundet til den. Hun danser rundt og hun bryder sammen og hun stirrer ud af vinduet og hun betragter sig selv i spejlet. Hun tænker altid. Hun tænker på at være perfekt. Hun skal være perfekt. Det er blevet en besættelse for hende. Hun skal være så fuldstændig perfekt, fejlfri, så smuk og fantastisk, at alle vil elske hende og at hun aldrig vil blive glemt, hvis det er muligt. Hun vil være så perfekt, så perfekt det er muligt at blive.

Hun trækker en stol ud fra et rum i den anden ende af rummet og trækker den hen foran vinduet. Der kan hun sidde lidt, mens hun tænker, fordi hun godt kan lide at sidde der. Hun elsker at nyde udsigten ud af vinduer, fordi man føler sig så frisk ved luften på den anden side af det tynde stykke glas og så ser man verden i et nyt perspektiv. Det føltes skønt, tænker hun. Og skønt er at være perfekt. Så perfekt. Tynd og smuk.

Hun kigger på sig selv i spejlet igen. Så perfekt, så smuk, så tynd, så porcelænsagtig. Så falsk. Så længe hendes overflade ikke vil knække, når folk rører ved den, så vil hun være perfekt. En dukke. En plastikdukke, en smuk, tynd, perfekt porcelæns dukke, hvis hun ikke forlanger for meget af sig selv. Hun vil være perfekt.

Kun perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...