Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1574Visninger
AA

12. Underligt alene - og så alligevel ikke alene

 

Jeg kommer slentrende ned til morgenbordet dagen efter, stadig i mit nattøj og med uredt hår.

    Jeg har ikke rigtig sovet i nat. Rubinen har ligget ved siden af mig hele tiden, og alligevel har jeg bare følt, at den var så langt væk. Måske er det, fordi Solstråle ikke vil tale til mig – og det, at hun har smidt mig ud af gruppen af Ædelstenselvere. Ærlig talt, så fatter jeg det ikke. Det er jo bare en intetsigende sang! Man skal sgu være et overnaturligt geni for så meget som at overveje tanken om, at der ligger mere i den sang end melodier og ord.

    Mor står i køkkenet og er i gang med havregrøden. Jeg sætter mig bare træt ved bordet og venter på, at der bliver øst op.

    ”Burde du ikke være i tøjet?” spørger mor. ”Klokken er ti minutter over syv.”

    ”Jeg vil ikke i skole i dag…” mumler jeg ned i bordet.

    ”Sludder. Du elsker skolen.”

    ”Jeg hader dem, der går i skole SAMMEN med mig…”

    Hun sætter gryden på bordet og øser op. ”Hvad er der da sket?”

    ”Ikke noget,” mumler jeg og spiser noget mad. ”Hvor er Emily?”

    ”Hun er allerede gået.”

    Jeg glor op på hende. ”Allerede? Hvad skal hun over på skolen så tidligt efter?”

    ”Det ved jeg ikke. Hun stod op klokken halv syv og ville ikke engang have morgenmad før hun var ude af døren.”

    Det lyder sært. Gad vide, hvad Emily har for, siden hun vil så hurtigt af sted. Pludselig får jeg lyst til at gå i skole alligevel. Jeg har forsømt Emily ret meget på det sidste. Faktisk lige siden jeg blev medlem af Ædelstenselverne. Men siden det er forbi, burde jeg måske være lidt sammen med hende. Og samtidig kan jeg også snakke med Sofie. Hun elsker mig sikkert stadig. Måske ved hun ikke engang noget om det endnu.

    Så jeg skynder mig i tøjet, reder mit hår og så ud af døren.

 

Henne i skolen er Sofie ved at hænge sin taske på sin stol. Da hun ser mig skynder hun sig at se væk som om jeg ikke engang eksisterer.

    ”Sofie…” siger jeg og går hen til hendes og mit bord.

    Hun fnyser og trækker sin stol så langt væk fra min som overhovedet muligt. Okay, så har hun altså hørt om det. Og hun er åbenbart lige så nærtagende som Solstråle.

    ”Sofie, helt ærligt!” vrænger jeg. ”Det er jo total barnligt, det dér.”

    ”Vel er det ej!” siger hun og ser arrigt på mig. ”Du brød den vigtigste regel, der findes i vores samfund. Respekterer du os virkelig så lidt, at du… at du ikke engang tager det seriøst?!”

    ”Det er jo bare en sang, Sofie. Ingen vil tro noget.”

    ”Hvis du ikke engang kan se problemet i at afsløre hele vores eksistens, så gjorde Solstråle virkelig ret i at smide dig ud. Så har du også mere tid til at være sammen med dine ANDRE venner.” Derefter lægger hun armene og benene over kors for så at kigge op mod tavlen. Hun lader, som om jeg ikke eksisterer resten af dagen.

    Efter skole går jeg helt ensomt ned ad gangene uden at notere mig, hvor jeg går hen. Jeg stopper først op, da jeg ser Emily sidde på en bænk ved siden af sit klasseværelse. Hun har tasken stående på bænken ved siden af sig, og hun ser uhyre trist ud.

    ”Emily, hvad er der galt?” spørger jeg.

    ”Hva’?” mumler hun og blinker, som om hun lige er vågnet op fra en eller anden sær drøm. Hun ser på mig. ”Hej, Olivia.”

    Jeg sætter mig ved siden af hende. ”Er du okay, Emily?”

    ”Ja da…” svarer hun. ”Jeg fik bare ikke sovet så meget i nat, det er bare det.”

    ”Nå, okay. Men hvorfor sidder du her?”

    ”Fordi… fordi jeg ikke rigtig gider gå hjem.”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Tja… jeg har vel bare ikke lyst…”

    ”Skal vi så ikke gå i biografen eller sådan noget?”

    ”Tjo… det kunne vi vel godt. Men så vil jeg vælge film!”Hh

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...