Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1619Visninger
AA

9. Safirelveren

 

Vi hænger ud hjemme hos Maria en af dagene efter skole, fordi vi alle tre er blevet trætte af Jonas’ lugtende garage. Det er halvanden uge efter jeg havde været på café med den skaldede nar. Dagen efter havde jeg skyndt mig at finde Solstråle for at flippe ud over det. Hun var godt nok rimelig overbevist om, at han nok var en dæmon, og at han nok vidste alt om vores identiteter – men stadig undrede hun sig meget over, at han havde fundet den dér særlige interesse i mig. Hun havde jo hverken set eller hørt skyggen af ham nogensinde. Det, at hun sagde det, fik mig bare til at flippe endnu mere ud.

    Men siden hen har jeg forsøgt at lægge det på hylden, især fordi jeg ikke ligefrem er stødt på ham siden. Jeg håber sygt meget, at han indså, at… at… at han bare indså et eller andet, der kunne få ham til at holde sig væk fra mig! Men inderst inde er jeg klar over, at han sikkert bare er ved at lægge en eller anden typisk skurkeplan, der er så snedig, at jeg falder i den så let som ingenting. Og det øjeblik går jeg og venter på hver evig eneste dag efterhånden. Sådan en stalkertype er MEGET svær bare sådan at lægge på hylden.

    Nå, men tilbage til trioen. Maria skriver på sangen, som vi alle tre meget godt kan lide. Jeg er lykkelig for, at vi endelig har et emne – selvom det er et illegalt emne. Men vi skriver jo kun om min drøm… hvor meget kan det lige afsløre om Ædelstenselverne?

    Jonas sidder fortabt foran fjernsynet og venter på, at reklamerne er færdige, så tv-avisen kommer. Han siger, at der er en historie fra en af nabobyerne, som han bare MÅ høre noget om efter han hørte en fra klassen tale om den i dag.

    ”Nu kommer den!” siger han så, da tv-avislogoet popper frem og en af de meget meget nydeligt klædte tv-værter sidder ved bordet med notaterne foran sig og snakker med den dér typiske nyhedsmelodi:

    ”I går nat i en større provinsby omkring klokken 2 om natten gik der ild i et af villahusene i byen. Der var en tolvårig pige i huset på det tidspunkt. Man troede først, at hun var omkommet i ulykken, men da brandfolket begyndte at nedbryde ilden, kom hun uskadt gående ud af huset, tilsyneladende uden at være kommet til skade overhovedet – hverken fysisk eller psykisk. Efter ulykken var hun mere end ivrig til at tale med vores journalist, der overvågede branden.”

    Man skifter scenarie i fjernsynet og skifter til foran det næsten forkullede villahus, hvor man ser en mikrofon og en pige med sort langt hår stå og smile til vedkommende, der holdt mikrofonen. Pigen siger:

    ”Altså, det var ikke engang specielt farligt. Sådan noget som flammer rører mig ikke.”

    Så bliver der spurgt af journalisten: ”Har du spurgt dine forældre om, hvad I agter at stille op nu med huset?”

    ”Tja…” svarer pigen. ”Vi kan ikke rigtig bruge huset nu. Men jeg er også ligeglad – det hus var ækelt. Men vi snakker om at flytte ud til en anden del af byen. Mine forældre er helt hysteriske med, at jeg skal have luftforandring, fordi jeg da må være i noget for et traume. De vil endda have mig til psykolog! Jeg synes, at det er åndssvagt, jeg mener, jeg er uskadt, der er ikke sket mig noget. Huse brænder jo af og til, det betyder ikke, at man behøver at være en eller anden traumatiseret freak resten af sit liv. Men jeg glæder mig nu til at flytte alligevel. Det skal nok blive fedt at komme væk fra det her ækle kvarter.”

    Journalisten afslutter interviewet, og der bliver skiftet til tv-værten igen, som går videre til næste nyhed.

    ”Huse brænder af og til,” gentog Maria og gik i grineflip. ”Jeg elsker den holdning, den tøs har til ting!”

    ”Ja, men er det ikke herre sejt?” sagde Jonas. ”Det med, at der bare intet var sket med hende? Ham dér fra klassen sagde, at der stod i avisen, at man endda havde fået hende på hospitalet for eftertjek – hun var helt HELT uskadt. Det er jo næsten som om, hun er den nye superkvinde.”

    ”Ja…” siger jeg spekulativt. Jeg overvejer lidt, om hun måske er en af os.

 

Så jeg går ned i parken da vi er færdige hos Maria og finder Solstråle.

    ”Har du hørt om hende pigen fra tv-avisen?”

    ”Jeg har da læst om hende pigen fra aviserne,” svarer Solstråle. ”Hun er overalt.”

    ”Tror du, at hun er en af os?”

    ”Jeg ikke bare tror det, jeg ved det – for jeg kender hende. Det er Sofie. Hun plejede at bo i den anden ende af byen, ser det ud til. Hvis vi er heldige flytter hun herhen til denne her del, så vi kan komme i kontakt til hende.”

    ”Men hvad går hendes kræfter ud på?”

    ”Hun kan styre is og kulde og den slags.”

    ”Men hvad har det med at undgå ild at gøre?”

    ”Hun kan jo lave en slags kold barriere omkring sig, så ilden ikke kan nå hende. Det er meget nyttigt i sådan en situation.”

 

Næste dag i skolen taber jeg både kæbe og mund – Maria bliver nødt til at løfte den op igen, for det lykkes ikke rigtig for mig. Jonas taber sin kæbe og mund ligeså, så den bliver hun også nødt til at sætte på plads.

    Nogle meter foran os, oppe ved katederet, står Sofie med sit lange sorte hår, sine mørkeblå øjne og blege hud. Hun er klædt i en flosset nederdel, en stor T-shirt med en langærmet indenunder. Plus et stribet halstørklæde, der falder ned langs ryggen. Og så smiler hun stort. Der er en, der i hvert fald ikke er specielt nervøs.

    ”Ja…” siger læreren. ”Det er så Sofie – mange af jer har sikkert set hende i nyhederne. Hendes familie er jo flyttet fra en anden bydel på grund af nedbrændingen af deres hus. Vær nu rare mod hende og lad være med at stille hende for mange spørgsmål. Du kan sætte dig nede bagi, søde.”

    Sofie springer ned ved siden af min plads (Jeg sidder selvfølgelig ved det eneste solobord). Hun smiler stort til mig.

    ”Hej, jeg er Sofie.”

    ”Hej… jeg er Olivia.”

    Vi giver hånd, hvorefter vi begge hvæser i smerte og glor ned på vores lommer. I min lomme ligger min mobil, der med det samme er blevet brændende varm. Jeg går ud fra, at det samme er sket med Sofies safir.

    Ingen af os kommenterer hændelsen resten af skoledagen selvom vi begge er klar over præcis, hvad der skete, og hvorfor. Selvom Sofie nok ikke var klar over, at jeg var Rubinelveren før det.

 

Efter skole går vi ud på gangen, Sofie og mig.

    ”Er du Rubinelveren?” spørger hun direkte, uden den mindste form for ærefrygt.

    ”Jep… og du er Safirelveren,” svarer jeg.

    ”Hvor vidste du det fra?”

    ”Altså… min rubin begyndte at brænde.”

    ”Nå ja… selvfølgelig.”

    Jeg smiler tandsmil. ”Men kender du Solstråle? Smaragdelveren?”

    ”Ja, men jeg har ikke set hende i meget lang tid. Er hun her?”

    ”Ja, hun er her lige i øjeblikket for at samle os alle sammen. Men nu er vi tre, det er da alle tiders.”

    Bagefter aftaler vi, at efter skole i morgen, tager vi ned til parken for at mødes med Solstråle. Jeg går så hjem til Jonas sammen med Maria og Jonas.

 

Næste dag regner jeg med at komme i skole til at se Sofies smilende fjæs – men ser det ikke. Pladsen ved siden af mig er tom. Jeg bliver selvfølgelig rimelig skuffet.

    Og sådan bliver det ved de næste dage… og ugen efter. Tom, tom, tom, tom, tom, tom, tom. Jeg begynder at blive en smule bekymret.

    Til sidst holder jeg op med at håbe og tænker bare, at hun nok ikke har tænkt sig at komme i skole igen. Hvad mon der er galt med hende?

    Og da jeg kommer udenfor skolen og splittes med de to andre (Vi aflyser i dag, fordi vi har enormt mange lektier at lave), får jeg endnu et gigachok. Cirka tyve meter foran mig, for enden af vejen, står den skaldede nar og stirrer lige tilbage på mig. Det her, det er for meget. Mere kan jeg ikke bære. Skal jeg nu også til at slås med ham?

    Vi står sådan, til der cirka er ti minutter efter klokken har ringet frihed. Skolen er næsten forladt nu, og endelig tør jeg røre mig. Men alligevel er jeg stadig pisseangst for ham og ønsker bare, at han skal forsvinde langt væk lige nu.

    ”Hva…hva… hv-hva…” stammer jeg og ønsker mig selv dybt begravet i jorden af flovhed. ”Hvad laver du her?”

    ”Det samme, som jeg altid laver her,” svarer han. ”Har du tænkt over mit tilbud?”

    ”Nej!” råber jeg igennem regnen. Jeg er lykkelig for, at der ingen er i nærheden. ”Jeg overvejer det ikke engang! Hvem er du?! Og hvad vil du med mig?!”

    ”Tænk, at du slet ikke kan huske det,” siger han med et ondskabsfuldt smil og begynder at gå frem imod mig. ”JEG ville personligt kunne huske det.”

    Jeg træder bagfra og trækker min rubin frem. ”Kom ikke nærmere! Det er… det er for dit eget bedste!”

    ”Du kan ikke røre mig.”

    ”Vel kan jeg så!” Jeg prøver at lyde modig, men efter han siger det, han nu engang siger, så er jeg pludselig helt paf indeni. Hvad pokker mener han? Hvad er det, jeg skal huske?! Hvad er det, han snakker om?! ”Jordens sang!”

    Så jeg forvandler mig til en elver og giver mig selv nogle ørnevinger, så jeg kan flyve. Det er en af de kræfter, jeg har, som jeg er allermest glad for. Jeg begynder at sende lynkilder inspireret af den elektriske ål efter ham. Han undviger dem alle sammen. Så sender han en sort lynkilde lige imod mig. Den er så hurtig, at jeg ikke engang når at gøre noget, jeg gisper og beskytter mig med armene. Men lynkilden rammer mig ikke. Jeg åbner øjnene og ser, at der har rejst sig et enormt bjerg af klippe foran mig, som har afværget lynkilden. Den flyver nu tilbage mod den skaldede nar, der holder en hånd oppe og lader den svinde ind til ingenting. Han ser rasende på mig – jeg stirrer skrækslagent på ham – og forvirret op den enorme klippe foran mig.

    ”Nu… nu skete det igen,” hvisker jeg. Det med, at der er et eller andet syret, der redder mig, når jeg er i fare. Ligesom i det brændende hus. Lidt efter forsvinder klippen ned i jorden igen, hvor man kun kan se, at asfalten i vejen er ødelagt og jorden er lidt ujævn. Jeg lander ned, total paf over det. Hvad pokker er der galt med mig?!

    Det næste, jeg opdager, er, at der bliver sendt et sort net i hovedet på mig. Det lukker sig omkring mig, så jeg er total fanget. Den skaldede nar går hen og stiller sig ved siden af mig. ”Kan du se? Du kan ikke røre mig. Og det er netop derfor, tilbuddet stadig står ved magt.”

    ”Hvad snakker du om?!”

    ”Hvis du ikke har indset det endnu, så burde du slet ikke få det at vide,” nøjes han med at svare og sender noget sort i hovedet på mig, så jeg ikke kan se noget.

 

Han slæber mig af sted hen ad jorden, og jeg aner ikke hvor, eftersom jeg intet kan se. Alt er sort for mine øjne. Til sidst stopper han, og jeg kan høre, at han åbner, går ind, og lukker en dør igen.

    Herinde kan jeg høre en masse stemmer. De snakker med hinanden og den skaldede nar. ”Du fangede én! Burde vi så ikke sende dem til bossen nu?”

    ”Ikke endnu,” svarer den skaldede nar. ”Vi mangler stadig den tredje – og den fjerde.”

    Hvis de kun mangler to… så betyder det, at de allerede har fanget en af de andre… lad det for guds skyld ikke være Solstråle! Jeg har sgu brug for hende til at redde mig! Men er det så Sofie? Eller er det den fjerde, ukendte Ametystelver?

    Han smider mig ind et eller andet sted, jeg hører en dør smække, hvorefter jeg får synet tilbage. Jeg ligger ikke længere i mit net, og jeg er ikke længere i min elverform. Hvor er min rubin? Han har sikkert taget den…

    Jeg rejser mig op. Jeg er i et eller andet gråt rum med en låst dør. Der er ingen vinduer, rummet er kun oplyst af en nøgen pære i loftet.

    ”Olivia!” Henne i hjørnet sidder Sofie i sin menneskeform. Hun ligner en, der har siddet herinde i dagevis.

    ”Sofie!” Jeg løber over til hende og sætter mig på hug foran hende. ”Er du okay?”

    ”Tja… jeg er PISSEsulten… men ellers har jeg det fint.”

    ”Er det kun os to, de har fanget?”

    Hun nikker. ”Ja. Men de får i hvert fald aldrig fat i Solstråle, det er hun alt for hardcore til. Og vi ved ikke engang, hvem Ametystelveren er, så hvordan skulle de vide det?”

    Jeg nikker bare – egentlig ret enig med hende. De fanger aldrig Solstråle. Og hun siger, at man kan fornemme, når andre af elverne er i fare, så hun må da opdage det ret hurtigt.

    Og ganske rigtigt. En times tid efter hører vi en masse larm og skrig udenfor. Derefter bliver døren braget ind af en stor lian, som Solstråle i elverform sidder på. Hun kaster vores ædelsten til os. ”Vi må hellere skynde os ud, folkens.”

    Derefter skynder vi os væk.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...