Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1673Visninger
AA

5. Rubinelveren

Næste morgen står jeg tidligt op selvom det er weekend. Jeg vil ud i parken og prøve at finde lidt ud af mine kræfter. Parken er stor, og det er let at finde et sted uden mennesker på denne her tid af døgnet.

        Jeg skynder mig at spise en portion havregrød og børste tænder. Så skynder jeg mig i overtøjet og ud af døren – lige efter at have snuppet et buskort.

        Mit hus ligger ret langt fra skolen. Jeg er nødt til at tage bussen for at komme hen i det område, hvor parken og min skole ligger. Men det er kun to stoppesteder, så det tager ikke specielt lang tid.

        Jeg står og venter på busstoppestedet mens jeg leger med min rubin. Den glimter hele tiden i morgensolen. Jeg kan ikke få øjnene fra den. Gad vide, hvor meget den egentlig er værd? Jeg har hørt om rubiner, der ikke er større end en nød, og de er bare mega meget værd. Hvor meget er denne her så lige værd? Den er jo meget større end en nød. Men jeg overvejer ikke at sælge den eller noget. Den har al for stor værdi for mig. Og desuden er jeg sikker på, at den kan forvandle mig til en elver, og at det er dens skyld, at den dér løve ikke slog mig ihjel og gik hjem, da jeg bad den om det.

        Endelig kommer bussen, og jeg skal lige til at stige på, da jeg pludselig føler en underlig brændende fornemmelse nede i min lomme. Jeg tager hånden ned til rubinen og opdager, at den nærmest er brændende varm, så varm, at jeg kun lige kan holde om den i få sekunder. Men når den ligger nede i lommen, føles den bare dejlig varm. Jeg forstår ikke, hvorfor den pludselig er blevet varm.

        Og så går der en forbi mig. Jeg opdager først, hvem det er, da hun er nogle meter fra mig. Det er hende pigen fra i går, Solstråle. Jeg vender mig mod hende, vil gerne sige noget, men har ingen idé om, hvad jeg skulle sige. Hvad er der at sige?

        Så jeg skynder mig bare at stige på bussen, inden den kører fra mig.

 

Jeg kommer til parken og anbringer mig ved kilden. Kilden ligger total omringet af store træer midt inde i parken, et stykke væk fra de fleste stier. Og det er sjældent, at her kommer folk, selvom kilden er meget flot. Somme tider føles det, som om jeg er den eneste, der ved, at den er der.

        Der sætter jeg mig i græsset og hiver rubinen frem. Den er for længst holdt op med at brænde, faktisk stoppede den, da jeg steg på bussen.

        ”Nå, rubin,” siger jeg. ”Nu skal du forvandle mig til en elver, præcis som du gjorde i drømmen – og i kilden. Så… gør det!”

        Jeg sidder lidt dér i en stund og føler mig som en idiot, der taler til en sten. Og der sker intet.

        Så kommer jeg i tanke om, hvordan jeg i min drøm og i kilden havde sagt et slags ord til rubinen. Det ord, som jeg hverken kunne høre eller huske, hvad var. Måske er det det ord, som jeg skal lede efter. Måske er det nøgleordet!

        Jeg rejser mig op, mens rubinen stadig ligger i græsset. Så begynder jeg at sige alverdens ord, som jeg er rimelig sikker på, ikke virker, eftersom der ikke sker en disse med rubinen.

        Så begynder jeg at trygle:

        ”Kom nu… pleease. Jeg har virkelig brug for, at du forvandler mig til en elver. Pleease, bebe! Jeg vil gøre alt! Eller… jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at tilfredsstille en ædelsten, men jeg… jeg vil virkelig gøre alt, hvis du bare forvandler mig til en elver og lærer mig at kontrollere de underlige kræfter, som jeg har fået. Og jeg er sikker på, at det er dig, der har givet mig dem!”

        ”Det nytter ikke, det dér,” hører jeg så en stemme bag mig sige. Jeg drejer rundt og får øje på Solstråle, stående nogle meter fra mig, med armene over kors og et let smil på læben.

        ”Hvad… nytter ikke?”

        ”At trygle stenen, Olivia,” svarer Solstråle, der ligner en, der skal til at flække af grin.

        ”Vent… hvor kender du mit…” navn fra? skal jeg til at spørge, før jeg kommer i tanke om, at jeg gav det til hende.

        ”Du ved… det er mig, Solstråle. Husker du mig?”

        ”Ja, jeg kan godt huske dig…” Jeg rødmer stort og stirrer ned i vandet, før jeg så kommer i tanke om, at hun nævnte rubinen, og kigger op på hende igen. ”Men hvad mener du med det dér… det dér med stenen?”

        ”Det nytter ikke at trygle den. Den vil ikke forvandle dig, bare fordi du beder den om det.” Hun sætter sig ved siden af mig.

        ”Hvor kender du til den fra?”

        ”Fordi jeg er ligesom dig,” svarer hun og tager rubinen fra mig. ”Jeg er bare ikke heelt som dig.” Så tager hun hånden ned i lommen og op kommer en grøn ædelsten – en smaragd.

        Jeg stirrer på den. ”En smaragd… betyder det, at du…?”

        ”At jeg – ligesom dig – er en elver, ja.”

        Jeg sidder i en stund og bare ser på hendes smilende ansigt, mens jeg knap nok kan tro et ord af det, hun siger. Så hun er ligesom mig? Var det overhovedet en tilfældighed, at hun reddede mig fra kilden forleden? ”Kunne jeg… få en eller anden slags forklaring? På alt det her… med rubinen og… og forvandlingen til en elver?”

        ”Selvfølgelig. Du er Rubinelveren – og jeg er Smaragdelveren.”

        ”Det forklarede jo også meget.”

        ”Jeg er kun lige begyndt, men du skal forberede dig på, at det her kommer til at lyde sært i dine ører. Men det hele er fuldstændig sandt.” Hun sætter sig overfor mig og ser mig i øjnene. Jeg vender mig selv med front mod hende og ser hende i øjnene, mens hun så begynder at fortælle:

        ”Jeg kommer fra en anden verden end denne her, Olivia. Det gør du også, selvom du ikke ved det. Det er en verden, som intet menneske kan komme til. Kun folk som os, kun elvere kan komme dertil. Det er nemlig elvernes verden. Det er dér, alle elverne bor og hører hjemme. Jeg er selv født og opvokset der.”

        ”Men… vil det sige, at jeg bare er en eller anden elver ligesom alle andre? Går alle elvere så rundt med en ædelsten om halsen?”

        ”Nej, det er kun os. Dig, mig og to andre. Vi er de fire, der bliver kaldt Ædelstenselverne. Vi er en slags… beskyttere af elverfolket, fordi vi er de eneste, der kan magi.”

        ”Magi?! Jeg kender ikke den mindste snus til magi!”

        ”Orh lad være med at snakke udenom! Lige siden du fandt den rubin dér (Hun peger på rubinen) er der sket sære ting omkring dig. Du kan pludselig ting, du ikke kunne før, kan du ikke?” Hun ser dybt ind i mine øjne. Jeg ser ned i nogle øjeblikke og tænker over det, før jeg så indrømmer, at der er sket ting. Min pludselige evne til at kunne manipulere og have følelsesmæssig kontakt med dyr.

        ”Præcis. Du har dyrenes sjæl dybt inden i dig. Men det, du kan nu, er intet imod det, du vil kunne, når du er i din elverform. Du vil kunne SÅ meget mere!”

        ”Hvad kan du så?”

        ”Jo, jeg…” Hun rejser sig op og tager smaragden i hånden. Så siger hun, nærmest henvendt til den: ”Grønne enge.”

        Og pludselig er Solstråle helt forandret. Hendes hår er stadig sat op i den enorme hestehale, men nu er håret ikke længere mørkeblondt – nu er det grønt, lysegrønt. Hendes øjne har nøjagtig samme farve nu. Hun har de strittende ører, er klædt i en lårkort grøn kjole, der flagrer lidt for enden og er top- og ærmeløs. Om armene har hun nogle grønne jernbånd og hun har nogle grønne knæhøje støvler på, der ligner gummistøvler med snørebånd. Om halsen har hun et grønt halsbånd med smaragden hængende, læggende mod hendes hud og skinnende i solskinnet. ”Jeg har magten over naturen. Jord, ild, sten og planter.” Hun rækker armen ud for sig, og en af piletræernes grene snører sig som en slange rundt om den for så blidt at give slip igen.

        Jeg måber. ”Hvordan transformerer jeg?”

        ”Det kommer,” svarer Solstråle kort for hovedet, mens hun ser på piletræet, som var det hendes gud eller hendes sjæleven eller sådan noget. ”Med tiden…”

        ”Med tiden? Hvad skal det betyde?”

        ”Det betyder, at du kan transformere, når du har ordet.”

        ”Hvad for et ord?”

        ”Ordet, der aktiverer rubinens magi. Det er svært at forklare. Det er et slags… nøgleord. Når du siger ordet mens du holder om rubinen bliver du forvandlet.”

        ”Så jeg skal bare… gætte mig til ordet?”

        ”Nej, nej, overhovedet ikke! Ordet kommer til dig. På et eller andet tidspunkt – lige pludselig, så vil ordet komme til dig, og du vil vide, at det er det ord. Og du vil aldrig glemme orden igen, om der så end går tredive år, hvor du har været adskilt fra rubinen – så vil du stadig huske det.”

        Jeg nikker. Øv, så skal man simpelthen bare vente på, at ordet kommer. Det kan jo tage evigheder. Men så dukker et andet spørgsmål op: ”Kan alle elvere så… transformere sig til mennesker og omvendt?”

        ”Nej. Nogle elvere er halvelvere – hvilket vil sige, at de kan transformere sig imellem elverformen og menneskeformen. Men vi Ædelstenselvere bliver nødt til at være halvelvere, da vi har et job, der kræver, at vi kan transformere sig til begge former. Det er også vores job at sørge for, at mennesker lever i evig uvidenhed om elverne. Kun mennesker, der har en vis kontakt til en elver, må kende til sandheden. Somme tider sker det jo, at en elver bliver født ind i en menneskefamilie – det ender altid i et enormt kaos, indtil man får overbevist forældrene om, at de ikke har fået et eller andet monsterbarn.” Hun lignede en, der morede sig en smule over tanken.

        ”Skal jeg så… tilbage til elververdenen, forlade min lillesøster og min mor og tage med dig?” Tanken giver mig myrekryb.

        ”Nej… ikke endnu. Der er sikrere for dig her. Vi har også en mission her.”

        ”Hvad mener du med, at jeg er sikrere her? Og hvad for en mission?!”

        ”Der er en… dæmonkonge i vores verden. Han… er leder af dæmonerne, som bor i Mørkebjergene. Han øh… prøver at gøre os elvere til hans undersåtter, som vi var engang for millioner af år siden. Men han ved, at det ikke er muligt for ham før han har os i hans magt. Dig, mig og de to andre. Han leder lige nu som besat efter os. Jeg har kunnet mærke dæmonernes tilstedeværelse her i byen.”

        Jeg stirrer bare på hende med et lille tic under det ene øje. Ej, nu bliver det sgu for langt ude! Det her må være et eller andet bluffnummer. ”Du laver sjov! Det er en spøg, det hele, er det ikke?”

        ”Nej! Det er ikke en spøg!”

        ”Så fortæl mig om missionen!”

        ”Missionen er at finde de to andre før han gør det! Finde Safirelveren og Ametystelveren. De er også her et sted – i byen. Safirelveren sendte vi hertil for nogle år siden, så hun var i sikkerhed. Hun bor hos sin onkel og tante, men jeg aner ikke, hvor de bor lige i øjeblikket. Og Ametystelveren er fuldstændig ukendt!”

        Hun rejser sig op og trækker mig med op og stå. ”Nå… men nu ved du, hvad og hvem du er. Brug den næste tid på at fokusere på dine evner og få kontrol over dem. Og måske kommer ordet også til dig.”

        Jeg nikker bare. Det her er sgu for latterligt, at jeg bliver nødt til at nive mig selv i armen før jeg tror på det!

 

 

 

 

 

        Av!”

       

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...