Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1715Visninger
AA

4. Mærkelige ting sker

 

Da jeg kommer til mig selv ligger jeg i det bløde græs i parken. Jeg er drivvåd og fryser en smule. Men jeg er ligeglad, for min drøm er lige kommet til virkelighed. Det er noget, man meget sjældent oplever.

        ”Er du okay?”

        Jeg farer om, jeg er skrækslagen over, at vedkommende, der har reddet mig op af vandet, vil opdage, at jeg ikke er et menneske, men en elver. Jeg sætter mig op og opdager, at jeg… ikke er en elver. Jeg er… bare Olivia – menneskelige Olivia. Så opdager jeg, at jeg har den glatte rubin i min knyttede hånd. Jeg lægger den i lommen og ser på min redningsmand.

        Det er en pige ligesom mig, vel også på min alder, ser det ud til. Hun har langt næsten gyldent hår, der er sat op i en høj hestehale. Håret er faktisk så langt, at det går helt ned til bagen, hvilket får mig helt til at måbe. Hendes øjne er meget mørkegrønne. Hun er klædt i en lyserød top med stropper, bar mave og en kort cowboynederdel. Om halsen har hun et blåt halstørklæde, der er kastet ned langs ryggen, og hun har simple grønne støvler på. Ellers ikke noget.

        Så kommer jeg i tanke om, at hun stillede et spørgsmål, og jeg nikker. ”Ja, jeg er helt okay.”

        ”Det var godt.” Hun smiler og rejser sig. Jeg sidder bare som en eller anden tilfældig frossen frø og stirrer på hende. Hun står på en meget… elegant måde, synes jeg. Med armene over kors og benene sådan lidt skråt. Og hendes øjne ligner noget, der er fra en anden verden. Hun ligner i det hele taget én, der er fra en anden verden. Så tykt langt hår er der ingen her, der får, og tøjet er heller ikke noget, nogen normalt ville gå i, og da slet ikke på denne her tid af året. Det var kun lige blevet forår.

        Hun rækker en hånd frem. ”Lad mig hjælpe dig op.”

        Jeg glipper lidt med øjnene og stirrer på hånden. Så nikker jeg stumt, tager den og hun hjælper mig op og stå.

        ”Tak for hjælpen…” hvisker jeg lidt hæst.

        ”Måske skulle du komme ind i varmen,” siger hun og smiler. ”Du er drivvåd.”

        ”Tak… det ved jeg.” Jeg drejer rundt og skal til at gå, men vælger at blive stående. Så ser jeg på hende. ”Er du… herfra? Jeg har ikke set dig før.”

        ”Jeg er ny, ja,” svarer hun. ”Jeg kommer langvejs fra. Mit navn er Solstråle.”

        Af hvad for noget?! er jeg lige ved at udbryde, men jeg holder min kæft med det og nikker. ”Mit navn er Olivia.”

        ”Det er hyggeligt at møde dig, Olivia. Men pas nu lige lidt på søerne lidt oftere.” Så vender hun om og går sin vej. Jeg står bare og stirrer efter hende.

 

På vej hjem går jeg bare i mine egne tanker. Jeg vrider mit hår så godt jeg kan, og også lidt tøjet, men ikke meget, da det ellers bare bliver mega krøllet.

        På vejen sker der en masse underlige ting. Da jeg går forbi et lille træ med en pippende gråspurv, synes jeg at kunne forstå, hvad den siger. Eller… jeg er ikke helt sikker, men det lyder, som om den kalder på sin mage. Jeg fatter ikke, hvordan jeg kan vide det.

        Så får jeg øje på en kat lidt længere henne. Og af en eller anden grund… kan jeg fornemme, hvad det er, den foretager sig. Den leder efter en fisk, der er blevet væk fra den.

        Det her er underligt.

 

Den aften ligger jeg i min seng og prøver at falde i søvn, men det er nu ikke specielt nemt. Jeg tænker hele tiden på det, jeg oplevede tidligere i dag. Og hende dér pigen, Solstråle… hun bliver også ved med at dukke op i mit hoved. Der er et eller andet ved hende. Noget magisk.

        Og så lyder min lillesøsters skrig inde fra hendes værelse af. Jeg farer op, rejser mig med det samme og styrter ud på gangen.

        Mor er allerede inde på værelset, og Emily sidder i sin seng i skrædderstilling og ser helt skrækslagen op i loftet. Jeg ser også derop og kan se en lille sort edderkop. Emily hader edderkopper, hun har en slags fobi for dem. Når hun ser en edderkop, stivner hun og kan hverken tænke eller reagere på nogen fornuftig måde.

        ”Pleease, få den væk,” piber hun.

        ”Jeg henter lige en kost,” siger mor og skal til at gå ud af rummet, da Emily ånder lettet op.

        ”Den er væk,” siger hun.

        Mor ser op i loftet med rynket pande. Edderkoppen er kravlet ned ad væggen og ud af vinduet.

        ”Hvad… det har jeg ikke set før.”

        Heller ikke jeg. Men jeg ved, hvad der er sket. Det er min skyld. Jeg så bare på edderkoppen og kunne på en eller anden måde fornemme en eller anden sjov kontakt mellem mig og den. Og så… kravlede den væk. Altså, hvad sker der?

 

Den nat sover jeg helt uden drømme – overhovedet. Ikke en eneste. Men jeg ved godt hvorfor. Jeg fandt rubinen, så hvorfor finde den igen i drømmen?

 

Næste morgen sidder jeg allerede oppe klokken kvart over seks og spiser morgenmad.            Emily kommer ind i køkkenet, gnider sit øje og stirrer på mig. ”Hvad fejler du?”

        Jeg vender mig mod hende og synker min mad. ”Ikke noget, hvorfor?”

        ”Fordi du er oppe. Du burde ligge og snorke lige nu.”

        ”Nårh ja… men jeg er ikke så træt her til morgen. Jeg vågnede for et kvarter siden.”

        Emily tager noget morgenmad, og vi sidder og spiser lidt sammen. Et kvarter senere kommer min mor ned fra overetagen. Hun er stadig i sin morgenkåbe og med uredt hår – og uden make-up. Har jeg nogensinde fortalt dig, at min mor ligner et fugleskræmsel, når hun ikke har make-up på?

        ”Godmorgen Emi –,” og så opdager hun, at jeg er oppe ”ly og Olivia. Har I sovet godt?”

        Vi nikker begge to. Jeg smiler – måske lidt overdrevet. Emily sender mig også et langt mistænksomt blik. Mor ser også undrende på mig.

        ”Hvad er der, Olivia?” spørger hun.

        ”Jeg er bare glad, udhvilet – og drømmeløs,” smiler jeg stort.

        Mor, hun måber nærmest. ”Er det rigtigt? Var drømmen der ikke i nat?”

        ”Nope, den var helt væk.” Ja, drømmen er væk, tænker jeg og lægger en hånd på min bukselomme, hvor jeg har lagt den lille glatte rubin. Men helt forsvundet er den ikke.

 

Henne i skolen sidder jeg bare i frikvarteret ved et træ og ser ud i luften, mens jeg tænker på, hvad der sker lige i øjeblikket.

        Min rubin ligger i bukselommen, og jeg har ingen idé om, hvad jeg skal bruge den til. Jeg ved, at den kan noget helt specielt, men det, den kan, kan jeg ikke få den til at gøre. Jeg har lyst til at være en elver. Jeg føler mig så enestående, når jeg er en elver, både i drømmene og dér i kilden.

        ”Olivia!” hører jeg så Marias stemme tordne i mit øre. Jeg hopper vel mindst tre meter op i luften af ren forskrækkelse. Jeg opdager, at både Maria og Jonas sidder ved siden af mig, og jeg føler mig ret flov over slet ikke at have lagt mærke til dem.

        ”Skal vi tage hjem til Jonas i dag og øve?” spørger Maria.

        ”Jo, det kan vi da godt,” svarer jeg og nikker. ”Men bør vi ikke lige finde på et sangemne først?”

        ”Jo, men hvad skulle de være?” spørger Jonas. Jeg ryster bare sukkende på hovedet og læner mig mod træet. Jeg har ingen idéer.

        ”Måske en kat, der leder efter sin fisk,” foreslår jeg ligegyldigt. De glor begge to undrende på mig, bange for, at der er noget galt med mig.

        Pludselig lyder der skrig i skolegården. Der er en, der skriger skingert: ”En løve! Det er en løve!”

        Der går kuldegysning igennem mig.

        ”Tror I, at det er den løve, som stak af fra zoo her i går?” spørger Maria og rejser sig. Hun gemmer sig bag træet. Jonas er mere vild efter at se løven. Jeg sidder bare og prøver at få øje på den imellem alle børnene. En voksen prøver at få ro over det hele og siger, at hvis vi bare holder os i ro, så gør den os ikke noget.

        Pludselig skriger folk endnu mere og springer alle sammen til siden. Jeg kan se, hvordan løven springer imod Maria, Jonas og mig. Jonas springer op som en frø på en stegepande og farer om bag træet sammen med Maria. Jeg bliver siddende – dum som jeg er.

        Løven standser lige foran mig. Det er en han, det kan man se på den store gyldne manke. Han ser direkte ind i øjnene på mig. Jeg ser ham direkte ind i øjnene. Så bukker jeg mig ned og hvisker ind i hans øre: ”Gå hjem.” Lige så stille. Og han adlyder.

        Han vender om og løber den modsatte vej af mig. Han løber ud på gaden og i den retning, som jeg er rimelig sikker på, zoo ligger.

        Og så er det, at jeg får øje på en mand. Han står henne ved skoleporten, klædt i en lang sort åben læderjakke, der går helt ned til knæene. Jeg lægger også mærke til, at han er skaldet, og at hans ansigtsudtryk ligner noget, der har lidt en stor sejr. Og han ser direkte på mig. Og jeg bliver straks rædselsslagen – og jeg ved ikke hvorfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...