Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1594Visninger
AA

15. Koncerten

  

Jeg vågner brat op til en kvindestemme, der brøler ud over hele rummet: ”MORGENMAAAAAAAAAD!”

    Jeg opdager, at jeg sover over flyet hos Maria. Maria og Jonas har gjort det samme natten igennem. Jeg kommer i tanke om, at vi brugte helt til klokken tre i nat på at skrive en ny og mindst lige så god sang. Først, da vi havde nedskrevet det sidste ord, tillod vi os at sove.

    Marias mor kommer hen til os med et kæmpe fad med amerikanske pandekager (Hold da op). Jeg gnider mine øjne.

    ”I tre må hellere se at komme i gang. Jeres koncert starter om ikke så mange timer,” siger Marias mor.

    Vi glor alle sammen op på uret på væggen. Klokken er halv tolv, og vores koncert starter klokken halv tre.

    ”Åh, gud!” hviner Maria. ”Jeg skal i kjolen… have sat hår og lagt make-up… hvordan skal jeg overleve det her?!”

    Vi får spist vores pandekager og splittes derefter for at gøre os klar til at optræde. Jeg tager hjem til mor og Emily, der begge er meget spændte på koncerten. Jeg føler mig også en smule spændt – især på, om Sofie og Solstråle vil tilgive mig nu, hvor jeg ikke ”afslører” om vores eksistens til tohundrede mennesker.

    ”Kommer I begge to til koncerten?” spørger jeg dem.

    Mor nikker. ”Ja, selvfølgelig.”                                                                                

    Emily sukker. ”Jeg har ellers så mange lektier for til på mandag… jeg ved ikke, om jeg kan nå det.”

    Den sætning ødelægger bare hele mit øjeblik. Jeg havde sådan glædet mig til, at Emily skulle høre os, fordi hun har glædet sig så meget til at høre sin storesøster synge for så mange mennesker, og at hun ville være ”VIP”, som hun siger, fordi hun kender mig.

    Men jeg smiler bare og siger, at hun nok skal se at komme i gang så.

   

Bagefter går jeg op på mit værelse og begynder at rode mit garderobeskab igennem. Lige i dag vil jeg finde det helt rigtige at tage på.

    Efter en halv times leden finder jeg noget, der bare er helt rigtigt. Det er en blåsort hættetrøje, der er lidt jakkeagtig, nogle stramme jeans, en hvid T-shirt og så nogle sko, der passer til jakken i farver. Håret skal være løst som det plejer, men gerne pænere end det plejer. For eksempel tror jeg, at jeg vil bruge føntørrer efter badet, så det bliver mere pjusket.

 

    Den næste tid inden koncerten sidder jeg bare på min seng og venter på, at jeg skal af sted. Det virker så uvirkeligt, at koncerten pludselig er så tæt på. Jeg er så tæt på at løse alle mine problemer – håber jeg. Måske bliver alt godt igen, måske er det hele overstået om nogle timer. Solstråle og Sofie er måske mine venner igen, Ametystelveren bliver måske fundet om ikke så længe, og så er vi alle samlet, så vi kan tage ud og få endnu mere lagt bag os.

 

Men så bliver klokken to. Jeg går nedenunder til mor og Emily.

    ”Husk nu, at I skal være der om en halv time,” minder jeg dem om. Mor nikker.

    ”Vi skal nok være der.”

    Derefter skynder jeg mig ud af døren og af sted mod pladsen, hvor man har opstillet scenen og hele hurlumhejet.

    Bag ved scenen mødes jeg med Maria og Jonas. Maria er klædt i den mest kjoleagtige kjole, jeg nogensinde har set. Hun ligner en, der skal til fest, så meget har hun fyret af.

    ”Helt seriøst, Olivia?” siger hun og hæver det ene øjenbryn. ”Det skulle lige være DET du skulle have på?”

    ”Ja, undskyld, men jeg er altså ikke typen, der holder fest mens jeg optræder.”

    ”Men du kunne da godt tage noget på, der bare var LIDT udover det sædvanlige.”

    ”Det her ER udover det sædvanlige!”

    ”Hallo!” bryder Jonas ind. ”Nu må I lige holde op med jeres pigediskussioner bare lige under koncerten. Det er altså rimelig vigtigt, at vi ligner os selv på scenen, og ikke folk… der ikke er os.”

    Jeg nikker og kigger ud foran scenen, hvor folk allerede er begyndt at dukke op. Der går et kæmpe sug igennem mig, da jeg ser, at Solstråle og Sofie er dukket op… sikkert for at være vidne til, hvordan jeg ”afslører” hele deres verden for en hel forsamling. Men jeg er glad for, at de er her, så de kan se, hvordan jeg har lavet verdens bedste sang om for deres skyld.

    ”Tror I, at de kommer til at hade sangen?” spørger Maria nervøst.

    ”Selvfølgelig ikke” svarer Jonas. ”Den er jo genial.”

    Det opmuntrer Maria en smule og hun smiler svagt. Jeg smiler også, selvom sangen handler om en mariehøne… Ja, vi endte faktisk med at skrive om mariehønen Evigglad, selvom det er en rimelig fordrejet version. Men den har stadig nogenlunde samme melodi. Den endte faktisk med at blive rimelig god, synes jeg.

 

Klokken bliver halv tre, og de to bands, der er før os, stiller sig op og synger. Imens sidder vi bare nervøse og tripper med fødderne, piller negle og klaprer med tænderne.

    Da det så omsider er vores tur, går jeg med kuldegys ned ad ryggen ud foran de mange mennesker og stiller mig foran mikrofonen. Maria og Jonas stiller sig på deres poster og begynder efter nogle sekunder at spille – og jeg kaster mig bare ud i det.

    Det bliver lettere, da jeg er en strofe ind i sangen, så føler jeg mig bare på min rette plads og føler mig mere hjemme. Jeg spejder ud over forsamlingen til jeg finder min mor, der smiler stolt, men Emily er ikke til at finde, hun skulle sikkert lave lektier, eller også sidder hun og er pinligt berørt over sine hallucinationer.

    Jeg finder Solstråle og Sofie, der nu smiler stort begge to. Det er vist gået op for dem, at jeg ikke synger den sang, som de havde frygtet, jeg skulle synge. Når jeg har sunget færdigt, vil jeg finde dem, og så vil de tilgive mig og være mine venner igen, det er jeg sikker på.

    Tobias sidder lidt væk fra dem, sammen med nogle drenge fra klassen. At se på ham får mig til at rødme, og min stemme bliver lidt mere spag et kort øjeblik, før jeg så tager mig sammen og fortsætter ordentligt.

    Da sangen er færdig klapper folk vildt. Jeg er mega lykkelig over, at det nu er overstået. Byrden har lagt sig. Maria, Jonas og jeg bukker hvorefter vi går ned fra scenen.

    Nogle sekunder efter, begynder det nye hold at spille.

    ”Vi klarede det!” jubler Maria og laver gruppekrammer med Jonas og mig. ”De kunne lide den, de kunne lide den!”

    Jonas og jeg sender hinanden blikke, hvorefter vi ser ned og trækker os væk. ”Tja, det ser ud til, at den var ret god,” siger han.

    Maria siger nu meget overlegent: ”HA! Sagde jeg ikke, at den idé var genial?! Og jeg havde ret!”

    Vi må jo give hende ret og indrømme, at vi tog fejl.

    I samme øjeblik springer nogen på mig, og jeg falder næsten bagover.

    ”Tusind tak, Olivia!” hører jeg Sofie juble. Det er Solstråle og Sofie, der nærmest knuser mig i en omfavner.

    ”Ja ja, slip mig nu,” griner jeg.

    ”Jeg vidste, at du ikke kunne være så dum,” siger Solstråle.

    I det samme bliver jeg krammet af mor. ”Hvor er jeg stolt af dig, Olivia.”

    ”Mor… vær rar at give slip. Jeg er blevet krammet for meget i dag.”

    Hun griner og slipper mig.

    ”Hvor er Emily?” spørger jeg.

    ”Det ved jeg ikke. Hun sagde, at hun også ville komme, da jeg gik. Har du da ikke set hende?”

    ”Nej…” svarer jeg og ser ned. Stakkels Emily, der er for ulykkelig til at høre mig synge til min første koncert. Det havde hun sådan glædet sig til. ”Jeg… jeg bør nok gå hjem og se til hende.”

    ”Vi går med,” siger Solstråle. Sofie nikker.

    Jeg er bare så glad for at have dem tilbage, at jeg bare nikker. Jeg kan se Abino ved Sofies fødder.

    ”Hej, Olivia,” hører jeg Tobias sige. Han er også dukket op. ”Hvor skal du hen?”

    ”Jeg skal lige hjem og se til min lillesøster. Skal vi ses bagefter?”

    Han nikker. ”Du ringer bare.”

    Jeg nikker smilende hvorefter jeg skynder mig hjem sammen med Solstråle, Sofie og Abino.

    Derhjemme opdager jeg, at døren står på klem. Jeg går ind i gangen og kalder på hende, men jeg får intet svar. Så ser jeg et eller andet ligge på gulvet længere nede ad gangen. Det er en seddel. I det samme øjeblik går alt bare op for mig. Jeg står dér med seddelen i hånden og ryster over hele kroppen.

    ”Solstråle,” hvisker jeg med rystende stemme.

    ”Ja?” siger Solstråle en smule uroligt.

    ”Hvad er… hvad er Ametystelverens kræfter?”

    ”Alt muligt med ånder og den slags… hun kan vist også se auraer. Hvorfor?”

    ”Fordi…” siger jeg og ser på seddelen. Med venlig hilsen Dæmonkongen ham selv står der. ”Fordi Emily er Ametystelveren.”

 

Det kommer som et chok på os alle sammen. Jeg føler mig dummere end nogensinde. Tænk, at jeg ikke har kunnet lægge to og to sammen. Emily er Ametystelveren, og hele hendes midtevejskrise har udelukkende været på grund af hendes… af hendes drøm… og på grund af de nyopdagede kræfter. Og selvfølgelig var hun ikke så glad for at fortælle mig det, fordi hun vidste, at jeg havde været ude for nøjagtig det samme.

    Vi sidder i sofaen i stuen. Jeg stirrer bare på seddelen.

    ”Bør vi… bør vi ikke gøre et eller andet?” spørger Sofie med ærefrygt, fordi der har været så stille i så lang tid.

    ”Jo,” siger Solstråle omgående og rejser sig. Hun tager sin smaragd frem og forvandler sig til en elver. ”I må begge to forvandle jer. Nu.”

    Vi gør begge to, som der bliver sagt.

    ”Okay, vi… vi har en ekstra kraft,” siger Solstråle. ”Den går ud på, at vi kan teleportere os mellem de to verdener nu og her. Normalt for at rejse mellem verdenerne skal vi bruge en portal, der ligger et godt stykke væk herfra.”

    ”Men hvorfor kan vi ikke bare bruge denne her metode altid?” spørger jeg.

    ”Fordi den bruger så mange kræfter på os, at den kun kan bruges i absolutte nødstilfælde.”

    ”Som nu…” siger Sofie.

    ”Okay… hold jer klar og tag hinanden i hænderne.”

    Vi tager hinanden i hænderne, så vi danner en lille cirkel. Så siger Solstråle temmelig højt: ”Teleporter!”

    Sekundet efter er vi alle fire et sted, hvor jeg aldrig har været før. Det ligner en sal af sort marmor med søjler og hele molevitten – som en sort udgave af Cæsars palads.

    Jeg er total drænet for energi de først par minutter. Der ligger jeg bare og prøver at koncentrere mig om at trække vejret. Det samme gør Solstråle og Sofie. Abino er helt frisk og står og knurrer ind i salen. Jeg er næsten på normalt energiniveau igen, da jeg kigger i retning af hans knurren. Og der ligger hun, Emily. Stadig i sin menneskeform, men andet ville også forbavse mig. Jeg pisser på mine næsten slappe ben og løber hen til hende.

    ”Emily!” Jeg sætter mig ved siden af hende og tager hende op. Hun er besvimet, men åbner øjnene et kort øjeblik og ser på mig.

    ”Olivia… du…” hvisker hun. ”Hvorfor… hvorfor ligner du din tegning på værelset? Du… du ser virkelig sær ud.” Så besvimer hun igen.

    ”Emily! Emily!”

    Solstråle og Sofie går hen til os. Nu knurrer Abino igen. Hen imod en stor sort trone, hvor der sidder en skikkelse med en sort kappe, så vi ikke kan se hans ansigt. Alligevel er jeg godt klar over, hvem han er.

    ”Det glæder mig, at I kunne komme,” siger Dæmonkongen koldt.

    Ja… så her er vi. Mig, Rubinelveren, Solstråle, Smaragdelveren, Sofie, Safirelveren, Abino, et perfekt ikon til browseren Firefox og min lillesøster Emily, Ametystelveren – og kun tyve meter foran os sidder Dæmonkongen.

    For dælen da, og så lige efter det lykkeligste øjeblik i mit liv…

 

 

Ja, det her er faktisk slutningen på første "bog", kan man sige. Jeg har delt denne her historie op i tre Movellaer, så det bliver lidt mere efter mit hoved. Jeg lægger linket ud, når jeg har oprettet to'eren, i et nyt kapitel, så I ved, hvornår det er der. 

Men jeg håber, at I kunne lide første "bog".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...