Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1600Visninger
AA

7. Jordens sang

 

Den næste tid begynder jeg at blive desperat og rimelig hysterisk.

        Sangen er endnu hverken skrevet eller… melodieret eller hvad man så end skal sige.

        Det er endnu ikke lykkedes mig at få den dumme pokkers idiotiske lille røde klaphat af en sten til at forvandle mig til mit andet jeg. Det er næsten, som om den er levende og bare er mega stædig.

        Og værst af alt, så bliver den skaldede nar ved med at dukke op igen og igen. Han følger efter mig til skolen, tilbage fra skole, på alle mine ture, der ikke foregår på skolen eller i huset. Hver gang jeg er hos Jonas står han derude og stalker. Han giver mig spat. Somme tider får jeg lyst til at foreslå, at sangen skal handle om en pige, der bliver stalket døgnet rundt af en eller anden weird skaldet nar. Da jeg så foreslår det sådan total tilfældigt, er Maria selvfølgelig total med på den og foreslår straks, at det da er verdens bedste sangemne. Jeg får hende dog hurtigt på andre og langt bedre tanker. Det ville bare være pinligt at stå og synge foran en hel forsamling om en selv, der er ude for den slags.

        Dagene går ualmindelig hurtigt. Der er kun ganske kort tid til deadlinen for vores sang, og rubinen er stadig lige så stædig, som den plejer.

        Solstråler og jeg hænger hele tiden ud, når jeg har tid til det. Hun fortæller mig simpelthen alt om hendes verden, og da hun så fortæller mig, at man skal have elverslægtninge for at kunne være elver, stiller jeg spørgsmålstegn, eftersom alle mine slægtninge er mennesker. Men hun smiler bare og siger, at der må være en, der var elver. Det får mig så til at spekulere endnu mere på, hvem min far mon var. Måske var han elver og kom fra Solstråles verden.

 

En af dagene sidder jeg i parken lænet op ad et bøgetræ, mens jeg lavmeldt synger Mariehønen Evigglad med en lidt anden og mere hightechagtig melodi. Jeg sidder samtidig med min historiebog liggende i græsset, som jeg delvist læser i, mens jeg sidder og prøver at improvisere en sang ned på et stykke papir. Naturen plejer at inspirere mig, det hjælper total meget på min hjerne. Godt nok er jeg ikke sangskriveren, men man kan jo altid gøre et forsøg. Sangen er dog latterlig. Det er Mariehønen Evigglad bare mere uddybet, præcis som Maria konstant foreslår.

        Jeg ender med at kaste papiret væk og får så sådan en lyst til at skrive om rubinen og min egen transformation til en elver. Så sidder jeg lidt dér og skriver på en sang, som jeg så nynner melodien til. Den bliver faktisk ok god, de to første vers i hvert fald, selvom de er meget simple og enstonede.

        ”Hvad har du så gang i?” bryder Solstråle ind. Hun er lige dukket op og cirkler lidt rundt med nogle vanddråber i luften. Hun sidder helt rolig i sin elverform – ikke spor bekymret for, at nogen ser hende.

        ”Nu husker du nok, at vi er i en offentlig park, ikke?”

        ”Jo da, men vi er omringet af træer, og den nærmeste sti er langt udenfor synsvidde. De ser mig ikke, i øvrigt kan jeg forvandle mig tilbage på et splitsekund. Men hvad laver du?”

        ”Prøver at skrive en sang… jeg… er elendig til at skrive sange. Men… er det… fuldstændig udelukket at skrive en sang om… om vores verden til en koncert?”

        ”Fuldstændig udelukket. Mennesker kan ikke vide noget om vores verden. Det er bedst for alle verdener.”

        Jeg nikker og krøller papiret sammen… selvom det måske havde været en god idé. ”Hvor lang tid tog det, før ordet kom til dig? Du ved… tranformationsordet?”

        ”En uges tid, tror jeg,” svarer Solstråle. ”Men bare rolig, Olivia. Det kommer. Jeg tror endda, at det kommer meget snart.”

        ”Hvordan kan du vide det?”

        ”Ædelstenselvere er ikke bare mega hardcore og kan magi – de har også ufattelige fingerspidsfornemmelser. Somme tider drømmer de også drømme, der ender med at gå i opfyldelse. Jeg har en klar fornemmelse om, at ordet kommer til dig meget snart.”

        ”Wow… det bliver mere og mere syret… er der mere, som jeg bør vide?”

        ”Næh… ikke specielt… medmindre du har noget at spørge om?”

        ”Jeg gad faktisk godt vide, hvorfor min rubin ikke brænder hver gang jeg er i nærheden af dig, når den nu brænder, når der er andre Ædelstenselvere i nærheden?”

        ”Det er, fordi den kun brænder FØRSTE gang, den er i nærheden af vedkommende. Ellers ville den jo brænde konstant. Det ville være ret så irriterende.”

        Jeg nikker – det er jeg enig i.

 

Det er en sen fredag aften. Jeg prøver at falde søvn i timevis, men tankerne omkring ordet og rubinen bliver ved med at kredse rundt i min hjerne. Hen ad ved totiden falder jeg omsider i søvn…

… For så at blive vækket en halv time senere af, at jeg kan høre en masse råb og skrig ude på gaden. Jeg står op, går hen til det åbne vindue og får mit livs største chok: Genboens hus brænder!

        Okay, okay… okay… fald lige ned, Olivia. Der er brandfolk, familien står derude, der er intet at være bange for.

        Husets kone står og græder, mens hun råber ind imod huset – og så kommer jeg i tanke om, at de har en lille datter, ikke mere end seks år gammel. Og hun står ikke derude sammen med dem. Betyder det, at hun er inde i huset? Inde i det brændende hus?!

        Så er der ingen tvivl længere… der er et eller andet galt. Jeg tager min jakke på og nogle sko, før jeg løber ud på vejen og maser mig ind imellem forsamlingen. Det er vel min pligt som Ædelstenselver at gøre et eller andet… om jeg så end kan forvandle mig eller ej!

        Men hvad pokker gør jeg, hvis jeg ikke har nogen magiske evner, jeg kan bruge? Det dér med at være et med dyrene er vel ikke specielt nyttigt i et brændende hus, er det? Solstråle er som en brandslukker… hun ville kunne være en stor hjælp, hvorfor er hun her ikke, når man har brug for hende?

        Men Solstråle er her ikke, jeg er helt alene, og jeg bliver nødt til at gøre et eller andet, om jeg så kan gøre noget overmenneskeligt eller ej!

        Jeg spæner ind i huset før nogen kan nå at gribe fat i mig. Folk skriger og græder endnu mere, nu hvor jeg også er derinde. Da jeg er derinde kommer verden udenfor ikke mig ved. Herinde er det eneste, jeg kan se: ild. Ild over det hele.

        ”Hallo?!” råber jeg og holder mig for munden. Røgen er kvælende! ”Er… er der nogen?!”

        ”Hjælp!” skriger en eller anden et eller andet sted ovenpå. Åh nej… ikke ovenpå. ”Moar! Far!”

        Jeg tænker knap nok over mine handlinger, jeg løber bare op ad trappen og så ned ad gangen. ”Hvor er du?”

        Ilden er over det hele, og der er et stort hul i gulvet, hvor flammerne har gnavet sig igennem brædderne.

        ”Her… herinde!” Jeg kan høre halvkvalt host. Det kommer inde fra et af værelserne. Inde i børneværelset sidder den lille pige, der bor her. Hun sidder sammenkrøbet i et ildfrit hjørne, skrækslagen for, hvad der vil ske.

        ”Jeg… jeg er her for at hjælpe dig,” hoster jeg. ”Kom… kom herover.”

        Hun rører sig ikke ud af flækken. ”Jeg tør ikke.”

        ”Så kommer jeg ind efter dig.” Med de ord begynder jeg langsomt at gå hen imod den lille pige. Men flammerne omringer mig, og jeg bliver pludselig i tvivl om, hvad vej, jeg skal gå. Til sidst finder jeg en vej hen til hende. Jeg lægger armene om hende og skal til at løfte hende op for at bære hende ud, da der lyder et ordentligt knas. Gulvet under os falder sammen!

        I det øjeblik går alt i slowmotion for mig. Vi falder langsommere end en skildpadde går, og flammerne stopper med at danse. Jeg ser ind i en flamme, der pludselig standser midt i det hele… og pludselig…

Og pludselig… pludselig forestiller jeg mig, at jeg står i et hav af flammer, og rubinen ligger i min hånd. Pludselig lyser det kraftigt, så kraftigt, at jeg bliver blændet.

        Og to ord bliver gentaget om og om igen inde i mit hoved…

        Jordens sang…

          Jordens sang…

          Jordens sang…

          Jorden synger… stille… og den synger til mig.

        ”Jordens sang!”

        Og pludselig, lige pludselig, er jeg tilbage blandt flammerne. Jeg og pigen skriger, da vi falder igennem gulvet. Men jeg er ikke længere Olivia i menneskeform, jeg er Olivia Ædelstenselveren. Og netop, som jeg skriger, dukker der en gigantisk lian op gennem gulvet nede i stueetagen og snor sig omkring os for så derefter at hjælpe os ned at ligge på gulvet dernede. Derefter forsvinder den igen.

        Jeg skynder mig at blive til menneske igen, før pigen opdager noget. Hun ser skrækslagent på dér, hvor lianen var før. Jeg selv kigger også overrasket på stedet. Hvad pokker skete der dér? Eller… Solstråle? Er Solstråle i nærheden? Det må have været hende, der lavede den. Hvem skulle det ellers være?

        Men nok om det. Jeg skynder mig at få pigen ud af huset. Brandfolk og hysteriske forældre kommer os i møde. Jeg besvimer nærmest med det samme, med rubinen i hånden.

 

”Olivia? Olivia?”

        ”Jaer?” mumler jeg og gnider mine øjne.

        ”Hey… er du okay?” Solstråle snakker til mig. Jeg ligger i græsset i parken. Her er dejligt på denne her tid af natten. Der er stjerner over det hele over himlen. Jeg sætter mig op.

        ”Solstråle! Jeg… jeg fandt ordet! Jordens sang! Jeg blev til en elver! Det var utroligt.”

        Solstråle griner. ”Ja, det var da også på tide.”

        ”Men jeg er så glad for, at du kom mig til undsætning, ellers havde jeg sikkert været død.”

        ”Hvad snakker du om?”

        ”Du ved… da du tryllede lianen frem?”

        ”Jeg tryllede altså ikke nogen lian frem… jeg var ikke engang på området!”

        ”Men… men hvordan fandt du mig så?”

        ”Vi Ædelstenslevere kan fornemme, når vi er i fare… jeg nåede bare ikke frem tids nok til at hjælpe dig. Men du klarede det da glimrende selv.”

        Jeg smiler til hende, da hun smiler til mig. Men hvis det ikke var hende, der tryllede den lian frem… var det så mig? Men det giver da ingen mening.

         

         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...