Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1618Visninger
AA

10. Ildræven og den skjulte kraft

 

Det føles rart at være et team. Jeg mener, Solstråle og jeg var da et team, men vi var kun to. Nu er vi tre. Tre Ædelstenselvere, der, lige så snart vi har fundet Ametystelveren, kan tage af sted mod Solstråles verden og bekæmpe ham dæmonkongen. Tanken gør mig nu hunderæd.

    Der er gået en uge siden Sofie joinede os. Sangen er færdig, og nu skal vi egentlig bare øve på den til koncerten, der bare kommer tættere og tættere på.

    Men… drømme er begyndt at hjemsøge mig igen…

    Jeg drømmer hele tiden om, hvordan jeg står ude på hovedbanegården og venter på, at toget skal komme. Hvorfor, har jeg seriøst ingen anelse om. Så kommer toget, standser og åbner dørene. Ud springer der så denne her… flamme af en art – med øjne. Flammen kalder på hjælp og springer direkte på mig, så jeg falder bagover. Lige inden jeg rammer jorden vågner jeg altid.

    I nat er der blevet tilføjet noget til den (jeg har haft den i tre nætter). Den skaldede nars stemme skærer igennem det hele:

    ”Det er nu, Olivia! Nu!”

    Og så vågner jeg så, total stakåndet og svedig over det hele.

    Det, at der bliver råbt ”nu”, er nok, fordi folk vil have mig til at tage over på hovedbanegården og lade drømmen blive til virkelighed. Men det, at det er den skaldede nar, der siger det… ja, det gør ligesom hele forskellen. Det kunne sagtens betyde, at han har lagt en eller anden plan, eller at der ligger et eller andet andet bag. Men min hjerne er sgu da ikke snedig nok til at regne den slags ud. Men jeg tror, at det er meningen, at jeg skal tage imod ræven, der kommer springende ud af toget. Er det meningen, at jeg bare skal tage derhen nu?

    Whatever, nu eller senere, ræven kommer såmænd nok dumpende alligevel. Så jeg trækker i tøjet, spiser noget morgenmad og tager bussen ind til hovedbanegården.

    Der stiller jeg mig på en af perronen og begynder at trippe lidt for mig selv, imens jeg føler mig som den største idiot. Folk stirrer endda på mig… eller det tror jeg nu ikke, at de gør, men jeg har det alligevel sådan.

    Og der står jeg så og hænger hele formiddagen. Ved middagstid er hele perronen nærmest tom. Næsten ingen er til stede. Det gør mig lidt mere rolig, så jeg sætter mig bare ned på en bænk og har lyst til lige at gå forbi kiosken og købe et eller andet at æde. Men noget siger mig, at det snart vil gå løs.

    Så kommer der et tog. Det holder. Jeg har en dyb fornemmelse om, at det er det tog, så jeg rejser mig. Og ganske rigtigt. Da dørene åbner kommer noget springende ud. Men det er ikke en flamme med øjne… det er en ræv. Eller, det er ikke sådan en hel normal ræv. Den er hel rød, og dens hale ligner faktisk en rigtig flamme.

    ”Hjælp!” råber den. Først er jeg lidt forvirret over, at den bare taler, men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo kan forstå, hvad dyr siger. Ræven springer direkte i brystet på mig, så jeg falder bagover. Jeg rammer jorden, får et ordentligt dunk i hovedet. Jeg tror, at der kommer en bule nu. Jeg rejser mig op igen og ser på ræven, som jeg prøver at holde godt fast i.

    ”Hvad er der galt?”

    ”Det er… det er ham!” haster ræven.

    Og ud kommer der en til. Han standser op, da han ser mig. Jeg stivner, da jeg ser ham. Vi ser hinanden i øjnene.

    Den skaldede mand ser uhyre irriteret ud. Jeg tænker, at det måske mere burde være mig, der er irriteret. Men i stedet går jeg bare et par skridt tilbage.

    Han går nogle skridt frem.

    ”Nej!” næsten råber jeg og peger på ham. Så kommer der en eller anden meget kraftig blæst, der får ham til at falde bagover.

    Så vender jeg om og spæner af sted så hurtigt, det er muligt.

 

”Tak,” siger ræven, da vi går ned ad gaden. ”Jeg er glad for, at du reddede mig.”

    ”Det var så lidt,” svarer jeg. ”Hvorfor var den skaldede nar efter dig?”

    ”Tja, jeg kommer fra elverdronningens rige. Jeg er hendes tro medhjælper. Men hun bad mig om at tage hertil for at passe på jer.”

    ”Hvorfor skulle du passe på os? Vi kan da klare os selv.”

    ”Det mener hun ikke.”

    ”Men… hvordan skulle du kunne forsvare os?”

    ”Jeg er en ildræv. Jeg kan kontrollere ild. Det er ret sejt, faktisk.”

    ”Tjo… ja.”

    Vi kommer ned til parken lidt efter, hvor vi mødes med Solstråle og Sofie. Vi er alle i vores elverform og sidder i en rundkreds og snakker.

    ”Vi må altså til at finde den Ametystelver!” siger Solstråle. ”Jeg får stress af at være her, hvor vi kun er os tre i en verden fuld af uvidende mennesker. Jeg vil hjem og redde elverfolket!”

    ”Det vil jeg også,” siger Sofie. ”Jeg vil vildt gerne hjem og bo der, hvor jeg er født.”

    ”Men vi skal altså huske, at om vi så end finder Ametystelveren eller ej, så bliver vi her til efter koncerten er færdig, ikke?” siger jeg.

    Solstråle tøver lidt med at svare.

    ”Kom nu, Sol,” siger Sofie. ”Det betyder meget for Olivia. Jeg har set hende og de andre to. De ville nok slå hende ihjel, hvis hun bare droppede det.”

    ”Fint, men så tager vi altså også af sted bagefter!”

 

Om mandagen følges jeg med Sofie efter skole. Vi har nedskåret øvningen, fordi vi er færdige med sangen, så vi gør det kun hver anden dag nu.

    ”Olivia,” siger Sofie.

    ”Hvad?”

    ”Sagde du ikke, at ham manden med arret stalker dig rimelig ofte?”

    ”Jo. Hvorfor?”

    ”Han er lige derhenne.”

    Hun peger ned ad et gadehjørne, hvor den skaldede nar står. Men denne gang ser han ikke ud til at være her for min skyld. Han kigger ikke engang denne her vej. Faktisk drejer han om hjørnet nu og ind i en gyde.

    ”Kom,” siger jeg og løber nu i hans retning.

    ”Hvad?” spørger Sofie og løber med.

    ”Nu er det hans tur til at blive spioneret på.”

    Vi løber hen til hjørnet af gyden. Han står derinde og snakker med en eller anden dæmon. Det er første gang, jeg ser en dæmon, der faktisk ikke ligner et menneske. Denne her dæmon er klædt i sort og har rødlig hud med nogle ordentlige horn i panden.

    ”Vi mødes udenfor byen om lidt,” siger den skaldede nar hvorefter de begge teleporterer sig væk. Vi nåede vist kun lige at høre den sidste sætning i samtalen.

    ”Pis og lort!” hvisker jeg.

    ”Måske skulle vi hente Solstråle,” siger Sofie. ”De har sikkert et eller andet ondt i sinde.”

    Jeg nikker og drejer næsen mod parken.

    Nede i parken sidder Solstråle og ræven, som jeg i øvrigt har fundet ud af, hedder Abino.

    ”Solstråle!” råber vi i munden på hinanden.

    ”Hvad?” spørger hun og rejser sig. Hun kan åbenbart fornemme, at noget er galt.

    ”Der er en hel masse dæmoner, der samles udenfor byen,” siger jeg. ”Skal vi ikke tage ud for at se, hvad de har for?”

    ”Tja, okay,” siger Solstråle. ”Men jeg gider altså ikke, at vi falder i kamp, medmindre de er fem eller under.”

 

Vi forvandler os alle til elvere og løber hen til det eneste sted udenfor byen, der virker ødet nok til, at en gruppe dæmoner kan samles der ubemærket. Det er en stor hede med bakker og nogle få træer.

    Der går vi i dækning bag ved et stort egetræ oppe på en bakke. Nedenfor bakken, står omkring tyve dæmoner og den skaldede nar samlet.

    ”Ved du, hvad de har gang i, Solstråle?” spørger jeg.

    Solstråle ryster på hovedet. ”Nej, men jeg tør vædde på, at de er her for at finde Ametystelveren før os.”

    I det samme prikker en eller anden os på skulderen. Vi vender os om og stirrer direkte ind i nogle modbydelige røde øjne. Det er en eller anden dæmon. Dæmonen laver et eller andet hurlumhej, så vi ryger op i luften for så derefter at falde ned igen for foden af bakken – lige foran alle dæmonerne.

    ”Nå nå,” siger den skaldede nar. Jeg rejser mig op prompte og stirrer ham lige ind i øjnene. De andre rejser sig lidt langsommere og ømmeligt.

    ”De lå på lur,” siger dæmonen, der fik os afsløret.

    ”Ja, det kunne jeg da sagtens selv regne ud,” sagde den skaldede nar. ”Men det gør jo ikke just situationen værre, når det var det, der var formålet med det hele.”

    Dæmonerne begynder at gå i en ring omkring os. Vi tre stiller os op ad hinanden og gør os klar til forsvar. Abino snerrer af dem.

    ”Du ved, Olivia,” siger den skaldede nar til mig. Jeg ser på ham. ”Du behøver ikke stå dér, hvor enhver kan slå dig ihjel.”

    ”Jo, jeg gør,” siger jeg bare.

    Sofie og Solstråle ser fra mig til ham.

    ”Hvad snakker han om?” hvisker Sofie.

    ”Er du slet ikke interesseret?” spørger den skaldede nar.

    ”Nej!” svarer jeg og mærker raseriet stige.

    ”Hvis du dør nu, får du aldrig nogensinde kraften at kende.”

    ”Hvad er det, du snakker om?!” råber jeg. ”Jeg har ikke nogen sær kraft! DET HAR JEG ALTSÅ IKKE! JEG ANER IKKE, HVAD DU SNAKKER OM!!”

    Så er det, at der sker det mest syrede, jeg nogensinde har oplevet. Jorden begynder at ryste i det voldsomste jordskælv, jeg nogensinde har været ude for. Der slår revner i Jorden som så deler sig i forhøjninger og enorme sprækker. Jeg har fået en hel forhøjning for mig selv, hvor jeg ligger og er helt chokeret over mig selv. Var det dér mig?

    Sofie og Solstråle er på forhøjningen ved siden af min. De stirrer på mig.

    Den skaldede nar står på en forhøjning lidt overfor min. Jeg stirrer næsten rædselsslagent på ham. Og pludselig giver alt mening… lianer, klipper der kommer bragende op af jorden, dette jordskælv.

    ”Det, Olivia,” siger han, ”er hvad, jeg snakker om.” Så stikker han af sammen med resten af dæmonflokken.

    Og jeg sidder bare dér på blokken og stirrer på alle de enorme åbninger i jorden, som jeg er skyld i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...