Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1594Visninger
AA

13. Ham, der gav mig bulen

  

Der er kun lidt over en uge til koncerten begynder. Sofie og Solstråle taler ikke til mig mere. Det har de ikke gjort i en evighed nu. Sofie ser jeg hver dag ovre i skolen, og selvom hun sidder lige ved siden af mig, nægter hun endda at arbejde sammen med mig, om så end læreren truer hende med eftersidninger resten af ugen, hvis hun ikke gør det.

    Solstråle er ikke engang i parken længere. Jeg har været nede at tjekke – mange gange. Hun er væk. Hun har sikkert fundet et eller andet nyt sted at holde til, så hun ikke behøver have mig slæbende.

    Og jeg er så småt begyndt at indse, at de to er ude af mit liv, og at jeg er ude af deres. Jeg bliver aldrig en del af gruppen igen – aldrig. Det er slut med at være Rubinelver.

    Så en aften stiller jeg mig ud over broen over den stille flod i parken og tager min rubin op af lommen. Først betragter jeg bare dens røde skær og smukke overflade, før jeg så klemmer om den en sidste gang og smider den ned i vandet. Jeg ser på, mens den stille og roligt sejler med den stille strøm langt væk fra mig. Og jeg bliver enig med mig selv om, at det virkelig er den særeste rubin nogensinde. Den giver en hel almindelig pige superkræfter – OG kan oven i købet flyde på vandet, som var det en fjer. En skam, at jeg aldrig skal se den igen.

 

Dagen efter er jeg helt ødelagt. Dels, fordi jeg stod ude ved den bro resten af natten og diskuterede med mig selv, om jeg havde gjort det rigtige. Men så også, fordi jeg føler mig total lonely og venneløs.

    Det er faktisk først, da jeg er halvvejs til skole, at jeg opdager, at jeg har glemt både min skoletaske og mine bøger. Den eneste bog, jeg har med, holder jeg, og det er en kæmpestor bog om ædelsten!

    Jeg begynder at tude, så min T-shirt bliver drivvåd, og min bog bliver drivvåd. Det er helt ufatteligt, så meget, jeg får tudet. Jeg tror ikke, at jeg har overbrølet så meget, siden min tand knækkede.

    Så får jeg et værre stød i panden.

    Det næste, jeg opdager, er, at jeg sidder nede på jorden med bogen ved siden af mig og en ordentlig smerte i panden. Jeg tager hånden til smertestedet og opdager, at jeg har fået en ordentlig bule.

    Ham, der er skyld i det, har selv fået en megabule og sidder lige foran mig. Han bærer både taske og kasket, som nu er faldet af i stødet.

    ”Undskyld,” siger han og hjælper mig op og stå. ”Jeg havde bare lidt travlt.”

    ”Går du på skolen i den anden ende?” spørger jeg, selvom jeg ved, at det er et idiotisk spørgsmål.

    ”Nej, jeg går på skolen i den retning,” svarer han og peger i retning af min skole.

    ”Ja, så går du sgu den forkerte vej…” siger jeg og tørrer mine øjne.

    ”Jeg glemte min matematikbog… men vent, græder du?”

    Det her sker ikke! Jeg tuder foran en total fremmed dreng, som oven i købet går på min skole, og som lige er stødt ind i mig, nu tror han sikkert, at jeg er en svækling eller sådan noget. Jeg skynder mig at samle min bog op og dækker for mit tårefyldte ansigt. Der sker ikke noget, så jeg lister øjnene op over bogen og stirrer på hans undrende ansigt.

    Han er sgu lækker! Mørkt strittende hår, fregner og de mest fortryllende øjne.

    ”Øhm…” mumler jeg og ser ned. ”Du havde travlt… havde du ikke?”

    ”Nårh jo, for fanden da!”

    Og så spæner han igen, og jeg fortsætter min gang.

 

Lige så snart jeg er inde i klasseværelset og ser Sofie glemmer jeg alt om drengen. Jeg kommer straks i tanke om mit total destruerede liv.

    Jeg sætter mig på min plads og stirrer ud i luften da timen begynder uden at deltage over hovedet. Jeg ser først op, da det banker på døren, og ham drengen kommer brasende ind.

    ”Undskyld, at jeg… kommer for sent,” puster han.

    ”Ind på din plads, Tobias,” snerrer læreren, som hader forsinkelser.

    Går den dreng i vores klasse?! Hvor lang tid har han gjort det? Har jeg sovet siden jeg ikke har opdaget det? Hele klassen opfører sig, som om han har gået her i mindst en uge. Wow, hvor må jeg have været ude i det fjerne.

 

Resten af dagen sidder jeg bare på min plads og går i sort igen. Der er selvfølgelig nogen gange, hvor læreren knipser lidt af mig og råber til mig, at jeg skal tage mig sammen, men ellers er skoledagen bare fjern og ikkeeksisterende for mig.

    I det store frikvarter bliver jeg prikket på skulderen. Jeg ser fjernt op og stirrer lige ind i ham drengen… Tobias’ (suk <3) øjne. Og jeg stirrer bare total fortryllet på ham og indser, at jeg har været ude for det, man kun er ude for på film: Kærlighed ved første blik. Han er bare så dejlig.

    ”Hej,” siger han.

    ”Hej…” siger jeg… måske lige lovlig fortryllet. Jeg ryster på hovedet og prøver at tage mig sammen. ”Hej.”

    ”Du ved… jeg har gået her i nogle uger nu, og… tja… i dag er faktisk første gang, jeg overhovedet taler med dig.”

    ”Er det?” spørger jeg dumt. ”Jeg mener… ja, det er det vist. Jeg hedder Olivia.”

    ”Hej, Olivia. Jeg tænker bare på… er der noget galt?”

    ”Hva’?”

    ”Jeg synes kun, at du stirrer ud i luften dagen lang. Er du okay?”

    ”Ja, jeg har det fint…” mumler jeg.

    ”O-okay…” mumler han og går igen.

 

Dagen efter tager han kontakt med mig igen. Han slæber mig med ud på gangen. Jeg ville nok være ligeglad, hvis ikke, det var, fordi jeg er så håbløst forelsket i ham. Men jeg KAN ikke begynde at elske ham, for jeg… jeg er blevet en total zombie. Jeg er sgu Bella fra Twilight… det er dødssygt.

    ”Olivia, jeg tænkte på om… om vi skal tage hen på caféen i eftermiddag?”

    ”Caféen?” Caféen? Som i DEN café, som den skaldede nar fik kaffe med mig?! Den skaldede nar… Ædelstenelverne… rubinen… Solstråle… Sofie… dumpet… åh gosh. ”Det kan jeg ikke.”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Jeg…” mumler jeg. ”Jeg kan bare ikke.”

    Så går jeg ind igen.

 

Dagen efter igen tager han virkelig fat. Det er tredje gang, han prøver at komme i kontakt med mig, han må da snart indse, at det er håbløst.

    Jeg sidder ved mit bord efter skole og stirrer ned på bordpladen. Klassen er tom, alle er gået hjem. Undtagen én.

    Tobias står oppe ved katederet. Han står, klar til at gå, men går ikke. Jeg ænser ham ikke før han endelig ømmer sig. Jeg ser op.

    ”Hvad… hvad laver du…?” Jeg ser på klokken. Det er over en halv time siden vi fik fri. Bare fordi, jeg ikke har noget liv, kan han da godt have et!

    ”Jeg er lidt ked af, hvis jeg er lidt påtrængende,” siger han, ”men lige siden jeg stødte ind i dig i forgårs har jeg ikke kunnet få dig ud af mit hoved. Du sidder bare dér hele dagen, siger ikke noget og stirrer ud i luften. Jeg kan ikke tage det! Hvad er der galt med dig, Olivia?”

    ”Der…” Jeg skal til at sige, at der ikke er noget galt, men indrømmer overfor mig selv, at det er håbløst. Så jeg rejser mig op og går hen til ham. Jeg stiller mig overfor ham. ”Du… du skal ikke spilde din tid på mig, Tobias. Jeg… jeg er håbløs.”

    ”Du er da ikke håbløs. Godt nok bærer du rundt på en meget tyk bog om rubiner men… håbløs er du da ikke.”

    ”Jo, jeg er håbløs! Jeg er total ødelagt indeni! Jeg har lige mistet noget, som jeg… som betyder meget for mig. Hele mit liv er et stort helvede og er en stor katastrofe! Vil du ikke godt… bare lade mig være…? Please?”

    ”Nej… Olivia, det vil jeg ikke,” siger han og ser mig i øjnene.

    Gosh, hvor er han egentlig dejlig. Jeg har kun kendt ham i tre dage og er hamrende forelsket i ham. Det er da helt utroligt. Jeg har lyst til bare at stå her og se ham i øjnene til evig tid.

    Han er min prins på den hvide hest. Det er helt sikkert.

    ”Så… nu spørger jeg igen, Olivia… Vil du med på caféen?”

    Jeg skal lige til at nikke, da jeg får øje på den skaldede nar.

    Han står i døråbningen til klassen, lænet op ad dørkarmen og med armene over kors. KORS, hvor kan han se afslappet ud, som om livet bare er en leg for ham.

    ”Tobias… vil du… vil du ikke gå i forvejen… og… og vente på mig dér…?” siger jeg og forbander min stemme for at ryste så brutalt.

    Tobias vender sig selvfølgelig straks om og ser på den skaldede nar. ”Hvem er han?” siger han med den dér beskyttende tone. Nurh, hvor har jeg lyst til at kysse ham og aldrig give slip på ham. Men nej, han skal bare IKKE blandes ind i det her, så bliver det sgu for stort et pres.

    ”Vær rar bare at gå. Jeg kommer snart.”

    ”Hvem er han, Olivia?”

    ”Han… han er bare en, jeg kender! Ikke nogen vigtig! En gammel skør onkel! Skrid så ned til den café og vent på mig!!!”

    Tobias går, og jeg prøver at få vejret igen.

    ”Sikke besværlig, du har været på det sidste,” siger den skaldede nar.

    ”Hvad mener du?”

    ”Det har været komplet umuligt at komme i den mindste kontakt med dig.”

    Indeni mig selv føler jeg en stor sejr over at JEG har været til besvær for HAM. Men nu er det ikke, fordi jeg har tænkt mig at juble udenpå og total håne ham. I stedet løber jeg ud af branddøren og skynder mig væk.

    Typisk mig, typisk mig, typisk mig! Hvor dum kan man være at smide sit eneste forsvarsmiddel i floden?! Jeg er total hjælpeløs nu! Rubinen er væk, Solstråle og Sofie er væk, og jeg kan ikke tænke klart mere. Der er intet andet, jeg kan gøre, end at løbe.

    Jeg ser mig ikke tilbage, fordi jeg alligevel VED at han er efter mig. Så jeg løber bare af sted, så hurtigt, jeg kan, ned til parken, hvor der er lidt mere isoleret.

    Dernede stopper jeg op for at få vejret. Jeg vender mig om og ser tilbage på den skaldede nar, der nu står nogle meter væk fra mig.

    ”Hvorfor er du stadig i menneskeform?” spørger han hånligt. ”Og hvor er de andre møgunger?”

    ”De øhm… de…” siger jeg og synker en klump. ”De er til poker!”

    Først er han tavs. Så begynder han at grine. ”Javel, så de har forladt dig. Så forstår jeg det bedre. Du er ikke på talefod med dem, det forklarer jo det hele.”

    Jeg står lidt og tripper, mens jeg spekulerer over, hvad jeg skal gøre i den dyrebare tid, hvor han morer sig over mit kaos af et liv. Så ser jeg den!

    Stenen over alle sten! Rubinen ligger lige dér i flodbredden og venter på, at jeg skal tage den! Mand, hvor jeg elsker tilfældighederne nogen gange!

    Jeg spæner hen og griber fat i stenen. ”Jordens sang!” råber jeg så snart den er i min knytnæve. Det føles fantastisk at sige de ord igen. Det er så længe siden nu.

    Jeg bliver til en elver og laver ørnevinger. Derefter flyver jeg min vej. Jeg har for længst lært, at man bare IKKE skal komme i slåskamp med ham.

 

Lidt efter møder jeg Tobias ved caféen. Han virker oprigtig lettet over at se mig. Han løber mig i møde og nærmest griber fat i mig.

    ”Er der sket dig noget?”

    ”Nej,” svarer jeg. ”Der er ikke sket mig noget.”

    ”Men han… han var jo… hvem var han?”

    ”Det er svært at forklare,” svarer jeg og sukker.

    ”Han er ikke… du ved… pæ-”

    ”Vel er han ej!!” råber jeg. ”INGEN her er pædofiler! Det hører til den virkelige verden!”

    ”Den virkelige verden? Hvad mener du med det?”

    ”Øh…” Jeg synker en klump. ”Ikke noget.”

    Så går vi ind og får os noget kage. Og for første gang i lang tid, så snakker jeg faktisk med en, sådan rigtigt. Selvfølgelig vil Tobias vide mere om den skaldede nar.

    ”Hvis han ikke er en pædofil, hvem er han så?”

    Jeg er godt klar over, at han aldrig faldt for onkelløgnen. Så jeg svarer bare så sandt, som det er (Sådan helt overordnet): ”Jeg er ikke helt sikker…”

    ”Vil det sige, at han godt kan være din far?”

    ”Selvfølgelig er han ikke min far! Min far er død, det fortalte jeg dig jo.”

    ”Sådan var det også i Star Wars.”

    ”Gider I drenge godt lade være med at snakke om Star Wars? Det her er IKKE Star Wars.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...