Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1638Visninger
AA

8. Et stykke kage og en kop kaffe

 

Det har været en total lortedag i skolen. Vi har fået… jeg ved ikke hvor mange lektier for. Lærerne skældte mig ud hele tiden, fordi jeg enten var for træt til at lave mine ting grundigt nok eller simpelthen ikke havde lavet lektier. Men hvad ved de om det? Hvordan skal de vide noget om, at jeg næsten hele natten har trænet ude i parken med Solstråle. Nu, hvor jeg kan blive til en elver når jeg vil det, så er der ingen pauser.

    Maria og Jonas har også haft hyper stress dagen lang. De har gået rundt i brede cirkler og grublet over vores sang i frikvartererne. Tiden er ved at løbe ud, og vi har endnu ikke fundet nogen sang. Vi ender med at blive diskvalificeret. Men jeg har lidt mere… anstrengende ting at tænke på. Som den skaldede nar… og Ædelstenselverne… om mine kræfter… om den dér sære lian, jeg åbenbart lavede… og om de to andre, som vi skal ud og finde, og som jeg ingen anelse har om, hvor kan være. Det driver mig til vanvid!

    Nå, men vi har fri for skole nu – og jeg er giga lettet og lykkelig over, at jeg er fri til at kunne skrive sange, lave lektier og træne resten af dagen. Det skal nok gå fint. Vi drejer ned ad et hjørne, Jonas, Maria og jeg, for at gå hjem til Jonas, da jeg så opdager til min skræk, at han står der – lige dér, rundt om hjørnet, lænet op ad en mur og med hænderne i lommen. Vi får øjenkontakt, den skaldede mand og jeg, og jeg prøver ikke at se ud, som om han skræmmer mig af H til.

    Jeg går lige forbi ham sammen med mine venner som om intet er hændt. Maria og Jonas har selvfølgelig glemt alt om ham, så for dem er han bare som enhver anden fremmed. Jeg prøver at lade, som om han også bare er en fremmed for mig.

    ”Goddag,” hører jeg så en sige bag mig. Selvom jeg aldrig har hørt ham tale før, ved jeg med det samme, at det er ham, og det giver det største gib i mig, eftersom jeg ikke engang havde forestillet mig, at han kunne tale. Jeg vender mig mod ham og stopper op.

    Han har lænet sig op og står nu bare på fortovet og ser på mig, stadig med hænderne i lommerne. Som jeg står dér og ser ham i øjnene, får jeg kuldegysninger over det hele. De andre stopper også op og stirrer på os.

    ”Hey,” hvisker jeg nærmest, hvorefter jeg tager mig sammen og siger ordentligt: ”Hej.”

    Han smiler svagt (Han kan smile?!) og siger: ”Kan jeg byde dig på noget kaffe og kage?”

    Det spørgsmål kommer så meget bag på mig, at jeg får lyst til at løbe væk og aldrig se mig tilbage. Men alligevel bliver jeg stående, for man byder kun på kaffe og kage, hvis man vil tale med folk. Hvilket betyder, at jeg omsider får svar på alt det, jeg har spekuleret over, siden jeg så ham for første gang.

    Marina hvisker inde i mit øre: ”Husk nu, at man ikke går med fremmede.”

    Og Jonas hvisker: ”Og da slet ikke spooky mænd med ar i fjæset.”

    Men jeg er faktisk en smule ligeglad. Jeg har styr på det, hvis han prøver på noget så… ja, så pudser jeg en løve på ham eller noget. ”Bare rolig… gå I bare hjem til Jonas, jeg joiner jer senere.”

    De veksler blikke og sender mig så et ”sig ikke, at vi ikke advarede dig”-blik, hvorefter de går, og jeg står alene tilbage med den skaldede nar, der går nakkehårene til at rejse sig på mig.

 

Lidt efter sidder vi ved et lille bord ved vinduet på en café, hvor jeg har været før.

    Engang var jeg her med min mor og Emily. Vi sad ved et bord ved hjørnet og spiste cheesecake, fordi det var Emilys fødselsdag, og det er altså bare hendes livret - cheesecake. Jeg kan godt lide denne her café. Den er ret hyggelig faktisk, og deres kage smager godt. Jeg har været her et par gange siden sammen med vennerne og prøvet deres forskellige kager ud.

    Men jeg kan ikke rigtig sidde og nyde stedet her og tanken om deres dejlige kage, nu, hvor den skaldede nar sidder lige overfor mig og er ved at bestille kaffe til sig selv og et stykke chokoladekage til mig. Deres chokoladekage er fantastisk… dejlig cremet og med jordbær på toppen. Men jeg er total ligeglad, for jeg sveder i nakken og mit hjerte banker som en sygt tikkende bombe.

    ”Nå, Olivia,” siger den skaldede nar.

    ”Hvorfor ved du, hvad jeg hedder?” spørger jeg prompte – lige efter han har sagt a-lyden i mit navn.

    ”Tja, godt spørgsmål,” siger han. ”Men det vil jeg gerne vente med at svare på.”

    ”Hvornår vil du så svare på det?”

    ”Det vil tiden vise.”

    Mere siger jeg ikke til den sag. Primært vil jeg egentlig bare gerne vide, hvad det er, han vil have ud af al den udspionering af mig.

    ”Jeg… har holdt øje med dig i den sidste periode.”

    ”Ja… det ved jeg.”

    ”Det ved du. Og… tja, Olivia. Du har noget helt… specielt. Noget, som ingen andre har – noget helt helt særligt.”

    Hentyder han til det dér Ædelstenselverhalløj? Hvis han virkelig kender til det, så han da være en dæmon.

    ”Hvad hentyder du til?” spørger jeg.

    ”Hmm… lidt to ting, men jeg hælder mest mod den ene. Og jeg tror ikke engang, at du selv er klar over, at den eksisterer. Men det gør vi.”

    ”Hvem er ”vi”?”

    ”Mig og… min arbejdsgiver kan man vel kalde det. Men vi vil gerne… lære dig om den kraft, du har. For det er virkelig noget helt særligt, og vi ved, hvordan man kontrollerer det, så det ikke bliver farligt for dig og dine omgivelser.”

    ”Hentyder du til, at jeg er… sindssyg eller sådan noget?”

    Det får ham til at grine. ”Nej, overhovedet ikke! Det har intet med jeres menneskelige sindssygdomme.”

    Han taler virkelig, som om han ikke selv er et menneske. Den sætning, han lige fyrede af. Som om han kommer fra en helt fremmed verden, lige er kommet hertil og lige er begyndt at lære om vores menneskelige skikke. Han være dæmon.

    ”Jeg… jeg tror ikke rigtig, at det er noget for mig,” siger jeg meget svagt.

    ”Hør, Olivia. Vi har meget magt, min arbejdsgiver og alle mine kolleger. Det vil være bedst for dig at sige ja til mit tilbud.”

    Det her ender galt. Hvis jeg bliver siddende meget længere, så ender det helt klart galt. Jeg skulle aldrig være gået med.

    I det samme bliver min kage sat på bordet foran mig. Jeg stirrer på den og overvejer, om jeg kan kyle den i hovedet på ham som et slags forsvar. Jeg kan pludselig mærke min rubin i lommen. Jeg tager hånden ned i lommen og knytter den om den røde ædelsten. Jeg tøver lidt, men så tager jeg hånden op igen og lægger rubinen på bordet, så vi begge kan se den.

    ”Ved du, hvad det her er?” spørger jeg.

    Selvfølgelig ved han, hvad det er. Alle kan kende en rubin, når de ser en, hvis de er over fem år gamle. Men jeg – og han – ved, at der ligger mere i det her end en simpel rubin. Jeg ser ham i øjnene, ser ham nikke, mens han ser mig dybt i øjnene.

    ”Jeg ved alt om, hvad det dér er, Olivia.”

    ”Ved du så også, hvad den kan?”

    ”Ja.”

    ”Og ved du, hvad jeg kan – ved hjælp af den?”

    ”Ja.”

    Jeg synker en klump. Han ved virkelig det hele. Men han er så sikker omkring alt det, han siger. Det kan da ikke være rubinen, han hentyder til, når han siger, at jeg er noget ganske særligt. Men hvad er det så? Men uanset hvad, så ved jeg mere, end jeg havde håbet på. Så jeg rejser mig op.

    ”Tak for kage… hvem du så end er. Men… men jeg bliver nødt til at gå.” Så jeg drejer mod døren. Han rejser sig op og griber fat i min arm, så vi står ansigt til ansigt igen.

    ”Du vil fortryde det her, Olivia,” siger han lavt, så det kun er mellem os to. Jeg stirrer rædselsslagen på ham. ”Ham, jeg arbejder for, er ikke en, man siger nej til.”

    ”Slip mig,” siger jeg bare – min stemme ryster, og jeg hader den for det. Men han slipper mig, og jeg skynder mig ud af døren.

 

Hjemme hos Jonas stirrer mine to bedste venner begge forventningsfuldt på mig – de tænker, at jeg da må have en masse at fortælle. Og det har jeg skam også – men ikke til dem. Det her kan jeg kun fortælle til Solstråle, og ingen andre. Så de opgiver at få noget ud af mig og begynder at snakke om sangen.

    Jeg får lyst til at gøre et eller andet… dumt. Så jeg ser på dem. Solstråle sagde til mig, at vi ikke må afsløre noget om vores verden til menneskeverdenen, men vi mangler desperat en sang, og jeg tror faktisk, at der kan komme en god sang ud af alt det her.

    ”Hey, guys?”

    De vender sig begge mod mig.

    ”Kan I huske den drøm, jeg havde for noget tid siden?”

    ”Ja?”

    ”Hvad med, at vi skriver en sang om den?”

    Vi går selvfølgelig straks i gang med at skrive – selvom det mest er dem, der skriver. Jeg sidder egentlig bare og tænker på Solstråle, der nok ikke vil synes om det her, men hun kommer såmænd nok ikke til koncerten, det er vist ikke hendes stil.

    Så tænker jeg på den skaldede nar. Om hvem pokker han er… og hvad det er, der er så specielt ved mig, som han kender til, og som jeg ikke kender til. Den mand… jeg kan fornemme, at han ved meget mere om mig, end jeg nogensinde selv kommer til.

                

 Det er jo tilladt at gætte, hvis I lyster. Hvem tror I, han er?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...