Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1576Visninger
AA

2. En drøm

 

 

Drømmen udvikler sig for hver nat. Den er altid den samme. Den er enkel, men alligevel super kompliceret at gennemskue. For jeg forstår ikke noget af den. Drømmen hjemsøger mig hver nat. Og den hjemsøger mig samtidig hver dag, for jeg kan ikke lade være med at tænke på den.

        Hver nat er jeg tilbage i det tågede univers. Jeg svæver i ingenting. Jeg lyser svagt, som om jeg er et lille lys, der ses fra lang afstand.

        Og så dukker den frem ud af ingenting. En lille mørkerød ædelsten med en overflade så glat som porcelæn. Et øjeblik ser det ud, som om en snestorm omringer den. De små snefnug falder ned på den kolde overflade og fryser derefter til is.

        Og så ser det pludselig ud, som om den flyder i noget vand. Den synker ikke til bunds, som en normal rubin nok ville gøre. Den bliver ved med at flyde oppe i vandoverfladen. Den er på størrelse med et hønseæg, men den er meget mere aflang og flad i det, ikke lige så rund.

        Jeg griber fat om den, så forsigtigt, jeg kan og løfter den op mod mit ansigt. Jeg ser på den og kan ikke lade være med at smile. Et ord kommer ud af min mund, men jeg ved ikke, hvad jeg siger. Pludselig lyser rubinen. Alt lyser. Jeg lyser. Hvidt. Alt er hvidt. Jeg lukker øjnene. Min mave kildrer, da jeg kan fornemme, at noget forandres. Min krop lyser mere end solen. Mit hår flagrer som om det er uvejr.

        Da jeg åbner øjnene igen er jeg ikke mig selv længere. Bortset fra, at jeg føler mig mere som mig selv end nogensinde før.

        Jeg er rød. Mit tøj er anderledes. Jeg har en lårkort rød stropløs kjole på. I et meget mørkebrunt klæde rundt om mit liv hænger der rosafarvede blade, som føles præcis, som var de ægte. Mine støvler går til lige under knæet, og er lige så røde som resten, mens det øverste af dem er i en orange farve, der går skråt ned. Mit hår har også skiftet farve. Mine øjne har skiftet farve. Begge til en farve så rød som rubinen. Mit hår er også sat op i en slags halvhestehale med rosa bånd. Jeg har også fået bittesmå hugtænder, dog så små, at de kun meget svagt kan anes. Og mine ører. De er ikke menneskeører længere. De stritter lige ud i vejret, er aflange som troldeører, men mere spidse. Rubinen hænger i et rødt bånd om min hals. Det føles lidt underligt. Jeg har også fået stof om armene helt ned til lidt over håndledet, rødt som alt det andet. Netop, da jeg løfter den ene hånd for at tage halsbåndet med rubinen af, kan jeg høre noget. Noget underligt. Fuglesang. Løvebrøl. Og så en underlig sang, som jeg aldrig har hørt før. Den lyder så fredfyldt, som pilebladenes hvislen i den svage vind.

        Jeg tager halsbåndet af.

 

Og så vågner jeg. Nøjagtig et minut før vækkeuret ringer klokken syv om morgenen. Jeg hader virkelig skolen for tiden. Jeg kan slet ikke koncentrere mig om den på grund af drømmen.

        Til gengæld er det en lettelse når jeg efter skole mødes med Maria og Jonas i Jonas’ garage, hvor vi øver os til koncerten. Det er første gang, vi mødes i det emne. Vi skal finde et sangemne og skrive selve sangen. Det er Marias talent. Hun er helt fantastisk til det med noder og sangtekster, mens det mere er mit bare at synge.

        Jeg skynder mig op af sengen og trækker i tøjet, der altid er meget enkelt. Jeg kan lide det sådan. Bare en T-shirt og nogle jeans. Måske også en hættetrøje eller en sweater. Maria prøver altid at give mig et eller andet nyt look, der minder alt for meget om hendes tøjstil og alt for lidt om min. Maria er typen til glimmer, lipgloss og kjoler. Hun har også en tendens til at sætte sit lyse hår op i de mest vanvittige frisurer, mens jeg bare kan lide det løst.

        Blot fem minutter over syv banker det på døren og Emily braser ind, som om der ikke er noget her i livet, der hedder ”privatliv”.

        ”Du skal op, Olivi – ” Hun bremser sig selv i sætningen, da hun ser, at jeg er oppe. Emily er et rigtigt A-menneske, så hun er altid oppe klokken kvart over seks. Hendes lyse hår er sat op i den sædvanlige hestehale, og hun er klædt i en lyserød T-shirt og en lårkort cowboynederdel.

        ”Tak, Emily,” sukker jeg. ”Jeg er oppe. Gå nu bare…”

        Hun skal til at gå, men hun bremser sig selv. ”Jeg skulle spørge fra mor om – ”

        ”Om drømmen var der igen i nat, og ja, det var den,” afbryder jeg hende og vender det hvide ud af øjnene. Efter en uge, hvor drømmen havde raset hver nat, sad mor stadig bare med et smil og sagde: ”Den går snart væk, bare rolig.” Men nu, hvor der efterhånden er gået en måned, er hun begyndt at spørge ind til, om jeg skal gå til psykolog, men det er jeg ret meget imod. Det er jo bare en drøm, ikke et eller andet psykisk anfald.

        ”Okay så,” siger Emily og bider sig i underlæben. ”Mor laver noget havregrød så… ja.” Og så går hun.

        Jeg står tilbage med hårbørsten i hånden og stirrer på døren, hvor der hænger en tegning af mit elver-look. Når jeg ser på det, minder det efterhånden mere og mere om mig. Når jeg ser på det ser jeg mig selv. Det er altså lidt underligt, synes jeg.

 

Efter skole er vi allerede på farten over til Jonas’ hus. Jonas selv vil aldrig have os indenfor i huset, så vi går altid direkte om i garagen. Han skammer sig vist over sin familie. Det er egentlig forståeligt nok, eftersom de alle sammen har været cirkusstatister og stadig er det i deres hoveder.

        Vi sidder i garagen hele eftermiddagen og prøver at finde på et godt emne til en sang. Maria er mega overenergisk og kommer med de mest vanvittige forslag, som hun bør vide aldrig vil blive til noget, når hun er i et band sammen med en dreng og en temmelig drenget pige.

        Hun foreslår blandt andet, at vi tager nogle små børnesange som ”Peter Edderkop” eller ”Mariehønen Eviglad” og både gør dem længere, sjovere og mere seriøse. Og både jeg og Jonas stirrer på hende med hævede øjenbryn og nedsænkede hoveder, hvor vi så derefter ryster på hovedet. Det er total udelukket. Jeg skal ikke stå på nogen scene og synge om små insekter.

        Så foreslår Jonas, at vi prøver at skrive en sang om en veltilfreds og glad pige, der ingen problemer har til en forskel. Skrive en sang, som ingen har hørt før.

        ”Jamen, Jonas,” siger jeg. ”Så er der jo ingen pointe med sangen.” Kvajpande, tænker jeg.

        Og pludselig, efter de mest vanvittige idéer, begynder Maria at snakke om det kluns, vi skal have på. Hun har selv planlagt at have en kort kjole med palietter på. Så glor hun på mig med sine blinkende mascarafyldt øjne og siger: ”Hvad med dig, Olive?”

        Og jeg spærrer øjnene op, rykker nogle meter væk fra hende og siger: ”Ikke noget specielt.”

        Så angriber hun Jonas. Jonas, der altid går i hættetrøje og en alt for stor sort hue, som der står ”Ziing” på. Hun vil absolut have, at han skal tage en sort skjorte på og nogle seje stramme bukser. Jeg tænker bare ad.

        Så går vi over til sangidéerne igen. Efter at have tænkt i hvad der føles som flere timer, rækker Jonas pludselig hånden i vejret og udbryder, mens han ser på mig:

        ”Hvad med at vi skriver om din drøm!”

        Jeg sukr og har lyst til at begrave mig i jord. ”Nej, det er udelukket!”

        ”Kom nu, Olive,” trygler Maria. ”Sådan en sang kunne da være helt vildt fed.”

        ”Nårh ja,” siger jeg trodsigt. ”En sang om en rubin, der forvandler mig til en elver. Ja, det er virkelig fedt.” Mega ironisk.

        De glor begge på mig og ryster sukkende på hovederne. Jeg lægger armene over kors for at konstatere, at der ikke kan være tale om det.

 

Efter nogle lange timer hjemme hos Jonas, begiver jeg mig hjemad. Jeg er ret træt og der er også lektier, der skal laves inden i morgen. Jeg gaber søvnigt og har mest lyst til bare at smide mig i min seng og lukke alt andet ude. Men problemet er, at hvis jeg gør det, lukker jeg ikke alt andet ude, for så kommer drømmen. Den sniger sig ind på mig, når jeg sover. Der er bare ikke et eneste tidspunkt i døgnet, hvor jeg har fred.

        På vej hjem skal jeg igennem parken. I parken er der denne her kilde, der er omkranset af klipper, der rager op over vandoverfladen. Der er ikke noget lavt vand dér. Faktisk er den fem meter dyb.

        Jeg holder af bare at lægge mig på en af klipperne og se ned på mit eget menneskelige spejlbillede. Så jeg lægger mig på en klippe og ser lige ned i det krystalklare vand. Men i dag får jeg et nærmere chok, for det er ikke mit spejlbillede, jeg ser. Det er den anden mig. Det er elveren. Jeg forstår ikke noget og må da ligne et stort spørgsmålstegn. Så stivner jeg fuldstændig, da jeg ser, hvad der ligger og flyder i vandoverfladen. Den glatte røde overflade ligner rødt porcelæn, den er på størrelse med et hønseæg, men mere flad i det. Det er rubinen fra min drøm!

        Jeg tænker ikke. Jeg læner mig bare ud over vandet og rækker ud efter den store ædelsten uden så meget som at undre mig over, at den ikke synker til bunds.

        I det øjeblik mine fingerspidser strejfer den glatte overflade, synker rubinen og det samme gør jeg, for jeg glider på den våde klippe og falder pladask ned i det kolde vand.

       

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...