Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1580Visninger
AA

14. Emilys problem

  

Jeg sidder på caféen sammen med Tobias. Vi er faktisk blevet ret gode venner allerede. Selvfølgelig er jeg stadig hamrende forelsket i ham, men jeg ignorerer det, indtil der er gået noget tid. Jeg gider ikke være den type, der bliver kærester med folk nogle få dage efter jeg har mødt dem. Det er ret sært, det her. Den eneste dreng, jeg nogensinde har hængt ud med, er Jonas, og han er kun en ven. Tobias er den allerførste dreng, som jeg faktisk sådan RIGTIG synes om. Det er som at føle en stor sejr.

    ”Vil du med i biografen i aften? Klokken seks, der går en rimelig god film.”

    Jeg sidder og ser lidt fortryllet på ham og skal til at nikke ja, men ryster så på hovedet. ”Jeg kan ikke.”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Det er Emily – min søster,” tilføjer jeg, da han vist ikke aner, hvad jeg snakker om. ”Hun er blevet lidt småsindssyg.”

    ”Småsindssyg?”

    ”Ja, hun opfører sig vildt underligt og vil ikke rigtig snakke med hverken mig eller min mor. Så i aften har jeg tænkt mig at spille kort med hende, så jeg kan udspørge hende om, hvad der er galt.”

    ”Har du nogen idé om, hvad der kan være galt?”

    Jeg trækker på skuldrene. ”Der går nogen temmelig slemme drenge i hendes klasse, måske er det dem, der er problemet. Emily er rimelig lille, både af højde og det ene og det andet, og hun er også temmelig genert, jeg er bange for, at de måske er efter hende.”

    ”Måske…”

    Vi sidder i tavshed i lidt tid og spiser vores kager og drikker vores juice. Så spørger Tobias:

    ”Glæder du dig til koncerten?”

    ”Nej,” svarer jeg prompte uden at tænke over det. ”Jeg mener ja.”

    ”Hvad mener du med nej? Er du nervøs?”

    ”Nej, det er ikke det…”

    ”Hvad er det så?”

    ”Den… koncerten… den har gjort nogen af mine venner temmelig sure.”

    ”Er det dem, du spiller sammen med? Jonas og Maria?”

    Jeg ryster på hovedet. ”Nej, nogen andre. De går ikke på skolen… eller… halvdelen af dem gør.”

    ”Hvorfor gør koncerten dem sure?”

    ”Det er nærmere sangemnet. De bryder sig ikke om det.”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Det… altså… de mener, at sangemnet bryder et løfte, som jeg gav dem. Et løfte, der betyder meget for dem. Men jeg synes nu, at de overdriver temmelig meget.”

    ”Det er da lige meget. Hvis de mener, at du har brudt et meget vigtigt løfte for dem, så er der ikke noget at tale om: Så må du skifte sangemne.”

    ”Det mener du da ikke! Der er kun nogle få dage til koncerten.”

    ”Har de talt med dig siden du brød løftet?”

    ”Nej, men…”

    ”Så er der virkelig ikke noget at tale om. Er dine venner ikke vigtigere end koncerten?”

    ”Men du glemmer, at mine to andre venner bliver sure, hvis jeg aflyser koncerten.”

    ”Jamen så har du travlt med at skrive en ny sang.”

    ”Kæft, du er irriterende.”

    Men jeg er godt klar over, at han har ret. Selvfølgelig har han ret, og jeg har taget fejl, hele tiden. Jeg har mistet Sofie og Solstråle bare på grund af den dummert. Men helt ærligt, de overdriver altså sygt meget, og der er ingen chance for, at jeg kan nå at skrive en ny sang på fire dage.

 

Den aften sidder Emily og jeg hen over spisebordet og spiller kort. Emily fører stort, men alligevel er hun stadig lige mut at se på. Hun taler kun, når hun skal tale ifølge spillets regler, ellers er hun tavs som en mus.

    ”Emily?” spørger jeg til sidst.

    ”Ja?” svarer hun – forbløffende nok.

    ”Er der noget galt?”

    ”Nej.”
    ”Vel er der så! Og jeg vil gerne have, at du fortæller mig, hvad det er.”

    ”Hold du op, Olivia,” bryder mor ind, der lige er kommet ind i rummet. ”Emily har sikkert en midtvejskrise eller sådan noget – ligesom dig for bare et par dage siden. Du fik det da bedre i det øjeblik, du mødte ham Tobias.”

    Jeg kan mærke, at jeg rødmer. ”Moar! Det her handler ikke om det. Emilys problem er med garanti noget helt andet!”

    ”Jeg har ikke noget problem!” raser Emily og rejser sig brat op. ”Der er ikke noget galt, virkelig!”

    I det samme føler jeg den værste gåsehud, som om et eller andet spøgelse strejfer min hud. Emilys ansigtsudtryk ændres med det samme til et næsten forskrækket udtryk.

    ”Ej, undskyld, Olivia,” mumler hun. ”Det er jeg ked af… at jeg… øh, at jeg skræmte dig.” Så skynder hun sig ind i stuen. Der kan vi høre, at hun tænder for fjernsynet.

    ”Olivia, vil du ikke være rar at lade hende være lidt?” spørger mor, der opfører sig, som om hun har fået det samme slags kuldegys, som jeg fik.

    ”Jeg kan ikke bare se til, mens Emily går igennem det dér,” siger jeg lavmeldt, så Emily ikke hører mig. ”Jeg tror, at der er nogle drenge, der er efter hende.”

    ”Hvorfor tror du det?”

    ”Det… det ved jeg ikke… det er bare en realitet.”

    Men alligevel går jeg bare op på mit værelse.

    Senere samme nat skal jeg tisse for vildt. Jeg går ned til toilettet, da jeg hører, at fjernsynet stadig kører. Jeg går ind i stuen og opdager, at Emily stadig ser fjernsyn.

    ”Emily? Er du oppe endnu?”

    Hun vender sig mod mig i sofaen og nikker. ”Jeg kan ikke sove.”

    Jeg sætter mig ved siden af hende. ”Har du overhovedet været i seng?”

    Hun ryster på hovedet.

    Jeg sukker. ”Emily… hvad er der galt? Hvorfor opfører du dig så underligt?”

    ”Jeg… jeg vil ikke tale om det…”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Fordi… fordi du bare griner af mig.”

    ”Jeg griner altså ikke af, at nogle drenge fra skolen mobber dig.”

    Hun stirrer på mig. ”Er det det, du tror, det her er? Tror du, at de åndssvage drenge mobber mig? Der er sgu ingen, der kan mobbe mig.”

    ”Jamen hvad er der så galt?”

    Først tror jeg, at hun ikke vil svare, men så vender hun sig mod mig og tager en dyb indånding, før hun så siger: ”Jeg tror, at jeg er ved at blive skør.”

    ”Skør?”

    ”Ja, jeg… jeg… jeg tror, at jeg hallucinerer. Jeg ser ting, som ikke er der.”

    ”Som hvilke ting?”

    ”Som… som…” Hun tøver lidt.

    ”Hvad fanden?!” bliver der udbrudt i døråbningen. ”Er I to oppe?!”

    Vi vender os begge brat op og stirrer lige ind i mors rasende øjne.

    ”Jeg kan ikke tro det!” raser hun. ”Hvor vover I at vise mig den frækhed at sidde og se fjernsyn klokken et om natten på en hverdagsaften!”

    ”Mor, slap af,” siger Emily forsigtigt. ”Din… din aura er helt mørkerød.”

    ”Jeg er fandeme ligeglad med, hvordan min aura ser ud! Skrub så i seng, begge to!”

    Vi lader være med at sige noget mere og skynder os i seng begge to. Og jeg er straks klar over, hvorfor Emily tror, at hun hallucinerer… det er vist ikke helt normalt at kunne se folks auraer.

 

De følgende dage inden koncerten, faktisk i så lang tid, at der kun er to dage før koncertdagen, tænker jeg gevaldigt over det hele.

    Emilys problemer og hallucinationer.

    Men mest tænker jeg på det, som Tobias sagde. Det er virkelig forkert af mig sådan at gå imod hele elververdenen… min verdens… regler og love. Og jeg har mistet Solstråle og Sofie på grund af det – på grund af min egen stædighed.

    Derfor mødes jeg med Maria og Jonas i Jonas’ garage en af dagene og fortæller dem det lige ud:

    ”Vi bliver nødt til at skrive en ny sang.”

    ”Hvad?!” udbryder de i kor.

    ”Det bliver vi nødt til.”

    ”Det kan vi ikke bare!” brøler Maria.

    ”Der er kun to dage til koncerten!” brøler Jonas. ”Hvad bilder du dig ind?!”

    ”Det var forkert at skrive om den drøm i første omgang… I bliver nødt til at forstå, at den… at jeg… at den simpelthen er for privat til at synge om til en koncert.”

    ”Jamen det var jo dig, der foreslog den,” siger Jonas.

    ”Ja, men jeg har ombestemt mig. Hvis ikke, vi synger om noget andet, så synger jeg slet ikke!”

    De kan begge to høre, at jeg mener det alvorligt og ikke skifter mening. De sukker opgivende og okay’er og sukker lidt…

    ”Tak,” siger jeg og smiler taknemmeligt.  

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...