Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1594Visninger
AA

6. Den skaldede nar

 

Det er tidlig morgen – eller ikke supertidligt. Nogle minutter før mit vækkeur ringer. Jeg ligger i min seng, dybt begravet i min dyne, og stirrer på rubinen, der ligger på mit natbord og glimter i de få solstråler, der presser sig igennem de mørke gardiner for vinduet.

        Jeg har ligget på denne måde siden ved sekstiden. Jeg håber på, at jeg vil kunne fornemme nøgleordet snart. Men der er intet kommet ud af det. Solstråles ord er grønne enge, som har noget med natur at gøre, så mit ord har sikkert et eller andet med dyr at gøre.

        Vækkeuret klinger, jeg hamrer hånden ned i det og fortsætter med min gloen på rubinen, uden så meget som at overveje at stå op for at komme i skole.

        Klokken halv otte braser Emily ind. Hun ser helt forarget ud, da hun ser, at jeg stadig ligger i min seng. ”Olive!”

        ”Hvad?” mumler jeg sammenbidt.

        ”Du burde virkelig se at stå op! Vi skal være i skole om en halv time!”

        ”Ja ja,” mumler jeg uden at røre mig.

        Så får Emily øje på rubinen. Hun hæver først det ene øjenbryn, så måber hun nærmest, for så derefter bare at se undrende ud. Hun går hen til mit natbord og tager den op. Jeg farer op.

        ”Læg den!”

        Men Emily lægger den ikke. Hun studerer den bare med sine fingre og øjne. ”Hvor pokker har du den fra? Fra en eller anden lam souvenirbutik?”

        ”Øh… ja! Kom så med den!”

        ”Den ser nu meget ægte ud. Den føles ikke som plastic…”

        ”Kom nu bare med den!” Jeg rækker ud efter min rubin, men Emily undviger mig. ”Moar!”

        Så kommer min mor ind. ”Hvad er der, Emily? Og hvorfor er du ikke oppe endnu, Olivia?”

        Jeg trækker dynen af mig og går hen til Emily for at få min rubin igen.

        ”Er denne her ægte, mor?” Emily viser mor rubinen. Mor ser på den. Det at se min mor betragte rubinen giver mig gåsehud. Hendes ansigtsudtryk er ikke til at fatte. Som om hun prøver at regne et eller andet ud, eller som om det ringer en mikroskopisk klokke et eller andet sted. Men så nikker hun svagt.

        ”Den er ægte.” Mor ser på mig. ”Hvor har du den fra? Sådan en stor rubin må være en formue værd.”

        ”Jeg fandt den! Og den er min!”

        ”Ja, men… jeg tror, at man skal indkræve den slags,” siger mor.

        ”Det er der da ingen lov om.”

        ”Men det ville sgu da være klogt at få den vurderet!” siger Emily. Man kan næsten se dollartegnene i hendes øjne. ”Måske kan man få millioner for den.”

        ”Hvis man kan, er det mine penge.” Jeg tager rubinen fra min mor. ”Og jeg vil ikke have den vurderet. Jeg kan lide den som den er. Ud af mit værelse.”

        Mor og Emily går ud. Jeg kan svagt høre Emilys lavmeldte stemme: ”Jeg tror, hun er ved at blive gak, mor. Hun tror sikkert, at det er rubinen fra hendes drøm eller sådan noget.”

 

Selvfølgelig kommer jeg for sent i skolen. Da jeg kommer vadende ind midt i undervisningen kan jeg se, hvordan Jonas og Maria ånder lettede op. Vi har aftalt at mødes efter skole i dag.

        Rubinen ligger i min bukselomme, og jeg sidder bare og smiler for mig selv uden at høre en skid efter.

        I frikvarteret hænger vi ud ude på gangene. Maria står lænet op ad væggen og piller ved sin guldring (rige forældre), Jonas går lidt frem og tilbage mens han sparker halvhjertet til en bold. Jeg sidder op ad væggen overfor Maria i skrædderstilling og ser ud i luften.

        Jeg synes altså stadig, at vi skal skrive om Mariehønen Evigglad,” mumler Maria.

        ”Jeg synes altså ikke, at vi skal bekymre os om et insekt, når Olivia jog en løve væk i fredags!” siger Jonas og vender sig mod mig. Det giver et sæt i mig, da jeg egentlig har glemt alt om løven – eller jeg har i hvert fald ikke set det som noget specielt, nu, hvor jeg ved, hvad der sker med mig.

        ”Hvad med den?”

        ”Hvad skete der?” spørger Jonas. ”Løven løber hen til dig… du hvisker et eller andet ind i dens øre, hvorefter den så vender om og løber sin vej igen!”

        ”Hun er sikkert slangehvisker,” siger Maria spøgefuldt, før hun så ser Jonas’ ansigtsudtryk og vender tilbage til sin ring med et lille host.

        Jeg smiler svagt over deres forhold. Der har altid været et eller andet underligt med Jonas og Maria. De er altid over hinanden, men man kan fornemme gnisten imellem dem, selvom de som regel ikke vil sige noget om det.

        Så får jeg øje på en mand. Han er lige kommet op ad trappen til vores etage – nogle meter fra dér, hvor vi befinder os. Han kigger hen imod os med let rynket pande, som om han har hørt hvert et ord, vi har sagt og nu undrer sig over meningen med det. Først genkender jeg ham ikke, men så kommer jeg i tanke om, at han også var der i fredags. Han stod og betragtede mig efter løven var vendt om. Ham den skaldede. Hvad laver han her på skolen? Det er anden gang, at han er her, måske søger han job eller sådan noget? Men hvis han søger job, så håber jeg godt nok ikke, at det er som lærer, for det virker han langt fra karismatisk nok til.

        ”Hey, I tre.” Min opmærksomhed bliver hurtigt vendt væk fra den skaldede mand, da vi alle tre bliver råbt op af en af niendeklasseeleverne. Hun er den, der står for koncerten, hun hedder Juliet og har haft over en million kærester indenfor de sidste to år. Ingen har magt på at optælle antallet på hele hendes skoletid.

        ”Hvad så, Juliet,” siger Maria og lægger ud til high five – de to kommer ret godt ud af det sammen.

        Juliet ser på os hver især. ”I har et stort talent, alle tre – men det bekymrer mig lidt, at I ikke har et sangemne endnu – og ikke engang har fået skrevet sangen endnu. Der er kun et halvt år til koncerten.”

        ”Så lang tid tager det vel heller ikke,” siger Jonas.

        ”Vi går jo i skole, og I har sikkert også en masse i jeres fritid at tage jer til. Tiden går hurtigt. Hør, hvis I ikke har et sangemne indenfor fire måneder, bliver jeg nødt til at vælge et andet band til at repræsentere vores skole.”

        ”Men der er jo kun to hold, der har meldt sig i år,” siger jeg. ”Og det andet band er så skod.”

        ”Ja, men så må I jo hellere se at komme i gang. Fire måneder, folkens.” Hun sender os et langt blik for så derefter at gå igen.

        ”Okay!” siger Maria til Jonas og mig. ”Hvem stemmer for Mariehønen Evigglad.”

        Jonas og jeg veksler bare blikke og ser så bare ned – vi har ingen kommentarer.

 

På vej hjem til Jonas’ kære garage snakker vi ikke specielt meget. Jeg tror, at vi alle sammen går og grubler over sangen. Det gør jeg i hvert fald. Jeg har ingen forslag til noget sangemne. Og sangemnet er jo ikke engang nok, sangen skal også skrives, der skal laves melodier og noder og alt det, som kun Jonas og Maria har forstand på. Det kan jo hurtigt tage evigheder, og det vil ikke just gøre det nemmere at vi får et hav af lektier for lige i øjeblikket, og Jonas går til basketball og Maria til både svømning og ridning. Jeg selv går ikke til noget, men jeg har en fornemmelse af, at mit job som Rubinelver vil optage mig en hel del. Og den dér mission… hvad var det nu, den gik ud på? At finde de to andre for så derefter at redde hele elverfolket for en ond dæmonkonge? Ja, det skal nok tage sin tid. Og hvis jeg siger til Solstråle, at jeg har en del pres med koncerten vil hun sikkert bare sige, at det at redde verden nok er en smule vigtigere end det.

        Jeg ser mig tilfældigvis tilbage og får mig lidt af et gåsehud. Ham den skaldede nar er der sgu igen! Han går cirka ti meter bag os, og selvom han prøver at ligne en, der har sine egne sager at passe, kan jeg fornemme, at han holder godt og grundigt øje med os. Følger han efter os? Hvorfor skulle han dog det?

        ”Guys…” hvisker jeg til de to andre.

        ”Ja?” siger Jonas.

        ”Jeg tror, at vi bliver forfulgt.”

        Både Jonas og Maria ser sig over skuldrene og jeg giver dem et puf i siden. ”Idioter!”

        ”Hold da op, Olive, det er bare en mand,” siger Maria og himler med øjnene.

        ”Han var der også i fredags – og i frikvarteret i dag. Han følger efter os, jeg ved det.”

        ”Nårh ja, for vi er jo også hemmelige agenter, der har hemmelige tegninger over den næste dødsstjerne, der vil tilintetgøre vores galakse,” siger Jonas ironisk.

        Nu er det min tur til at vende det hvide ud af øjnene. De fatter intet. Men alligevel har de ret. Det er bare en mand, og det her er ikke Star Wars. Men det er sgu lige før, at det er den selv samme historie bare i en anden genre. Onde mod gode… måske er han en dæmon. Så følger han måske efter mig?

 

Omme i garagen sidder Jonas og spiller lidt stille og roligt på sin guitar, mens Maria sidder og nynner. De prøver vist begge to at få en eller anden melodi i hovedet. Jeg selv står ved garagens vindue og ser ud mod vejen, hvor den skaldede nar står og stalker ud i luften. Jeg tør vædde på, at når jeg går hjem om nogle timer, så vil han følge efter mig. Hvis bare jeg havde en eller anden metode, der kunne ryste ham af mig.

        ”Olivia, jeg har tænkt over det,” siger Maria pludselig. Jeg vender mig imod hende med en ligeglad attitude. ”Hvad er problemet med, at vi skriver om din drøm? Det ville da være alle tiders emne!”

        ”Fordi, Maria, det bare er en dum drøm om en ædelsten, der svæver i luften for sig selv og forvandler mig til et eller andet underligt. Det kan man sgu da ikke få en hel sang til at dreje sig om.”

        ”Jo, hvis man så også fortæller om, hvor meget drømmen betyder for dig.”

        ”Ja, og hvis vi nu fortæller om et eller andet, vi selv finder på,” foreslår Jonas. ”Som for eksempel, du faktisk bliver forvandlet til den dér elver og får mega seje superkræfter og bliver nødt til at redde verden – ligesom Superman.”

        Hold kæft… det er jo næsten uhyggeligt, det dér. De gætter og rammer rigtigt uden så meget som at have en anelse om noget som helst.

        ”Jeg vil ikke have en sang om min drøm. Det er udelukket.” Jeg kan høre på mit eget tonefald, at de nok holder kæft nu. Så vi fortsætter vores gang. De fortsætter med at ”meditere” og jeg fortsætter med at stalke manden, der vist nok stalker mig.

 

Hele resten af dagen går ret stille. Manden bliver stående, Maria og Jonas begynder at skrive simple forslag til sange ned, og jeg bidrager en smule, hvis de vil have min mening. Men vi ved alle tre, at jeg kun dur til at synge, alt det med at skrive sange og melodier… det kan de lige så godt opgive.

        På vej hjem går jeg alene, selvom det skræmmer mig af helvede til. Manden står der endnu, og han ser kun kort op, som enhver anden nok ville gøre, da jeg går ud af Jonas’ garage og går ned ad fortovet i retning af busstoppestedet. Da han ser til en anden side end til min, ser jeg tilbage efter ham, mens jeg går længere og længere væk fra ham.

        Derhjemme sidder jeg i min usædvanlig brede vindueskarm med rubinen i hånden, mens jeg tænker over, hvem den man mon kan være, og hvorfor han er efter mig. Næste gang, jeg ser Solstråle, vil jeg spørge hende, om han også har vist interesse i hende.

        Hen på aftenen, da jeg ligger i min seng og ser op i loftet, hører jeg noget, der slår mod mit vindue. Jeg rejser mig og går hen og ser, hvad der er los, og ser en lille sten ramme mit vindue. Nede på fortovet står Solstråle i sin menneskeform og vinker til mig.

        Jeg åbner vinduet. ”Hvad så?”

        Før jeg ved det springer Solstråle op mod mit vindue, lander på muren som en kat, der har fået vendt tyngdekraften 90 grader for så derefter at tage fat i min vindueskarm og hoppe ind på mit værelse. Jeg stirrer på hende med munden på hvidt gab.

        ”Hvad?” spørger hun.

        ”Det er sgu som at opleve Twilight om igen! Hvordan kan du det dér?”

        ”Nårh ja… øh… bare noget, elvere kan.”

        ”Jeg kan da ikke!”

        ”Måske, fordi du er opvokset i et menneskesamfund, hvor man ikke bare kan det. Men jeg lover dig, hvis du prøvede det, ville det sidde lige i skabet.”

        Hun ser sig rundt i mit værelse med et… overrasket udtryk. Det er nok mest på grund af alle tegningerne af min elverform.

        ”Du ser ud til at have været meget besat af drømmen,” siger hun.

        ”Hvad?”

        ”Jeg kan tydeligt huske, da jeg havde drømmen.” Hun ser hen på mig. ”Når en Ædelstenselver er klar til at blive knyttet til sin ædelsten, får hun en drøm, som vil… ligesom give en slags ledetråd, hvor hun kan finde den. Den vil afsløre et glimt af, hvor ædelstenen er.”

        ”Nårh… tja, min ædelsten flød rundt i vandet – og jeg fandt den i kilden.”

        ”Præcis. Jeg var ni år, kan jeg huske. Da jeg først havde drømmen, kunne jeg se smaragden ligge mellem blomsterne på engen. Mine forældre blev så stolte af mig, da de hørte, at jeg ville blive en Ædelstenselver. Jeg ledte efter den ædelsten i ugevis alle steder, hvor der var blomster.” Hun lo.

        Jeg smiler bare af det. Det virker som et rart samfund, hun kommer fra. Et samfund, hvor det at opleve drømmen ville svare til at blive optaget på et eller andet hardcore gymnasium i vores samfund.

        ”Men øh…” siger hun så. ”Jeg kom egentlig for at spørge dig, hvordan det går. Med rubinen.”

        ”Om jeg har fundet nøgleordet? Nej…”

        ”Nå… men jeg holder til i parken, bare kom ned, når det er.” Hun går hen mod vinduet for at springe ud, da jeg stopper hende.

        ”Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om.”

        ”Hvad?”

        ”Her de sidste dage… har der være en eller anden skaldet nar, der er fulgt i hælene på mig, hvor jeg end er gået hen.”

        ”Måske er han en dæmon eller noget. Så skal du nok passe lidt på.”

        ”Men… der er noget mere. Han virker underligt bekendt. Som om han er fra en eller anden fortid, jeg ikke vidste, at jeg havde. Han skræmmer mig ad helvede til.”

        ”Er det ham, der står dernede, tilfældigvis?” Solstråle er gået hen til vindueskarmen og ser nu ud af vinduet. Jeg går selv derhen og ser ned på gaden. Og der står han ganske rigtigt, den skaldede nar, som har forfulgt mig dagen lang.

        ”Ja, det er ham. Er han en dæmon?”

        ”Det ved jeg ikke. Før jeg tog af sted, fik jeg ansigter på de personer, jeg skulle passe på – og jeg fik ikke nogen beskrivelse af ham. Jeg har aldrig set ham før. Men måske er han en dæmon… bare ikke en, vi skal bekymre os om.”

        ”Jeg håber, at du har ret.”

        Selvom en del fortæller mig, at hun tager grueligt fejl.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...