Ædelstenselverne - Rubinen

Mit navn er Olivia. Jeg er tolv år og er en helt almindelig pige, der elsker at synge, har en død far, en mor og en lillesøster. Men en drøm hjemsøger mig. Og i det øjeblik jeg finder rubinen i kilden forandres mit liv fuldstændig. Jeg har fået underlige superkræfter, kan forvandle mig til en underlig elver og møder denne her weird pige ved navn Solstråle (Ja, spørg ikke mig, jeg har ikke givet hende navnet o.O). Vi to er Rubinelveren og Smaragdelveren – men vi mangler stadig at finde Safirelveren og Ametystelveren, før vi kan gå i gang med en mission, som jeg ærlig talt ikke fatter meget af. Især fordi jeg hele tiden bliver jaget af denne her underlige skaldede nar, der bare tror, at jeg er et eller andet legetøj! Men han virker så underlig bekendt… og jeg kan virkelig ikke hitte ud af noget som helst!
Og udover det finder jeg også ud af, at jeg er meget mere end bare det, som rubinen giver mig. Noget helt specielt… som jeg seriøst heller ikke fatter en dyt af!
Helt ærligt!!

8Likes
24Kommentarer
1710Visninger
AA

11. Carthasis

Jeg går i mine egne tanker.

    I forgårs gik det op for mig, at jeg har en eller anden sær anden kraft, som åbenbart går ud på, at hver gang jeg bliver bange, rasende eller bare i det hele taget er i knibe, kommer et eller andet jordagtigt mig til hjælp. Pludselig giver mine stikord også mening. Jordens sang. Især, fordi vi i går begyndte at øve lidt på det. Jeg begyndte at synge af lyst, og lige pludselig spirede der blomster op af jorden og dansede i takt med melodien. Jeg tror, at jorden bare kommer mig til hjælp, hver gang den hører min stemme. Jeg må have en eller anden fysisk/mental kontakt med jorden.

    ”Olivia!” bliver der brølet ind i mit øre. Jeg springer tre meter op i luften for så at tage mig til ørerne.

    ”Hvad?!”

    ”Hvorfor hører du ikke efter?” spørger Jonas.

    ”Vi har sgu prøvet at komme igennem til dig de sidste ti minutter,” siger Maria

    ”Åh…” siger jeg bare. Vi er på vej til skole, og jeg lever bare i min egen verden.

    ”Men hvad er der galt?” spørger Jonas.

    ”Du ser ud som en, hvis forældre lige har fortalt skal skilles,” siger Maria.

    ”Som om det nogensinde skulle kunne ske for mig,” mumler jeg og tænker bittert over min fars død.

    ”Men vi har talt med Juliet. Vi viste hende sangen. Hun elsker den.”

    ”Fedt,” siger jeg falsk.

    ”Skal vi så ikke være sammen i dag?” spørger Jonas. ”Vi kan se film og æde noget slik.”

    ”Nej…” siger jeg. Vi standser alle tre op. ”Jeg kan ikke.”

    ”Hvorfor?”

    ”Jeg har… planer.”

    ”Hvorfor har du altid planer, når vi ikke har planer?”

    ”Fordi… fordi… fordi jeg altså har en hel masse ting at se til… lektier…”

    ”Vi har også lektier for. Vi kan da bare lave dem sammen.”

    ”Jeg kan bare ikke, folks! Jeg har en hel masse at se til, som jeg bare ikke kan… indvie jer i!”

    De stirrer begge to på mig med intense blikke. Så siger Jonas noget, der virkelig VIRKELIG kommer bag på mig:

    ”Du bliver ikke misbrugt, vel? Af ham dér… ham dér stalkeren, vel?”

    Det vender sig i mig. Seriøst, jeg får kvalme og kan mærke, hvordan det kommer op i min mund. ”Ad… ad… ad ad ad!”

    Maria giver ham en dumflad. ”Gider du lige! Selvfølgelig misbruger den nar hende ikke! Så ville hun sgu være kommet til os med det samme!”

    ”Præcis!” siger jeg og peger på Jonas. ”Og den klamme tanke… nej, bare nej! Den mand er ude af mit liv! Jeg… har ikke engang set ham… på det sidste.”

 

Men jeg ender med at være sammen med dem efter skole alligevel. Vi tager hjem til Maria, hvor vi laver lektier, ser en film, hvorefter vi så beslutter os til lige at øve sangen igennem en gang til.

    Vi sætter os i sofaerne i den enorme stue, Jonas finder en guitar frem, Maria et keyboard, hvorefter vi begynder at spille sangen igennem.

    Sangen gør mig hel glad igen. Den minder mig om de ting, jeg elsker ved livet. Solstråle og Sofie… de seje kræfter, jeg har, også selvom de bringer ulykker frem hele tiden.

    Da sangen er færdig og jeg ser hen imod åbningen til entréen, gør jeg store øjne. I entréen står Solstråle i sin menneskeform. Døren står halvt åben, hun er åbenbart lige kommet ind.

    ”Jeg…” siger hun.

    Jonas og Maria ser undrende på hende. Der er ingen af dem, der har set hende før.

    ”Jeg fatter dig ikke,” siger hun så og går ud af døren.

    ”Solstråle, vent!” siger jeg og løber efter hende.

    Ude i Marias forhave indhenter jeg hende og tager fat i hendes arm. Hun river sig løs.

    ”Hvordan kunne du finde på det?! At skrive en sang om drømmen! Om rubinen og din elverform! Er du hamrende sindssyg?!”

    ”Jamen… ingen vil se det som noget underligt! Ingen vil… ingen vil tro noget om det. Og det er en pissegod sang!”

    ”Det er lige meget, Olivia! Det er FORBUDT at afsløre NOGET om vores verden til menneskene! Du har brudt løftet!”

    ”Jamen… Solstråle.”

    ”Nej! Hvis du ikke respekterer vores regler og ikke har noget imod at spytte ud om vores hemmelighed til en hel forsamling af mennesker, så kan det være lige meget! Nyd din koncert!”

    Og så går hun.

    Og går.

                  Og går.

                                   Og går…

                                                    Og kommer ikke tilbage…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...