Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et n

Jeg hedder Simone Morales, jeg er 15 år. Min kæreste hedder Casper. Jeg bor i en by udenfor London. Mine ynglings bands er One Direction og IM5. Min storebror hedder Gabriel Morales også bare kaldt Gabe, og han er med i IM5 men det er ikke derfor det er mit ynglings band. Ja det var vist det nå men nu tilbage til historien..




Det er sådan en lidt underlig historie. og ja jeg ved godt den er skrevet underligt, så hvis du vil kommentere noget om hvordan jeg skriver eller sådan noget så hold det for dig selv for jeg er ligeglad.

13Likes
12Kommentarer
2991Visninger
AA

10. Jeg kan ikke være her mere.

”Bip bip!” lød det fra min mobil der lå ved siden af mig i sengen. Det var min alarm der larmede, jeg havde nemlig sat den til at ringe klokken 4 om morgen, for jeg havde en eller anden underlig følelse af at jeg havde brug for at komme væk. Jeg gik over og fandt noget tøj i Louis’ skab fordi han har sagt til mig at jeg bare skulle tage noget tøj jeg ville have på, jeg var lidt ligeglad med hvad jeg tog på, det er jeg faktisk altid jeg går ikke rigtig op i mode. ”Bare min mobil ikke har vækket alle i lejligheden” tænkte jeg. Men nej det havde den ikke de lå alle sammen og sov, Louis lå inde på sofaen og de andre drenge lå på gulvet, de må vel have været faldt i søvn mens de sad og så TV. Jeg tog et stykke papir op fra min lomme og gav mig til at skrive # Undskyld så så meget drenge men jeg kan ikke leve det her liv mere, det er ikke fair at i skal bruge jeres tid på mig og mit problemfyldte liv. Så det er her farvel for altid, håber i vil leve et fantastisk liv nu hvor jeg ikke er her mere# selvom det virkelig gjorder ondt at skulle sige farvel til dem blev jeg nødt til det, før jeg satte kurs mod døren kiggede jeg ind af døråbningen til stuen for at kigge på drengene en sidste gang, eller jeg vil nok se dem i TV og aviser osv. men det var sidste gang de nogensinde vil se mig. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind så jeg skyndte at tørre den af med mit ærme, ”Nu må du komme af sted ” sagde jeg til mig selv og med det tog jeg mine kufferter og satte kurs mod døren, åbnede den og lukkede den igen bag mig. ”Så Simone nu er vi tilbage til hvor vi startede” sagde jeg til mig selv da jeg endelig var kommet ud af bygningen, den bygning jeg aldrig vil komme ind i igen, den bygning med 5 af de mest fantastiske drenge i hele verden.  ”Lad verden vise hvad den vil med mig nu” sagde jeg men der var ikke andre der hørte mig udover måske nogle trætte folk der kørte taxier.

SIMONES BESKED (LOUIS’ SYNSVINKEL)

”Bing!” lød det fra uret på bordet. Klokken var nu 8:30 og jeg kunne ikke sove mere, og jeg havde en eller anden følelse af at jeg skulle lave morgenmad til alle sammen. ”Hey drenge så det op!” sagde jeg mens jeg rejste mig op og strakte mig, ”Hvorfor skal vi så tidligt op Boo bear?” spurgte Harry mens han lød lidt ynkelig, ”Fordi vi skal have noget ud af dagen, det går ikke at vi spilder vores liv for fansene har hjulpet os med at komme i gang med at leve vores drømme, så vi skal også gøre noget for at gør dem glade og vise at vi er dem taknemlige” sagde Liam før jeg nåede at svare, ” Du har jo også altid ret Liam!” svarede Harry mens han smed sin pude i hovedet på Liam, ”Hey det gjorder ondt det der!” råbte Liam, ”Jamen godmorgen da” sagde Niall mens han gned sig i øjnene, han måtte være blevet vækket af Liams råb. ”Hey Zayn!” råbte Niall Zayn ind i hovedet, ”Fuck af man jeg vil sove” svarede Zayn. ”Jeg går ud og laver morgenmad, hvad skal jeg lave til jer?” spurgte jeg, ”pandekager!” råbte de i kor, ”Okay okay men stop med at råbe i vækker Simone” sagde jeg på vej ud af døren til køkkenet, men med det samme så jeg et stykke papir ligge på køkkenbordet og jeg husker ikke at det lå der i går. Jeg gik over for at se hvad der stod på den og med det samme fik jeg en smerte i mit hjerte ligesom hvis man får en kniv i hjertet for seddelen var fra Simone, ”Fuck!” kom jeg til at råbe, ”Hvad er der Lou?” spurgte drengene i kor mens de kom løbene ud i køkkenet, jeg holde papiret oppe i luften ”Det er fra Simone hun er her ikke mere, jeg kan ikke tro at jeg har mistet hende en gang til” sagde jeg, jeg kunne mærke tårerne komme jeg er ret ligeglad om at drengene ser mig græde for det handlet ikke om mig men Simone. ”Bare rolig Louis, vi finder hende snart det ikke din skyld, men kan du ikke lige læse højt hvad der står på papiret?” spurgte Liam mens han prøvede at berolige mig, Liam var der altid når man var trist eller ked af det, han har et kæmpe hjerte.”Jo ” sagde jeg før jeg tog en dyb indånding, ” Der står # Undskyld så så meget drenge men jeg kan ikke leve det her liv mere, det er ikke fair at i skal bruge jeres tid på mig og mit problemfyldte liv. Så det er her farvel for altid, håber i vil leve et fantastisk liv nu hvor jeg ikke er her mere# ” sagde jeg. ”Hvordan kan hun finde på det? Selvfølgelig vil vi bruge vores tid på hende. Jeg elsker at være sammen med hende!” sagde Harry. ”Ja Hazza men du elsker det mere end os fordi du er forelsket i hende! Men vi elsker også at bruge tid på hende” sagde Niall og jeg kunne se ud af øjnekrogen at Harry rødmede, jeg er godt klar over at han er forelsket i hende og de vil da også være et godt par men jeg synes bare vi skal fokusere på at finde Simone igen. Men jeg ved godt at drengene bare prøver at finde noget positivt at sige men jeg er virkelig ked af det. Jeg er den ældste jeg burde have vist bedre. Jeg burde have passet på hende, og lås hoveddøren da hun gik i seng, for jeg ved jo godt at enten Casper ville komme eller Simone ville snige sig ud, men jeg var så dum at glemme det. Jeg hader mig selv lige nu.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...