Livet er som en bog, du kan ikke ændre hvad der allerede er skrevet men du kan altid starte på et n

Jeg hedder Simone Morales, jeg er 15 år. Min kæreste hedder Casper. Jeg bor i en by udenfor London. Mine ynglings bands er One Direction og IM5. Min storebror hedder Gabriel Morales også bare kaldt Gabe, og han er med i IM5 men det er ikke derfor det er mit ynglings band. Ja det var vist det nå men nu tilbage til historien..




Det er sådan en lidt underlig historie. og ja jeg ved godt den er skrevet underligt, så hvis du vil kommentere noget om hvordan jeg skriver eller sådan noget så hold det for dig selv for jeg er ligeglad.

13Likes
12Kommentarer
2825Visninger
AA

13. Hvad har jeg gjort?.

(Simones synsvinkel)

Drengenes optræden og video er over alt i tv, så det var lidt svært at jeg ikke ville se den. ”Hvad har jeg dog gjort? Jeg kan jo nu se at de gerne vil bruge deres tid på mig. Jeg må tilbage til dem!” sagde jeg til mig selv. ”De så faktisk ret søde ud da de sang, især Harry. Ej stop Simone! Han ville aldrig vælge dig alligevel” sagde jeg til mig selv men alligevel er der et eller andet inde i mig som siger noget andet. (Ja jeg har mange samtaler med mig selv. Spænende ikke?).

(Zayns synsvinkel)

”Tror i Simone vil komme tilbage efter det her?” spurgte jeg til de andre, ”Jeg ved det ikke Zayn, jeg ved ikke om vi nogensinde kommer til at se hende igen” svarede Liam. ”Jeg håber det. For jeg er begyndt at trøste spise og det er ikke godt” sagde Niall, ”Hvad er forskellen fra nu til før? Du spiser jo hele tiden” sagde Louis grinene, ”ja men det var fordi jeg var sulten, nu spiser jeg mere fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre” sagde Niall. ”Ja ja så siger vi det ” sagde Harry. Det er dejligt at se drengene specielt Harry lukke op igen. Det med Simone har skadet os alle. Men vi kan ikke leve uden hende, hun var blevet vores hverdag og det kommer hun også til igen på en eller anden måde.

 

(Simones synsvinkel)

”Her står jeg så igen, foran den bygning jeg aldrig ville tro jeg skulle ind i igen” sagde jeg til mig selv, og det gav mig det puf der skulle til for nu var jeg på vej over mod elevatoren, for denne gang kan jeg nemlig godt husk hvilke nummer Harry bor i, Nummer 888. Jeg var nu kommet ud af elevatoren og på vej over mod nummer 888, jeg stod nu foran den dør jeg aldrig ville tro jeg ville banke på igen, men jeg er nødt til det. ”Du kan godt Simone! Du skal bare banke på døren!” råbte stemmen inde i mit hovedet (Jeg er ved at blive pænt træt af den stemme).

(Harrys synsvinkel)

”Bank! Bank!” lød det over fra døren. ”Jeg åbner” skyndte jeg mig at sige. ”Bank! Bank!” lød det fra døren igen, ”Ja Ja jeg kommer nu!” råbte jeg. Hver gang der var nogle som bankede på døren håbede jeg altid at det ville være Simone men det var det aldrig så jeg er ved at miste håbet om at hun kommer igen. Jeg var nu nået over til døren og tog fat i dørhåndtaget og trak ned i det.

(Simones synsvinkel)

Jeg kunne høre at det var Harry der kom over mod døren. Jeg rettede mig op, jeg ved ikke hvorfor men jeg følte bare skulle gøre noget for at få Harrys opmærksomhed. Jeg kunne se at Harry var kommet over til døren fordi der var en der trak ned i håndtaget. Han skulle lige til at åbne døren, og så ville jeg se hans nuttede krøller igen. Men der var nogen der trak mig ud af mine tanker, ” Hey hvad laver du?!” råbte jeg mens jeg så på personens hånd der holdte om min arm og trak mig med. ”Hvad fanden er det du laver?!” råbte jeg igen men denne gang kiggede jeg op på personens ansigt og synet fik mig til at stivne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...