Ulvene (Pause)

VIGTIGT!!!!!

Historien bliver fortalt lige efter dette så læs venligst dette først:

De er seks. De er femten. Kampen er uretfærdig, men den lille flok er stærk. Lederen træder frem fra den lille gruppe. Den løfter overlæben så man kan se dens lange hvide tænder. Lederen og den store flok løber frem. Med lange lette spring kommer de imod den lille flok. Uroligt rykker de sig sammen. De ved de ikke kan klare dette. Men de må prøve! Flokken sætter i løb. Så sker det. Flokkene fletter sig sammen. Den kridhvide sne begynder at blive rød. Store totter af pels rammer let jorden. Lederulven kæmper hårdt. De andre prøver, men dør langsomt en efter en. tilsidst er der kun Lederen og en af de andre stærke hanner tilbage. De tager halen mellem benene og springer væk i en høj fart. De har tabt. Flokken er væk. Kun disse to overlevede. Men der er ét problem. De kan ikke klare sig to alene. De så samle en flok. Den skal være stor! Og der skal være hævn...fra hanulvens synsvinkel (ikke lederen.)

5Likes
28Kommentarer
1008Visninger

1. hvid ulv

Vi trak os tilbage. Jeg havde rejst hårene på ryggen og taget halen mellem benene. Mit sorte skin var ikke så sort mere. Der var blod og skidt mellem de lange hår. Min leder Shétán havde kæmpet hårdt. Det samme havde jeg.

Mens vi løb igennem sneen, hen imod skoven halsede min leder: "Akrost det var et unfair slag. De var flere end os" Jeg nikkede og koncentrerede mig om min balance. Den var ikke så god, efter alt det blod jeg havde tabt.                                                                                                                                                                                                                                      Vi vandrede ind i den mørke skov. Vores huler var ikke langt væk. Kun nogle få kilometer. Desværre havde vi ikke nok kræfter til at nå derover. Vi lagde os i det gule og frosne græs. Jeg krummede mig sammen og lagde halen ovenpå min snude så den ikke blev for tør og kold. Min krop dunkede og jeg frøs. "Vi kan gå videre i morgen" bjæffede Shétán. Jeg lukkede bare øjnene og sukkede til svar.

Næste dag gik vi videre. Mine poter var som store isklumper. De var tunge og kolde. Jeg slæbte dem efter mig hele vejen. Shétán gik tavst foran mig. Det er jo klart, tænkte jeg. Han har jo lige mistet en af de stærkeste flokke på hele island. Jeg standsede. Noget fulgte efter os. Jeg kunne høre fodspor. De kom tættere og tættere på. Langsomt vendte jeg mig om. En ung hunulv stod nogle få meter bag ved mig. Hun snusede ud i luften og peb lidt. Jeg kiggede på hende. En hvid skinnende pels med sort hale og sorte poter. Men der var noget anderledes ved hende. Jeg følte hende ikke som en slægt. Kun halvt...                                                                                                                                     Hun gik tættere på. Jeg kunne se hun haltede og havde en rød stribe af blod ned langs benet. Jeg knurrede. Shétán vente sig straks om og løb hen til mig. "Hvem er du" bjæffede han. Det lød som om han bare var ligeglad. Hun peb igen og gik nogle skridt tilbage. "Jeg er Amidora fra den store flok." Hun løftede sit bryst og så mægtig ud. Jeg lagde hovedet på skrå. Hun er ikke en ulv, tænkte jeg. "Hvad laver du her?" Jeg kunne mærke mine hår på ryggen begyndte at rejse sig. "Jeg syntes at det var synd, at jeres flok blev dræbt og kun I var tilbage" hun kikkede ned i den frosne jord og skrabede med slørene. Det gav en underlig lyd. Som et signal, måske. Mine hår på ryggen var rejst til det yderste nu. Min overlæbe begyndte at dirre og jeg kunne snart ikke holde min frygt for at blive angrebet igen inde. "Grrrrr" knurrede jeg. Så vendte vi os om og begyndte at løbe. Hun fulgte efter os. Jeg magtede bare ikke at skulle til at slås igen. Det hele burde være overstået nu.                                                                     

Lugten. Lugten af vores tatorium blev stærkere! Jeg løb hurtigere. Overhalede Shétán og glemte den irriterende hunulv, eller hvad hun nu var. Jeg var inde. Inde i mit hjem. Her var det os der bestemte, og os der var de mægtige. Her var det os som måtte dræbe og os som måtte jage. Hun stoppede udenfor grænsen. Hun vidste at hvis hendes pote bare som ramte noget af vores sne/jord så var hun så godt som død. Først tilladelse, også komme ind. "Må jeg ikke komme med" hun krøb sammen og så overhoved ikke mægtig ud. Jeg løftede hovedet. Shétán stod bare og kigge. Han studerede hendes kropsbygning og de få sår fra vores flok. "Hvilken race er du" knurrede jeg. Mine hår var ved at rejse sig igen. "Ulv" hun lagde hovedet på skrå. "Hvad mener du jeg er?"                                                                                                                   "Alt andet end ulv" jeg kunne mærke en usikkerhed i min lodne krop. Var hun en fjende? Eller måske en ven af vores art? Jeg var ikke sikker, men der var noget ved hende som jeg ikke kunne lide. Måske hendes lugt eller den måde hun stod med sine ben på. Forbenene tæt samlede også bagbenene helt adskilte. "Normale" ulve stod enten med alle fire ben spredte eller samlede. Slut. Sådan var det bare.

Mine gyldne øjne kiggede endnu engang undersøgende på hende. Hendes hoved var lille og smukt. De isblå øjne gav hende en strejf af selvsikkerhed og venlighed. Hendes sorte ben, var lange og tynde. De stod stadig skævt. Kroppen var lille og slank. Den lange hvide hale med den sorte ende var også smuk. I det hele taget var hun smuk, men hendes lugt var stadig ikke helt okay.

"Shétán" peb jeg. Han kiggede ned på mig. "Kom" jeg lavede et nik med hovedet og gik et par skridt bort. Jeg kunne høre han fulgte med. "Hun er smuk og ser stærk ud" halsede jeg så lavt jeg kunne. Han kiggede over på hende. "Ja hun ser stærk ud, men jeg syntes ikke hun er køn" han rystede på hovedet. "Så tager jeg hende" bjæffede jeg og luntede over til hende. Lugten kom igen i min snude. Den var så underlig. Jeg havde lugtet den før. Et eller andet sted i norden af Polen. Jeg stak snuden ind i pelsen på hende og begyndte at snuse til hende. Hun peb og vandrede lidt fra side til side. "Stå nu stille" knurrede jeg. Jeg trak mig tilbage og pludselig kunne jeg huske lugten.

Min gamle flok, Shétán og jeg, var ude og vandre til norden da vi stødte ind i nogle tobenede væsner. De var helt lyserøde i huden og havde gammel pels fra både ulve og rensdyr på. De havde også ulve med. Eller disse var mindre og nogle havde blå tunger.                                                                                                                                                                                                                      Vi slog os ned i nærheden af de tobenede dyr. Nogle af hanulvene og jeg var nysgerrige over de små ulve, så vi sneg os væk fra flokken om natten. De små ulve var også en blanding af hanner og hunner. Flest hanner. Men de hunner der var, var meget spændene for de andre hanulve. De gik over og "legede" med dem. Jeg holdt mig til hannerne og snakkede med dem. Der var bare en ung hunulv på cirka min alder. Hun var hvid med sorte ben og en sort halespids. Hun holdt sig lidt væk. Hendes lugt var kraftig. De mini hanulve der var der fortalte os om de lange ture de gik med en stor slæde bagpå. Piskende og at de tobenede dyr hed mennesker. Da de andre var færdige løb vi tilbage til flokken. I mellemtiden havde Shétán opdaget vores fravær i den sovende flok. Vi stivnede da vi så den store brungrå skikkelse rejse sig over os. "Hvad har i lavet" Brølede han så hele flokken vågnede. Jeg kan stadig mærke de mange gule, grønne, grå og blå øjne som stirrede på os. Zahir tog et skridt frem. "Vi har været ovre ved de små ulve" han rystede på sit gråsorte hoved og skød sit brøst frem. Nok mest for at virke stolt og modig. Shétán kiggede stift på mig. Jeg er jo hans barnebarn, så han havde forventet mere af mig. "Jeg lavede ikke noget med hunnerne !" Peb jeg.  "Det er sandt" bjæffede Zahir. "Han blev ved hannerne og den hvide hunulv..."

Jeg vendte tilbage til virkeligheden ved at hun skubbede til mig. Jeg havde lænet mig op ad hende og stod med hovedet inde i hendes pels. "Kom med" bjæffede jeg gnavent og trampede over til Shétán. Hun tog et forsigtigt skridt ind i vores område. Det gav et sæt i mig. Hendes navn begyndte at runge i mit hoved. Zahir havde hvisket det til mig da vi fik lov til at sove. "Ice" bjæffede jeg og kiggede mig tilbage. Hun kiggede hurtigt op på mig og mødte mit blik. Så nikkede hun og kiggede ind i skoven igen.

_________________________________________________________________________

Hvad syntes i? Er den god eller trænger den til noget mere spænding?

Vær sød at skrive en kommentar om hvordan den er og hvad jeg måske kunne gøre bedre..?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...