Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
9301Visninger
AA

45. Seths synsvinkel

 

Jeg havde været i gang med mine lektier i knap en time, da det ringede på døren. Det var næppe overraskende Alice, som var dukket op.

”Jeg kom i tanke om at jeg skulle hjælpe dig med dine lektier.”

Forklarede hun sin ankomst, og tog sine sko af. Jeg kløede mig selv forvirret i nakken.

”Jamen, det er da først i morgen.”

Sagde jeg forvirret, og så gik det op for mig, hvorfor hun var kommet tilbage. Elisabeth. Hun brugte min matematikopgave som en undskyldning, for at holde øje med os.

”Nåh… er det det? Ups.”

Sagde hun så uskyldigt, at jeg nært havde troet på hende. Men hendes lille luskede smil ødelagde det dog. Jeg vidste hende vej ud i køkkenet, hvor mine opgavepapirer og noter lå bredt ud over bordet. Hun så sig søgende omkring efter Elisabeth, men kunne se selvfølgeligt ikke se hende nogen steder.

”Hvor er hun henne?”

Spurgte Alice mistænksomt, og gled ned på stolen overfor min.

”Hun sover.”

Forklarede jeg, og fyldte mit vandglas op igen. Og så satte jeg mig overfor hende.

”Sover? Midt om dagen?”

Spurgte hun nysgerrigt. Jeg nikkede let, og kom i tanke om at Alice jo trods alt ikke kunne se Elisabeths fremtid, så længe hun boede hos mig.

”Hun sagde at hun var træt, og jeg havde lige skiftet sengetøjet til hende, så jeg tænkte at hun ikke ville tage skade af at sove et par timer.”

Forklarede jeg hurtigt. Alice nikkede let. Det var tydeligt, at hun forsøgte at lytte efter Elisabeth.

”Hun har tit mareridt, når hun sover.”

Forklarede Alice mig, hvorfor hun lyttede så meget. Hun trak på skuldrene.

”Hun lyder rolig.”

Sagde hun roligt, og nikkede så let for sig selv, inden at hun så ned på den opgave, som hun skulle hjælpe mig. Jeg er ikke dårlig til matematik, men jeg er heller ikke virkeligt god til det. Og den opgave var virkeligt slem.

”Er det den her?”

Spurgte hun undrende. Jeg nikkede let, og skubbede mit hæfte over til hende, så hun kunne se hvad jeg havde lavet indtil videre. Hun nikkede anerkendende, mens at hun læste det igennem. Så pegede hun let på nogle enkelte tal, som ikke var helt rigtige. Og så gik vi ellers i gang med opgaven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...