Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8713Visninger
AA

39. Seths synsvinkel

 

Jeg skiftede hurtigt tilbage til menneskeskikkelse, og tog det tøj på, som Alice havde lagt klar til mig. Hun åbnede døren, i samme øjeblik, som jeg trak blusen over hovedet.

”Er i fuldkommen sindssyge?”

Spurgte jeg ophidset.

”Er du klar over hvad jeg har risikeret?”

Spurgte jeg vredt. Jeg havde modtaget et opkald fra hende, hvor hun panisk havde bedt mig om at komme hen til dem, så hurtigt som muligt. Om det så betød at jeg skulle løbe igennem byen i ulveskikkelse. Det havde jeg ikke gjort, men jeg havde løbet meget hurtigt igennem. Og så snart jeg var kommet ud til skoven, så havde jeg skiftet uden at bekymre mig om mit tøj.

”Ja, ja. Jacob bliver stiktosset.”

Viftede hun mig af. Det hjalp ikke ligefrem på mit humør.

”Du skulle skynde dig, fordi at den er galt med Elisabeth.”

Forklarede hun sig kort. Hun vidste, at Elisabeth var min svaghed og straks faldt jeg til ro.

”Hvad er der galt?”

Spurgte jeg bange, bekymret for at Elisabeth var kommet noget til. Alice trak opgivende på skuldrene.

”Vi ved det ikke. Jeg kan ikke længere se hendes fremtid, og Edward kan ikke læse hendes tanker.”

Sagde Alice opgivende. Jeg skævede let til hende, ved lyden af Edwards navn.

”Ved han at jeg er her?”

Spurgte jeg, og huskede Edwards hidsige humør fra tidligere. Alice nikkede, men jeg så mistroisk på hende. Hun sukkede opgivende.

”Det var ham, som bad mig om at ringe til dig.”

Forklarede hun, og tog så min hånd, for at trække mig ind i huset. Jeg gøs let ved hendes kolde hud, men fulgte med. Hun ledte mig hurtigt ind i stuen, hvor Edward og Elisabeth sad på gulvet sammen. Hun lo, men latteren virkede ikke rigtigt. Edward forsøgte at læne sig frem, for at gribe hendes hånd, men hun lænede sig hurtigt væk og lo videre. Jeg lagde undrende hovedet på skrå, da Elisabeth begyndte at græde. Hun tog sig til hovedet, og lo videre, samtidigt med at hun græd. Det så helt forkert ud. Jeg gik på hug, med den ene knæ i gulvet, så jeg lettere kunne holde balancen. Jeg så kort på Elisabeth, og blev hurtigt enig med mig selv om, at hun ikke havde det godt. Men hvad var der sket? Alice prikkede sigende til mig, og pegede let på Elisabeth.

”Elisabeth?”

Kaldte jeg, i stedet for at gå over til hende. Hun reagerede straks, og så op. Hun fik øjenkontakt med mig, og for så kravlende over gulvet, over til mig. Hun kastede sig ind i mine arme, og lagde grædende hovedet mod mit bryst.

”Sh… Rolig Elisabeth.”

Tyssede jeg på hende, og forsøgte at berolige hende. Hun var holdt op med at grine, og græd bare. Men den stillede langsomt af, da jeg gav mig til at vugge hende beroligende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...