Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8997Visninger
AA

27. Seths synsvinkel

 

Jacob bankede knap nok på døren, og gik ind. Jeg fulgte ham tøvende, og kunne høre noget tydeligt skrigeri oppe fra Edwards gamle værelse.

”Godmorgen.”

Hilste Carlisle, og så lidt slidt ud. Han stoppede op i sin bevægelse, som om at det først lige var gået op for ham, at vi var her.

”Problemer?”

Spurgte han, og var straks på vagt. Jacob lavede et nik med hovedet i nærheden af mig.

”Min søster fandt ud af det, så nu ved vores flok det.”

Svarede jeg, og så ned i gulvet. Det var ikke meningen, at Leah skulle have fundet ud af det, men vi havde passeret stedet, hvor jeg havde mødt Elisabeth sidst. Og så var jeg ved en fejl kommet til at tænke på hende. Carlisle sukkede let, netop som skrigeriet blev højere. Han holdt sig hurtigt for ørene, netop som Rosalie kom susende ned af trappen.

”Jeg giver op. Den hysteriske møgunge skal ud!”

Råbte hun rasende af Carlisle, og for så ud af hoveddøren. Emmett kom hurtigt løbende efter hende, nok for at berolige hende. Skrigeriet blev dæmpet en smule, men fortsatte.

”Hvad sker der?”

Spurgte Jacob, da Reneesme stak hovedet frem fra stuen. Hun holdt sig let for ørerne.

”Hun havde regnet ud, at Esme og jeg ikke var hendes forældre. Så vi valgte at fortælle hende sandheden, sådan da, og besvare hendes spørgsmål. Hun fik efterfølgende et hysterisk anfald, og har skreget lige siden.”

Sagde Carlisle bekymret, og strøg sit hår tilbage.

”Hun vil ikke lade os komme i nærheden af hende. Hun slår ud og sparker, hvis vi gør det. Men hun vil heller ikke falde til ro.”

Tilføjede Carlisle, og sukkede, da Elisabeths skrigeri blev højere.

”Vi overvejer at bruge noget beroligende middel på hende.”

Tilføjede Carlisle yderligere med en trist tone. Han var ikke glad for den mulighed. Elisabeths skrigeri steg i styrke endnu engang, og dernæst hørte vi et højlydt brag. Jeg fløj nærmest op af trappen. Jeg reagerede ikke på Jacobs ordre om at komme tilbage, og for hen af gangen. Jasper var blevet kastet igennem døren, og var ved at komme på benene. De andre stod udenfor døren, og skævede bekymret på både Jasper og ind på værelset. Jeg sprang over Jasper, og for ind på værelset.

”Seth, stop!”

Råbte Edward bekymret efter mig, men jeg fortsatte ind og slog armene om den hysteriske Elisabeth. Hun græd, og skreg kort tid endnu, men blev så helt rolig.

”Seth.”

Sukkede hun let, og blev helt slap i mine arme. Jeg var nødt til at sætte mig på gulvet, og holde hende i armene. Hun kunne ikke holde sig oprejst. Hun trak vejret anstrengt lidt endnu, men blev så hurtigt helt rolig igen. Hendes dybrøde kinder blev blege igen, og tårerne fra hendes øjne holdt op med at løbe. Hun snøftede let, og krammede sig så ind til mig.

”Seth.”

Sukkede hun lettet igen. Esme stak tøvende hovedet ind, men Elisabeth reagerede ikke på det. Hun havde lukket øjnene, og lå mod hovedet imod mit bryst, så hun kunne høre mine hjerteslag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...