Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8994Visninger
AA

21. Rosalies synsvinkel

 

”Far, hold op. Jeg gider ikke.”

Klagede Elisabeth, og sparkede ud efter ham.

”Vær ordenlig.”

Rettede Esme på hende. Carlisle forsøgte at måle hende, men hun ville ikke stå stille.

”Jeg vil ikke!”

Hylede hun op, og gav sig til at græde. Carlisle rystede let på hovedet og gav op. Elisabeth ville ikke, hun var alt for træt og gnaven. Esme tog hende op i armene.

”Så sh…”

Tyssede Esme på hende, og kunne lige præcist som jeg, ikke holde ud at høre hende græde. Straks holdt Elisabeth op med at græde, da hun puttede sig ind til Esme. Carlisle opdagede det, og sukkede opgivende. Jeg listede over til Elisabeth, og aede hende over håret.

”Tante Rosalie.”

Sukkede Elisabeth træt, og gabte. Esme vuggede hende beroligende, så hun blinkede endnu mere træt.

”Lille Elisabeth.”

Sukkede Carlisle, og kom over til os. Jeg flyttede mig lidt, så han kunne komme til at ae hende over håret.

”Jeg har en gave til dig.”

Sagde Carlisle blødt, og straks livede Elisabeth op.

”En gave.”

Sagde hun spændt, og gned sit ene øje. Carlisle nikkede igen, og rakte ned i sin lomme, hvor han trak en lille æske op. Hun greb straks ud efter den, men han tog den hurtigt udenfor hendes rækkevidde igen.

”Faar.”

Sagde hun klagende, og trak ordet ud. Esme sukkede, og aede hende let over den ene kind. Det fik hun et hurtigt smil for, inden Elisabeth igen så efter æsken.

”Du må få den på en betingelse.”

Sagde Carlisle blødt, og vippede æsken let, så den raslede. Det gjorde bare Elisabeth mere begejstret, så hun rakte ud efter den igen. Men hun kunne lige præcist ikke nå den.

”Giv mig lov til at måle dig, og så må du få æsken nu. Men jeg tager den igen, hvis du ikke opfører dig ordenligt.”

Forsøgte Carlisle at bestikke Elisabeth. Hun gik med på den, og nikkede hurtigt. Så snart Carlisle fik æsken indenfor hendes rækkevidde, flåede hun den til sig, og rev æsken op. Hun hoppede nærmest begejstret i Esmes arme, da hun så indholdet. Jeg lænede mig let frem, så jeg kunne se det. Det var en medaljon med vores familiesegl på. Den sad i en sølvkæde. Carlisle tog den ud af æsken, og gav Elisabeth den på. Hun jublede begejstret, og tog medaljonen i hånden, så hun kunne kigge på den. Esme satte hende ned, og så kunne Carlisle endeligt få lov til at måle hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...