Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8658Visninger
AA

33. Jaspers synsvinkel

 

”Far, far?”

Kaldte Elisabeth uroligt, og kom ind i stuen. Jeg rejste mig hurtigt, klar til at berolige hende. Hun var oprevet.

”Carlisle er ikke hjemme lige nu, han er taget på arbejde. Det ved du da?”

Jeg sagde det sidste mere som et spørgsmål, end en konstatering.

”Edward?”

Spurgte hun ynkeligt, og så hen på klaveret.

”Han, Bella og Reneesme er ude på tur i byen. Reneesme skulle have nyt tøj.”

Forklarede jeg roligt.

”Alice?”

Spurgte Elisabeth, og blev mere og mere urolig.

”Ud og jage med Rosalie og Esme.”

Forklarede jeg, og begyndte at udsende en beroligende følelse. Men hun ignorerede den, og så sig vildt omkring.

”Emmett?”

Spurgte hun, netop som han dukkede op i stuedøren.

”Lige her, pus.”

Sagde han blidt, og var lige ved at gå hen til hende. Men han opfangede det bekymrede ansigtsudtryk, som jeg sendte ham og holdt sig lidt på afstand.

”Er der noget galt?”

Spurgte Emmett roligt, og satte sig på armlænet på sofaen. Så han var næsten lige ved siden af hende. Elisabeth så sig let omkring, og nikkede så ganske svagt.

”Hvad er der?”

Spurgte Emmett uroligt, og så sig omkring. Elisabeth trak sig lidt væk fra mig, hun havde opdaget den beroligende følelse, som jeg sendte ud i rummet. Og hun kunne helt klart ikke lide, at jeg forsøgte at berolige hende.

”Kan du ikke høre det?”

Spurgte Elisabeth hviskende, og vendte så pludseligt en halv omgang. Hun stirrede længe på væggen, og vendte sig imod Emmett igen.

”Kan du ikke høre det?”

Spurgte hun stille igen. Emmett måtte ryste på hovedet, for ligesom mig, så kunne vi ikke høre noget usædvanligt. Hun begyndte pludseligt at græde, men tillod ikke at vi kom hende nær.

”Jeg vil ikke være sindssyg.”

Hviskede hun, inden at hun gik op i røg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...