Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8706Visninger
AA

38. Edwards synsvinkel

 

Carlisle forsøgte at række ud efter Elisabeth, men hun slog grædende ud efter ham. Hun tog sig grædende til hovedet igen, og vuggede sig selv frem og tilbage på gulvet. Jeg rejste mig fra sofaen, og kunne høre hende hviske for sig selv.

”Hold kæft, hold kæft, hold kæft.”

Jeg gik forsigtigt på hug, hvilket var tættere på hende, end hvad Carlisle var kommet. Jeg var bekymret. Jeg havde set hende alt for mange gange i den stilling, da vi begge havde været mennesker.

”Elisabeth.”

Hviskede jeg forsigtigt, og rakte let ud efter hende, men hun flyttede sig væk fra min hånd. Hun græd stadigt, så tårerne trillede ned over hendes kinder.

”Hvad er der galt lille pus?”

Spurgte Alice fortvivlet bag mig. Jeg gav hende straks tegn til at rykke tilbage, så hun gjorde det straks. Jeg kunne ikke læse Elisabeths tanker igen, de var uklare, men jeg kunne forstå, at hun ikke ville have andre end mig nær hende.

”Elisabeth.”

Kaldte jeg igen, men hun så stadigt ikke på mig. Hun blev ved med at vugge frem og tilbage, med sit blik boret ned i gulvet.

”Hun hvisker.”

Svarede Elisabeth endeligt. Hun hviskede meget lavt, så jeg kunne knap nok høre hende. Hun var holdt op med at græde, men så stadigt ned i gulvet.

”Hvem?”

Spurgte jeg forsigtigt, og vovede mig til at sætte mig helt ned på gulvet, så jeg kunne sidde i skrædderstilling overfor hende. Hun tog sig let til hovedet igen, og holdt så op med at vugge.

”Hun hvisker i mit hoved.”

Gentog Elisabeth, og lød bange. Hun så let op, og så sig kort omkring, før at hun så ned i gulvet igen.

”Hvem hvisker?”

Spurgte jeg forsigtigt, og rakte let tilbage efter det tæppe, som Esme havde smidt hen til mig. Det var beregnet til Elisabeth, men hun veg let tilbage ved synet af det, så jeg lod det ligge på gulvet.

”Hun hvisker, hun siger slemme ting.”

Hviskede Elisabeth bange, og ville ikke svare på hvem det var. Jeg kunne ikke risikere at presse hende for hårdt, så hun slet ikke ville tale med mig. Jeg signalerede svagt noget bag min ryg til Alice. Vi havde taget et tegnsprogskursus på et tidspunkt sammen, og jeg håbede bare at hun forstod mig. Hun gik i hvert fald hurtigt ud af stuen.

”Hvad siger hun?”

Spurgte jeg imens Elisabeth, så jeg afledte hendes opmærksomhed. Hun gav sig til at vugge kraftigt, og skælve. Hun var bange.

”Gå ud i køkkenet, tag køkkenkniven. Stik dig selv med det, det er så let. Eller spring ud fra en af de klipper, som du har læst om i Emmetts blad. Der hvor det er lavvandet, så du kan blive flad som en pandekage.”

Hun lo pludseligt, da hun fortalte mig hvad stemmen sagde. Og så var det som om at hun ikke kunne holde op igen. Hun blev ved med at le den mekaniske latter, mens at hun vuggede frem og tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...