Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8697Visninger
AA

28. Edwards synsvinkel

 

Det var et bekymrende syn, som mødte mig, da jeg endeligt kunne komme til. Seth vuggede forsigtigt Elisabeth, som lå i hans arme og nærmest sov. Jeg brød mig ikke om at de var så tætte allerede. Seth rejste sig forsigtigt fra gulvet med Elisabeth i armene. Han lagde hende fra sig på hendes seng, og trådte så hurtigt væk. Han var godt klar over, at han havde overtrådt en klar grænse.

”Hun sover.”

Sagde Seth roligt, og trådte helt væk. Straks for Esme frem, og aede bekymret Elisabeth over panden. Hun sukkede lettet, over at hendes skrigeri var holdt op. Hun trak dynen på plads over hende, og aede hende endnu engang over panden.

”Jeg… øhm…”

Begyndte Seth, men kunne ikke rigtigt formulerede sin sætning. Jeg måtte tvinge mig selv til at ryste let på hovedet.

”Så længe hun er rolig.”

Sagde Esme beroligende, og rejste sig fra sengen. Seth kløede sig utilpas i baghovedet, og trak sig tilbage. Jeg lod ham gøre det. Jeg kunne godt høre Jacobs utilfredse tanker nede i stuen. Carlisle stod dernede, sammen med ham, og var meget lettet over, at han ikke havde været nødt til at bedøve Elisabeth.

”Er hun virkeligt helt rolig?”

Spurgte Esme bekymret, og så på Jasper, som var kommet på benene igen.

”Det virker sådan, men det ligger lige under overfladen, så vi skal være forsigtige med hende.”

Forklarede Jasper, mens at Alice hurtigt rettede på hans skjorte. Han havde forsøgt at berolige Elisabeth på afstand, men hun var alt for ophidset til at reagere på det. Så han havde forsøgt at gribe fat i hende. Hun havde slået ud, og havde slået ham ned. Da han forsøgte at komme på benene, så han kunne komme ud, havde hun revet ham op og kastet ham ud af værelset. Han var landet med et tungt brag på gulvet. Elisabeth, som ellers aldrig gjorde en flue fortræd, var nærmest blevet ustyrlig. Om det var hormoner eller hvad det var, ved jeg ikke. Kombineret med hendes ustyrlige humør, og hendes enorme styrke, så tegnede det ikke godt for hende. Idet mindste var Volturierne ikke i live til at gøre hende fortræd, men vi anede ikke hvem der så havde overtaget kontrollen.

Jeg vidste bare, at Elisabeth ville blive afsløret, hvis hun blev ved på den måde. Og det var ikke til at se hvad der ville ske, hvis hun gjorde. Jeg forstod ikke hvad der gjorde hende så ustyrlig. Hendes humør kunne ændre sig på sekunder, hvorfor?

”Mor.”

Kaldte Elisabeth i søvne, og rykkede sig let i sengen. Esme gik forsigtigt hen til hende igen, og tog hendes hånd. Elisabeth sukkede straks lettet.

”Jeg henter en stol til dig.”

Sagde jeg til Esme. Hun nikkede let, og aede Elisabeth ganske forsigtigt over kinden. Når jeg havde hentet stolen, så kunne jeg hurtigt tale med Jacob og Seth om hvorfor de var kommet.

”Far.”

Kaldte Elisabeth ynkeligt i søvne, og lød trist.

”Far.”

Kaldte hun igen, endnu mere ynkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...