Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8698Visninger
AA

10. Edwards synsvinkel

Jeg fik langsomt åbnet mine øjne, og for en kort stund kunne jeg intet høre. Det varede dog ikke længe, før at jeg kunne høre Carlisle's bekymrede tankegang. Jeg slog øjnene helt op, og så på ham. Han lænede sig let frem, og mærkede kort på min pande.

"Du er blevet lidt varmere, så du er næsten normal temperatur igen."

Sagde han glad, og sukkede lettet, før at han lænede sig tilbage i stolen igen. Jeg lagde mærke til at noget let lå på min arm, og at Carlisle holdt øje med det, så jeg vendte let hovedet på puden. Jeg fandt ud af, at det var Elisabeth. Hun lå og sov på min arm, og Carlisle havde lagt Bellas dyne over hende. Jeg rakte forsigtigt ud med min frie arm, og aede hende let over kinden med min finger. Hendes kind var en smule våd, så jeg så undrende tilbage på Carlisle.

"Hun ville ned til dig, og da vi nægtede det, begyndte hun at græde."

Forklarede han, og gned bekymret sine hænder.

"Esme kunne ikke holde det ud, og lovede Elisabeth at hun måtte komme ned til dig. Hun faldt i søvn i armene på Esme, som holdt sit løfte og bar hende herned til dig. Hun har sovet lige siden."

Svarede Carlisle. Jeg aede undrende Elisabeth over kinden, da jeg tydeligt kunne høre hendes rolige hjerteslag. Hun vred sig en lille smule, og sukkede let. Hun var på størrelse med Reneesme, hun kunne umuligt være meget større, men hvordan? Og hvorfor?

"Hun drømmer."

Sagde jeg undrende, da jeg opdagede at jeg kunne læse hendes tanker. Jeg blev en smule bekymret, da jeg kunne se, at hun drømte om Seth. I det mindste handlede drømmen kun om, at hvordan han havde taget hende op i armene og havde reddet hende. Og at han havde bragt hende tilbage til mig.

"Kan du læse hendes tanker?"

Spurgte Carlisle undrende. Jeg vendte mig imod ham igen, og nikkede let. Jeg turde ikke at røre mig for meget, og risikere at vække Elisabeth.

"Ifølge de få undersøgelser, som jeg har nået at lave, så er hun samme slags væsen som Reneesme."

Forklarede Carlisle, og tænkte tilbage på hans undersøgelse. Han viste mig det med vilje, og også at Elisabeth havde grinet, da han kildede hende. Men efterfølgende skiftede han til hvor Elisabeth kaldte ham far, og at det svagt bekymrede ham. Han vidste mig også hvor Elisabeth forklarede, at Carlisle og Esme var hendes forældre og Emmett og Jasper hendes onkler og Bella, Alice og Rosalie hendes tanter og Reneesme hendes bedste ven. Og jeg hendes bror.

"Hun kan ikke huske andet."

Forklarede jeg, da Elisabeth begyndte at drømme om det istedet for.

"Hun ved hvem hun er, sådan da, og hun husker ikke noget fra før Seth fandt hende. Hun tror vitterligt på at i er hendes biologiske forældre."

Sagde jeg, og forsøgte at finde rundt i det rod af en drøm som hun drømte. Jeg opgav, og vendte min opmærksomhed mod Carlisle igen.

"Vil i?"

Spurgte jeg, og trak Elisabeth ind i min favn, så jeg kunne sætte mig op med hende i armene. Hun sov trygt videre. Carlisle så undrende på mig, ikke helt med på hvad jeg mente.

"Vil i tage jer af hende, som var hun jeres?"

Spurgte jeg, og aede let Elisabeth over kinden, mens jeg så på hende.

"Hun har fået en chance til et nyt liv, uden alt det andet. Hun har brug for rigtige forældre, kærlige forældre. Og det kan jeg ikke. Jeg er hendes bror, hendes lillebror og Bella og jeg har i forvejen Reneesme. Vil du og Esme tage jer af hende?"

Spurgte jeg, og så på Carlisle, som ikke skulle bruge lang tid på at tænke.

"Det er ikke noget jeg hellere vil."

Sagde han let, og smilede glad. Jeg nikkede let, og rakte Elisabeth ud mod Carlisle, som rejste sig og tog imod hende. Han tog armene om hende i et beskyttende greb, og lagde hende ind mod sig. 

"Tak far."

Sagde jeg glad, og rejste mig fra sengen. Jeg havde brug for et koldt bad og noget rent tøj, så Carlisle forlod hytten med den sovende Elisabeth i armene. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde truffet den rigtige beslutning ved at lade Esme og Carlisle blive Elisabeths forældre. De ville beskytte hende, elske hende og opfostre hende med al den kærlighed og omsorg, som hun havde manglet tidligere. Denne gang skulle det hele nok gå. Denne gang skulle Elisabeth have det liv, som hun fortjente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...