Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
9533Visninger
AA

37. Carlisles synsvinkel

 

”Elisabeth, vær nu sød.”

Tiggede Edward opgivende, da de kom ind af hoveddøren. Straks for Esme derud, og sukkede lettet. Vi var alle kommet hjem i en fart, da Jasper havde ringet rundt til os, og sagt at hun var forsvundet. Elisabeth kom ind i stuen med en meget utilfreds mine, med Esme og Edward i hælene. Bella tog Reneesme, som havde en kæmpe bamse i hænderne, med sig ned i hytten.

”Åh Elisabeth, det gør du aldrig igen. Du gjorde os så bekymrede.”

Sukkede Esme, og satte sig i sofaen. Hun var lettet over at Elisabeth var vendt hjem. Elisabeth fnøs bare irriteret.

”Det gør du ikke igen, vel?”

Spurgte Esme forsigtigt. Elisabeth sukkede utilfreds, og svarede ikke.

”Jeg vil være hos Seth.”

Svarede hun endeligt, og ignorerede Edward, som satte sig i den anden sofa med et suk.

”Elisabeth, det ved du godt, at du ikke…”

Begyndte Edward, men blev afbrudt.

”Hold din kæft!”

Råbte hun rasende af ham, og var tydeligvis sur over at han havde bragt hende hjem. Jeg sukkede for mig selv, og håbede på at de ikke ville give sig til at skændes igen. Jeg kunne bare ikke klare at se dem skændes. De var jo mine børn.

”Elisabeth, vil du så tale ordentligt til din bror?”

Sagde Esme utilfreds, og lød for engangsskyld sur over Elisabeths opførsel. Hvilket bare gjorde Elisabeth mere vred.

”Og hvorfor skal jeg lytte efter hvad du siger? Du er ikke min mor.”

Sagde Elisabeth surt, og lagde armene over kors. Esme stivnede på sofaen, såret over Elisabeths ord. Jeg besluttede mig for at blande mig.

”Elisabeth, det var ikke pænt sagt.”

Sagde jeg anklagende, og fik tiltrukket mig hendes vrede. Hun så på mig længe, og udstødte så nogle sårende ord.

”Hold din mund, gamle mand. Du er ikke min far, og du bestemmer ikke over mig.”

Jeg sank en klump, dybt såret over hendes ord. Jeg holdt af hende som en datter, hun var min datter. Så hvordan kunne hun sige sådan noget til mig?

”Elisabeth…”

Begyndte Jasper forsigtigt. For ham, havde hun aldrig rigtigt været vred på. Det var tydeligt, at han var hendes yndlings onkel. Hun så surt på ham, med armene over kors.

”… det mener du jo ikke. Du holder jo af Carlisle, som var han din egen far. Du holder også af Esme, som var hun din egen mor. Også Edward holder du af.”

Sagde han forsigtigt, og straks kunne jeg se Elisabeths hårde facade falde fra hinanden. Hun skreg pludseligt, og tog sig til hovedet med et endnu højere og hjerteskærende skrig. Hun sank på knæ, og blev ved med at skrige:

”Hold kæft, hold kæft, hold kæft.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...