Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8658Visninger
AA

17. Carlisles synsvinkel

"Far?"

Kaldte Elisabeth forsigtigt henne fra døren, som svagt stod på klem. Jeg kunne skimte Edward derud, at hun egentligt var fulgte efter ham. Men da det blev tydeligt, at Elisabeth ville ind til mig, skyndte jeg mig at pakke de meste voldsomme journaler sammen. Så hun ikke kunne kigge i dem. 

"Kom bare ind, Elisabeth."

Sagde jeg venligt, og straks for hun hen over gulvet og hen til mig. Jeg skubbede min stol lidt tilbage, og løftede hende op fra gulvet, så jeg kunne tage hende op til mig. Jeg satte hende i mit skød, og bemærkede at Edward kort betragtede os, inden han gik. Straks greb Elisabeth ud efter det nærmeste på mit bord, og tog det i hænderne.

"Hvad er det?"

Spurgte hun, og vendte glasfirkanten i hænderne. Jeg fik hurtigt taget den fra hende, og fik et trist ansigtsudtryk, som svar. Så hun fik lov at få den i hænderne igen. 

"Det er en gave. Den gav Esme mig engang."

Forklarede jeg, uden at specificere hvad den gik ud på, da hun næppe forstod det.

"Gav mor dig den?"

Spurgte hun glad, men skyndte sig at sætte den på bordet igen, så hun ikke tabte den. Jeg nikkede let, og var glad for at hun var så forsigtig med mine ting. De fleste var trods alt meget gamle.

"Hvad er det?"

Spurgte hun, og nøjes med at pege denne gang. Det gik op for mig, at hun pegede på mit maleri af Volturierne. Jeg gøs let, og håbede ikke at hun huskede noget om det. 

"Det er..."

Begyndte jeg, men kunne ikke finde på en løgn lige umildbart.

"De ser onde ud."

Sagde Elisabeth, og lød helt bange. Hun knugede sig ind til mig, med et fast greb i min skjorte.

"Bare rolig, far smider den snart ud."

Sagde jeg beroligende, og mente hvert et ord. Først senere var det gået op for mig, at jeg havde sagt far. 

"Hvad med det her?"

Spurgte Elisabeth, og så på den eneste åbne journal på bordet. Hun så undrende på de mange testresultater.

"Hvad er det far?"

Spurgte hun. Jeg trak forsigtigt journalen over til os, så hun lettere kunne se ned i den. Jeg pegede på koden for hendes Dna.

"Det er dig."

Forklarede jeg, og kastede mig ud i en længere forklaring om Dna og hvordan det virkede. Næppe overraskende kedede det hende så meget, at hun faldt i søvn i mine arme. Hvilket også havde været meningen, så jeg rejste mig med hende og forlod kontoret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...