Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8669Visninger
AA

11. Carlisles synsvinkel

Jeg tog Elisabeth i armene, fra Edwards greb og forstod betydningen af dette. Det betød, at han afgav det ansvar og stollede på, at Esme og jeg ville opfostre Elisabeth som vores egen. Elisabeth sov roligt videre, da jeg lagde hende ind mod min skulder. Jeg så roligt til, indtil at Edward var kommet på benene. Han tog et par skridt, som for at vise mig, at han var okay. At han havde det bedre igen. Så jeg nikkede let, og forlod endeligt hytten med Elisabeth i armene. Med min nye datter i armene. 

 

"Er Edward oppe?"

Spurgte Bella bekymret. Jeg nåede knap nok at svare, før hun skyndte sig ned til ham.

"Han er ved at skifte."

Svarede jeg. Jeg tror hun fik det halve af sætningen med, før at hun for ud af hoveddøren. Emmett fnes fornøjet.

"Jeg tror ikke, at han får lov til at beholde sit tøj på."

Sagde Emmett fornøjet, og fnes igen, da han bemærkede at jeg holdt Elisabeth i armene. Esme listede hen, og aede forsigtigt Elisabeth over hovedet.

"Tja. du har altid ville have dit eget barn, men jeg havde næppe regnet med at det ville blive Edward, som gav dig det. Gav os hende."

Sagde jeg let, og rakte Elisabeth over til Esme, som forsigtigt hende i armene. Hun så undrende på mig, mens jeg forsigtigt aede Elisabeths over håret.

"Edward har bedt os om at være hendes forældre."

Forklarede jeg det. Esme nikkede let, og accepterede opgaven. Ikke at jeg havde regnet med, at hun ville sige nej. Hun holdt allerede meget af Elisabeth.

"Hvad med os andre?"

Spurgte Rosalie, med en lille utilfreds klang i stemmen. 

"Hendes familie, sådan som hun tror, at det hænger sammen."

Forklarede jeg Rosalie, og gav hende et venligt smil. Hun nikkede let, og sukkede let, da Elisabeth begyndte at tale i søvne.

"Mor."

Kaldte hun søgende, og strammede sit greb om Esme's bluse. Hun kaldte igen, søgende, i søvne.

"Far."

Jeg gik hen til hende, og aede hende forsigtigt over kinden. Hun sukkede ganske let, som om at hun var lettet. Alice kunne ikke holde sig tilbage mere, og udbrød:

"Så skal vi have indrettet et værelse til hende! Vi kan bruge Edwards gamle værelse, og flytte tingene. Så skal vi i byen, vi skal have købt maling eller måske noget helt nyt tapet."

Rosalie nikkede ivrigt, og tilføjede:

"Og hendes tøj. Hun kan jo ikke rende rundt i det samme tøj, som Reneesme."

Alice nikkede ivrigt, og trak Rosalie med sig ovenpå, så de kunne hente deres punge og komme afsted. Jasper og Emmett sukkede opgivende, og blev med et enkelt blik enige om at gå på jagt. Jeg lagde armene om Esme og Elisabeth, og hviskede til Esme:

"I mellemtiden kan hun sove i vores seng."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...