Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
8697Visninger
AA

9. Alices synsvinkel

"Er du mæt?"

Spurgte Jasper, og stivnede kort, da hun så op på ham og kort nikkede. Han så undrende på Carlisle, som let måtte trække på skuldrene. Han kunne ikke give nogen forklaring på, hvorfor Elisabeth havde grønne øjne, når hun var mæt. De samme grønne øjne, som Edward havde haft som menneske. Elisabeth vendte sin opmærksomhed mod en dukke, som Reneesme havde nået at give hende, inden vi igen havde sendt hende ud til Jacob, mens vi fandt ud af hvad der foregik med Elisabeth. Men vi var blevet enige om ikke at fortælle Jacob, hvorfor Reneesme måtte komme på besøg.

"Hvad... øhm..."

Jasper begyndte på et spørgsmål, men kunne ikke afslutte det, da han simpelthen havde for mange spørgsmål kørende oppe i sit hoved. Han rystede forvirret på hovedet, og satte sig ved min side. Jeg selv holdt øje med Elisabeth, som legede videre med dukken.

"I følge mine undersøgelser, så er Elisabeth præcist samme slags væsen som Reneesme, men jeg kan ikke give en logisk forklaring på det."

Sagde Carlisle undrende, da han satte sig ved siden af Esme, som også holdt øje med Elisabeth. Han tog forsigtigt Esme's hånd i sin.

"Jeg forstår heller ikke hvorfor hun tror, at Esme og jeg er hendes biologiske forældre og i hendes tanter og onkler."

Tilføjede han hviskende, så Elisabeth ikke hørte det. Rosalie rettede sig utilpas på stolen, og lagde sin ene hånd på bordet. Vi sad alle sammen samlet i spisestuen, undtagens Edward.

"Hvad med Edward?"

Spurgte Esme bekymret, og så på Bella, som så undrende på Elisabeth. Hun rystede let på hovedet.

"Han sover stadigt.. er bevidstløs... et eller andet.... Han reagerer ihvertfald ikke."

Svarede hun kort, og så så på Elisabeth igen.

"Og Seth?"

Spurgte jeg, og så på Esme.

"Han er chokeret, og ked af det. Jeg sendte ham hjem, og bad ham om at holde det hemmeligt, indtil vi finder ud af hvad der foregår."

Svarede Esme hviskende, da Elisabeth rejste sig og gik hen til hende.

"Det bliver svært, når det nærmest lyser ud af dem."

Tilføjede Rosalie utilfreds, da Elisabeth lagde dukken fra sig på bordet.

"Jeg vil ned til Edward."

Sagde hun stille, og lød trist. Esme rystede let på hovedet, og straks fik Elisabeth et ulykkeligt ansigtsudtryk.

"Jeg vil se Edward."

Sagde hun, og lød som om at hun var ved at græde. Esme måtte tvinge sig selv til at ryste på hovedet igen, da Elisabeth gled ned og satte sig på numsen, hvorefter at hun gav sig til at græde højlydt og hjerteskærende. Jeg rejste mig hurtigt. Jeg kunne ikke holde ud at høre hende græde. Det gjorde nærmest ondt, helt inde i mit hjerte. Esme reagerede dog hurtigt, og tog den grædende Elisabeth op i sin favn.

"Okay, okay, Carlisle tager dig med ned til ham om lidt, okay? Du må ikke græde."

Sagde Esme, og lød knust. Elisabeth holdt langsomt op med at græde igen, og nikkede let med hovedet, før at hun lagde sig ind mod Esme og træt lukkede øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...