Twilight saga: Elisabeth - En ny Begyndelse

Det var blevet for meget for Edward, som nu lå fuldstændigt livløst på gulvet. Jeg gik forsigtigt på knæ ved siden af ham, og aede min ældste søn over panden. "Så kan vampyrer vist besvime alligevel." Sagde Emmet lidt halvmuntert, og lød som om at han ikke vidste hvad han skulle gøre. "Årh hold dog for en gangs skyld mund Emmett." Sagde Bella surt, og bekymret, da hun gik på knæ ved siden af Edward. "Far?" Kaldte Reneesme forsigtigt, og satte sig i nærheden af hans hoved, på gulvet. "Far, vågn op." Bad hun forsigtigt, uden at ane at vi nok alle sammen tænkte det samme.

22Likes
84Kommentarer
9305Visninger
AA

1. Edwards synsvinkel

"Hallo, jorden kalder Edward."

Hørte jeg fjernt en stemme sig, og så op. Jeg blev klar over tre ting, et, at det var Seth, to, at de andre havde bedt ulveflokken om at spille sammen med os for min skyld og tre, at de håbede at det kunne muntre mig op. Jeg gav Seth et svagt smil, og havde det egentligt dårligt med at min familie skulle bekymre sig sådan for mig, men jeg kunne ikke slippe sorgen over at miste Elisabeth. Det gjorde stadigt utroligt ondt, selvom at det efterhånden var ved at være seks måneder siden. Det var snart jul igen, og jeg forsøgte virkeligt at forbedre mig, at skjule min smerte, for min families skyld, men mest for Reneesme's skyld. Alice havde spurgt hende, hvad hun ønskede sig i julegave og Reneesme havde svaret, at hun ikke ville have noget. At hun bare ville have, at jeg fik det bedre og det holdt op med at gøre ondt på mig. 

Reneesme savnede også Elisabeth, heldigvis ikke så slemt som jeg gjorde. Reneesme havde Elisabeths dukke med sig alle steder, hun nægtede simpelthen at forlade huset uden den. Selv nu, hvor hun var sammen med Jacob og legede, så havde hun trofast dukken på armen.

"Hey, Edward er du der?"

Spurgte Seth uroligt, så jeg blev klar over at jeg var blevet fjern igen. Jeg nikkede kort, og rejste mig.

"Du gør dem bekymret."

Sagde Seth lavt, mens at han fulgtes med mig hen til de andre. Jeg nikkede let, godt klar over det. Seth sukkede let.

"Jeg ved, at det er hårdt, men for himlens skyld, selv Jacob er bekymret og så er den gal."

Sagde Seth muntert, så jeg ikke kunne lade være med at smile for mig selv og udstøde en svag latter. Jeg kunne høre på Carlisle's tanker, at han havde bemærket det og at det glædede ham. Jeg forsøgte at bevare smilet, da vi sluttede os til de andre. Bella slog let en arm om mig. Jeg kunne som sædvanligt ikke høre hendes tanker, men kunne fornemme at hun var bekymret.

"Hvad skal vi spille?"

Spurgte jeg, da jeg ikke rigtigt kunne finde svaret blandt alle de tanker. Carlisle trak let på skuldrene. Han havde ingen anelse.

"Tja, det er jo sjældent at vi er så mange."

Sagde Emmett med et grin, og begyndte at overveje hvordan en Amerikansk Fodbold-kamp ville se ud mellem ulvene og os. Jeg rullede opgivende med øjnene af ham, så han forstod at jeg havde læst hans tanker. Han trak på skuldrene, og spurgte mig i tankerne, hvad jeg ellers havde regnet med at finde i hans hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...