Strandtofte Allé 68

Vi går 10 år tilbage i tiden; vi skriver efteråret år 2002. Træerne havde tabt bladene, frosten havde lagt sig og efterlod bilerne med is på forruden om morgenen. 7-årige Amanda befandt sig nysgerrigt i vindueskarmen, den mørke aften, hvor huset for enden af vejen nedbrændte og hendes jævnaldrende veninde omkom i flammerne. Nu, ti år senere, fortæller hun hvad hun husker...

64Likes
86Kommentarer
2322Visninger
AA

2. Første og eneste kapitel

Bladene der bevægede sig i takt med træerne og flammerne der gnistrede og glohedt slikkede sig op af huset på hjørnet af den vej, hvor der ellers aldrig plejede at ske noget, med undtagelse af små skoledrenge der kastede med sten og smadrede glasruder og små piger, der hinkede på fortovene, vækkede mig fra søvnen. Jeg gned mig i øjnene og fjernede noget af mit lange hår fra ansigtet, inden jeg satte mig op i sengen. Udrykningens blå blink, der gennem de fortrukne gardiner, faldt over væggene på mit værelse, fik mig til tydeligt at se hvordan far bekymret stak hovedet ind gennem døråbningen til mit værelse. Da han så jeg var vågen, gled et smil ubesværet hen over hans smalle læber, der stod i kontrast med hans sammentrukne bryn og de anspændte skuldre. Han tog mig i sine arme og trak mig tæt ind i hans favn, der ligesom enhver anden lille pige, fik mig til at lægge mine arme omkring hans hals og lade ham løfte mig ind i stuen. Mor stod ved vinduet, kiggende ud over de mange lejlighedskomplekser. Hun opdagede slet ikke at vi standsede ved siden af hende, hendes blik var fastklæbet til den røgfyldte nattehimmel og de mange redningsfolk og brandbiler, der samledes foran hus nummer 68.

Elvira var svensk. Hendes øjne var dybe og blå, og hendes blonde hår, foretrak blæsten altid at lege med, frem for mit. Hendes latter og hendes accent når hun snakkede dansk, gjorde hende automatisk til alle folks yndling. Hun var smuk at se på, en guds skabning, så lille og så fin. Hun var min bedste veninde. Den sidste gang vi legede sammen, var en onsdag. Den treogtyvende oktober. Hun havde taget min hånd og vi havde løbet rundt på det store græsareal, der havde været fælles for hele boligområdet. Vi havde hørt fuglene synge i harmoni, vi havde set på de grønne stilke, der havde stået i blomst med røde og violette roser i løbet af sommeren. Om torsdagen havde hun været syg. Hun blev hjemme fra skole. Jeg savnede hende.

Far lagde en hånd på mors skulder, der fik hende til at kigge tilbage på os. Hun lænede sig strakt ind over mig, plantede et kort kys på min ene kind. Hun tog min hånd og knugede den ind til sit bryst, mens hun stramt lukkede sine øjne i. Bag de lukkede øjenlåg, så jeg en tåre forme sig i øjenkrogen, der næstfølgende løb ned langs hendes ene kind. Der blev ikke sagt noget. Der var helt stille, bortset fra det åbne vindue, der lod os høre hvordan ilden havde fat, ikke længere kun i selve murstenene, men nu også i tagkonstruktionerne.

Elvira var svensk. Hendes øjne var dybe og blå, og hendes blonde hår, foretrak blæsten altid at lege med, frem for mit. Hendes latter og hendes accent når hun snakkede dansk, gjorde hende automatisk til alle folks yndling. Hun var smuk at se på, en guds skabning, så lille og så fin. Hun var min bedste veninde. Den første gang vi legede sammen, var en mandag. Det var år 1997 i vuggestuen. Hun sad alene i det ene hjørne på den rødmalede stue, legende med en masse barbiedukker og kjoler. Hun havde smilt til mig, da jeg satte mig ned ved siden af hende og tog en af de smukke dukker i hånden. Hun havde brunt hår. Elviras var blond. Min hed Amanda, hendes hed Elvira. De blev bedste veninder og lovede hinanden, altid at være der for hinanden. For det var man, når man var bedste veninder. Jeg var glad for hende.

Grådkvalte og forpinte ansigter samt høje skrig, da taget kollapsede på Strandtofte Allé nummer 68, var hvad der mødte mig, da jeg igen kiggede ud af vinduet. Mor begravede sit ansigt i fars skulder og hulkede i favnen på mig. Far kyssede først hende, så mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...