Simple - yet so complicated ✿ 1D (13+)

Mød Chanel McCourtney, den 18-årige pige, der har satset lykken i storbyen, nærmere betegnet som London. Hun er normal - hverken højrøvet, arrogant, stille, eller specielt genert. Alt i alt, så ligger hun på niveuet, der kaldes normalt. Denne titel ændres dog hurtigt, da hun en sen aften, kommer til at ramme en ikke helt ukendt person med sin bil. Hun rammer selveste Zayn Malik, som mistænker hende for at have gjort det med vilje. Mr. Malik ligger sag an mod Chanel, men uventede følelser kommer i klemme, og pludselig virker uheldet fjernt. Hvordan vil det gå Chanel?

351Likes
564Kommentarer
32040Visninger
AA

13. In which Zayn realize something

Døren gik op, og straks stoppede vi alt bevægelse, og Zayn lagde en hånd over min mund, da min vejrtrækning ikke just var dæmpet.

”Zayn?” kunne jeg høre en stemme råbe uden fra gangen og vidste straks, at det var en af drengene fra hans band, der var kommet. Hvem vidste jeg dog ikke, da jeg på ingen måder havde hørt nogle af deres stemmer før – kun Zayns selvfølgelig.

I panik kiggede Zayn på mig, men jeg kiggede mindst lige så panisk tilbage, da jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad vi skulle gøre for at redde os ud af den her.

”Vent lige derude i to sekunder Louis!” råbte Zayn pludselig og fjernede sig så i en fart fra mig. Med så hurtige bevægelser, at han næsten var ved at falde, hev han sine boxers på først og derefter hans bukser. Da jeg endelig kom til mig selv, gik det op for mig, at jeg nok også burde tage mig sammen og tage tøj på, hvilket jeg så gjorde.

Jeg havde fået alt det, der hørte til de nederste dele på og var i gang med at fiske min tanktop op fra gulvet, da jeg pludselig kunne høre nogle skridt, der bevægede sig herind af. Zayn stoppede op i et kort øjeblik, inden han, om muligt endnu hurtigere end før, trak sin t-shirt på og begyndte at fumle med knapperne, der var i toppen af den, der syntes at smutte i hans hånd, så det hele gik 1000 gange langsommere for ham.

Selv hev jeg tanktoppen over hovedet og rettede den, så den sad ordentligt, og så det ikke lignede, at den var blevet tage på i en sylig fart.

”Hvad laver du Zayn?” lød det henne fra døren af, og inden nogen af os kunne nå at gøre noget, blev et hoved stukket indenfor.

Louis kiggede vantro frem og tilbage på os og endte så med blikket på Zayn. Så rystede han misbilligende på hovedet og smækkede så døren i med en kraftig bevægelse, så det gav et brag, der sikkert kunne høres i hele huset.

”Jeg må nok hellere..,” – ”Ja, det..,” – ”Eh.. Farvel,” sagde jeg og hev hurtigt min hættetrøje med mig, inden jeg med blussende kinder forsvandt ud af værelset og ud i entréen, hvor mit overtøj befandt sig.

Jeg nåede at få et lille glimt af Louis, der sad i sofaen med den ene arm på ryglænet og stirrede frem for sig, inden jeg forsvandt ud af døren og ud i kulden, der hærgede udenfor. Et eller andet sagde mig at Louis ikke var så vild med, at mig og Zayn… lavede sådan nogle ting.

Rødmen i mine kinder, der før skyldtes den akavede farvel-scene med Zayn, blev straks erstattet af den kolde vind, der voldsomt slog ind mod mig, så jeg flere gange kom til at tage et uventet skridt til siden. Jeg havde ikke nogen steder at tage hen andet end hjem, så hjem gik det.

Zayns synsvinkel:

Jeg stod inde på værelset lidt for at tygge på situationen, der lige havde udspillet sig, inden jeg kom frem til, at jeg nok, lige meget hvad, blev nødt til at gå ind og få skideballen fra Lou, der stadig var til stede.

Jeg gik forbi køkkenet først, men da han ikke sad der, regnede jeg med, at han nok var inde i stuen. Jeg strøg en hånd i gennem håret og trådte så ind for at se ham sidde i sofaen og kigge frem for sig.

”Louis…,” begyndte jeg, men stoppede op da jeg ikke vidste, hvad jeg egentlig havde tænkt mig at sige.

”Hvorfor gør du det Zayn?” Louis tog ordet i stedet for og vendte hovedet for at kigge på mig med et bebrejdende blik. Jeg kiggede straks væk og ned på gulvet, der lige pludselig synes ekstremt spændende.

”Louis, jeg har sku da fortalt dig det før,” sagde jeg, da jeg ikke havde andet at sige og kiggede en smule halvirriteret op på ham. Han vidste udmærket godt, hvordan jeg havde det med Chanel, så at han spurgte mig, forstod jeg egentlig ikke.

”Jamen så fortæl det igen,” insisterede han og rejste sig i en hurtig bevægelse op for sofaen, hvorefter han satte armene i siderne. Jeg sendte ham et surt blik, men begyndte alligevel at fortælle med et højt suk.

”Der er bare et eller andet over hende, som jeg ikke kan modstå, Louis. Jeg ved ikke engang, hvad det er, men jeg kan bare ikke lade hende være, lige meget hvor meget jeg end vil. Hvis jeg kunne, ville jeg nok ikke hele tiden være sammen med henne vel? Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg ikke bare kan få lov til at være sammen med hende.” Jeg hævede stemmen mere og mere i takt med, at vreden steg i mig under min forklaring, og jeg endte med, at jeg var på nippet til at råbe.

Louis nikkede bare og trådte så nogle skridt tættere på mig.

”Nu skal du bare genfortælle det, du lige har sagt til management,”

Louis synsvinkel:

Jeg kunne virkelig ikke fatte, at Zayn endnu engang havde valgt at være sammen med Chanel og endda knalde med hende, hvilket helt sikkert var det, de var i gang med, da jeg kom ind og forstyrrede dem. Trods at alle os drenge og oven i købet også management havde sagt, at han ikke skulle ses med hende, da det kunne give os dårligt ry, gjorde han det alligevel, og det pissede mig af.

Selvfølgelig kunne jeg godt forstå, at han ikke kunne gøre for, at han var blevet vild med hende, eller hvad han nu var, men jeg synes, det var ret så egoistisk at skide på vores andres ord, når det jo var os, det gik ud over, hvis han valgte at ignorere managements regler om, at han ikke måtte ses med hende.

”Louis,” kunne jeg pludselig høre Zayn sige, og jeg vendte mig straks en halv omgang om, så jeg kunne se Zayn, der stod i døren og kiggede på mig. Han var gået i stå midt i sætningen, som om han ikke vidste, hvad han ville sige til mig.

”Hvorfor gør du det Zayn?” sagde jeg så, da jeg godt kunne mærke, at han ikke havde tænkt sig at fortsætte. Han undlod at kigge på mig, men vendte i stedet blikket mod gulvet.

”Louis, jeg har sku da fortalt dig det før,” sagde han så efter en lille pause, hvor ingen af os sagde noget. Han kiggede en smule irriteret på mig, men det ænsede jeg næsten ikke. Jeg vidste godt, hvordan han havde det med Chanel, men jeg blev nødt til at høre det endnu engang.

”Jamen så fortæl det igen,” blev jeg ved og valgte at rejse mig op fra sofaen, så jeg på en måde så mere alvorlig ud. Mine ord havde sikkert større effekt, når jeg ikke sad og kiggede op på ham som en lille hundehvalp, men stod og kiggede direkte på ham. Zayn kiggede surt på mig, men begyndte så at snakke med et utilfreds suk, der tydelig viste, at han synes, jeg var latterlig.

”Der er bare et eller andet over hende, som jeg ikke kan modstå, Louis. Jeg ved ikke engang, hvad det er, men jeg kan bare ikke lade hende være, lige meget hvor meget jeg end vil. Hvis jeg kunne, ville jeg nok ikke hele tiden være sammen med henne vel? Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg ikke bare kan få lov til at være sammen med hende.” jeg lyttede tålmodigt til hans forklaring og kunne sagtens fornemme, at han blev mere og mere oprevet af at snakke om det, så derfor sagde jeg det næste, da jeg ville forklare ham, hvor jeg ville hen med, at han skulle fortælle mig hans følelser om igen.

”Nu skal du bare genfortælle det, du lige har sagt til management,” med de ord kantede jeg mig forbi hans krop, der var placeret lige i døråbningen og gik så med larmende fodtrin ud af stuen, ud til entréen og ud af døren, som jeg smækkede uden at sige noget til Zayn.

Jeg småløb ned af trapperne i mine egne tanker og blev derfor totalt overrasket, da der pludselig blev stukket et kamera op i hovedet på mig af en vildtfremmed dame, der kun kunne være journalist eller noget i den dur.

”Louis! Louis! Har du tid til at snakke?” udbrød hun med en skinger stemme og trådte endnu tættere på, så jeg var tæt på at falde over hende.

”Louis! Hvorfor kom Chanel gående ud før, og hvorfor var Zayn og Chanel overhovedet sammen i hans lejlighed?” spurgte hun ivrigt endnu engang, og jeg havde allermest lyst til at pande hende en. Jeg vidste godt, at det var noget som det her, jeg gik ind til, da folk begyndte at interesserer sig for os, men nogle gange kunne det godt blive for meget, og nu var et af øjeblikkene.

”Jeg har ingen kommentar,” sagde jeg bare højt og kæmpede mig videre, trods at hun fulgte efter mig. ”Jeg har altså virkelig ikke tid til at snakke lige nu,” sagde jeg så og stoppede op og kiggede alvorligt på hende. Jeg blev nødt til ikke at virke sur og dum overfor hende, da også det kunne ødelægge vores ry en smule, hvilket det ikke skulle.

”Kan du så ikke godt svare mig på det ene spørgsmål?” spurgte hun endnu engang, og jeg fik en endnu større trang til at slå hende ned med den lygtepæl, der var placeret ved fodgængeroverfeltet.

”Omg, det er sku da Louis Tomlinson fra One Direction!” lød det pludselig fra en høj, hvinende pigestemme, og jeg sukkede højlydt, da jeg vidste, at jeg aldrig kom videre nu. Med et stort smil rettede jeg opmærksomheden hen mod den flok piger på fem, der nu var nået hen til mig og allerede stod med tårer løbende ned af deres kinder.

Ærlig talt kunne jeg ikke lide, når vores fans græd. Jeg ville have, at de skulle smile og se glade ud, ikke græde og se så forbandede triste og kede af det ud, som de gjorde. Selvfølgelig gjorde de det jo kun, fordi de er så overvældede over at møde deres idoler, og man kan også godt græde, når man bliver rørt, men jeg ville hellere have smilende fans end grædende.

”Må vi ikke nok få din autograf?” lød det fra en af pigerne, der tydeligt var den, der var mere underkastet i gruppen og også var den eneste, der ikke græd. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne bare mærke, at hun lå ret langt nede i hierarkiet.

”Selvfølgelig må du få det,” sagde jeg med et smil og tog i mod det hæfte, hun holdte frem mod mig, som tydeligvis var et hun brugte til at skrive notater på i skolen. Hurtigt bladrede jeg om på den sidste side og kunne ikke lade være med at smile endnu større, da jeg kiggede på den.

Over alt havde hun dekoreret den med mig og drengenes navne, tegninger og citater, og jeg blev straks varm om hjertet. Jeg gik om på den næstsidste sige i stedet for og skrev med vante bevægelser autografen med den kuglepen, som hun også havde givet mig. Da jeg gav den tilbage, smilede hun bare lykkeligt på mig, og jeg kunne ikke dy mig fra at ligge mine arme om hende og trække hende ind i et kram, som hun i starten blev helt overrumplet over, men til sidst gengældte.

”Også mig Louis! Også mig!” skreg en brunette lige pludselig ved siden af mig, og jeg trak mig væk fra pigen, der nu lignede en, der havde set et spøgelse eller noget. Brunetten holdte også et papir frem mod mig, og jeg skrev hurtigt på det. Jeg sendte hende et høfligt smil og gav så så en endnu mere omklamrende pige, der havde farvet sit hår rødt, en autograf.

De kiggede skuffede på mig, da det gik op for dem, at jeg ikke ville give dem et kram, og i et kort sekund følte jeg mig egentlig ret ond, men jeg kunne ikke nå at give dem et nu, da det pludselig gik op for mig, at jeg var omringet af piger. Desperat kiggede jeg rundt for at få øje på nogle bodyguards, men da ingen var til at se, begyndte jeg at skrive på endnu flere pigers blogge.

”Louis, Louis! Jeg elsker dig,” – ”Louis! Louis!” – ”Omg Louis, hvorfor er du så perfekt?!” Kommentarende fløj rundt om ørerne på mig, og jeg følte mig som en sild i en tønde i blandt de mange skrigende tøser. Derfor fik jeg også hevet min telefon frem og tastet Pauls nummer ind i en lynende fart, da jeg var bange for, at de på en eller anden måde ville hoppe på mig lige pludselig.

”Paul, hvor fanden er du henne? Jeg står nede ved lyskrydset ved Zayns hus, og jeg tror snart, at de her piger overfalder mig,” hvæsede jeg ind i telefonen, så han forstod alvoren i det. ”Vi er der om to minutter,” forsikrede Paul straks og lagde så på igen, så jeg endnu engang stod med pigerne.

Nu var der så ikke så meget andet at gøre end at stå og lade som om, at alt var i den fineste orden og være sød over for pigerne, selvom jeg følte, at de kom tættere og tættere på mig. Normalt havde jeg ikke noget problem med sådan noget, men lige i det øjeblik følte jeg mig totalt klaustrofobisk og havde bare brug for at komme væk fra dem. Derfor var jeg også ved at lægge mig på knæ for Paul og de andre, da jeg kunne se Paul kæmpe sig igennem mængden, i mens han råbte til pigerne, at de skulle fjerne sig, hvilket de lyttede til.

De havde virkelig respekt for Paul, og nogle af dem var sågar fan af ham også.

”Louis, kom med!” lød det fra Paul, der lagde en hånd på min skulder, og jeg skyndte mig at vende mig om mod ham og ligge armen om maven på ham, så jeg kunne lade ham trække mig ud af mængden af piger, der heldigvis blev stående tilbage.

Først da jeg sad sikkert inde i bilen bag lukkede døre, sukkede jeg højt og kunne slappe af.

”Tak Paul,” sagde jeg, da han satte sig ind på førersædet, da han havde fået rystet de sidste piger af sig, der klamrede sig til bilen.

”Det mit job!” Han sendte mig et stort smil, som jeg hurtigt gengældte. Paul var virkelig en af de bedste, og jeg elskede at være i selskab med ham og mest af alt at tage pis på ham, så han skulle løbe rundt efter mig og drengene for at fange os.

”Skal du bare hjem?” spurgte han så, og jeg nikkede bare ivrigt og kunne slet ikke glæde mig til at ligge og flade ud i sofaen foran tv’et.

 

***

 

Zayns synsvinkel:

Jeg bankede tre gange på den lukkede dør foran mig, og da jeg hørte et lavt ’kom ind’, åbnede jeg forsigtigt døren, så jeg straks fik øje på Mark, der sad på sin sædvanlige kontorstol foran computeren.

”Jamen davs Zayn,” sagde han, og det kunne tydeligt høres, at han var overrasket over at se mig her.

”Hej Mark,” sagde jeg og trådte nogle yderlige skridt ind i rummet, hvorefter jeg lukkede døren bag mig, så alle ikke ville kunne følge med i vores samtale.

Hvis I lige vil vide, hvad jeg egentlig lavede, og hvor jeg var, så var jeg henne for at snakke med vores management, hvoraf Mark var en af dem.  

”Der er noget, jeg godt vil snakke om,” begyndte jeg og kunne mærke, hvordan nervøsiteten langsomt steg i mig. Jeg var ærlig talt en smule bange for hans reaktion og anede ikke, hvad jeg skulle forvente. ”Jamen, så spyt ud,” sagde han og lod hænderne køre igennem håret og lod dem så ligge ved hans nakke. 

”Det omhandler Chanel,” sagde jeg og kiggede direkte på ham med en pludselig viljestyrke stigende inde i mig. Han skulle kraftedeme ikke bestemme, om jeg skulle ses med hende eller ej. ”Jeg vil godt ses med hende, og jeg fatter ikke, hvorfor jeg ikke kan få lov til det,”

”Zayn, det har vi snakket om. Det smadrer jeres ry fuldstændigt, og det vil du vel ikke have skal ske?” sagde han og sendte mig et smil, som jeg fandt umådelig flabet.

”Mark, jeg tror ikke, du forstår mig. Hvis de piger er ægte fans, så accepterer de, hvem jeg vil være sammen med, om det så er en, som jeg har været i en retssag med. Jeg gider sku ikke blive holdt tilbage af det,” vrissede jeg og trådte endnu et skridt hen mod ham, hvilket fik ham til at rejse sig op med en hurtig bevægelse.

”Zayn, det er desværre ikke noget, som du kan styre. Sandheden er, I vil gå utrolig meget ned i popularitet, hvis du vælger sådan en pige frem for en anden helt uskyldig pige, der ikke har noget rygte i gang, som Chanel har. Fint nok, at du er forelsket i hende, men du kan simpelthen ikke ses med hende,” sagde han så, og jeg fnøs højlydt af ham.

”Spar mig for dit pis. I vil kraftedeme bare bestemme alt! Jeg kan fandme ikke få lov til at være et fucking mennesker med følelser, som er det, jeg rent faktisk er, hvis du ikke vidste det. Jeg er ikke et eller andet objekt, der bare kan bruges, som det lige passer dig og resten af jer. Jeg har sku da nok også en mening og andet end min karriere at tænke på! Jeg gider ikke date en eller anden, anden flot pige, når det er Chanel, jeg fucking kan lide!” jeg råbte så højt, at det næsten kom bag på mig selv, men det føltes godt.

Det føltes så ubeskriveligt godt at komme ud med alle mine frustrationer til management, som jeg havde siddet inde med i så lang tid. De ville bestemme alt, alt og atter alt, og hverken mig eller nogle af de andre drenge kunne 100 %  få lov til at bestemme noget selv. Management skulle altid indover det, og det pissede mig så meget af, at jeg nogle gange bare havde lyst til at rende dem og gøre det stik modsatte af det, de ville have os til.

”Zayn, nu slapper du kraftedeme af! Du skal fandme ikke modsætte, det vi siger! Der er en grund til, at vi gør, som vi gør, og hvad ville I gøre, hvis I ikke havde noget management?” råbte han tilbage, og i det øjeblik fik jeg nok. Jeg fik så meget nok, at jeg gjorde præcis det, som jeg havde tænkt over før og vidste, var det dummeste jeg overhovedet kunne finde på. Men jeg var ligeglad, og de skulle vide, at jeg ikke var deres lille dukke.

”Fuck dig. Fuck jer. Fuck alt, jeg er ligeglad med jeres meninger, din idiot. Jeg er så fucking træt af jer, i ikke drømmer om det.” aldrig i mit liv havde jeg snakket grimt til nogle fra management, og nu blev det hele bare slynget ud på en gang.

Med de ord og et dræberblik henvendt til Mark, vendte jeg mig i en stiv bevægelse om og åbnede døren for at gå ud af den og derefter smække den hårdt i med alle mine kræfter, så jeg var sikker på, at det kunne høres i hele bygningen.

I en lynende fart var jeg nede af trapperne og nede ved min bil, som holdt parkeret på gaden. I et alt for højt tempo, kørte jeg igennem gaderne, og snart var jeg kommet ud af centrum og mere ude på landet. Jeg sad utålmodigt og trommede på rettet og kunne ikke lade være med at sætte farten yderligere op, selvom jeg vidste, at det ville gå helt galt, hvis jeg kørte galt nu. 

Hurtigere end normalt – suprise, jeg kørte jo også stærkt – nåede jeg frem til villakvarteret og kørte ned af den anden grusvej til højre. Jeg kunne ikke engang huske, om jeg havde været her før, eller om Chanel bare havde forklaret mig vejen engang, men jeg kunne i hvert i fald finde derhen, og kort efter havde jeg parkeret bilen i en underlig vinkel foran hendes hus. 

Uden at spørge om lov åbnede jeg bare døren op indtil hende og vadede ind af gangen med alt mit tøj på. Jeg gik ind af den første dør, der førte ind til køkkenet, men da hun ikke var der, gik jeg ud igen og ind af den næste, der førte ind til stuen.

Og der lå hun. Henne i sofaen og kiggede skræmt på mig, da jeg trampede ind. Uden et ord hev jeg min jakke af og smed den på gulvet. Så sparkede jeg mine vans af og gik hen til hende med et intenst blik i øjnene. Hun lignede en, der lige havde set noget overnaturligt, for hun kiggede skræmt og samtidig en smule glad på mig.

”Zayn hva-” mere nåede hun ikke at sige, før jeg pressede mine læber hårdt mod hendes og hurtigt udviklede det til et snav. Langsomt begyndte hun at kysse med og lagde hænderne om bag min nakke, hvor hun flettede dem sammen. Hun kunne tydeligvis godt mærke, at hun ikke skulle begynde at spørge, hvad der var galt, og det glædede mig.

Jeg fik lagt mig over hende i sofaen kørte min hånd ind under hendes korte t-shirt, der afslørede lidt bar hud. I et snuptag fik jeg hevet den over hovedet på hende, hvilket efterlod hende i kun undertøj, da hun ikke havde haft nogen bukser på. Hun fik også taget min t-shirt af og begyndte så at pille ved mit bælte.

Det hele gik så utroligt stærkt, men jeg havde brug for det. Jeg havde brug for hende, og alt hvad hun kunne give mig.

Jeg trak hendes underbukser af og smed dem ned på gulvet og uden nogen form for forspil, trængte jeg op i hende, hvilket fik hende til at stønne højt.

Og i det øjeblik gik det op for mig, hvad det var jeg følte for hende.

Jeg var forelsket. Jeg havde følelser for hende, og jeg kunne på ingen måde komme uden om de følelser, der ulmede lige i overfladen hos mig. Jeg var forelsket i min gamle fjende. 

----------------------------------------------------------------------------

Uh uh uh, hvad synes i så?

Zayn kom ud med sine følelser, både over for sig selv og i hvert i fald også over for management! Hvad synes i om det?

Tror i, Chanel har de samme følelser som Zayn render rundt med, eller?

Jeg ved ikke, om jeg har beskrevet det med management på en forkert måde, men jeg aner  ærlig talt ikke en skid om det, kun at en af dem hedder Mark, sååå. Det er lidt fra min fantasi ikke bliv sur, hvis det er helt ude i hegnet :D

//Melina :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...