Simple - yet so complicated ✿ 1D (13+)

Mød Chanel McCourtney, den 18-årige pige, der har satset lykken i storbyen, nærmere betegnet som London. Hun er normal - hverken højrøvet, arrogant, stille, eller specielt genert. Alt i alt, så ligger hun på niveuet, der kaldes normalt. Denne titel ændres dog hurtigt, da hun en sen aften, kommer til at ramme en ikke helt ukendt person med sin bil. Hun rammer selveste Zayn Malik, som mistænker hende for at have gjort det med vilje. Mr. Malik ligger sag an mod Chanel, men uventede følelser kommer i klemme, og pludselig virker uheldet fjernt. Hvordan vil det gå Chanel?

351Likes
564Kommentarer
32689Visninger
AA

15. In which they dine, and Chanel feels guilty

Okay, så det korte af det lange var, at Summer var sur på mig – men hey? Kommer det som en overraskelse for nogen, efter vores lille skænderi aftenen før? Det var underligt, at hun ikke sad i mit køkken i morges, og casual drak en kop kaffe, som om hun rent faktisk boede her, for det plejede hun, dybt seriøst, nogen gange at gøre. Hendes opførsel var så forvirrende, men i går var det som om, at det hele pludselig gav mening. Hun var jaloux, og det havde hun været hele tiden.

Sukkende svang jeg benene ud over sengekanten, og gned mig træt i øjnene, så jeg med garanti havde mascararester hængende langt ned over mine kinder. Efter Summers og mit skænderi i går, havde jeg været så nedtrykt, at jeg var hoppet på hovedet i seng. Virkelig, bogstaveligt talt, jeg hoppede faktisk på hovedet i seng, og nu vågnede jeg op med en forfærdelig hovedpine. Jeg havde i hvert fald knaldet hovedet ned i sengekanten.

Da det var en vane altid at tjekke min mobil, når jeg vågnede, langede jeg ud efter den på mit natbord. Normalt plejede der bare at være et par nye tweets, men denne gang var der også en besked. Nysgerrigt tastede jeg koden, og jeg kunne ikke forhindre et skævt smil forplante sig på mine læber, da jeg så, at beskeden var fra Zayn.

#Godmorgen Babe! Håber du har sovet godt, ring lige når du ser den her besked xx#

Jeg smilede endnu mere, da jeg så kyssende han havde tilføjet bagerst i beskeden. Selvom det var så langt væk fra mig, som noget egentlig kunne være, så måtte jeg nok indrømme, at jeg var forelsket i ham. Og ikke bare som jeg sagde sidst, med at jeg måske var en smule forelsket i ham, for jeg var virkelig faldet hårdt denne her gang – så hårdt, at jeg havde hovedpine. Zayn havde formået at feje benene væk under mig, som ingen andre rigtig havde gjort før, og det kom i den grad bag på mig. Hvis man så tilbage på, hvor meget jeg afskyede ham i starten, så var det underligt, at vi nu stod i denne her situation.

Uden at tænke nærmere over hvad han ville, trykkede jeg ind på hans kontakt, og ringede nummeret op. Klokken var godt og vel halv 11 om morgenen, og det var lørdag, hvilket virkelig rungede behageligt i mine ører. Modsat gjorde den gentagne bibtone til gengæld i min mobil. Med et lille suk skulle jeg til at tage mobilen væk fra øret, men lige med det samme blev den taget.

”Det’ Zayns mobil,” en fremmed stemme lød i røret, og jeg rynkede undrende på brynene. Han havde en virkelig speciel accent, en som jeg kun kunne erindre, stammede fra Irland –men jeg var virkelig ikke skarp til det med accenter, så jeg anede det ærlig talt ikke. ”Hallo?” spurgte han igen, og denne gang fik jeg taget mig lidt sammen.

”Hej, må jeg snakke med Zayn?” mumlede jeg ind i telefonen, mens jeg prøvede at kvæle et gab i at mase sig vej igennem min mund. Derfor kom min stemme til at lyde utrolig underlig, og sikkert også rimelig uhøflig. ”Og hvem snakker jeg egentlig med?” tilføjede jeg hurtigt, og stak fødderne ned i mine sutsko. En kuldegysning gik igennem mig, da en kold vind ramte mine skuldre fra det åbne vindue, som jeg havde haft åbnet i nat.

”Chanel?” Hvor fuck i fanden kendte han mit navn fra? Altså, et er, at han bare tager Zayns telefon, og noget andet er, at han kender mig navn. ”Eh, hvor kender du mit navn fra?” mumlede jeg igen, og skuttede mig lidt.

”Hvordan skulle jeg ikke kunne kende dit navn?” spurgte han dumt i røret, hvilket kun fik mig til at rynke mine bryn endnu mere. Som om, han kunne se hvad jeg gjorde, fortsatte han med at snakke. ”Zayn fabler ikke om andet end dig,” grinede han lavt i røret. Forsigtigt smilede jeg, og begyndte at pille ved kanten af mit dynebetræk. Zayn var sku da også for sød, altså.

”Men hvem snakker jeg med?” spurgte jeg, da  et var gået op for mig, at jeg stadig ikke havde fået et navn. Drengen rømmede sig lidt, og fniste så skingert igennem telefonen. ”Horan. Niall Horan,” han tilføjede et grin til sidst, som lød virkelig kært. Dumt slog jeg en hånd for panden, da jeg egentlig godt kunne have hørt, at det var Niall der snakkede. Jeg havde trods alt hørt deres CD gentagne gange, og også set et par interviews med dem på TV eller YouTube.

”Selvfølgelig…” mumlede jeg for mig selv, og svang benene tilbage i sengen. Der var alt for koldt i værelset, og siden vinduet var helt i den anden ende, så kunne jeg ikke se andre muligheder, end at ligge med ned i sengen og få varmen. Hurtigt havde jeg svunget dynen over min krop, og puttede mig let ned i puderne. ”Må jeg snakke med Zayn, eller hvad?” spurgte jeg igen, og kiggede op i loftet.

Der lød lidt rumsteren fra den anden ende af røret, og derefter et par højre råb. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så råbte Niall efter Zayn, det lød i hvert fald sådan. Og ganske rigtigt, så gik der ikke mere end ti sekunder før der lød lidt mere skramlen i røret, og derefter en person som rømmede sig hæst.

”Hallo?” spurgte jeg forsigtigt i mobilen, da jeg ikke var helt sikker på, om der rent faktisk var nogen der snakkede med mig. Zayns grin indikerede dog kort efter, at det var ham jeg snakkede med, og at han var der. ”Godmorgen,” fortsatte jeg, og bed mig i læben. Bare lyden af hans grin, fik mit hjerte til at pumpe en anelse hurtigere – ikke meget, bare en lille smule.

”Godmorgen, sovetryne,” grinede han hæst, og jeg kunne lige forestille mig hvordan han smilede skævt da han sagde det. Jeg skulle lige til at sige noget, men Zayn kom mig i forkøbet. ”Hør, jeg vil rigtig gerne snakke, men vi er lige ved at køre ud til et interview, så jeg har ikke meget tid,” sagde han hurtigt, og et højt råb lød i baggrunden, efterfulgt af Zayns: ”KOMMER OM LIDT!” Taget om min læbe slap jeg først nu, og jeg begyndte i stedet at pille ved mine negle.

”Men du skal til middag i aften,” sagde han forpustet i røret, inden han snakkede videre. ”Drengene vil møde dig, så ja… jeg henter dig klokken fem, og så kører vi sammen.” Skulle jeg til middag? Med drengene? Drengene som i One Direction? Forvirret satte jeg mig op i sengen, og kom ved et uheld til at se mig selv i spejlet, som var placeret på modsatte væg af min seng. Ganske rigtigt, sad min mascara ud over det hele. ”Men Zayn –” ”Jeg bliver nød til at smutte. Vi ses, babe,” afbrød han, og lagde hurtigt på.

 

***

 

Hvad fanden skulle jeg tage på? Og når Zayn sagde middag, mente han så en total fancy middag, med rødvin og andebryst, eller mente han junkfood på sofaen? Gosh, jeg var forvirret, og det irriterede mig skide meget, for normalt var jeg ikke typen, som var i tvivl om, hvad for noget tøj jeg skulle vælge.

Forvirret hev jeg et par jeans ud fra mit skab, og fik trukket dem op over mine ben, for til sidst at lyne lynlåsen i siden, så bukserne blev lukkede. De var sorte, og havde et lidt blankt look, så de ikke blev alt for kedelige at se på. Hvis jeg satte en sweater sammen med dem, og så bare nøjes med en ring eller to, så gik det vel an. Ikke for fint, og heller ikke for casual.

Derfor fandt jeg hurtigt en gråmeleret sweater frem fra mit skab, en sort undertrøje, og tog det så på. For det ikke blev alt for kedeligt, tog jeg mine turkise ringe, og tilføjede dem på henholdsvis min langfinger og ringfinger, hvor de selvfølgelig passede perfekt. Jeg rettede lidt på dem, så de sad helt rigtigt, og traskede så hen til mit spejl. Tilfredst smilede jeg, da det egentlig så okay ud. Mit hår havde jeg samlet i en hestehale, med få totter der indrammede mit ansigt, og min makeup var let, bestående af mascara, en neutral øjenskygge og lidt pudder.

Jeg drejede mig en halv omgang rundt, og studerede mig selv lidt bagfra, lige da en velkendt lyd spillede fra min telefons højtalere. Efter at have sendt mig selv et underligt luftkys i spejlet, fik jeg revet mig fri fra synet af mig selv, og tog mobilen op i mine hænder. Det var en besked, der var kommet, og jeg vidste med det samme hvem den var fra. Det kunne ikke rigtig være fra så mange andre, for de eneste jeg skrev med ud over Zayn, var Summer og min mor. Summer var sur, og min mor var i Grækenland, så det gav ligesom sig selv.

#Er hos dig om 5 minutter x#

Jeg smilede, og kom så til at kigge på, hvornår han havde sendt den, og hvad klokken var i forhold til det nu. Det var tre minutter siden jeg havde modtaget den, hvilket så betød, at han ville være her om meget snart. Lidt stresset fik jeg proppet mobilen i min lomme, og langede ud efter min taske der lå på skrivebordet. Hurtigt fik jeg småtravet ud i entreen, hvor jeg trak mine sko på, og lige i det samme sekund ringede det på døren.

”Kom ind,” råbte jeg, og hev min jakke ned fra knagen. Dørhåndtaget blev langsomt trukket ned, og døren blev derefter åbnet. Stort smilede jeg til Zayn, alt i mens jeg lynede min jakke, uden at vikle noget stof fra sweateren ind i den. ”Hej du,” sagde jeg hurtigt, og stillede mig let på tær, så jeg kunne nå et tørklæde, der lå på øverste hylde over knagerne.

”Hej du selv,” grinede Zayn, og trådte helt ind i entreen. Hen lænede sig op af døren, som stadig stod åben, og vippede så lidt frem og tilbage med den, mens han observerede mig, der stod og viklede tørklædet rundt om min hals. ”Er du nervøs?” spurgte han lavt, og glippede et par gange med øjnene. Lidt uforstående rynkede jeg brynene, og rettede på halstørklædet.

”Nej, hvorfor skulle jeg være det?” mumlede jeg, og proppede nøglerne ned i tasken. Zayn trak på skulderen, og gik i et kort skridt hen til mig. Selvom der var lidt afstand imellem os, kunne jeg nemt mærke hans ånde mod mit ansigt. ”Hør, Chanel,” startede han uroligt, og lagde sin hænder på min overarme. Jeg skævede ned mod dem, men kiggede så tilbage på Zayn igen. Der var et eller andet over hans tonefald, som gjorde mig urolig.

”Hvad er der?” mumlede jeg, og bed mig i læben. Han spændte i kæberne, og kneb øjnene en anelse sammen, mens han kiggede ned mod jorden. Hans opførsel gjorde mig faktisk rimelig nervøs. ”Zayn, hvad sker der?” spurgte jeg med et lille grin, for at lette den ret intense stemning der var imellem os. Og den var absolut ikke behagelig, ja, jeg ville ligefrem kalde den virkelig skræmmende.

”Det er bare… Siden alt det der med retssalen, så…” han tav, og bed sig i læben. Jeg havde ingen anelse om hvad han skulle til at sige, og lige nu var jeg vildt nysgerrig – nervøs, men nysgerrig. Forsigtigt lagde jeg en hånd om bag hans nakke, og den anden rundt om hans ryg, så jeg kunne trække ham lidt tættere på mig. Zayn flyttede også sine hænder, så han i stedet holdte rundt om mine hofter. Hans hænder var stærke, og det gjorde næsten ondt, fordi han holdte så stramt om mig.

”Seriøst, Zayn, hvad sker der?” spurgte jeg utålmodigt, og nussede ham i nakken med mine fingre. Han sukkede, og kiggede endelig ned på mig – ned, fordi, jeg var en del lavere end ham. ”Du gør mig altså helt nervøs,” tilføjede jeg, og smilede skævt. Zayn rystede på hovedet, og strammede sit tag yderligere omkring mig.

”Efter retssalen har drengene bare… Ja, de har ikke rigtig brudt sig om, at jeg var sammen med dig på den måde. Specielt Louis…” han lagde ekstra tryk på ordet ’den’, ligesom for at gøre det helt klart for mig. Det føltes lidt som om, at en sten landede i min mave, og at en oliven havde sat sig fast i min hals. Jeg havde haft så høje forventninger til de drenge – troet at de ikke dømte en, uden de havde mødt dig. ”Men det skal ikke forhindre os i at være sammen, okay?” han kiggede mig dybt i øjnene, og hev mig helt ind til ham.

Hårdt knugede jeg mig ind til ham, mens jeg bed mig i læben. Nu var jeg i hvert fald nervøs for hvad nu, hvis de slet ikke ville have noget med mig og gøre? Men på den anden side, hvorfor skulle jeg så til middag med dem? Det gav da ingen mening. Derfor trak jeg mig lidt ud fra Zayn, og kiggede undrende op på ham.

”Hvorfor skal jeg så egentlig til middag med jer?” Zayn bed sig i læben, og rynkede brynene lidt. ”Det var Louis’ ide. De vil vel gerne møde dig, og give dig en chance,” sagde han med et skævt smil over læben, og et helt specielt glimt i øjet. Jeg nikkede forstående, og stillede mig let på tær, så jeg kunne nå hans læber med mine egne.

Zayn bukkede sig også lidt ned, så vores læber mødtes hurtigere. De bevægede sig i takt med hinanden, ikke blødt, men heller ikke for hårdt. Der var helt sikkert noget specielt i det kys, generelt bare mellem mig og Zayn. Jeg ville aldrig kunne finde på at gå ud med en fyr, som havde beskyldt mig for noget som jeg ikke havde gjort, eller en som Summer ikke godkendte. Der var bare et eller andet over ham, som jeg ikke kunne lade gå. Måske var alle hans fans imod vi var sammen, og måske var hans venner imod det, men alligevel blev han hos mig. Det måtte vel også betyde et eller andet fra hans side.

Forsigtigt trak jeg mig væk fra ham, og sendte ham et smil. ”Skal vi ikke komme af sted?” grinede jeg, og skubbede ham lidt væk, ved at placere mine hænder på hans brystkasse. Han smilede skævt til mig, men nikkede så.

Udenfor var der virkelig, virkelig koldt. Kulden ramte mig med det samme, og selvom vi sad inde i Zayns bil, så var det ligesom at befinde sig på nordpolen. Jeg skuttede mig, og puttede mit hoved lidt længere ned i det store halstørklæde. Kort tid efter, at jeg havde sat mig ind i bilen, satte Zayn sig ind, og klikkede sin sele, præcis ligesom jeg havde gjort. Han startede bilen, og drejede ud fra det sted, hvor han havde parkeret den i første omgang.

”Fryser du?” hørte jeg ham spørge, så jeg kiggede hurtigt over på ham. Jeg løftede mine øjenbryn op i panden, og gned mine hænder mod hinanden. Dumt kiggede jeg på ham, og svarede så: ”Nej, Zayn, jeg elsker at gnide mine hænder mod hinanden, være pakket ind i flere lag, og ønske at jeg havde en hue.” Zayn kiggede forbløffet på mig, men rettede så blikket mod vejen igen.

”Altså, jeg har en hue omme bagi,” mumlede han, og gjorde et kast med hovedet i retning af bagsæderne. Jeg fnøs fornærmet, og kiggede ud af vinduet, hvor jeg alligevel ikke kunne se noget som helst, fordi det var så mørkt. Var der en ting, som jeg hadede ved vinter, så var det, at det blev så hurtigt mørkt. ”Jeg joker, Chanel. Jeg har altså sat varme på,” grinede han, og lagde sin hånd på mit lår. Han gav det et klem, inden han fjernede hånden igen, for i stedet at ligge den på rattet igen. Den efterlod nærmest et brændende mærke på mit lår, men det var behageligt – betryggende.

Jeg sendte ham et smil, inden jeg hvilede mit hoved op af ruden. Det kunne ikke rigtig gå op for mig, at Louis ikke rigtig kunne lide mig. For det virkede lidt sådan. Jeg havde fået et helt andet indtryk af de drenge, og nu var jeg pludselig skide nervøs for denne her middag. Jeg havde det lidt som om, at jeg blev nød til at bevise overfor dem, at Zayn og jeg sagtens kunne være sammen, og at der altså ikke var noget i vejen med det, taget vores lidt komplicerede forhold i betragtning. Måske var det underligt for dem, men jeg kunne altså virkelig godt lide ham.

Jeg skulle nok forsikre dem, og alle deres fans om, at det her nok skulle gå. Zayn havde tidligere sagt, at der altid gik lang tid før man blev accepteret af deres fans, og det samme gjaldt vel også mig. Nu skulle jeg bare koncentrere mig om at give de andre drenge et godt indtryk af mig.

Zayn stoppede brat bilen, og trak håndbremsen. Det gik op for mig, at vi holdt ude foran et kæmpe stort lejlighedskompleks, med kæmpe panoramavinduer. ”Vi er her nu,” sagde Zayn, og slukkede bilens motor. Jeg kiggede over på ham, og sendte ham et nervøst smil, som han hurtigt opfattede. ”Bare rolig, det skal nok gå fint. De er altså gode nok,” mumlede han, og tog en tot hår om bag mit øre. Jeg hvilede mit hoved i hans hånd, og lukkede langsomt øjnene i. 

”Det ved jeg godt,” sagde jeg lavt, og sukkede for mig selv. Zayn tog et greb om min kæbe, og nussede kærligt mit kindben med sin tommelfinger. Jeg åbnede øjnene, og smilede skævt til ham. Hans øjne funklede på en fantastisk smuk måde, i den lille smule lys, som kom igennem bilen fra gadelamperne. Hans hoved nærmede sig langsomt mit, og blidt lod han sine læber ramme mine. Forsigtigt kyssede jeg igen, men vi stoppede dog begge hurtigt, da vi allerede var ret meget forsinket.

”Lad os nu gå op,” smilede jeg til ham, og han nikkede hurtigt som svar. Det var selvfølgelig skide koldt at komme udenfor, da bilen lige var nået at blive ordentligt varm inden vi holdte ind til Louis, som var vært for middagen. Jeg anede ikke engang om vi blev nogen ud over de andre drenge, men det gik jeg nu ikke ud fra – Zayn havde i hvert fald ikke sagt noget om det.

Da vi var blevet lukket ind af en person, som jeg ikke helt kunne sætte navn på, og havde taget elevatoren til øverste lejlighed, greb Zayn min hånd. Han smilede sødt til mig, inden han stoppede foran en dør, og bankede på et par gange. Hele min krop begyndte så småt at ryste, og jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at sige et eller andet dumt til Zayn, som bare stod og ventede foran døren, med et skævt smil over læben.

Der kunne høres nogen skridt inde fra den anden side af døren, og efter et par sekunder blev den åbnet. Jeg kunne med det samme genkende drengen, der åbnede døren, som Harry. Heldigvis smilede han bare sødt til mig, det så dog rimelig falsk ud. ”Hey, Chanel,” hilste han, og flyttede sig fra døren, så vi kunne komme ind. Zayn lagde sin hånd på min lænd, og skubbede mig nænsomt ind i lejligheden

”Hej, Harry,” mumlede jeg, og lavede et akavet vink med hånden, som jeg virkelig ikke anede hvor  kom fra. Zayn begyndte også at fnise med siden af mig, og straks kunne jeg mærke en varme prikke i mine kinder. Normalt rødmede jeg ikke, der skulle i hvert fald virkelig meget til, før jeg kom til bare at rødme en lille bitte smule. ”Jeg smutter ind igen, bare kom ind når i har fået overtøjet af. Vi er i køkkenet,” han henvendte sig mest til Zayn, men jeg prøvede så vidt muligt ikke at ligge noget i det. Det var jo bare fordi, at Zayn vidste hvor køkkenet lå, var det ikke? Det var det nok.

Harry tøffede ud af entreen, og jeg baksede med at få mit halstørklæde af, som havde viklet sig ind i hætten på min jakke. Jeg hev lidt i det, men i frygt for at ødelægge enten jakken eller tørklædet droppede jeg det, og vendte mig i stedet mod Zayn, der lige havde fået sparket sine sko af. ”Seriøst, giver du ikke lige en hånd?” vrissede jeg opgivende, selvom det egentlig ikke var meningen, at jeg skulle vrisse af ham. Heldigvis opfattede han ikke noget, han grinede bare en smule, men fik så hjulpet mig af med tørklædet.

”Tak,” mumlede jeg forlegent, og hængte halstørklædet samt min jakke op på en ledig knage. ”Det var så lidt,” grinede han igen, og placerede et flygtigt kys på min næsetip, hvilket kun fik farven i min kinder til at blive endnu rødere. Det var noget, som kun han havde gjort ved mig – jeg havde aldrig oplevet noget som det her før. Når han var i nærheden, var jeg altid glad, og når han var sur, trist, eller ked af det, så smittede det af på mit humør.

Han greb mit håndled, og smilede beroligende til mig, da han begyndte at trække mig med ud af entreen og sandsynligvis ud mod køkkenet, hvor de andre fire drenge sad og ventede. Vi gik igennem stuen, som virkelig var stor, men jeg nåede ikke rigtig at studere den særlig lang tid, før vi var inde i det næste rum. Køkkenet.

”Hey, lads. Det her er Chanel,” Zayn fik alles opmærksomhed, da han begyndte at snakke. Først lå deres blikke på Zayn, men da han havde introduceret mig, rettede de straks deres øjne over mod mig. ”Hej,” hilste jeg, og lavede det samme vink med hånden, som jeg havde gjort mod Harry. Mit blik gled over dem alle sammen, men det låste sig fast på Louis, som stod og kiggede tomt på mig, mens han havde sit hoved lidt på skrå. Zayn hev mig lidt hen til sig, og fik på den måde mit blik vær fra Louis, hvis blik jeg stadig kunne mærke på mig.

Det gik hurtigt op for mig, at nogen havde sagt, at vi skulle spise, for lidt tid efter sad vi ved bordet, med hver vores tallerken foran os. Niall øste grådigt noget lakselasagne over på hans egen tallerken, og tog derimod imod vores andre, hvor han også øste et stort stykke lasagne på. Taknemmeligt smilede jeg til ham, da han rakte mig min tilbage, og placerede den foran mig.

”Det dufter godt,” roste jeg, og kiggede spørgende rundt på dem alle sammen, for at finde ud af, hvem der havde lavet det. ”Tak,” kom det fra Harry, som smilede venligt tilbage til mig. En varme gik igennem mig, da Zayn forsigtigt placerede sin hånd på mit lår, og begyndte at nusse det med sin tommelfinger. Straks kiggede jeg over på ham, men han sad bare og snakkede med Liam, og lagde ikke rigtig mærke til mig, hvilket fik mig til at smile som en eller anden tumpe.

”Såe, Chanel,” begyndte Louis, mens jeg langsomt førte en bid mad ind i munden. Jeg kiggede på ham, tyggede om munden, og smilede så til ham. ”Hvad laver du så i din fritid?” spurgte han nysgerrigt, og tog selv en stor bid lasagne. Jeg kunne ikke lade være med, at blive en lille smule glad over, at han faktisk interesserede sig for mig – måske var det slet ikke så slemt, som jeg havde troet det ville være.

”Jeg går på UNI, og har et fritidsjob – intet specielt,” svarede jeg glad, og prøvede ikke at reagere på Zayns hånd der blev ved med at nusse mit lår. ”Så du ville godt have tid til, at få daglig hate?” spurgte han igen, og kiggede spørgende over på mig. Jeg rynkede brynene, og straks holdt Zayns hånd op. Jeg kiggede over på ham, og så ham sidde og stirre olmt på Louis, der lod som ingenting. Det var måske lidt slemt alligevel…

”Og måske holde jeres forhold hemmeligt? Ville du have tid til det?” fortsatte Louis, og smilede skævt til mig. Jeg glippede et par gange med øjnene, og rystede lidt på hovedet, da jeg ikke anede hvad jeg skulle svare. ”Eh…” fik jeg fremstammet, og kiggede over på Zayn, som stadig kiggede med det ondeste blik på Louis. ”Louis, stop,” hørte jeg Liam sige, mens de andre hurtigt gjorde sig enige i ham.

”Og hvad med management? Vil du også være med til at trodse dem, og sætte os i rigtig dårlig lys, ligesom Zayn,” han nikkede mod Zayn, men kiggede så på mig igen, ”ville,” afsluttede han, og kiggede spørgende på mig. Management? Hvad fanden fablede han om? ”NU STOPPER DU FANDME LOUIS!”

Jeg kiggede hurtigt over på Zayn, der lige havde råbt højt af Louis. Det var jo ikke det her jeg ville. Jeg ville ikke være skyld i, at de blev uvenner, og da slet ikke over mig. Denne her middag, som jeg troede ville have været hyggelig, havde lige pludselig udviklet sig til noget virkelig ubehageligt. Zayn mimede et undskyld til mig, og lignede mest af alt en, der havde voldsomt meget skyldfølelse. Hårdt rykkede jeg stolen bagud, og rejst mig op. ”Jeg tror, at det er bedst, hvis jeg bare går nu,” mumlede jeg hurtigt, og smilede kort til dem alle sammen, inden jeg gik ud i entreen. Jeg hørte Zayn vrisse af Louis, og derefter lyden af en stol der skrabede mod gulvet.

Kort efter stod Zayn i døren til entreen, og lignede virkelig en sønderknust skabning. ”Undskyld, Chanel. Det må du virkelig undskylde,” messede han, og trådte hurtigt hen til mig. Selvom jeg gerne ville have sagt noget, så kunne jeg ikke rigtig. Jeg havde det forfærdeligt, og lige nu havde jeg overhoved ikke lyst til at være i nærheden af Zayn – ikke fordi, at jeg ikke kunne lide ham mere, en jeg ville ikke være skyld i, at han var uvenner med sine bedste venner. Og det var det han var nu.

”Skal jeg køre dig hjem?” spurgte han blidt, og aede mig forsigtigt over skulderen. ”Nej, jeg går bare, der er ikke så langt,” mumlede jeg, og bukkede mig ned for at tage mine sko på. Det var ikke svært at se, at det sårede Zayn det jeg sagde, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Han havde tydeligvis noget, som han skulle have redt ud med de andre, og jeg ville helst ikke være vidne, eller offer for den sags skyld, i det hele. Det kunne jeg ikke.

”Jeg skriver senere,” mumlede jeg hurtigt, og sendte ham et skævt smil, hvilket han blot sukkede af. Til sidst nikkede han dog, og jeg gik hurtigt ud af døren. Det her var så kompliceret. 

----------------------------------------------------------------

Its here - and you better like it! Lol, jk, hvad syntes i om kapitlet? Hvad syntes i om, at Chanel vælger at forlade middagen, på den måde som hun gør? Og tror i nogensinde, at de vil kunne være sammen?

Tusind tak, fordi i liker, læser og støtter op om denne historie!x

//Freja xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...