Simple - yet so complicated ✿ 1D (13+)

Mød Chanel McCourtney, den 18-årige pige, der har satset lykken i storbyen, nærmere betegnet som London. Hun er normal - hverken højrøvet, arrogant, stille, eller specielt genert. Alt i alt, så ligger hun på niveuet, der kaldes normalt. Denne titel ændres dog hurtigt, da hun en sen aften, kommer til at ramme en ikke helt ukendt person med sin bil. Hun rammer selveste Zayn Malik, som mistænker hende for at have gjort det med vilje. Mr. Malik ligger sag an mod Chanel, men uventede følelser kommer i klemme, og pludselig virker uheldet fjernt. Hvordan vil det gå Chanel?

351Likes
564Kommentarer
31991Visninger
AA

10. In which something unexpected happens

Zayns synsvinkel:

Jeg lod med trætte og udmattede bevægelser mine ben svinge ud over sengekanten, så jeg kort efter kunne mærke mine fødder ramme det kolde gulv. Egentlig havde jeg lyst til bare at blive liggende, men da jeg skulle til retsmøde om en times tid, kunne det ikke rigtig lade sig gøre.

En anden grund til, at jeg ikke havde lyst til at tage derhen, var, at det betød, at jeg skulle se Chanel igen, hvilket jeg ikke rigtigt var i humør til, hvis jeg skulle være helt ærlig.

Efter vores lille uheld sidst, havde jeg ikke kunne lade være med at tænke på hende, og det var noget, der irriterede mig noget så grænseløst. Jeg burde ikke blive tændt ved tanken om vores nat, tanken om hende og blive en smule glad, hver gang mine tanker generelt kredsede om hende. Jeg havde endda været inde og kigge på hendes twitter – dum som jer er – og havde set et billede, hvor hun var i gang med at få en navlepiercing. Og igen mod min vilje, var jeg kommet til at tænke på, hvor frækt det sikkert ville være med den navlepiercing.

Jeg hev mig selv ud af mine tanker om Chanel og lettede røven fra sengen, hvorefter jeg traskede ned af gangen og ind af den første dør til højre, hvor badeværelset lå. Uden overhovedet at kaste et blik i spejlet hev jeg mine boxers af og smuttede ind i badet, hvor jeg hurtigt fik tilpasset vandet til en god varme.

Da jeg kort efter trådte ud af badet, følte jeg mig nærmest som en fremmed mand. Så dejlig frisk og veludhvilet, hvorimod jeg før var villig til at hoppe ud af vinduet pga. søvnmangel.

Jeg smed det våde håndklæde hen i vasketøjskurven og traskede ind på mit værelse igen for at finde noget tøj at tage på, da jeg ikke ligefrem regnede med at dukke op naturel (nøgen). Det endte bare med at være et par sorte bukser og en beigefarvet t-shirt med en læderjakke over. Ikke noget overdrevet.

Jeg hev min iPhone ud af opladeren og tog den med nedenunder, hvor jeg omhyggeligt placerede den på køkkenbordet, i frygt for at den ville gå i stykker. Jeg havde lige fået 5’eren, og af en eller anden grund var jeg ekstremt bange for, at den ville gå i stykker, selvom den nok ikke var skrøbeligere end 4s’eren, som jeg havde haft før.

Jeg fandt en skål fra reolen, hvor de var placeret i og så havregrynet fra et af skabene, der hang på væggen. Jeg hældte en tilpas mængde i og blandede det derefter op med mælk og en smule sukker og rosiner.

Jeg skævede ned på mit armbundsord og kunne ikke lade være med at mærke et lille sug i maven, da jeg så, at der kun var tyve minutter, til jeg skulle være derovre og dermed se Chanel igen.

Jeg fik hurtigt spist alt maden og kunne godt mærke, at jeg måske lige havde spist en smule i overkanten, men sådan var det altid, når jeg spiste havregryn. Jeg glemte altid hvor meget de egentlig mættede.

Med hastige skridt, gik jeg ud på badeværelset, hvor jeg børstede mine tænder. Lige meget hvad, hvor eller hvornår kunne jeg ikke lade være med at børste tænder. Jeg synes simpelthen, det var for ulækkert ikke at børste tænder og rende rundt med klam, stinkende ånde. Det at Louis kunne vente i op til 15 dage med at børste tænder, havde jeg på en eller anden måde vænnet mig til, så det tænkte jeg ikke over. Men tænk hvis jeg skulle kysse med en eller anden pige, og så havde hun bare verdens dårligste ånde.

Det havde Chanel heldigvis ikke.

Jeg skubbede hurtigt tanken om Chanel ud af hovedet og smed tandbørsten tilbage i kruset, hvor den normalt stod og gik så ud i køkkenet, hvor jeg tog min mobil og proppede den i min lomme, inden jeg gik ud i entréen og tog mine Dr. Marten støvler på.

Min bil stod parkeret lige uden foran, så kort efter var jeg allerede på vej igennem Londons gader med musikken på fuld skrue, hvilket var noget, jeg altid havde, når jeg kørte alene.

Da jeg parkerede bilen ude foran retten, kunne jeg igen mærke det irriterende sug i min mave, der virkelig ikke burde være der.

For at få mine tanker lidt væk, fandt jeg mine smøger frem fra inderlommen på læderjakken og tændte hurtigt én. Jeg placerede mig med ryggen oppe af stenmuren, der var en del af den bygning, jeg skulle ind i.

Jeg stod lidt i min egen verden, da jeg pludselig fik øje på en velkendt skikkelse, som jeg helst ikke skulle blive glad for at se. Hun gik demonstrativt forbi mig, med en ret holdning og uden at værdige mig et blik, selvom jeg godt vidste, at hun havde fået øje på mig. 

Med et højt suk tog jeg et sidste hvæs af smøgen og smed den på jorden, kørte foden rundt oven på den og besluttede mig så for, at jeg nok også burde tage at gå indenfor i den efterhånden alt for velkendte bygning.

Alle sad allerede inde i salen, da jeg sluttede mig til Miss Pigsy, der som sædvanligt sad med en striks mine i hovedet og rettet ryg. Jeg lod mit blik glide over på Mr. Brown, der sad med en lidt mere afslappet holdning, hvilket på en eller anden måde irriterede mig. Han opførte sig som om, at han var totalt overlegen, og at denne sag ikke var noget problem at vinde.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på personen, der sad ved siden af Mr. Brown, hvilket resulterede i, at jeg kiggede direkte ind i Chanels øjne, der i forvejen havde været rettet mod mig. Af en eller anden grund havde jeg på ingen måde lyst til at fjerne mine øjne fra hendes igen og ud fra den måde, hun fastholdt øjenkontakten, virkede det også som om, at hun havde det lidt på samme måde. Først da dommeren trådte ind i lokalet, og vi skulle rejse os op, blev øjenkontakten brudt.

Endnu engang begyndte argumenterne at blive kastet rundt på tværs af lokalet, som de altid gjorde. Jeg sad og var en smule fraværende under det hele, fordi mine tanker egentlig var rettet på ting, som de ikke skulle være rettet på. Som f.eks. min og Chanels nat sammen, hvilket var totalt upassende at tænke på lige nu. Først da Chanel højt hamrede hånden i bordet, rev jeg mig væk fra mine tanker og kiggede forskrækket på hende.

”Jeg giver op okay?! Jeg kan ikke mere, og så må du vinde den her klamme sag!” råbte hun højt og kiggede surt på mig, inden hun satte sig ned på sin stol. ”Så må vi sige, at jeg prøvede at køre dig ihjel,” tilføjede hun så og kiggede ned i bordet, og hvis jeg ikke tog meget fejl, græd hun. Hun havde givet op. Hvis der var noget, som jeg egentlig ikke havde regnet med, så var det, at hun gav op, for hun havde virket så viljestærk hele vejen igennem.

”Godt så. Vinderen af denne sag er Zayn Jawaad Malik. Chanel McCourtney, du bliver i dømt en fængselsstraf, men vi vender tilbage senere med varigheden af denne straf,” sagde dommeren højt og kiggede alvorligt på mig.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var ikke engang lettet eller glad for, at jeg havde vundet sagen. Tværtimod følte jeg et stik i siden, da jeg kiggede på Chanel, der sad med hovedet i hænderne og med en næsten ikkeeksisterende bevægelse, tørrede sig under øjnene med en finger, imens hendes skuldre rystede let.

Og med et, lavede jeg en handling, som jeg ikke vidste, om jeg ville komme til at fortryde fremover.

Chanels synsvinkel:

”Jeg giver op okay?! Jeg kan ikke mere, så må du vinde den her klamme sag!” råbte jeg højt og havde en lyst til at slå på et eller andet. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, efter jeg havde givet op over for Zayn, men jeg kunne ikke mere. Denne sag tog så meget på mig, at jeg ikke magtede mere. Jeg var stresset døgnet rundt, da den hele tiden kredsede i mine tanker, og jeg havde slet ikke nogen koncentration vedrørende arbejdet eller noget andet. ”Så må vi sige, at jeg prøvede at køre dig ihjel,” sagde jeg henvendt til Zayn, der sad og kiggede måbende på mig, tydeligvis overrasket over sagens pludselige ændring.

Jeg rynkede kort på panden, da jeg ikke forstod, hvorfor han så så.. ked ud af det. Han så ikke engang glad ud over, at han lige havde vundet den her forbandede sag, som han var så dum overhovedet at få sat i gang.

Mod min vilje kunne jeg mærke, hvordan mine øjne langsomt blev vådere og vådere, og kort efter trillede en tåre ned af min kind. Jeg dukkede straks hovedet, da jeg ikke ville have, at folk så, at jeg græd, den smule respekt ville jeg gerne beholde.

”Godt så. Vinderen af denne sag er Zayn Jawaad Malik. Chanel McCourtney, du bliver i dømt en fængselsstraf, men vi vender tilbage senere med varigheden af denne straf,” sagde dommeren, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sprang et slag over, da jeg hørte noget om fængselsstraf. Jeg gad ikke i fucking fængsel pga. et biluheld, men nu kunne jeg desværre ikke spole tilbage i tiden og gøre mine handlinger om.  

Og så som jeg sad og var godt og grundig på vej til at få en depression eller noget i den stil, rejste Zayn sig pludselig op.

”STOP!” råbte han højt, og nu var det min tur til at kigge overrasket på ham. ”Stop. Jeg frafalder!” sagde han så i et lidt lavere tonefald, og jeg kiggede måbende på ham. Han frafaldt – altså han annullerede hele sagen, og dermed skulle jeg ikke have nogen straf.

Inden nogen kunne nå at gøre noget, trak Zayn sin jakke ned fra stolen og gik med hastige skridt ud fra lokalet, så alle bare stod og kiggede forvirret efter ham. Dommeren ændrede på det, hun sagde før, og så snart hun var færdig med at vrøvle løs, fulgte jeg Zayns eksempel og smuttede ud af døren, da jeg ærlig talt ikke magtede mere nu.

Bedst som jeg slog døren op og skulle til at dreje ned af gaden for at komme hen til Lola, var der en, der rev fat i mig, hvilket fik mig til at stoppe brat op. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se, hvem der ville i kontakt med mig, og blev overrasket over, at det var Zayn, der stod og kiggede på mig. Egentlig troede jeg, at det var Mr. Brown, der ville snakke med mig eller noget i den stil.

”Hej,” sagde jeg dumt og kiggede endnu dummere på ham. Han smilede skævt og fjernede så sit faste greb om min arm. ”Hej du,” sagde han så og kiggede også på mig.

”Jeg tænkte bare lidt på, om du måske… sådan vil med hjem til mig og få en kop kakao eller sådan noget? Det er jo ret koldt og sådan, og det ser ud som om, at du fryser. Det gør jeg i hv..”-”Zayn stop, inden du gør dig selv til grin. Jeg vil godt med hjem og drikke kakao,” sagde jeg så og kunne af en eller anden årsag, mærke hvordan en varm, hvilket er noget godt, fornemmelse spredte sig inden i mig, uden jeg kunne styre det. Men en ting jeg ikke helt fattede var, at han inviterede mig hjem til ham. Vi var jo fjender på alle leder og kanter, men alligevel sagde jeg også selv ja til at tage med hjem.

”Så kom,” sagde han og gjorde et kast med hovedet, nok fordi han ville vise, hvilken vej vi skulle.

Jeg fulgte efter ham og satte mig pænt ind på passagersædet i hans bil, som var parkeret lige ved siden af retten. Og så var det, det slog mig, hvor fed en bil han havde, i forhold til min lille Lola. Intet kunne erstatte Lola, men hans bil var da godt nok lige på kanten til det.

Vi kørte i al stilhed, indtil jeg synes, det blev for underligt og valgt at bryde isen.

”Hvorfor gjorde du det?” Zayn vendte kort hovedet mod mig, inden han igen rettede opmærksomheden mod vejen. ”Gjorde hvad?” spurgte han så. ”Ja, du annullerede det hele, da jeg fik min dom,” forklarede jeg så og ventede i al stilhed på hans svag.

”Jeg ved det ikke. Det var en spontan beslutning, og jeg ved ikke engang, om jeg kommer til at fortryde den igen,” sagde han og kiggede usikkert på mig igen. Egentlig forstod jeg ikke, hvorfor han var så usikker, når han snakkede til mig, som om han valgte sine ord med omhu og var bange for at sige noget forkert.

Og jeg forstod i princippet slet ikke, hvordan det kunne være, at jeg sad i Zayns bil, når vi ikke var venner. For det var vi jo ærlig talt ikke. Vi havde lige haft en sag kørende mod hinanden, der for god sake handlede om, om jeg havde prøvet at køre Zayn ihjel. Så er det jo ikke helt normalt, at man begynder at tage hjem til en af parterne sammen og drikke varm kakao og lege hyggelig familie.

Men jeg kunne bare ikke lade være, for lige meget hvor meget jeg prøvede at ignorere følelsen, der hele tiden befandt sig i mig, når jeg var i nærheden af Zayn, kunne jeg ikke, det var den alt for voldsom til, og jeg kunne ikke lide den.

”Vi er her nu,” meddelte Zayn og rev mig ud fra mine tanker, hvorefter jeg elegant steg ud af bilen og hurtigt tjekkede, om jeg havde husket alt, inden jeg smækkede døren i.

Jeg fulgte i stilhed efter Zayn, der førte mig hen til en hvid bygning og op af et par trapper, inden vi endte i det, der måtte være hans lejlighed, som var på tredje sal. Da vi trådte helt ind, var jeg ved at falde bagover af chok. Det var helt ekstremt så stor, hans lejlighed var, og jeg blev næsten helt flov over min egen hytte, som det nærmest var i forhold til Zayns. Men han var vel heller ikke verdensberømt for ingenting.  

Jeg trissede efter Zayn ud i det, der viste sig at være køkkenet og lænede mig op af bordkanten, imens jeg studerede Zayn, der var begyndt at finde en gryde og noget kakao frem, så han kunne varme det. Med elegante bevægelser hældte han den dejlige Lille Lise kakao op i gryden og placerede den på en af kogepladerne, som jeg valgte at tænde for ham, da han selv lige havde overset, at han skulle det.

”Zayn…” sagde jeg langsomt, da jeg ikke vidste, om mit spørgsmål ville ødelægge stemningen totalt. Han kiggede op på mig og sendte mig et smil, som om vi havde været besties i evigheder eller sådan noget i den stil. ”Ja Chanel?” sagde han så og rørte lidt rundt i kakaoen.

”Øhm.. Jeg tænkte bare lidt ikke? Burde det ikke være mega akavet og underligt, at jeg er hjemme hos dig, når vi er – eller skal forestille at være – fjender?” sagde jeg så og straks stoppede han med at røre rundt i kakaoen og gik i stedet for nogle skridt længere hen mod mig. Pludselig var det som om at hele situationen var blevet ændret fra hyggelig til meget intens, og jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben.

”Det burde det nok. Men der er bare et eller andet over dig,” sagde han lavt, og jeg vidste, at han havde fundet den forførende stemme frem. Mod min vilje rejste hårene sig på mine arme, og jeg kiggede væk fra Zayns blik, der borede sig ind i mit. ”Du har det lidt på samme måde ikke?” sagde han så og trådte endnu tættere på mig, så vores kroppe stod tæt oppe af hinanden. Igen bed jeg mig i læben, i mens jeg langsomt nikkede bekræftende. For der var et eller andet over ham, jeg simpelthen ikke kunne stå for, og det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne det.

”Jeg vidste det,” og med de ord lod han sine læber ramme mine, og selvom jeg vidste, hvor forkert det var, kyssede jeg ivrigt med. Hurtigt udviklede kysset sig til et intenst og hedt et, og Zayns hånd var allerede i gang med at knappe mine bukser op. Ivrigt hev jeg lidt i hans nakkehår, hvilket fik ham til at stønne og mig til at smile. Så gjorde jeg som Zayn og begyndte også at knappe hans bukser op.

Af en eller anden årsag skyndte vi os med det, selvom vi jo egentligt ikke havde travlt. Måske fordi vi godt vidste, at det var forkert, så det ville være mere … uskyldigt på den måde – selvom det på ingen måde var det.

Han fik mine bukser ned om benene på mig, og jeg sparkede dem hurtigt helt af, og så gjorde han det samme med hans bukser. Uden nogle anstrengelser og uden at bryde kysset, fik han løftet mig op på køkkenbordet og lagde sine hænder på mit lår. Han begyndte at flytte den højre hånd længere og længere op for til sidst at nå op til mine trusser, som han med et snuptag fik hevet samme vej som bukserne.

Han lagde hånden der igen, og helt uforberedt på det, lod han to fingre trænge op i mig, så jeg gav et højt støn for mig. Han begyndte at bevæge dem ud og ind i en hastig fart, og jeg blev nødt til at afbryde kysset, fordi det var så dejligt.  Jeg lod mit hoved hvile på hans skuldre og kom til at bide i den, da den dejlige følelse næsten blev for meget for mig. Og så med et var den væk igen, og han havde fjernet sine fingre.

”Hop ned og vend dig om,” sagde han hæst, og jeg gjorde straks, som han sagde.  ”Er du klar?” spurgte han så, og jeg vidste straks, hvad han hentydede til, så jeg nikkede straks. Langsomt trængte han op i mig, og igen stønnede jeg højt og håbede virkelig, at denne lejlighed var lydtæt.

 

***

Zayns synsvinkel:

”Louis, jeg har altså brug for at snakke lidt,” sagde jeg frustreret og kørte en hånd igennem mit hår, der nu var blevet helt sort igen.

”Spyt ud,” sagde han og lænede sig tilbage i læderstolen, som han havde slået sig ned i. Jeg bed mig nervøst i underlæben, velvidende at han ikke ville bryde sig om det, jeg ville snakke med ham om.

”Øhm. Jeg var jo i retten i dag. Og så trak hun sig sådan lidt, fordi hun havde fået nok af det,” sagde jeg og kiggede på Louis, der bare sad og smilede stort til mig, hvilket han jo altid gjorde, så det var ikke noget nyt. ”Så skulle hun have en dom, men så kom jeg til at frafalde,” Louis smil forsvandt straks, da jeg sagde det, og jeg havde egentlig ikke lyst til at fortsætte. ”Ja, og så tog vi hjem til mig, og der kom vi til at have, du ved… sex,” straks lød der et højt suk fra Louis, og jeg havde egentlig ikke regnet med, at han ville rende rundt og synge og danse, når jeg fortalte ham det, så det kom ikke bag på mig.

”Zayn for fanden. Du starter med at ligge sag an mod den stakkels pige, som du godt ved, ikke kørte ind i dig med vilje, så knalder du med hende, fortsætter sagen, trækker dig og knalder med hende igen? Tror du overhovedet, at det er smart at have noget med hende? Alle vores fans hader hende jo nu, pga. din retssag,” sagde han og kiggede irriteret på mig. ”Og desuden tror jeg ikke, at management vil lade dig være sammen med hende efter alt det,” det sidste tilføjede han i et lavt tonefald, og jeg vidste godt hvorfor.

Management havde så mange regler, om hvad vi måtte og ikke måtte, og det var til at blive skør af en gang i mellem. Det var ikke altid vi kunne få lov til at vælge selv, og hvor fedt er det, hvis man pludselig forelsker sig i en superskøn tøs, men ikke må være sammen med hende?

”Louis, jeg ved jo ikke engang, hvad det er, men jeg skal nok finde ud af det. Det er bare underligt,” sagde jeg så, og han sendte mig et lille smil. ”Det ved jeg godt, jeg pointerede også bare lige, at det nok ikke er så smart, det du har gang i,” sagde han så, og jeg nikkede bekræftende.

Han havde jo hundrede procent ret. Det var virkelig dumt at køre det løb, som jeg gjorde lige nu, men jeg kunne ikke lade være, og så måtte det jo bare være sådan.

----------------------------------------------------------------------------------------

Nå, så kom der mere!

Hvad synes i så om det, og hvad tror i, at management siger til det hele? :)

Tror i, at Zayn har følelser for hende for real eller bare er seksuelt tiltrukket - Jeg lyder så klog haahahha! 

//Melina xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...