Simple - yet so complicated ✿ 1D (13+)

Mød Chanel McCourtney, den 18-årige pige, der har satset lykken i storbyen, nærmere betegnet som London. Hun er normal - hverken højrøvet, arrogant, stille, eller specielt genert. Alt i alt, så ligger hun på niveuet, der kaldes normalt. Denne titel ændres dog hurtigt, da hun en sen aften, kommer til at ramme en ikke helt ukendt person med sin bil. Hun rammer selveste Zayn Malik, som mistænker hende for at have gjort det med vilje. Mr. Malik ligger sag an mod Chanel, men uventede følelser kommer i klemme, og pludselig virker uheldet fjernt. Hvordan vil det gå Chanel?

351Likes
564Kommentarer
32036Visninger
AA

4. In which she was in the court of law.

Ja, så var vi på den måde endt op her. Zayn sad og skulede surt til mig tilbagelænet i sin stol og med armene lagt over kors, og Miss Pigsy sad ved siden af ham i en stram nederdel og en fin jakkesætsjakke, der sad stramt om hendes brede skuldre, og hun kiggede striks på sine papirer, som hun var i gang med at ligge i en fin bunke. Ved siden af mig sad min advokat Mr. Brown og så ud som præcis det omvendte af Miss Pigsy. Han sad tilbagelænet i stolen med det ene ben over det andet og et stort smil plantet på læberne. Jeg kunne godt lide ham, han var en flink mand og desuden, gjorde han sit arbejde godt. Selvfølgelig havde Zayns advokat været meget dyrere end min, men jeg kunne jo ikke rigtig stille noget bedre op mod en verdenskendt sanger.

Min mave snurrede underligt, og jeg vidste, at det var nervøsiteten, der gnavede inden i mig, hvilket den havde gjort hele morgenen. Jeg havde aldrig været så meget fan af ting, der gjorde, at jeg skulle stå op og argumentere for mig selv og mine meninger, men jeg blev nødt til at forsøge nu.

Dommeren kom ind af døren, og som man altid gør, når dommeren kommer ind, rejste vi os op og blev stående, indtil hun havde sat sig ned igen.

”Denne sag drejer sig om et færdselsuheld, der fandt sted d. 9 november 2012,” sagde dommeren og kiggede bekræftende på os. Vi nikkede alle 4 – advokater og mig og Zayn, så hun fortsatte:

”Må vi høre hvad anklagerens side af sagen er?” hun kiggede professionelt på Zayn, der straks rettede sig en smule op i stolen og rømmede sig kort.

”Ja, altså jeg var på vej hjem fra studiet, da der pludselig kommer en modkørende bil hen i mod mig. I starten tænkte jeg ikke videre over det, men da jeg pludselig så, hvordan den slingrede, gik det op for mig, at hun ville prøve at køre ind i mig. Derfor hev jeg hårdt i rattet for at prøve at køre udenom, men der var det for sent, så vi kørte ind i hinanden. Så kom vi ud fra bilerne, og hun påstod, at hun ikke havde gjort det med vilje, hvilket jo helt sikkert er løgn,” han kiggede vredt over på mig, da han nævnte, at jeg løj, og jeg kunne ikke lade være med at fnyse forarget og irriteret.

”Må jeg høre din side af sagen. Miss McCourtney?” sagde dommeren så, og jeg kunne straks mærke, hvordan fornemmelsen i maven tog til i styrke. På den ene side havde jeg lyst til bare at give Zayn ret og få det hele afsluttet, men jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare at se ham få ret. Jeg ville vinde det her, lige meget hvor lang tid det ville tage, og hvor hårdt det end endte op med at blive. Den højrøvede nar skulle bare ikke få mig ned med nakken og få sin vilje.

”Jeg havde været i byen med en veninde – nej, jeg havde ikke drukket, men jeg havde kørt min veninde derhen, og jeg havde bare drukket vand -, men så endte jeg med at tage hjem, da hun tog med en fyr. Jeg var så uheldig at tabe min telefon ned på gulvet, og uden jeg tænkte over det, valgte jeg så at rode rundt efter den, og på den måde mistede jeg lidt kontrollen over bilen. Og pludselig var Zayn der bare, og jeg kunne ikke nå at dreje uden om, selvom jeg prøvede,” – ”Det er sku da helt klart en løgn, der bliver fyret af der. Selvfølgelig var det med vilje!” – ”Hvorfor skulle jeg have lyst til at køre dig ned Zayn? Jeg ved ikke engang, hvad dit efternavn er, eller om du er halv mongol,” jeg vidste ikke engang, hvor mongol kom fra, men jeg var bare så irriteret på ham, at jeg fyrede et eller andet lort af, selvom det slet ikke lignede mig at sige sådan noget.

”Protest!” jeg kiggede forskrækket på Miss Pigsy, der havde rejst sig op og kiggede forarget på mig. ”Lad pigen snakke,” sagde dommeren og fik på den måde Pigsy til at sætte sig ned på sin stol igen.

”Zayn, jeg vil godt høre, hvilke beviser du har for, at jeg vil køre dig ned?” sagde jeg udfordrende og kiggede på Zayn, hvis øjne slog lyn. Jeg kunne virkelig ikke forstå, hvorfor han regnede med, at jeg ville køre ham ned. Hvilken idiot ville dog gøre det med vilje, når det var Zayn fucking verdenskendt sanger?

Mine tanker havde været et helt andet sted, og derfor havde jeg ikke lagt mærke til, at Zayn allerede havde afsluttet sin forklaring, og nu kiggede afventende på mig. Bedst som jeg var i gang med at gå i panik, lagde Mr. Brown lagt en beroligende hånd på min arm. Han virkede som en, der havde 100 % styr på det her, hvilket også beroligede mig en del.

”Zayn. McCourtney havde ingen intentioner om at køre ind i dig, og som tingene ser ud, kan jeg ikke forstå, hvordan du på nogen måde kan give hende skylden for at ville slå dig ihjel, eller hvad det er, du nu regner med, at hun ville med det uheld.” – ”Alt tegner da på, at hun havde intentioner om at gøre ham fortræd. Hun er en pige, og hun er sikkert villig til at gøre alt for at få hans opmærksomhed – om det så skal betyde døden,” sagde Miss Pigsy oprevet og lød ekstremt ophidset, som om det galt hendes eget liv. Jeg sukkede frustreret og lod en hånd glide gennem mit hår, inden jeg lod mit blik glide hen til Zayn, der sad med et hoverende smil om læberne. Han troede sikkert, at han var på vej til sejr, men der kunne kan godt tro om igen. Den sejr ville blive min.

 

***

 

Jeg lod vandet løbe i et stykke tid, inden jeg satte mit glas ind under strålen, så det hurtigt blev fyldt op. Jeg var ekstremt smadret efter en lang dag i retten, og jeg havde aldrig troet, at det var så krævende. Ikke nok med, at jeg havde siddet og været mega nervøs og anspændt, men jeg skulle også hele tiden finde på nogle nye og bedre argumenter, når Zayn eller Grisen fik lagt mine andre i gruset. Mr. Brown, som jeg havde fået af vide, jeg skulle kalde Carlos, havde sagt, at jeg havde klaret det meget godt, taget i betragtning af, at det var min første gang i retten og ikke havde så meget erfaring. Men hvem var også i retten så mange gange, at de fik erfaring til sidst?

Jeg hældte resten af det kolde vand ud i vasken igen og trissede så ind i stuen, hvor jeg slog mig ned i sofaen, selvom jeg vidste, at jeg egentlig ikke havde tid til det. Jeg skulle over til Summer om en halv times tid, og det tog mig ca. en halv time at komme derhen. Jeg havde bare så meget brug for at slappe af en smule, inden jeg tog hen til hende. Derfor tog jeg også min telefon frem og skrev en besked til hende om, at jeg nok blev en smule forsinket. Jeg fandt fjernbetjeningen imellem alle sofapuderne og tændte tv’et, hvor CSI: Miami kørte.

Selvom jeg kiggede på skærmen, fulgte jeg ikke rigtig med i, hvad der skete, da mine tanker var et helt andet sted. Jeg var sur, sur over at Zayn tog sådan en lille ting op i retten, sur over at han ikke bare kunne forstå, at jeg ikke havde gjort noget med vilje, sur over at jeg stadig havde så ondt i min krop efter sammenstødet og sur over, at jeg ikke bare kunne kyle ham af helvedes til og ned af den høje trone, han troede, han sad på og styrede det hele fra.

Med et surt støn rejste jeg mig fra sofaen og gik ind på værelset, hvor alle mine ting var placeret. Jeg gad ikke gøre noget ud af mig selv, tværtimod skiftede jeg bare tøj til nogle joggingbukser og en langærmet, stram trøje. Mit hår satte jeg hurtigt op i en hestehale, og så hoppede jeg i mine converse, der lige var de sko, der var tættest på.

Jeg hev min militærjakke ned fra knagerækken, der hang i entréen og tjekkede hurtigt, om jeg havde alt – mobil, nøgler og mig selv -, inden jeg gik og smækkede døren efter mig, så den med sikkerhed var låst. Eftersom jeg ikke havde en bil, der virkede længere, var jeg lidt tvunget til at tage bussen, hvilket gik mig på nerverne. Jeg savnede Lola utroligt meget, selvom det ikke var særlig lang tid, at hun havde været ude af funktion. Offentlig transport var noget af det værste, der nogensinde var blevet opfundet. Jeg kunne ikke klare det der med at skulle sidde mast sammen i lugten af sved og med random, underlige mennesker ved siden af mig.

Trods mine tankebrokkerier fik jeg slæbt mig selv ned igennem gaderne og ned til busstoppestedet, hvor bussen allerede holdt.

”En voksenbillet, tak,” sagde jeg til buschaufføren, der striks så mig an, inden han tog i mod mine penge og gav mig en billet i retur. Jeg undlod at sige tak til ham, da jeg ikke syntes, han skulle have den glæde, når han tydeligvis ikke ville give den igen. Jeg gik igennem bussen for at lede efter en ledig plads og kunne ikke undgå at ligge mærke til de blikke, der blev sendt til mig, da jeg gik ned bagi. Jeg rynkede forvirret brynene, da jeg så to piger sidde og hviske og kigge op på mig, tydeligvis bevidst om, at jeg godt kunne se dem, for de lagde ikke skjul på det. Nej, faktisk rejste en af pigerne sig op og gik med et vredt udtryk i ansigtet direkte op til mig. Jeg blev et kort øjeblik bange for, at hun ville springe på mig, men slog det væk igen, da jeg ikke regnede med, at nogen kunne finde på at gøre sådan noget.

”Er du Chanel McCourtney?” sagde hun og lød ikke som en, der havde noget godt i sinde. ”Hvor kender du mit navn fra?” hvor kendte hun mit navn fra, når jeg ikke anede, hvem hun var?

”Hvad fanden er der galt med dig, din luder?” spyttede hun og trådte helt tæt på mig, så hun nu stod foroverbøjet over mig. Jeg trykkede mig tilbage i sædet og kiggede forvirret på hende. ”Hvad snakker du om?” – ”Du ved udmærket godt, hvad jeg snakker om. Hvorfor fanden kan du få dig selv til at gøre sådan noget, din møgso?” hun bøjede hovedet, om muligt, endnu tættere på mig, og jeg blev endnu mere forvirret. Hvad havde jeg dog gjort, som kunne få hende til at sige sådan nogle ting og overhovedet vide noget om det, når jeg ikke kendte hende? Faktisk mærkede jeg panikken stige op i mig, for det skræmte mig en del, at der var en, der opførte sig sådan. 

”Du skal være glad for, at jeg skal af nu,” snerrede hun så og gav mig et klamt, koldt og vurderende blik, der fik mig til at føle mig dårligt tilpas, inden hun vendte om og gik ud af bussen, der nu holde stille, med sin veninde i hælende. En veninde der heller ikke så ud til at være så vild med mig.

Så gik det langsomt op for mig, hvad hun mente. Jeg hev straks min telefon frem og åbnede safari. Jeg gik ind på google og søgte på Zayn from One Direction in car crash. Jeg snappede overrasket over de mange resultater, der poppede frem på min skærm, og jeg begyndte straks at gå ind på artiklerne, én efter én. Der stod ting som ”Vild fan kører ind i Zayn Malik fra verdens største boyband med vilje,” ”Retssag omkring ung kvinde, der prøvede at køre Zayn Malik fra One Direction ihjel”. Jeg kunne mærke mit humør dumpe endnu et par etager ned og følte, at det var røget ned igennem bussen og ned på vejen, hvor det så blev liggende, imens jeg kørte væk fra det. Jeg ved ikke, hvorfor det ramte mig så hårdt, det pigen havde sagt, men jeg kunne pludselig mærke tårerne, der samlede sig inde bag mine øjne og kæmpede for at komme ud.

Waterloo Station,” Lød det i højtalerne, og jeg rejste mig lettet op, da det var her, jeg skulle af. Jeg kunne ikke klare at sidde i bussen mere, og jeg havde brug for at snakke med Summer. Bussen stoppede, og jeg skyndte mig ned af de få trapper og ud i den travle eftermiddagstrafik. De gule taxaer skar mig i øjnene, som de altid gjorde, og jeg følte, at der var flere, end der plejede at være i Londons gader, men det var sikkert bare mig. Jeg havde virkelig brug for at komme indenfor, og derfor valgte jeg også at gå så stærkt, at jeg næsten glemte at kigge, hvor jeg gik, hvilket resulterede i, at jeg fik en masse dyt fyret efter mig, som jeg krydsede vejen. Heldigvis for mig, boede Summer ikke mere end 5 minutter væk, så kort efter, stod jeg foran hendes dør. Jeg trykkede på dørklokken og blev kort efter lukket ind. Jeg havde fået mere styr på mig selv, så jeg vidste, jeg ikke ville begynde at græde, når jeg stod foran hende.

”Hej smukke!” råbte jeg igennem huset, da jeg trådte ind af døren, der stod åben. Jeg smed mit overtøj på gulvet i entréen og bevægede mig så ind i huset for at finde hende. ”Jeg er i køkkenet!” råbte hun, og jeg ændrede straks retning til køkkenet. Jeg elskede den måde, vi bare kunne være os selv over for hinanden på, og hvordan vi bare kunne komme anstigende, når vi lystede. Hvad der var mit, var også hendes, og hvad der var hendes, var også mit.

”Tag de skåle der, så kan vi sætte os ind i stuen,” fik hun præsteret at sige med chokolade i hele krydderen. Hvis der var nogen, der elskede chokolade, så var det godt nok Summer. Hun kunne spise det hvert sekund, hvert minut, hver kvarter, hver halve time, hver time – generelt bare alle tidspunkter på døgnet, hver dag. Jeg elskede også chokolade, men jeg havde måske lidt mere selvbeherskelse i forhold til hende. Jeg tog fat i tog skåle, der var fyldt op med chips og andet slik, og hun tog selv tog 2 liters sodavand – Faxe kondi og cola – og bar det ind i den lille hyggelige stue.

”Hvordan gik det så i retten?” spurgte Summer og kiggede nysgerrigt på mig, da vi havde fået sat os godt til rette i hendes sorte lædersofa. Vi sad med front mod hinanden og benene samlet op under os og med en skål chips i mellem os. Jeg trak lidt på skuldrende og kiggede så på hende, da hun stadig kiggede på mig.

”Det var vel fint nok. Jeg kan bare slet ikke tage, hvor røvirriterende han er. Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg rent faktisk havde kørt ham godt og grundigt ned og bagefter flygtet, så jeg ikke ville få en dom for uagtsomt manddrab eller sådan noget,” Summer fnes kort af min kommentar, inden hun igen lagde ansigtet i alvorlige folder. ”Men hvordan er det at være i retten?”

”Hmm.. Jeg var pisse nervøs. Så er der en dommer, der ligesom styrer det hele. Og så sad mig og Zayn overfor hinanden med hver vores advokat og kom med argumenter for, hvorfor vores side af historien, var den rigtige. Jeg er bare så bange for, at han vinder. Jeg mener, han har røven fuld af penge, så hans advokat er jo meget bedre, end min er. Og hver gang jeg kommer med et godt argument, får de på en eller anden måde skubbet det væk med et nyt argument, som jeg slet ikke fatter, hvordan de er kommet frem til ud fra de ’beviser’, de har på, at jeg gjorde det med vilje,” jeg sukkede frustreret, men var alligevel kommet i bedre humør på en eller anden måde. Om det var fordi, det var godt at komme ud med sine frustrationer, eller om det var fordi, jeg var sammen med Summer, vidste jeg ikke.

”Men nok om mig. Har du fået skrevet med ham fyren?” straks kunne jeg se, hvordan Summers øjne begyndte at stråle, og hun kiggede drømmende på mig og rykkede sig endnu tættere på mig og tog fat i mine hænder. Det var noget, hun altid gjorde, når hun var ivrig efter at fortælle noget. ”Han er sød Chanel! Han har skrevet til mig flere gange, og vi skal ud og spise i morgen!” hun klemte hårdere og hårdere om min hånd, imens hun fortale, og jeg blev til sidst nødt til at hive den ud af hendes greb, hvis den skulle overleve det. Jeg bevægede mine fingre for at få en smule liv i dem og kunne ikke lade være med at smile af Summer.

Jeg var glad på hendes vegne, men på den anden side, var jeg også en smule bange for hende. Hun havde op til flere gange fortalt mig om den ene og den anden søde fyr, men gang på gang endte det op med, at hun grædende ringede til mig, så jeg skulle komme og hente hende i Lola.

Og nu vi snakker om Lola, så var hun faktisk blevet sendt på værksted og ville være klar i løbet af næste uge. Min far var så sød, at han ville betale for reparationerne, da jeg ikke selv havde penge til sådan en omgang.

”Hører du overhovedet efter Chanel?” afbrød Summer min tankegang, så jeg kiggede overrasket på hende. ”Ja, ja. Det er fantastisk, at I skal på date, hvor skal I spise henne?” hun sukkede opgivende og kiggede på mig. ”Jeg tror bare, jeg fortæller dig det, når dine tanker er sporet væk fra Zayn,” hun løftede øjenbrynene op og ned et par gange, og jeg kiggede uforstående på hende, indtil det gik op for mig, hvad hun mente.

”Gider du lige engang!” sagde jeg med et stort smil og daskede hende på armen, så hun grinede højlydt. ”Man ved jo aldrig. Nogle gange kan had jo ligesom frembringe kærlighed, ikke også?” – ”Nu stopper du lige. Zayn er flot, ja, men han er sådan en kæmpe idiot, at jeg aldrig så meget som ville tænke på ham på den måde. I mit hoved burde han bare forsvinde ud af min verden og fortsætte sit kendisliv,”

Summer kiggede bare igen på mig med et drillende udtryk, men droppede dog flere kommentarer og satte i stedet for en dvd i tv’et og begyndte at gnaske chips i sig.

 

***

 

Næste morgen vågnede jeg op med et højt skrig, da noget koldt og vådt pludselig blev plasket i hovedet på mig. Jeg kunne høre Summers højlydte grin og kunne næsten forestille mig, hvordan hun stod og tog sig til maven af grin.

”Fuck dig,” mumlede jeg og satte mig op, da vandet var begyndt at løbe ind under mit tøj, og jeg ikke så nogen grundt til at sove videre i vådt tøj. ”Jeg ville bare lige sige, at der er morgenmad,” sådan noget var bare typisk for Summer. At gøre sådan et stort nummer ud af, at hun havde lavet morgenmad til os – hun havde gjort det et par gange før.

”Jeg tror snart, jeg dropper at sove hos dig,” mumlede jeg og trissede ud i køkkenet, hvor der var overraskende koldt. Jeg skuttede mig og fortrød lidt, at jeg ikke havde taget noget ekstra tøj med, så jeg kunne skifte. På den anden side havde jeg så ikke regnet med at falde i søvn og sove her. Og på den tredje side kunne jeg godt tage noget af Summers tøj på, men jeg orkede det ikke, når jeg alligevel snart skulle hjem.

Summer satte en tallerken med røræg foran mig og satte bagefter en brødkurv med nogle ristede boller på bordet. Straks tog jeg fat i en bolle og nutellaen og smurte et ordentligt lag på. Nutella kunne kun spises, hvis der var meget på, og det var der i den grad. Summer derimod tog bare et stykke skinke på sin bolle og bed forsigtigt af den.

”Øver du dig på at spise flot, til din date med ham fyren i morgen?” drillede jeg og fik et par dræberøjne i retur. ”Han hedder Felix,” rettede hun mig og tog endnu en bid af sin bolle, som hun ikke engang havde spist det kvarte af, i mens jeg var færdig med min nutellabolle og skulle til at gå i gang med røræggene.

”Og nej, jeg vil bare gerne have nogle bedre spisemanerer. Jeg har taget skade af at være sammen med dig Chanel,” jeg mumlede et utilfreds svar, der blev druknet i røræggene, der hurtigt forsvandt fra min tallerken.

”Tak for mad,” sagde jeg og lod en bøvs slippe ud af min mund.

”Det er det, jeg mener. Du er så ucharmerende,” 

--------------------------------------------------------------------

Endnu et kapitel! Hvad synes i så om den måde, jeg (melina) skriver på? Er det meget anderledes end de andre, godt/dårligt? 

Er spændt på at høre jeres meninger!

Husk at like!

//Melina xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...