Simple - yet so complicated ✿ 1D (13+)

Mød Chanel McCourtney, den 18-årige pige, der har satset lykken i storbyen, nærmere betegnet som London. Hun er normal - hverken højrøvet, arrogant, stille, eller specielt genert. Alt i alt, så ligger hun på niveuet, der kaldes normalt. Denne titel ændres dog hurtigt, da hun en sen aften, kommer til at ramme en ikke helt ukendt person med sin bil. Hun rammer selveste Zayn Malik, som mistænker hende for at have gjort det med vilje. Mr. Malik ligger sag an mod Chanel, men uventede følelser kommer i klemme, og pludselig virker uheldet fjernt. Hvordan vil det gå Chanel?

351Likes
564Kommentarer
32134Visninger
AA

5. In which she tastes a cake from above, and Zayn acts wierd.

Hele den her retssagsting tog virkelig hårdere på mig, end jeg egentlig umiddelbart havde forventet. Jeg var op til flere gange ved at give op, og sige, at det kunne være lige meget – lade Zayn vinde og betale noget erstatning, eller hvad det var, han forventede, at han ville få ud af det her.

Det, der fik mig til at ændre mening hver gang, var, at Zayn altid sendte mig et utroligt hoverende og tilfredst smil, når han troede, at jeg var ved at give op, og det gav mig virkelig kampgejsten, til at blive ved. Jeg ville elske at tørre det der utroligt selvfede smil af hans ansigt, og vise, at jeg satme godt kunne stå op for mig selv – selv mod en verdenskendt stjerne. Han var stadig et menneske, et meget idiotisk et af slagsen.

”Hvordan har du det?” min mor kom ind med en kop te og en tallerken med en kage, som hun stillede foran mig. Jeg var taget hjem til hende, fordi jeg havde brug for lidt mor-datter tid, det var altid rart og afslappende. ”Tak – jeg har det fint, det er bare trættende. Jeg orker ikke ham der Zayn, jeg forstår ikke, hvordan han på nogen måde kan tro, at jeg er sindssyg fan eller hater, der vil slå ham ihjel? Han kan jo let spørge mine venner eller familie, om jeg på nogen måde har nævnt ham eller det åndsvage band, som han er en del af,” sukkede jeg bedrøvet og nippede lidt til den brandvarme blåbær te.

”Ja, jeg ved det godt nok heller ikke. Måske lever han i troen om, at alle gør noget for at være efter ham, fordi han selv mener, at han er så stor og speciel, fordi han er kendt,” sagde hun, og jeg kunne let høre, at hun også var ekstremt irriteret over hele situationen, hvilket jeg let kunne forstå. Det måtte jo i en grad også påvirke hende, når det var hendes datter, det gik ud over.

”Du har nok ret,” jeg smilede lidt, før jeg lagde mine ben op på hendes skød, som hun blot smilede af, imens hun tændte tv’et. Klokken var kun 12 om formiddagen, så jeg havde for én gangs skyld en hel dag foran mig, hvor jeg ikke skulle tænke på Zayn eller befinde mig i en latterlig retssal, hvor folk kun prøvede på at få gjort mig skyldig.

Jeg burde egentlig få drukket min te og spist den kage, hun var kommet ind med, så jeg kunne få hentet Lola fra værkstedet. Selvom det lød virkelig underligt, så savnede jeg hende virkelig meget, for jeg plejede at køre i hende alle steder hen, næsten lige meget hvor langt, der var, og nu havde jeg undværet hende i 4-5 dage..

”Men du skal nok vinde den sag, de skal bare overbevises om, at du var ude for et uheld, der lige så godt kunne have involveret enhver anden i verden – du var bare uheldig at være der på det tidspunkt, og så var det måske også en anelse dumt at rode efter din mobil, imens du kører bil, ikke?” hun sendte mig et strengt smil, men hun kunne alligevel ikke lade være med at se blid og kærlig ud.

”Jeg ved det, jeg ved det, men det er altså også første gang, at jeg nogensinde har gjort det!” forsvarede jeg mig selv, ”og første gang var så måske den dummeste gang, jeg kunne vælge at gøre det,” tilføjede jeg og tog en bid af chokoladekagen, som jeg så fandt ud af var proppet med smarties inden i selve kagen.

Jeg smaskede højlydt, så min mor grinede højlydt af mig. ”Kan du lide kagen, min skat?” drillede hun, og jeg nikkede ivrigt, imens jeg proppede endnu mere af kagen i mig.

”Du skal lære mig at lave den en dag. Den smager bedre, end dem du normalt laver,” sagde jeg og blinkede et par gange med vipperne for at understrege, hvor venlig jeg var. ”Nå, nå, nå. Du skal nok få den,” hun klappede mig en enkelt gang på skinnebenet, før hun løftede mine fødder, så hun kunne komme ud og hente opskriften – gik jeg i hvert fald ud fra.

Jeg kiggede halvt på tv’et, selvom jeg egentlig ikke rigtig fulgte med, fordi det ikke var en udsendelse, der fangede min opmærksomhed; kender du typen. Det sagde mig lige præcis ingenting, så derfor var det svært for mig at koncentrere mig om det. Lorteprogram, hvis jeg var helt ærlig.

”Her,” min mors stemme forskrækkede mig, så jeg kom til at give et lille hop fra mig, som fik hende til at smile, før hun nærmest proppede opskriften direkte op i hovedet på mig, så jeg sagde en underlig brummende lyd.

 

***

 

Jeg var lige gået fra mine kære forældre af, og jeg havde lige præcis nået at hilse på min far, der kom hjem fra arbejde, da jeg var på vej ud af døren. Han havde ihærdigt prøvet på at overtale mig til at blive til aftensmad, men da jeg sagde, jeg skulle hen og hente Lola, var han straks klappet i. Han vidste godt, at man ikke kunne overtale mig til noget, når det omhandlede min bil.

Det var isnende koldt udenfor, så selvom jeg havde min jakke trukket helt om mig og lynet min jakke helt op under halsen, så jeg nærmest ikke kunne trække vejret, frøs jeg en del af alligevel. Jeg havde musik i øjnene og høre – til min egen fortrydelse – One Directions sang ”Change my mind”.

Siden jeg var kommet op i en sag mod et af medlemmerne, havde jeg ikke kunnet holde mig fra at søge på dem, og jeg måtte meget i mod min vilje indrømme, at deres nye album var utroligt godt – faktisk havde jeg købt det. Men det betød ikke, at jeg var fan, det ville være det samme, som hvis jeg købte et album af Taylor Swift eller noget i den stil.

Jeg stoppede op foran et vindue til en butik, der var fyldt med kjoler, som jeg næsten ville give mit liv for at få fat i, hvis ikke det så betød, at jeg ville være død og ikke kunne bruge dem. Mit blik faldt netop på en dybblå, gulvlang kjole, som jeg overvældet beundrede, fordi den var så utroligt smuk.

Det var ikke længe, før jeg blev prikket på skulderen, og jeg vendte mig forvirret om og blev endnu mere forvirret, da jeg så måske 10-15 piger stå foran mig. ”Ja?” spurgte jeg undrende og kiggede rundt på dem alle sammen, og de så ikke specielt venlige ud. Så gik det op for mig, hvem det var; en gruppe fans, der selvfølgelig også havde hørt om det hele.

”Ej, det har jeg virkelig ikke tid til,” sukkede jeg, før de overhovedet nåede at åbne munden. Jeg gik lidt ud på vejen, men der gik kun omkring 5 sekunder, før de omringede mig en rundkreds. Det skræmte mig inderligt meget, at de gjorde sådan noget, selv når de ikke vidste, om det var sandt, at jeg havde prøvet at dræbe deres Zayn.

Chanel McCourtney, er det ikke det, du hedder? Hvad fanden bilder du dig egentlig ind, din syge kælling?” snappede en mørkhåret pige, der havde alt for meget eyeliner og foundation på. I det hele taget bare makeup. Jeg bed mig selv i læben og kiggede fortvivlet ned i jorden. ”Jeg gjorde ikke noget med vilje,” sagde jeg lavt og tvivlede egentlig på, at de kunne høre det.

Mit hjerte bankede på højtryk, fordi jeg ærlig talt ikke vidste, hvad de kunne finde på. Jeg havde ikke regnet med, at der var nogen fans, der var så.. dedikerede, at de gjorde meget, som det her. Det skræmte mig. ”Nej, bla, bla, bla. Selvfølgelig gjorde du det ikke med vilje.. Tror du, at vi er dumme? Hvorfor indrømmer du det ikke bare, så du kan få en dom,” den mørkhårede pige trådte et skridt tættere på, så jeg fulgte hendes bevægelse, og trådte et tilbage.

Det resulterede så i, at en anden pige bag mig skubbede mig hårdt i ryggen, så det gav et stød op igennem min krop, da jeg igen kom frem mod den mørkhårede. Jeg kneb øjnene let i for at holde tårerne, der truede med at komme ud, inde.

”Åh, er du så ved at græde nu? Har du det så hårdt?” hun lavede stemmen om, og kiggede på mig med et hånligt blik, før hun grinede ligesådan. Jeg kom til en fejl ved at bide mig selv i tungen, som bragte tåre til mine øjne. Jeg skulle lige til at vende om og gå væk, men da pigerne spærrede vejen for mig, var det umuligt.

”Vil I ikke godt lade mig være?” spurgte jeg, efter jeg havde taget en dyb indånding og kiggede lige ind i hendes mørke øjne. Hun fnøs en enkelt gang, og rystede på hovedet, som om jeg var dum.

”Tror du virkelig, at vi bare vil lade dig være, når du har gjort det mod Zayn?” nærmest råbte hun og skubbede mig lidt på skulderen, så jeg overrasket kom til at træde tilbage, og trådte en anden over tæerne, så hun bandede højt af mig. Med et sæt trådte jeg frem af igen, imens jeg næsten kunne mærke, hvordan mine hænder rystede.

”J-jamen,” stammede jeg. Pigen skulle lige til at gå helt frem mod mig, da der pludselig blevet revet hårdt i min arm, så jeg var ved at miste balancen. Personen, der rev fat i mig, mumlede noget for sig selv, som jeg ikke kunne høre, før jeg blev revet væk fra pigerne og nærmest skubbet ind på forsædet af en bil. Skræmt kiggede jeg ud af forruden, imens jeg ikke helt forstod, hvad der var sket.

I bakspejlet kunne jeg se en person iklædt nogenlunde helt mørkt tøj gå rundt om bilen, indtil døren til førersædet blev åbnet. Jeg turde ikke engang kigge til venstre, fordi jeg var så bange. Mine hænder rystede voldsomt, og min vejrtrækning var næsten helt ustyrlig – men hvem ville ikke have sådan, efter der lige var så mange, der var gået i mod en, med ikke helt gode intentioner?

”Er du okay?” spurgte stemmen hårdt, der åbenlyst tilhørte en fyr. Jeg stivnede i hele min krop og drejede forsigtigt mit hoved til venstre, fordi jeg ikke troede på det, som jeg hørte. Jeg startede med at kigge på de stramme sorte bukser, videre til den hvide t-shirt, hvor der var en sort læderjakke uden over, og til sidst lod jeg mit blik falde på ansigtet.

Selvom han sad lige foran mig, Zayn Malik, studerede jeg ham alligevel en ekstra gang for at være sikker. De markerede kindben, de mørke øjne, den smule skægstubbe han havde, og det mørke hår med den enkle lyse stribe i. Jeg svarede ham ikke, men fjernede bare mit blik og kiggede ned på mine hænder, i håb om at jeg kunne styre den rystelse, der stadig var i dem.

Zayn satte hurtigt bilen i gang, fordi en del af pigerne var kommet hen og bankede voldsomt på ruderne, hvilket fik mig til at trække mig endnu mere sammen i sædet. Vi kørte i tavshed, indtil jeg forvirret trak mine øjenbryn lidt sammen mod hinanden.

”Hvorfor?” spurgte jeg enkelt. Han kiggede kort på mig, før han igen kiggede på vejen. ”Hvorfor hvad?” spurgte han så dumt, med den samme hårde stemme. Jeg var udmærket godt klar over, at han vidste, hvad jeg mente, så jeg sukkede irriteret for at understrege det.

”Hvorfor hjalp du mig væk fra dine egne fans, der bare stod og støttede dig i teorien om, at jeg forsøgte at slå dig ihjel?” sagde jeg så irriteret, og jeg kunne næsten se, hvor vred han blev af mine ord, men alligevel stoppede han ikke med at køre.

”Ja, det ved jeg virkelig heller ikke,” vrissede han så, ”men jeg synes i det mindste, jeg fortjener en tak for at hjælpe dig, når du prøver at dræbe mig,” tilføjede han så, hvilket til gengæld fik vreden til at blusse op i mig. Jeg rettede mig vredt op i sædet og kiggede på ham, så han ikke kunne undgå at se mig, om så det kun var ud af øjenkrogen.

”Jeg prøvede ikke at slå dig ihjel, okay? Jeg var en idiot, fordi jeg rodede efter min mobil, det indrømmer jeg, og det betaler jeg skam gerne en bøde for, men jeg prøvede ikke at dræbe dig.” sagde jeg surt og skulle lige til at åbne døren, selvom bilen stadig kørte. Det nåede jeg dog ikke, før Zayn, for anden gang den dag, greb fat i mig med et suk.

”Fortæl mig, hvor du skal hen. Jeg kører dig, du kan jo åbenbart ikke gå på gaden,” sagde han så, og jeg lænede mig modvilligt tilbage i sædet. Det havde han vel ret i, og når han tilbød at køre mig, kunne jeg da ikke takke nej, vel? Selvom han var min største fjende lige pt., og vi faktisk ikke burde have noget med hinanden at gøre uden for rettens sale, nikkede jeg lidt.

”Okay. Kender du det der bilværksted? Der ligger midt i mellem alle de der ultra-dyre butikker?” spurgte jeg så, og han nikkede hurtigt og gjorde klar til at dreje ved næste lyskryds, så han kunne komme derhen. ”Hvorfor skal du dog derhen?” spurgte han så. Det overraskede mig virkelig, at han rent faktisk prøvede at starte den samtale.

”Jeg skal hente min bil fra værkstedet, ok? Og jeg vil virkelig ikke høre nogen kommentar omkring det, bare fordi du er kendt, og garanteret hurtigt kan få lavet din bil!” advarede jeg med det samme, og endnu gang overraskede han mig ved at smile lidt for sig selv. Nok fordi han morede sig over situationen, og det var altså virkelig provokerende.

”Faktisk er det her Harrys bil og – hey vent. Er det vores sang, du hører?” afbrød han sig selv og kiggede hen på mig, da vi holdte for rødt. Hans blik borede sig ind i mit på en underlig måde, og jeg kiggede hurtigt væk, da jeg kunne fornemme, at mine kinder blev røde. Hurtigt skruede jeg lidt ned. ”Nej.” forsøgte jeg mig, men han kiggede på mig med et ikke-overbevist blik.

”Jo, det var. Jeg kan godt kende vores sange. Hvis du ikke er fan, hvordan kan det så være, at du har købt det til din mobil?” han kiggede mistroisk på mig, og jeg himlede med øjnene. ”det gik bare op for mig, at selvom ’One Direction’ inkluderer en selvglad nar, så er jeres nye album faktisk overraskende godt, og der er nogle fede sange på,” forsvarede jeg mig selv.

”Ja, ja, så siger vi det.. Nå. Der er dit værksted. Skal jeg vente, til du kommer ud, og køre dig hjem?” spurgte han så. Havde det været enhver anden end ham, ville jeg synes, at det var sødt, charmerende og venligt, men egentlig havde jeg mest lyst til at bede ham om at skride.

”Der er sku nok en grund til, at jeg skal hen på det her værksted ikke? Det er jo ikke lige fordi, det er noget, jeg gør i min fritid, hvor jeg ikke skal sidde i en retssal og høre på – hey, hvorfor er du her egentlig? Var der ikke en eller anden ting, du skulle eller noget i den stil, siden du var i bilen?” afbrød jeg mig selv og fægtede voldsomt med armene. Han veg lidt over mod hans egen dør, for ikke at blive ramt af mine bevægelser, så jeg øjeblikkeligt stoppede dem.

”Okay, jeg prøvede bare at gøre dig en tjeneste, selvom du- ” ”Drop det,” kom jeg ham hurtigt i forkøbet. ”Okay, jeg var bare venlig. Så gå ud af bilen, hvis du så gerne vil ud,” sagde han så hårdt, og jeg kunne nærmest mærke hans irritation til mig stige, da jeg bare himlede med øjnene og med en kraftfuld bevægelser åbnede døren, steg ud, og smækkede den efter mig med en lige så kraftfuld bevægelse.

Med sure skridt smækkede jeg nærmest døren op ind til værkstedet. Jeg glædede mig egentlig bare mest til at komme ud i deres baggårdsting halløj, hvor Lola ville holde, og vente på mig, så jeg kunne køre i hende hjem. Det ville være dejligt at få genopfrisket den savnede følelse af at sidde på hendes dejlige sæder.

Da jeg kom ind, var der helt stille, så jeg bankede på væggen for at gøre opmærksom på, at de havde fået kunder. Der gik helt op til to minutter, før jeg hørte skridt henne fra kontoret af, hvilket sendte en lettet fornemmelse igennem mig.

”Hej Michael. Er Lola klar til at komme hjem til mor?” jokede jeg, da han kom til syne. Jeg kendte ham faktisk relativt godt, fordi Lola tit havde været til reparation – og lad være med at give min kørsel skylden for det! Hun var bare meget skrøbelig. Men i hvert fald slog Michael en latter op over min sætning. ”Du, Chanel, jeg er sku ked af det, og jeg skulle have ringet, men din bil – undskyld Lola, er ikke klar til at blive hentet endnu. Der var lige nogle ekstra småting, som vi fik øje på her for en times tid siden,” han kiggede undskyldende på mig, og jeg kunne langsomt mærke, hvor skuffet jeg blev. Et var, at jeg havde glædet mig til at få Lola tilbage, men noget andet var, at jeg lige havde sendt Zayn væk, som ellers kunne have kørt mig hjem, så jeg nu skulle gå.

”Det er fint nok..” jeg klaskede et falskt smil op. ”Vi ses,” sagde jeg nok lidt for kort, for han mumlede et ekstra undskyld, før jeg forsvandt ud af døren.

 

Zayns synsvinkel:

Jeg var lige akkurat nået at sætte bilen i gang igen, fordi jeg havde snakket i telefon med Harry, da jeg så Chanel komme gående ud af døren, sjovt nok uden sin bil. Jeg rynkede på panden, imens jeg lagde mobilen ned i lommen. Hun så irriteret og sur ud, og det kunne faktisk ikke lade være med at synes lidt sjov.

Lige da hun gik forbi min bil, eller Harrys, rullede jeg vinduet ned. ”Skal du have et lift?” spurgte jeg og lavede et underligt nik med hovedet. Det var ikke planlagt, at jeg ville have gjort det, men siden det var gjort, lod jeg bare som om det var. Hvis ikke det var fordi, at det var Chanel og mig, vi snakkede om, så ville man umiddelbart tro, at jeg flirtede med hende, men det var langt fra tilfældet.

Hvis jeg skulle være helt ærlig, så synes jeg for det første ikke, at jeg kunne tillade mig først at tilbyde hende et lift hjem, for så at ændre mening når jeg så hende gå. Det ville ikke være fair, og så meget gentleman var jeg vel. Og for det andet havde jeg ændret lidt på min taktik, for egentlig håbede jeg på, at hun måske ville bløde op og stå frem, hvis jeg behandlede hende godt. Man kunne altid prøve.

Chanel stoppede op med et forskrækket blik, der hvilede på mig, kiggede jeg igen med hårde øjne, men et skævt smil, som jeg håbede på fik hende til at glemme det hårde blik. Jeg kunne virkelig ikke gøre for mit blik, men det var virkelig svært at spille venlig over for en person, der havde prøvet at slå en ihjel.

Uden et ord rev hun sig fri, og i et kort øjeblik troede jeg, at hun havde afvist mit tilbud, men det varede kun, indtil den modsatte dør blev åbnet, og kort efter fyldte hendes parfumeduft bilen. Havde det været en parfume på en hver anden, så ville jeg uden tvivl synes, at den var virkelig god. Okay, hvem prøver jeg at narre? Den var virkelig god, det var bare synd, at det var hende, der bar den. Sådan var det vel bedre at formulere det.

Uden min tilladelse lænede hun sig frem og tændte for radioen, hvilket egentlig irriterede mig en anelse, men jeg sagde det dog ikke. Det ville nok ikke være så smart, hvis jeg ville have min nye fremgangsmåde i hus. ”Hvor bor du?” spurgte jeg så, da der ikke var nogen samtale, der kørte. Hun forklarede mig hurtigt adressen, og så var der ellers stilhed igen.

”Hvorfor er du så opsat på at give mig et lift?” spurgte hun så og kiggede undrende på mig. Jeg kunne ikke helt vurdere ud fra hendes øjne, om hun blot undrede sig, eller om der som altid var vrede i dem, men i hendes stemme var der ikke særlig meget vrede at spore.

”Åh, det var ikke meningen, at jeg stadig skulle holde ude foran, da du kom. Harry ringede bare og spurgte, hvornår jeg kom hjem til ham og Louis – vi skal alle-” ”jeg er ligeglad med, hvad I skal, for det rager virkelig ikke mig. Jeg ville bare vide, hvorfor du stadig var her. Og okay,” tilføjede hun så til mit svar. Jeg bed mig selv lidt i læben uden at vide, hvorfor jeg egentlig var begyndt at snakke videre. Måske havde min hjerne allerede vænnet sig til at spille sød over for hende.

Jeg fik hurtigt kørt hende hjem, og selvom det var meget mod hendes vilje, takkede hun mig og formåede endda at give mig et akavet klap på skulderen, fordi det nok ville være noget af det mest underlige at give mig et kram, når vi var oppe i en sag mod hinanden. En sag, som jeg i øvrigt ville vinde, hun vidste det bare ikke endnu. Det var lige før, at det var sødt, at hun troede, at hun kunne vinde sagen, for selvfølgelig kunne hun da ikke det.

Det gik op for mig, at Louis og Harry faktisk boede relativt kort tid væk fra hende, så det tog mig ikke mere end ti minutter at komme hjem og få parkeret bilen. Jeg kiggede en ekstra gang ud på menneskemængden og ventede på, at der var nogle piger, der var gået forbi, før jeg steg ud og gik hen til døren, hvor jeg lukkede mig selv ind, siden jeg havde nøgle.

Jeg tog trapperne med to trin af gangen, så jeg var hurtigt oppe ved den ’rigtige’ dør, som jeg hurtigt lukkede mig ind i også. Lige da jeg kom ind og var i gang med at tage mit overtøj af, blev der råbt i gennem hele lejligheden. ”VI ER I STUEN!” det var let at høre, at det var Niall, der råbte, og jeg begav mig hurtigt derhen, imens jeg smed min jakke midt på gulvet.

”Hva så?” spurgte jeg og kiggede undrende på dem, fordi de alle sad og gloede besatte ned i Louis’ computer. Jeg rynkede på brynene, da Harry rettede sig op og sendte mig et anklagende blik. ”Hvorfor har du ikke fortalt, at du har valgt at ligge sag an mod en vildt lækker pige?” udbrød han forarget, og jeg fnøs.

”Hun er ikke lækker, Harry,”

”Vel er hun så,”

”Nej,”

”Jo,”

”Nej,”

”Hold kæft begge to, okay? Jo Zayn, hun er vildt flot,” medgav Louis med et kækt smil. Jeg himlede irriteret med øjnene og satte mig i den anden ende af sofaen. ”Hvorfor i alverden scorede du hende ikke i stedet for at starte en sag? Hun er da lige noget for dig! Og i øvrigt – hvad laver du med at hive hende ind i din bil – gentagende gange – og endda med det der ’Zayn-flirter’ blik- og smil?” spurgte Harry mistroisk.

”Stop nu, jeg prøver i den grad ikke at score hende, jeg viste bare, at jeg rent faktisk kan være venlig. Hun er virkelig den mest forfærdelige person, jeg nogensinde har mødt, okay? Lad det nu være. Hvad er det overhovedet, I kigger på, siden I har fundet ud af det?” vrissede jeg. Jeg måtte indrømme, at jeg faktisk var rimelig nysgerrig.

Louis drejede hurtigt computeren hen mod mig, og et stort billede af Chanel og jeg, hvor jeg havde lagt en hånd på hendes ryg for at skubbe hende ind i bilen. Desværre kunne man ikke se på billedet, hvor hastigt det var gået til, så det lignede en blid bevægelse – hvilket det ikke var. Faktisk fortrød jeg helt, at jeg havde reddet hende. Ej, det gjorde jeg ikke, for man kunne let se, at de piger ville gå meget voldeligt til hende, og det kunne jeg trods alt ikke bare se på.

Jeg hev min mobil frem med en let bevægelse og gik ind på Twitter, hvor det kun tog mig meget få sekunder at opdage, hvor bombet der var med rygter om, at jeg datede Chanel, og der var en del, der var virkelig forargede over det, siden de vidste, at jeg havde en retssag kørende med hende.

Hurtigt strøg mine fingre over tasterne, og jeg skrev et tweet: ”Hi guys. Just to let you all know, me and Chanel are definitely not dating. :) xx” skrev jeg hurtigt og studerede det lidt, før jeg trykkede på tweet, så det blev sendt ud.

---------------------------------------------------------------------------------------------------     

Hvad synes I så? Om Zayns opførsel/plan/væremåde/tanker? Jeg kan blive ved, hihi. Btw er Zayn og Perrie ikke sammen i denne historie, just so you know! Og søde mennesker, vil I ikke gøre mig - og os, den store tjeneste at like? Det ville betyde så meget, og gøre os rigtig glade! tak. 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...